Træningskampe i en corona-tid

21. februar 2021 - skrevet af Mads Munkholm - kategori: Senior

HB&I spiller allerede 6. marts forårets første turneringskamp, og klubbens 2. divisionshold er i øjeblikket i gang med at finpudse formen. Til trods for skærpede restriktioner kan vores 2. divisionshold få lov til at vintertræne. Det sker, da 2. division fortsat en del af erhvervet "professionel fodbold" og således er undtaget for de restriktioner, der ellers gælder i Danmark - en beslutning både Kulturministeriet og Divisionsforeningen står bag.

Lørdagens træningskampe:

Lørdag den 20. februar spillede HB&I to træningskampe. Begge selvfølgelig under hensyntagen til de protokoller og retningslinjer som er udstukket fra Divisionsforeningen.

I Brøndby spillede vi en form for reservekamp hvor de spillere som kategoriseres som fødekæden til divisionsholdet tabte 6-3 til et meget dygtigt U17-hold fra Brøndby. Victor Koch Hansen (to mål) og Lukas Jensen scorede for HB&I.

Nogenlunde samtidigt var divisionsholdet i kamp i Næstved. Her blev resultatet 3-3 efter en kamp som bølgede frem og tilbage med to føringer til HB&I på 1-0 og 2-1 undervejs i 1. halvleg. Næstved tog kontrollen i 2. halvlegs begyndelse, bragte sig på 3-2, mens vi sluttede kampen bedst med en scoring til 3-3 og faktisk også en stor mulighed for at tage sejren til allersidst. Men uafgjort var ganske fair. Victor Sørensen, Malte Sjørslev og Jeppe Illum stod for scoringerne i den kamp.

Corona-forklaring:

Vi har fået et par spørgsmål til vores træningshverdag og kampafvikling i forhold til de gældende regler for fodbolden. Derfor lige en kort orientering, som måske kan forklarer de spørgsmål.

Allerførst er det vigtigt, at understrege at HB&I overholder alle gældende regler som er defineret af Divisionsforeningen. Som beskrevet ovenfor er, 2. division er en del af professionel idræt i Danmark. Derfor kan vi træne og spille kamp under forudsætning af en stram protokol med regler og test af spillere og ledere. Som klub tager vi situationen alvorligt og arbejder således kontrolleret ud fra de retningslinjer som anvises fra Divisionsforeningen osv. Dette er tidskrævende og tungt administrativt, men en forudsætning for at vi kan være i gang.

Desuden har Divisionsforeningen informeret klubberne om at der i tilfælde af Corona-udbrud i en trup, ikke vil blive mulighed for at flytte kampe i foråret. Det er derfor også klubbernes opgave at holde fødekæden klar til at kunne spille kampe i 2. division, såfremt flere spillere skal i isolation eller karantæne ved et udbrud.

I HB&I har vi valgt at hele klubben er lukket ned - med undtagelse af ca. 30 spillere som udgør 2. divisionsholdet og fødekæden hertil. I går var 28 af disse i kamp. 15 spillere i Næstved og 13 spillere i Brøndby. Alle spillere indgår i samme test- og træningsregime.

Vi har vurderet at dette er et passende antal spillere at holde i gang. Skulle vi få et corona-tilfælde i truppen vil det sandsynligvis tvinge flere spillere i karantæne som nærkontakt. Til en officiel 2. divisionskamp deltager 18 spillere. 10-15 spillere i fødekæden derudover håber vi er passende, såfremt et udbrud skulle ramme os. Derfor holder vi disse spillere i gang og derfor spillede vi to kampe lørdag.

Vi glæder os over at denne del af fodbolden er i gang, og håber at resten af fodbolden snart kan få mulighed til at komme ordentligt i gang igen.

Evt. spørgsmål kan stilles til sportschef Klaes Rasmussen på klaesegel@hotmail.com eller tlf: 2077 5170.