Mig og Allan. Vi begynder med en landskamp i Holbæk for 50 år siden

26. juni 2021 - skrevet af Søm - kategori: Klubnyt

Vi er lige høje. Eller lave, om man vil. Og vi er enige om, at det ikke er størrelsen, det kommer an på.

Ingen af os danser særlig godt. Vi har dog ikke noget imod at forsøge os på gulvet, hvis der er optræk til fest.

I de unge år var vi begge morgenfriske avisbude. Gravhunde har vi begge haft flere af. De har ligesom os korte ben, er charmerende - og stædige.


Holbæk Stadion lørdag den 19. juni 1971. Det danske ynglingelandshold fotograferet før kampen mod Sverige. Allan Simonsen står yderst og måske kan du også finde Niels Tune.
Foto: Per Jensen


I 1977 syntes vi, at Randy Newman (som senere lavede fine sange til Toy Story-filmene) var langt ude med nummeret Short People.

Short people got no reason to live, sang amerikaneren. Det var vist ment som spøg. Både Allan og jeg syntes da også, at det gik ganske godt for os små størrelser netop det år.

Allan døjede godt nok med en rygskade, men han scorede i maj med et projektil af et skud mod Liverpool i mesterholdenes Europa Cup-finale. M'gladbach tabte dog kampen..

En måneds tid senere i 1977 leverede han et danseskolebuk og hovedstødte Danmarks sejrsmål til 2-1 ind mod Sverige i Idrætsparken.

Med i den danske startopstilling var to andre fra det ynglingelandshold, der seks år tidligere - i juni 1971 - havde spillet 2-2 mod svenskerne i Holbæk. Nemlig Niels Tune og Flemming Lund.

Det er dén kamp, vi skal fordybe os i, men lad os lige gøre færdig, hvorfor det gik fint for mig og Allan i 1977.

Simonsen blev på en af årets sidste dage stemt ind som vinder af Den Gyldne Bold med titel som Europas bedste fodboldspiller.

(Okay, det var også året, hvor han under en landskamp i Idrætsparken mod Polen blev plaffet ned af Jens Okking ovre fra Rigshospitalets tag. Men det var altså kun på film. Den hed Skytten).

Jeg var i kommet ind på Journalisthøjskolen i Aarhus året før og tog i eftersommeren 1977 hul på halvandet års praktik på en sjællandsk avis med det kringlede navn Holbæk Amts Venstreblad.

Det skulle vise sig at blive et langt bekendtskab, så det gik altså fint for mig og Allan. Men så begynder det vel egentlig også at knibe med lighederne.

Allan Simonsen er jyde, jeg er fra Amager. Det kan man godt høre.

Min stemme er dybere end hans, og Allan er normalt ikke en mand af mange ord. Det er jeg - hvilket læsere, der vælger at fortsætte, vil opleve.

(Lars Hjortshøj, der lever af at være sjov mand, har siden drengeårene været stor fan af Allan Simonsen. Han mener, at 1980'ernes korte og stramme fodboldshorts gav vejlenseren stemmelejet).

Det var en parentes, og der er selvfølgelig mange flere forskelle på mig og Allan. Jeg er for eksempel ikke på Facebook. Det er han, omend ikke særlig flittigt.

Allan er far til fire - alle døtre, som han har fået med to koner. Jeg har to sønner, med den samme kone.

Selvom ikke alle investeringer har været lige vellykkede, har han formentlig stadig flere penge end mig. Han går for at være en ydmyg og beskeden natur. Er jeg det? Tjabumbum … meningerne er nok delte.

For at tilføje en markant forskel skal det med, at Allan Simonsen altid har været den bedste til fodbold af os to.

Han er desuden et par år ældre, men i højden har jeg altid kunnet identificere mig med det store fodboldnavn.

I dette nye langskriv i det nostalgiske hjørne på HB&I's hjemmeside retter vi søgelyset mod en af dansk fodbolds største spillere gennem tiderne. Samtidig en af de mindste.


Allan Simonsen skrev kontrakt med Borussia Mönchengladbach, da han blev 20 år i 1972. Men det er ikke vores ærinde at berette om hverken hans trængsler eller succes i klubben.


Man skal være ovre den første ungdom for at kunne huske Allan Simonsens bedrifter på fodboldbanen. Det er vi nogle stykker, der er - og vi kender hans historie.

Det er derfor ikke hensigten at oprulle trængslerne i den første lange tid i tyske Mönchengladbach, efterfulgt af bragende succes.

Heller ikke at fortælle om årene som El Simonét (Den lille Simonsen) i Barcelona eller det - udefra set - noget besynderlige skifte til engelske Charlton.

