Nyt U23 set up - Med ny U23 træner - Velkommen til....

24. juni 2022 - skrevet af Andreas Lassen - kategori: Senior

Fra sommer 2022 ændrer man den sportslige strategi omkring andetholdet i klubben. Fra sommer kalder man serie 2 holdet for U23, og U23 kommer til at ligge under DS segmentet. Her kan U19 spillerne der rykker op, sammen med etablerede spillere, folde sig ud, og være en del af et slagkraftigt Holbæk hold, som skal spille serie 2 rækken. Målet er at skabe gode rammer om spillerne med eget omklædningsrum, tøjordning og dygtige trænere/ledere omkring dem. Og samtidig er de tæt med DS-truppen.

Som sparringspartnere og folk omkring U23 bliver det Freddy Andersen, Morten Hamm og Sportschef Morten Rutkjær. Derudover vil cheftræner Jan Faber og First team coach Trold Ellegård være tæt på U23-truppen om Mandagen.

 

Og nu er den nye cheftræner fundet som skal stå i spidsen for U23 fra sommeren 2022. Det bliver en gammel kending i form af Turgay Keskin. Turgay har tidligere spillet en masse kampe for Holbæk, været et velkendt ansigt, og kender klubben til fulde.

 

Turgay Keskin: "Jeg er stolt over at være tilbage i Holbæk. Set udefra, så har Holbæk rejst sig de sidste 6 måneder, og der sker virkelig mange positive ting. Det er stor ros til dem der knokler så hårdt for at lave nogle gode rammer i Holbæk. Det ville jeg gerne være en del af.

Jeg syntes stillingen, som U23 træner var spændende, hvor jeg skal arbejde med de U19 drenge der kommer op, og så i tæt samarbejde med DS-staben. I forvejen er der nogle gode spillere, som kæmpede bravt sidste år på serie 1, men de fleste er klar på, at give den en skalle. Suppleret med U19 spillerne og et par spillere udefra, så bliver det en god trup. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med de gode mennesker omkring holdet. Det er nogle erfarne trænere og ledere, som jeg kender i forvejen.

 

Sportschef Morten Rutkjær: "Vores mål er at få etableret en fast gruppe gutter, der elsker at komme og træne og spille med sine kammerater. Vi har brug for disse spillere. De er fremtidens spillere på seniorholdene i Holbæk. Og så har vi bare fundet den rette person til at stå i spidsen for dette!

Fokus for Turgay bliver at skabe et fællesskab og et miljø, hvor alle bliver værdsat og får en rolle i truppen. Det er næsten det vigtigste pt, det er miljøet, så folk er glade og vil være en del af fællesskabet. Så kommer resultaterne automatisk. Derudover ved vi af erfaring, at det kan blive disse gutter der udgør førsteholdet og hele fundamentet for Holbæk seniorafdeling om nogle år, så derfor skal vi passe på dem. Det gør vi så igennem dette nye U23 set up, som større og andre klubber har haft succes med. Et U23 set up som er mere lækkert og der er fokus på transitionen fra ungdom til senior.

Jeg er glad for, at Turgay med det samme, sagde ja tak. Han er lokalforankret, han kender Holbæk, han er en super fyr, og hans værdier - rammer fuldstændig vores. Jeg er glad på klubbens vegne men også på drengenes, at Turgay vil med ombord".

 

Første træningspas efter sommerferien under den nye cheftræner er den 2. august kl. 17.30. Hvis nye spillere ønsker at starte i Holbæk efter sommerferien bedes man kontakte Sportschef Morten Rutkjær på Mortenrut@gmail.com