Holbæk Opgraderer på Børnefodbolden

23. juni 2022 - skrevet af Andreas Lassen - kategori: Ungdom

Holbæk har ansat 38 årige Lotte Klejs som børneudviklingstræner fra den 1.7.22.

Lotte har spillet fodbold i 35 af de 38 år og har spillet både topfodbold i Danmark og i USA. Lotte er mor til to børn på hhv. 6 og 9 år og bor i Holbæk.

 

Hun har været med til at starte pigefodbold op i Skovbakken og har senest været træner for HB Køges U13/14 piger på det fysiske område. Hun er begejstret ved tanken om at kunne arbejde med børn og fodbold og har mange ideer til, hvordan vi optimerer træningen med de mindste og hvordan vi kan hjælpe og støtte de forældre, som vi er så heldige at have til at hjælpe os.

Hun er stor tilhænger af det tekniske fundament og vil gerne udvikle spillerne på dette område.

 

Lotte arbejder til daglig på Stenhus Gymnasium og har arbejdet både på College og Sportsakademiet. Hun har udover en A licens uddannelse i fodbold og en uddannelse i Human Fysiologi med sidefag i psykologi.

 

Så det er en yderst kompetent person, som vi får ombord på skuden. Vi glæder os til den kommende rejse sammen og ser frem til at Lotte starter op i den nye sæson.