Ej heller at komme nærmere ind på hans 55 A-landskampe, der kunne være mange flere, hvis udlandet havde givet ham fri. Eller de 20 landskampmål.

Det er heller ikke intentionen at berette om valget af Allan Simonsen til Årets Fodboldspiller i Europa i 1977.

(Lige bortset fra, at han vandt afstemningen foran Kevin Keegan, som tog titlen de to følgende år, og Michel Platini, som vandt tre år i træk i første halvdel af 1980'erne).

Der leveres heller ikke detaljer om de tilfælde gennem årene, hvor hans spinkle bentøj er brækket. Jo, forresten. Der kommer lidt om, da det skete som ynglingespiller.

Trænerjobbene for lilleputterne Færøerne og Luxembourg samt optagelsen i fodboldens Hall of Fame - som et af de første medlemmer - nej, heller ikke dem kommer vi ind på.

Det er alt sammen gjort mange gange i artikler og bøger af vekslende kvalitet. Til gengæld vil jeg gerne sætte ord på Allan Simonsens kvaliteter på banen, som jeg så dem:

Godt skydende med begge ben. Hurtig i tanke og handling. Eksplosive starter og skarpe driblinger. Boldbegavet og med stor spilforståelse. Et spil med finesser. Arbejdsom. Ikke bange for nærkampe. Både chanceskaber og målscorer, vel især husket som det sidste.

Det er ambitionen at runde dette kapitel af med et nærbillede af det Herrens (og rødstrømpernes) år 1971.

At få på plads, hvad der rørte sig i fodbolden, men også i politik, kultur og så'n. Alt sammen tilsat en sjat personlige erindringer.

Vi skylder en varedeklaration for denne og de kommende Simonsen-historier på hjemmesiden. Vanen tro fordyber vi os og foretager gerne sidespring og dribleture ad snirklede omveje.

Det vil sætte den 2021-travle læsers tålmodighed på prøve, så vi deler fortællingen op i kapitler, som efter planen udkommer her på hjemmesiden i løbet af året.



Allan Simonsen er noteret for en snes mål på A-landsholdet, her et afgørende mod Sverige i 1977. Seks år tidligere blev hans scoring i Holbæk kaldt en genistreg i den lokale avis.


Dette skriv kan betragtes som en intro, og Holbæk-vinklen (for sådan en skal der naturligvis være på hjemmesiden) har ligget og simret hos denne signatur i nogen tid. Nemlig at slå ned på et slags jubilæum.

I 2021 er det 50 år siden, at Allan Simonsen første gang spillede på Holbæk Stadion. Det var i en ynglingelandskamp mod Sverige lørdag den 19. juni, og kampen endte foran 2.000 tilskuere 2-2.

Måske var Allan allerede lidt vild med dans dengang. For en kilde fortæller, at vejlenseren og en holdkammerat efter kampen blev kørt til Diskotek Smøgen i Blindestræde.

Det lyder ikke som den seriøse Simonsen, vi kender. Og historien vender vi tilbage i næste kapitel.

Nogle få dage senere vendte han tilbage til Holbæk - nu som Vejle-spiller - og var med til at slå Holbæk i talentturneringen.

Han scorede i begge kampe, og både før og efter de to optrædener i Holbæk er målene faldet i en lind strøm fra Allan Simonsens fødder og (trods højden) hovede.

Om Simonsen og målet til 2-2 i ynglingelandskampen mod Sverige brugte reporter Per Skov Jensen fra Venstrebladet store ord i mandagsavisen. Han kaldte i overskriften udligningen for en genistreg.

En af Holbæks bedste spillere gennem tiderne, Niels Tune Hansen, var Simonsens holdkammerat i y-landskampen. De to var modstandere onsdagen efter, hvor Vejle vandt talentkampen med 3-2.

Niels Tune scorede begge hjemmeholdets mål, og det vender vi alt sammen tilbage til næste gang.

Her i introen skal nævnes, at det er planen hen ad vejen at tage yderligere to Simonsen-kampe i Holbæk med i krøniken. De blev spillet i 1983 og 1991.

I 1983 gjaldt det en kamp i den for længst afdøde turnering Carlsberg Cup. Allan Simonsen var netop vendt hjem til Vejle efter årene i udlandet, og hans medvirken gjorde kampen til noget af et tilløbsstykke.

Simonsen var meget tæt på, men han fik ikke scoret i den jyske sejr på 3-1. Alligevel var han jaget vildt efter kampen.

Der var 1.400 tilskuere, og det var en stor aften for autografjægerne, hvoraf en del børn var i øjenhøjde med idolet.

