Pressemeddelelse: Lars Feist stopper som Cheftræner i Holbæk Bold & Idrætsforening

7. april 2021 - skrevet af Bestyrelsen - kategori: Senior

Pressemeddelelse 7.4.2021

 

Lars Feist stopper som Cheftræner i Holbæk Bold & Idrætsforening

 

Bestyrelsen og den sportslige ledelse har vurderet, at der skal en ny mand i spidsen for 2. divisionsholdet i HB&I. Den midlertidige afløser er fundet i egne rækker.

 

Lars Feist har været en del af 1.holdet i HB&I siden sommeren 2017. Først som assistenttræner og sidenhen som cheftræner. Nu føler bestyrelsen, at nye kræfter er en nødvendighed for at klubbens 1.hold kan indfri sit potentiale og målsætninger.

 

Formand Nicolai Winther-Stokholm:
”Vi vil gerne takke Lars for hans tid og indsats i klubben. Lars efterlader sig et aftryk i HB&I, hvor der vil stå respekt om både hans hårde arbejde for 1.holdet og hans involvering i udviklingen af klubben som helhed. Den indsats sætter vi stor pris på.”

 

”Men en enig bestyrelse og sportsligt udvalg har vurderet, at der skal nye kræfter til nu og her, i et forsøg på at forløse potentialet i truppen og få flest mulige point i sæsonens sidste ni kampe, hvor fokus er på overlevelse i 2. division. Bestyrelsen har derfor bedt talent- og sportschef Klaes Egel Rasmussen om at stå i spidsen for trænerteamet de resterende kampe i sæsonen.”

 

Lars Feist:
”Jeg har til det sidste troet på, at vi kunne vende situationen og få sikret os i rækken, men jeg har forståelse for bestyrelsens beslutning. Det ændrer ikke på, at jeg har været glad for min tid i klubben og ønsker den, og menneskerne i den, alt det bedste.”

 

I den resterende del af sæsonen vil den øvrige stab omkring 2. divisionsholdet fortsætte uændret, mens Klaes Egel Rasmussen vil stå i spidsen for trænerteamet.

 

Klaes’ øvrige opgaver i HB&I deles mellem flere personer frem til at sæsonen slutter i juni.

 

I tilfælde af spørgsmål, eller ved behov for uddybende kommentarer, til ovenstående kontaktes:

Nicolai Winther-Stokholm, Tlf: 25110609

Klaes Egel Rasmussen, Tlf: 20775170