Nyt Blod til Spejderne

22. juni 2022 - skrevet af Andreas Lassen - kategori: Klubnyt

Scouting-afdelingen i Holbæk B&I ændrer organisationsform, og det betyder, at Brian Hartøft tiltræder som Head of Recruitment og Talentkoordinator. Brian vil have sit fokus rettet mod U10 til U15. Magnus Sørensen overtager posten som Head of Scouting, HoS, og han vil have U17, U19, U23 og DS som sit arbejdsområde.

Det betyder også, at den hidtidige HoS, Niels Sørensen, trækker sig som "spejderleder".

"Vi havde en gentleman's agreement med Niels om, at når han havde fået bygget scouting-afdelingen op, kunne han trække sig fra opgaven, og det har han ønsket at gøre. Han har samtidig selv foreslået Brian Hartøft som den ideelle mand til at fortsætte arbejdet, og der må vi bare sige, at det er godt scoutet, så det er vi selvfølgelig enig med Niels i," lyder det med et smil fra Talentchef og Head of Coaching i Holbæk B&I, Steen Gleie, som fortsætter:

"Brian er et kendt ansigt i klubben og har mange års erfaring som træner og frivillig i Holbæk B&I. Han har et stort fodboldnetværk at trække på, og hvad man heller ikke skal underkende, mange års erfaring fra det private erhvervsliv. At han samtidig er vellidt her i klubben og kendt for at være en, der gerne går den ekstra mil for at få alting til at gå op, det trækker bestemt heller ikke ned."

Brian Hartøft glæder sig til at tage fat på opgaverne som Head of Recruitment og Talentkoordinator.

"Jeg er meget beæret over, at klubben har peget på mig til at medvirke til at videreudvikle det meget spændende potentiale, der ligger i talentudviklingen af ungdommen," fortæller Brian Hartøft og fortsætter:

"Sportsbyen er det perfekte omdrejningspunkt for talentudviklingen af hele Vestsjællands ambitiøse spillere."

Tak for denne gang

Niels Sørensen glæder sig over, Brian Hartøft har takket ja til at blive en del af scouting-afdelingen.

"Havde Brian takket nej, var jeg fortsat som "HoS", til vi havde fundet en lignende kandidat. Folk af Brians kaliber er bare ikke nemme at finde, og derfor er jeg enormt glad for, han har sagt ja," siger Niels Sørensen.

Han fortæller også, at han kommer til at savne at høre "hej, HoS", når han kommer ned på banerne. Her har opbakningen fra trænerne været enorm.

"Det var, som om "HoS" var en rolle, der var hungret efter gennem mange år. Og jeg har nydt samarbejdet med trænerne, som tog mod mig med åbne arme og havde lister, viste det sig, med forslag til spillere, der kunne vokse hos os, og som vi pludselig kunne hente til, fordi vi fik formaliseret arbejdet internt i klubben. Der var samarbejde over hele linjen," siger Niels Sørensen.

Så der bliver altså ikke smækket med dørene. Nærmest tværtimod.

"Nu har Niels så valgt at bænke sig selv, men vi håber, det kun er for en stund. For at blive i sproget kan man sige, at især i det opbyggende spil er han stærk. Og vi har jo mange andre projekter på tegnebrættet, som godt kunne bruge en type som ham," siger Steen Gleie og fortsætter:

"Vi er en licensklub, og vi er forpligtet til at dyrke scoutingen. Det styrker vi ved at dele scouting-afdelingen op i to. Og Brian og Magnus er begge HB&I af sind og vilje og vil arbejde sammen om at få det hele til at gå op i en højere enhed. De er enorme kapaciteter begge to. Det skal nok blive godt."