Skriverkarlen bag disse linjer talte med Vejle-spilleren i omklædningsrummet efter kampen og citerede ham dagen efter i den lokale avis.

Jeg har sikkert også fået ord til blokken fra Simonsen efter nogle af hans landskampe i Idrætsparken op gennem 1980'erne.

Det var dengang, vi efter kampene forlod pressepladserne og ad en snoet trappe nåede ned til omklædningsrummene. Det var i tiden før mixed zone, pressemøder og andre påfund.

Altså dengang, hvor journalisterne vadede rundt mellem halv- og helnøgne spillere og fik ord til enten blokken eller båndoptageren.



Den polske helt fra kampen mod England på Wembley i 1973, Jan Tomaszewski, har her ikke fordums hårpragt. I 1991 scorede Allan Simonsen på ham i en oldboyslandskamp i Holbæk.

Den fjerde og sidste Simonsen-kamp i Holbæk, vi tager med, blev spillet i 1991. I anledning af HB&I's 60 års jubilæum mødte det danske landshold for oldboys Polen på Holbæk Stadion.

Danskerne vandt med 1-0, og målscoreren var Allan Simonsen, der udplacerede målmandslegenden Jan Tomaszewski. Den polske helt fra 1-1 kampen på Wembley i 1973.
.
Ligesom 20 år tidligere på Holbæk Stadion var Simonsen en af de bedste på banen. Og han var i 1991 øvrigt i selskab med Morten Olsen på oldboyslandsholdet.

Vi har frittet og lirket, men Allan Simonsen er en ærlig mand. Og de fire nævnte kampe i Holbæk husker han ikke.

Måske en vag erindring om nogle af dem, hvis man presser ham lidt. Men ellers er beskeden fra ham denne:

- Jeg må erkende, at jeg ikke kan huske de kampe, du nævner. Jeg har gransket min hjerne, men tiden går, og hukommelsen er heller ikke, hvad den har været ...

Lyder det fra manden, der midt i december 2022 fylder 70 år og dermed tager hul på det, som bibelske pessimister engang kaldte for støvets år.

Særlig støvet er Simonsen ikke. Jovist, manden er blevet ældre, men han virker fit og siger selv, at han ikke har de store skavanker efter sine mange år i topfodbold.

Han kalder sig for pensionist, men i modsætning til en del andre tidligere fodboldspillere har han formået at holde sig fra golfbanens fristelser.



Jeg har for længst tilgivet Allan, at han scorede Vejles andet mål i pokalfinalen i 1972 mod Fremad Amager. Endda på hovedstød.

Bare rolig, der kommer flere ord fra hovedpersonen i næste kapitel. Her vil Allan Simonsen (med eneret for HB&I's hjemmeside) blandt fortælle, hvordan han komme til at hedde Rodenkam til mellemnavn,

Men når kampene i Holbæk altså er røget ind på siderne i hans glemmebog - så er det jo godt, at man har gamle aviser at kigge. Og andre kilder at øse af. Det gør vi næste gang.

Når jeg skal være ærlig - og det kommer man som bekendt længst med - har jeg nok lagt mærke til Allan Simonsen i aviserne i 1971. Ved årets slutning sikkert også i Fodbold Jul og den om årets bedste fodboldkampe.

Men det var først året efter, i 1972, at det nye stjerneskud fra Vejle for alvor brændte igennem hos mig.

Det var, da han med nogle måneders mellemrum scorede to næsten identiske mål på hovedstød.

Det første så jeg fra den billige langside i Idrætsparken, og jeg har forlængst tilgivet Simonsen. At han i pokalfinalen mod Fremad Amager - helt fri og næsten uden at lette fra græsset - headede målet til 2-0 ind efter et hjørnespark.

Det var selvfølgelig på Kristi himmelfartsdag, og der var en snes tusinde tilskuere. De fleste holdt med Fremad, men Vejle og Simonsen vandt. De blev også danske mestre for andet år i træk.



Det danske landshold i OL-kampen i 1972 mod Brasilien. Lille, brede Heino Hansen - stående yderst - stod for det fine oplæg til Allan Simonsens sejrsmål.

I slutningen af august 1972 holdt alle danskere med de rød-hvide, da fodboldlandsholdet på OL's første dag efter åbningen mødte et ungt brasiliansk hold.

Landskampen blev sendt direkte i radioen om eftermiddagen, og det skabte problemer. For fjernsynet sendte den først forskudt sent om aftenen. Mange prøvede at undgå at høre resultatet, så de kunne bevare spændingen til den halvsene tv-transmission.

