Little Big Man vendte hjem. Og han endte med at spille i blå Holbæk-trøje

28. december 2021 - skrevet af Søm - kategori: Klubnyt

Det havde været en god historie. Ja, nærmest perfekt. Og den var uhyre tæt på at blive skinbarlig virkelighed.

En fortælling om fire Allan Simonsen-mål i fire kampe i Holbæk, drysset ud over en snes år. To scoringer i 1971, en i 1983 og til sidst et dansk sejrsmål i 1991.

Sådan skulle det ikke være. Men for hulen da, hvor var det tæt på!

Det var i 1983 på Holbæk Stadion, at historien lige akkurat kom til at mangle den sidste krølle for at være fuldkommen.

Et hug fra den lille Vejle-spiller efter et frispark tæt på mål tog underkanten af Holbæk-overliggeren. Bolden røg ned på stregen og derfra op på overliggeren igen.

Nogle så den inde, men dommer og linjevogter var ikke blandt dem. Og derfor står Simonsen kun for tre mål i de fire kampe på Holbæk Stadion, vi i hjemmesidens nostalgiske afdeling har slået ned på.


En koncentreret Allan Simonsen i sine velmagtsdage før en landskamp i Idrætsparken. Foto: Peter Andersen


I sommer havde vi først en intro og derefter et kapitel om de to kampe, det 18-årige stortalent for 50 år siden spillede i Holbæk.

Det var i juni 1971, hvor en klejn fyr, der med tiden blev et af dansk fodbolds allerstørste navne, gav prøver på sin kunnen. Da vi tog afsked med Allan Simonsen, var det med løftet om et gensyn.

Vi aftalte at stå af tidsmaskinen og ses i årene 1983 og 1991. Det løfte indfrier HB&I-hjemmesiden nu.

Efter omtalen af uafgjort mod Sverige i ynglingelandskampen på Holbæk Stadion og sejren til Vejles talenthold over Holbæks ditto nogle dage senere følger vi køreplanen og Simonsen-sporet.

Det er velsagtens ikke nødvendigt at advare travle læsere om, at dette er en tidsrøver. Vi slutter serien med manér. Del eventuelt den ordentlige mundfuld op i mindre bidder og snup den i stille stunder i juleferien.

I trilogiens sidste kapitel handler det især om de to sidste kampe i Holbæk for den lille storspiller fra Vejle.

Intentionen, der blev luftet i første del, kan vi ikke holde. Den med, at det ikke er hensigten at gå i detaljer med Allan Simonsens karriere.

Vi kan ikke lade være. Historierne er for gode. Og man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Vanen tro sørger vi også for, at der bliver driblet rundt til andre årstal. Andre personer og emner. Associationer og vilde ideer følges til dørs.

For eksempel skal vi denne gang møde en pressefotograf på Vejle Amts Folkeblad ved navn Allan Simonsen. Han tog mange billeder af sin fodboldspillende navnebror.

Tro det eller ej, vi skal også forbi den amerikanske skuespiller Dustin Hoffman, der med sine 1,67 m er i øjenhøjde med både Allan Simonsen og denne artikels signatur.

Vi kommer også en tur indenfor hos Brødrene Øbberbøv, og hen mod slutningen skal vi møde hovedpersonen selv i Holbæk-trøje. Altså Allan Simonsen i blåt, i en moden alder. Så bliv endelig hængende her på kanalen ..!


En ung Simonsen venter på at komme i kamp. Et bud er, at det er mod Sverige i 1977. Simonsen scorer sejrsmålet på hovedstød til 2-1 over svensken.


Nå, men hvad skete der for Bette Allan fra Vejle, da vi slap ham efter de to mål i to kampe i Holbæk i 1971? Den korte version:

Han blev dansk mester med Vejle det år og kopierede guldet året efter, hvor østjyderne desuden vandt pokalfinalen.

Han fik succes på landsholdet ved OL i 1972 og blev professionel i vesttyske Borussia Mönchengladbach. Her slog han, efter en ofte beskrevet, lang og barsk læretid igennem.

I landsholdsregi blev Simonsen på det tidspunkt kaldt for den glemte dansker. Men efter en pause på et par år vendte han tilbage på A-landsholdet med succes i 1974.

I 1977 blev han far for første gang - til Camilla, den første af fire døtre - og så blev han forresten kåret som Europas bedste fodboldspiller.