Husker ikke, om jeg fik kendskab til resultatet. Men på familiens første farvefjernsyn så jeg om aftenen Simonsen bringe Danmark foran, og Per Røntved øge til 2-0.

Brasilien udlignede til 2-2 i løbet af ingen tid, men spirrevippen fra Vejle kunne brasserne ikke holde.

På en delikat ydersideaflevering fra den stærke smed fra Slagelse, Heino Hansen (der vist er en anelse højere end mig og Allan) løb vores hovedperson ind i bolden og stangede 3-2 i nettet.

Politiken kaldte i sin reportage matchvinderen for diminutiv. I modsætning til det ord står betegnelsen gigant.

Det kalder fodboldkenderen Frits Ahlstrøm - der blandt meget andet engang har været sportsredaktør på Politiken - Allan Simonsen for.

Ahlstrøm gør det, da HB&I-hjemmesiden til nærværende artikel beder ham rangere vores hovedperson som fodboldspiller.

”Michael Laudrup blev kåret som Århundredets Spiller i dansk fodbold. Jeg kan tilslutte mig den opfattelse. Men Allan var også en global gigant. Og han er den eneste dansker, der har opnået titlen Årets Spiller i Europa, i 1977. Hvis vi skal tale om idoler og forbilleder i dansk fodbolds historie, er de største nok Harald Nielsen, Allan Simonsen og Michael Laudrup.”



Landstræner Rudi Strittich var naturligvis glad for sin tomåls-skytte efter sejren over Brasilien. Her ses begge efter kampen. Udklippet er fra Politiken.

 

Såvidt Ahlstrøm. Inden vi i næste kapitel for alvor går løs på fortiden og dykker ned i de to Simonsen-kampe i Holbæk i juni 1971, skal der lige bindes en sløjfe til artiklens indledning.

For sammen med vores hovedperson vil jeg prøve at få noget på plads.

”Jeg er lige så høj som Allan Simonsen”, har jeg i mange år sagt, når folk har spurgt til denne åbenbart vigtige detalje. Og jeg har ofte tilføjet: 1,67 m.

Men holder det i byretten? Aviser, bøger og DBU's hjemmeside nævner flere forskellige højdemål på Bette Allan, startende på 1,65 m.

Så jeg beder Simonsen finde sit pas frem fra skuffen i Vejle. Han vender tilbage og fortæller, at der nu om dage står 1,66 m i det.

(Som den lune jyde Tommy Troelsen sagde efter Allan Simonsens seniordebut for Vejle i 1971: I første halvleg så vi ikke meget til ham, men i pausen klippede de græsset.)

Denne artikels signatur har gennem årene fået noteret flere forskellige tal i sine pas. Det højeste, jeg har været oppe på, var i det rødbedefarvede fra 2010.

Der stod, at jeg var 1,70 m. Enten har måleren været i det gavmilde hjørne den dag, eller også har jeg haft mine plateausko på.

Du ved, den slags som Marc Bolan fra T. Rex og ikke at forglemme Sweet, Slade og danske Walkers stolprede rundt på i de tidlige 1970'ere.

De højhælede finder jeg ellers kun frem fra skabet, når jeg optræder på slap line ved festlige lejligheder.

Ellers har højdetallet for både Allan og mig som skrevet vekslet med nogle centimeter gennem årene. Og nu har i hvert fald jeg nået det, som Halfdan Rasmussen kaldte for skrumpealderen.

Nu til noget helt andet. En god, gammel regel siger, at det ikke rager læseren, hvilke trængsler reporteren er gået igennem for at få sin historie i hus.

Så når jeg fortæller, at det i 2021 ikke er helt nemt at komme igennem til Allan Simonsen, er det for at beskrive, at den tidligere fodboldstjerne stadig mærker en vis interesse for sin person.



Der var optræk til panik på TV 2, da befolkningen i 2013 gang på gang stemte Allan Simonsen videre i programmet Vild med dans. Foto: TV 2.

Den interesse blussede på godt og ondt op, da han i 2013 - enten som terapi eller tidsfordriv efter en skilsmisse - sagde ja til at deltage i fjernsynshittet Vild med dans.

Men Spurven fra Vejle var havnet i en tranedans, og dommerne vendte gang på gang tommelfingrene nedad for hans kvaliteter på gulvet.

Folket stemte dog lige så trofast Allan og dansepartneren videre til næste runde. Der gik sport i at hylde den lille legende og drille det opstyltede TV 2-program, som blev til Vild med Allan.

Der var tilløb til panik på tv-stationen, som lavede diverse krumspring i reglementet for at slippe af med de stive danseben.

Man kunne få den tanke, at den legendariske fodboldspiller var for stor til det program. Hovedparten af de andre uprøvede dansere gennem årene har været semi- eller kvart-kendisser.

- Der er stadig mange, der vil have fat i mig, lyder det i 2021 stilfærdigt fra Simonsen, da han beder om, at jeg efter samtalen sletter hans telefonnummer.

Efter en årrække med bopæl nær Barcelona er Allan Simonsen flyttet hjem til Vejle, og det er gode pressefolk som Frits Ahlstrøm og Tommy ”Kuglepen” Poulsen, der hjælper med kontakten til ham.

Man skal væbne sig med lidt tålmodighed, men da der er hul igennem til Simonsen på først mail og derefter telefon, er han imødekommende. Generelt dog lidt kortfattet, men sådan er vi jo så forskellige.



Allan Simonsen medvirker som den eneste fra holdet ikke i bogen Drengene fra Wembley. Men det er lidt uretfærdigt at stemple ham som en egoistisk levemand.

Set i det blankpudsede bakspejl, var det var i hvert fald lidt uretfærdigt, da de to forfattere bag bogen Drengene fra Wembley (Hans Krabbe og Dan Hirsch Sørensen) i 2008 konkluderede, at Allan Simonsen havde stukket næsen i sky.

Simonsen havde som målscorer på straffespark haft en hovedrolle i den berømmede danske 1-0 sejr på udebane over England i efteråret 1983.

Den sejr sparkede døren ind til nogle fede danske fodboldår på den internationale scene. Og det var selvsagt ærgerligt for skriverkarlene, da matchvinderen trak sit tilsagn om medvirken tilbage.

I en moden alder er den venlige, men flagrende og fjerne levemand Simonsen omsider blevet sig selv nærmest. (…) Nu prøver han at leve en tilværelse på egne præmisser, lød det letbittert i bogen.

Sagen var, at Allan Simonsen i mellemtiden havde lavet en aftale med et forlag, for hvilket den tidligere fynske sportsjournalist - siden meget flittige forfatter - Bo Østlund skulle skrive en bog med og om ham.

Han havde i den forbindelse skrevet under på ikke at udtale sig til andre. Bogen, der udkom i 2008, kom til at hedde Allan Simonsen - Europas bedste 30 år efter.

I tilblivelsen af bogen om Wembley-holdet måtte forfatterne i øvrigt punge ud med 10.000 kroner for at få Preben Elkjær i tale. Han sagde, at han ville give pengene til et godt formål.

Før Bo Østlunds tilbageblik på Simonsens liv havde Frits Ahlstrøm i 1977 begået bogen Allan Simonsen - nærbillede af en stjerne, der for et par år siden blev genudgivet som e-bog.

Tilbage i tiden er desuden udkommet en række hurtige heltebøger om den lille, store spiller.



Det er blevet til en række bøger om Allan Simonsen og hans karriere i årenes løb. De er af svingende kvalitet.

Tilbage til ligheder og forskelle mellem Allan Simonsen og denne artikels signatur. I 1971 var vi begge tossede med fodbold.

Til forskel fra mig var han et stortalent, som ikke kunne holdes nede, og som 18-årig fik han debut i landets bedste række for Vejle. Det var i sæsonens tredje kamp.

Simonsen scorede i sin debut mod Brønshøj, men ellers var de store angrebsnavne i Nørreskoven dengang Tommy Hansen og Iver Schriver.

Når vi i den grad slår ned på 1971, skal der i introen ikke mangle stof om, hvad der ellers skete dengang for 50 år siden.

Det bliver en overflyvning af året med udvalgte højdepunkter. For seere af DR-programmet i serien ”Husker du ...” vil der være velkendt stof imellem.

Ikke mindst for dem, der har kigget med flere gange. Det er fornemmelsen, at programmerne bliver genbrugt hos DR lige så flittigt som afsnittene i hyggekrimien Barnaby.

Pyt med det. Her kommer mit personlige udvalg fra året 1971, hvor Allan Simonsen blev et navn i dansk fodbold og to gange slog et smut forbi Holbæk:

Ovre mit nabokvarter til Islands Brygge vælter nogle unge, foretagsomme mennesker i efteråret et plankeværk til en nedlagt kaserne og grundlægger Fristaden Christiania.

Der er folketingsvalg, og på et handlingslammet Christiansborg kan socialdemokraten Jens Otto Krag efter 14 dages venten på resultatet fra Færøerne danne en mindretalsregering.

Det bliver Krags sidste regering, for året efter trækker statsministeren sig tilbage, da danskerne den 2. oktober 1972 har stemt landet ind i EF. Han overlader posten til Anker Jørgensen.

Ovre i New York slår Joe Frazier i 1971 den genopstandne Muhammad Ali efter 15 hårde omgange i en kamp om VM i sværvægt.

Ali var frataget titlen og havde været udelukket i flere år, fordi han nægtede militærtjeneste i Vietnam. Med sans for det storladne kalder amerikanerne kampen for Fight of the century.

Vi ser århundredets kamp i fjernsynet, men ikke i en direkte transmission midt om natten som ved nogle af de års andre store kampe.

Gunnar Nu, sportschef i Danmarks Radio, må nøjes med at vise den forskudt ved spisetid næste dag. Vi, der holder med Ali, kan glæde os over over, at han nogle år senere slår Frazier to gange.

På samme kanal - der havde monopol - leverer sagføreren Mogens Glistrup i begyndelsen af 1971 et dybt stød til den konservative finansminister Poul Møller, som derefter trækker sig på grund af sygdom.

Glistrup får tv-debut dagen før noget, der hedder selvangivelsen skal afleveres. Han provokerer, på syngende bornholmsk, ved at kalde det umoralsk at betale skat. Og sammenligner skattesnydere med besættelsestidens sabotører..

Året efter danner Glistrup Fremskridtspartiet. En anden Mogens, der desuden hedder Amdi Petersen, ruller ud i den store verden med unge mennesker i busser, og han finder snart på Tvind.



Gasolin' er med på den første festival i Roskilde i 1971 og LP-debuterer senere samme år. Gruppen får lov til at bruge en tegning af den belgiske Tintin-skaber Hergé på pladecoveret.

Rødstrømperne hænger ud med bare bryster på Femø, og den første Roskilde Festival fyres i slutningen af august 1971 af på domkirkebyens dyrskueplads. Dog med et andet navn.

For todages-billetten til 30 kroner får man på Sound Festival blandt andet musik af en gruppe ved navn Gasolin'. Den har Kim Larsen som sanger. Han er midt i 20'erne og uddannet skolelærer.

Gruppens første LP-plade udkommer sidst på året. Den har en tegning på coveret af den belgiske tegneserieskaber Hergé.

Et gadebillede med biler og den bageste del af en sporvogn er motivet, som er hentet i Tintin-albummet De syv krystalkugler.

Gasolin-navnet er tilføjet på siden af sporvognen, og albummet åbner med sangen Langebro. I den sætter Larsen danske ord til en gammel folkemelodi, som Joan Baez tidligere har indspillet.

1971 er også året, hvor duoen Skousen & Ingemann udgiver Herfra hvor vi står - med blandt andet et knap så kendt nummer, der hedder Fodbold.

Det' nu alligevel sært, at sådan noget er et spil, synger hippierne. Den vurdering deler Allan og jeg ikke. Men pladen - den køber jeg.

Som symbol på tidsånden, og fordi der synges på dansk, bliver skiven en stor succes og med tiden nærmest et kultfænomen.



Det' nu alligevel sært, at sådan noget er et spil, synger Skousen & Ingemann i 1971 på nummeret Fodbold. Det sker på LP'en Herfra hvor vi står.

Jeg lægger det år også penge (var det en 50'er dengang?) for John Lennon-LP'en Imagine, med adskillige fine numre blandt skæringerne.

Inde i Cirkusbygningen er der levende musik. Her bliver den danske opsætning af hippiemusicalen Hair et hit. Dengang med masser af … ja, hår medvirker blandt andre Eddie Skoller og Jørgen Olsen.

Olsens lillebror, Niels - kaldet Noller, kommer hen ad vejen også med i musicalen. Sammen brager de året efter igennem som Brødrene Olsen med nummeret Angelina.

Deres debut-LP'en, hvis titel er identisk med brødrenes efternavn, storsælger. Og i biffen er en anden Olsen med fornavnet Egon på udebane. Olsen-Banden i Jylland bliver et publikumshit.

Men der er også dårlig nyt i 1971. I Paris ender poeten og sangeren Jim Morrison fra The Doors sit 27-årige liv, og meldingerne lyder, at det sker i badekarret i hans lejlighed.

Sådan et bruger den gode Politiken-pen Magnus Simonsen som sprogbillede. Efter sidste runde i fodboldens 1. division beskriver han mestrenes dårlige afslutning med fire kampe i træk uden sejr:

Midt i triumfen følte Vejles danmarksmestre i fodbold sig som en mand, der har besteget Mount Everest og så glider og efter 0-1 nederlaget til Frem og falder i sit eget badekar.

Okay, nok ikke den smukkeste syntaks, Simon hakkede ned på skrivemaskinen i en fornem karriere i dansk sportsjournalistik.

I eftertiden huskes han især for udtrykket kold som en brøndgravers røv. Det havde den anglofile sportsredaktør engang læst et sted, på engelsk.

Han brugte det med talent for at låne i et kampreferat i beskrivelsen af en B1909-målscorer. Ovre i hans elskede England vinder Arsenal i 1971 The Double, både mesterskab og FA Cup.

Det bliver 2-1 over Liverpool i cup-finalen efter 0-0 i den ordinære kamp, og langhårede Charlie George scorer sejrsmålet.



1971 var året, hvor de professionelle danske spillere i udlandet fik lov at være med på landsholdet. Første gang blev en fiasko. Dette danske hold tabte 0-5 i Portugal.

Der sker meget i fodboldens verden det år. De professionelle danskere i udlandet får lov at spille på landsholdet, men med 0-5 på udebane mod Portugal bliver premieren en eklatant fiasko.

Klubberne må nu udbetale lidt håndører til spillerne. I den næstbedste række, 2. division, får Holbæk med Bosse Håkansson som ny træner en rent ud sagt elendig sæsonstart.

Trænerfyringerne sidder i begyndelsen af 1970'erne ikke så løst som i dag. Ellers var svenskeren nok røget ud - efter en åbning på sæsonen med syv nederlag i træk.

Det første Holbæk-mål falder først i kamp nummer fire mod Næstved, scoret af Per Rønnebæk i et nederlag på 1-3.

Vi skal hen til kamp nummer otte og ni, før der kommer point på kontoen med to gange 1-1. Det er mod B1913 og Ikast.

Den længe ventede og forløsende første sejr falder i sæsonens 10. kamp på udebane mod Slagelse. Den lyder på 1-0 og bliver gentaget i forårets sidste kamp mod Kolding.

I begge kampe er sæsonens Holbæk-topscorer Palle Krath, der i alt når op på 11 mål, matchvinder.

Bosse kommer til provinsen som dobbelt dansk mester med B1903, så han får lang snor, og han har gang i et projekt, der i midten af 1970'erne bringer Holbæk op i toppen af dansk fodbold.

Efter det forsømte forår styrer Holbæk fri af nedrykning i efteråret, hvor Næstved efter flere tilløb samtidig rykker op i landets bedste række.

Nede i 3. division øst går Fremad Amager til tops. Brormand og jeg er blandt de mange, der på sidste spilledag valfarter fra øen til Lyngby, hvor 7.000 tilskuere omkranser banen. Hvabehar?!

Efter en neglebider af en uskøn kamp ser vi til sidst vores helte trampe kampens eneste mål ind og rykke op for næsen af B.93.

Lillebror (som med tiden vokser mig over hovedet) og jeg ser de fleste af landsholdets kampe i Københavns Idrætspark i 1971.

Der er størst forventninger og flest tilskuere til kampen mod Sverige. Men sammen med 47.000 andre ser vi de pokkers svenskere vinde med 3-1.

Kresten Bjerre, der en halv snes år senere bliver træner for Holbæk, scorer for danskerne. Og Torben Nielsen fra B1903 bliver som den første dansker udvist i en A-landskamp.

Men det mål, der gør størst indtryk på os som tilskuere til landskampene på hjemmebane det år, falder i årets sidste kamp.

Det er en kvalifikationskamp til OL mod Rumænien, og vi er heldigvis kommet i god tid.

Derfor er vi på plads bag målet ved Hockeybanen, da den rumænske forsvarsspiller Alexandru Boc, ganske upresset, header bolden tilbage til sin målmand.

Det valg kommer noget bag på keeperen, og så dumper bolden i nettet. Selvmål. 1-0 til Danmark. Og hold da op, hvor bliver målmanden tosset! Danmark vinder med 2-1.

Ude i Europa spiller Ajax som en hvid tornado og gør med hollandsk totalfodbold rent bord på den europæiske scene.

Den tidligere Vejle-spiller Ulrik le Fevre scorer Årets Mål i Bundesligaen for Borussia Mönchengladbach.

Jeg er ved at tabe både næse og mund foran fjernsynet, da jeg ser le Fevre løfte bolden over først én forsvarer og derefter en mere. Og slutte af med at dreje rundt og hakke kuglen ned i det ene målhjørne.



Skrubber eller ej - Susanne Augustesen er her fotograferet i slutningen af 1970'erne med sine trofæer fra de første år i italiensk fodbold.
Foto: Mik

Ulrik le Fevre fylder 75 år i 2021, hvor det også er 50 år siden, at den 15-årige Holbæk-pige Susanne Augustesen foran 110.000 tilskuere i Mexico City scorer alle VM-finalens tre danske mål mod værtsnationen.

Alle tre sættes ind med venstre fod. Susanne rundede de 65 år i maj, og dengang i september 1971 bliver hendes mor inviteret op på Venstrebladet i Ahlgade, hvor hun ved faxmaskinen kan se nyt om datterens og Danmarks store triumf.

I den nystiftede klub Top 71 scorer Holbæk-pigen det år hav af mål i 2. division, og det suveræne hold vinder alle 17 kampe, med en målscore på 169-5. Hillemænd.

Mange år senere, i 2017, bliver Susanne Augustesen og Lone Schmidt Nielsen som de første kvinder optaget i dansk fodbolds Hall of Fame.

Susanne har ellers gennem sine mange år i italiensk klubfodbold haft et temmelig anstrengt forhold til DBU.

I 2018 portrætteres hun sammen med de andre uofficielle verdensmestre fra 1971 i bogen Den glemte triumf, hvor tilnavnet Skrubber - som hun blev kaldt i lokalområdet - slet ikke nævnes.

Det viser sig, at Susanne aldrig har brudt sig om det. Så hun og bogens forfatter, journalist og redaktør Hans Krabbe, enes om at udelade det.

Skrubber eller ej, matchvinderen fra Mexico giver faktisk bolden op på Holbæk Stadion, da 1971 i et vinterligt novembervejr byder på flere unge, lokale triumfatorer.



Finalen i Ekstra Bladets skoleturnering flyttes til Holbæk, fordi det sner i hovedstaden. Det gør det også i provinsen, men kampen bliver spillet, og Søndre Skole vinder.

De er fra Søndre Skole, der med Gert Egstrup som leder og John Jensen, Per Tofte og Henrik Tune som nogle af profilerne på banen stryger til tops i Ekstra Bladets skoleturnering.

Den talentfulde trio scorer alle finalens mål i sejren på 6-0 over Paltholmskolen fra Farum.

De jyske skoler var dengang endnu ikke med i turneringen, og skolefinalen flyttes i øvrigt fra Frederiksberg til Holbæk på grund af voldsomt snevejr i hovedstadsområdet.

Det sner også i provinsen, og banen er - ligesom Holbæk-spillerne - klædt i hvidt. Men de to hold vil gerne spille, og dommeren giver lov.

Anfører John Jensen, der i de år regnes som et af dansk fodbolds helt store talenter, laver tre af Søndre Skoles mål og løftes i guldstol af holdkammeraterne.

Ynglingelandstræner Bent Dahl kalder i Ekstra Bladet holbækkeren for en dansk Riva, med reference til den legendariske italienske topscorer og sølvvinder ved VM i 1970.

John Jensen er født i maj 1956, to uger senere end hattrick-helten Susanne fra kvindernes VM-finale i 1971. Så Holbæk-teknikeren har også rundet de 65 år.



John Jensen regnes for et af landets største talenter, og den 15-årige Søndre Skole-anfører løftes af holdkammeraterne efter finalesejren.

Bent Dahl var en høj mand, og Allan Simonsen så på flere måder op til ham. Træneren og DBU-instruktøren havde allerede tidligt set et stort potentiale i vejlenseren.

Det vender vi tilbage til i næste epistel om Holbæks lille plads i historien om en af dansk fodbolds største gennem tiderne.

I det kapitel byder vi på ekstra lokalkolorit. Niels Tune fortæller, hvad han husker fra dengang om sin senere holdkammerat i tre A-landskampe.

Vi skal blandt andre også stifte bekendtskab med B 1903's Flemming Lund. Han var sammen med Allan Simonsen Danmarks bedste den landskamplørdag i Holbæk i 1971.

Lund er (ligesom Lionel Messi) 1,70 m og han har dermed et lille forspring til mig og Allan. Men han må gerne være med i vores ældreklub.

Og det samme gælder såmænd Lionel Messi, når han bliver gammel nok. Vi har tænkt os at kalde klubben for De mindste blev de største. Eller måske De små giganters fest.

Førstnævnte er en hilsen til en sportsjournalistisk kliché. Det andet er lånt hos de milde fynboer Lasse & Mathilde, der vistnok er sådan cirka på vores alder.

Fortsættelse følger, når tiden er gunstig. Efter dette lange tilløb går turen næste gang til kickoff på Holbæk Stadion i juni 1971.

Det gælder en landskamp for ynglinge mellem Danmark og Sverige. Med et 18-årigt stortalent ved navn Allan Simonsen i en hovedrolle.