Det har ingen andre danskere, eller skandinaver for den sags skyld, prøvet.


Magasinet France Football arrangerede afstemningen om Årets Spiller i Europa, og her er vinderen i 1977 selvfølgelig på forsiden.


I sommeren 1979 blev han købt af FC Barcelona og havde en god tid - lige indtil catalanerne fik den fikse idé, at de skulle have fingre i argentineren Maradona.

Medregnet tyske Bernd Schuster var der nu tre udlændinge til de to pladser på holdet, som reglerne dengang gav lov til.

Samtidig ville Simonsen gerne geare lidt ned, så Spurven fra Vejle lettede fra det spanske varme i 1982 og fløj overraskende til engelske tåge og mudrede baner hos Charlton. Som lå i den næstbedste række.

Det var den eneste gang i sin lange klubkarriere som senior - fra 1971 til 1989 med cirka 500 klubkampe og et par hundrede mål - at Allan Simonsen ikke spillede på øverste niveau.

Mange fandt ham fejlcastet. En dansk journalist har beskrevet det overraskende skifte sådan: Det svarer til, at Horsens købte Ronaldo.

Andre har kaldt klubskiftet bizart. Det blev heller ikke lykken, og da lønnen udeblev, varede bekendtskabet kun et halvt år. Så havde stjernen en ny overraskelse i ærmet.



Klubskiftet til Charlton i den næstbedste engelske række kom overraskende. Og blev af nogle kaldt for bizart.

 

I marts 1983 vendte Simonsen hjem til Vejle Boldklub, som han havde forladt efter 1972-sæsonen. Det gav en mægtig omtale, og turistforeningen kvitterede med en pris til fodboldspilleren for at være en god ambassadør for byen.

Åbningen på sæsonen blev dog noget trist for ham og Vejle i påsken '83. Ganske vist strømmede tilskuerne til i tusindvis for at se giraffen - hvis man kan sige sådan om en spiller i Allan Simonsens luftlag.

Men han havde fået en ankelskade og humpede rundt. En anden spirrevip gjorde sig til gengæld bemærket med gode præstationer i de uger.

Det var AaB's krøltop Mogens Jørgensen, der var skiftet til Ikast. Siden blev han lokal mediestjerne hos TV2 i Nordjylland - og er det såvidt vides stadig.

Vejle fik udlignet den dårlige sæsonstart og lidt til. I den tredje sejr i træk, over B1903, scorede Allan Simonsen sit første mål i Danmarksturneringen i 11 år.

Han opsnappede en tilbagelægning og udplacerede målmand Per Poulsen. Vejle nåede også fire sejre i streg, og målmand Alex Nielsen havde da holdt målet rent i 360 minutter.

Så meldte hverdagen sig mod Næstved, der vandt med 3-1. Simonsen blev holdt i kort snor af Klaus Juliussen.

I forårets næstsidste runde blev den hjemvendte i Politiken, efter 1-1 i Esbjerg, kaldt for et udbrændt stjerneskud. Hårde ord i juni.

Men også her var der sæsonrekord på lægterne, og skriverkarlen fra morgenavisen fik noget andet se i efteråret 1983, hvor Allan Simonsen både brillerede og scorede mål på landsholdet.

Det var i udesejrene over England og Grækenland, der sikrede adgangen til EM i Frankrig året efter. Vejlenseren nettede også i en sejr med tenniscifrene 6-0 over Luxembourg i Idrætsparken.

1-0 over England på Wembley var en sejr, der af historieskriverne er udnævnt til øjeblikket, hvor Danmark for alvor trådte ind på den internationale fodboldscene.

Allan Simonsens mål på straffespark hos Peter Shilton, hans frispilning af Michael Laudrup lige i starten og Ole Kjærs redning af Luther Blissets hug fra nært hold få sekunder før tid er øjeblikke, der er blevet ikoniske.

Simonsens store indflydelse på de seks danske sejre i årets syv landskampe gjorde, at vinderen af Den Gyldne Bold fra 1977 seks år senere blev nummer tre i afstemningen om Årets Spiller i Europa.

Det var med franske Michel Platini som suveræn vinder, mens skotske Kenny Dalglish fik ét point mere end danskeren.

Men altså, sejren på Wembley var et af årets højdepunkter i det herrens år 1983. Hvad skete der ellers i Danmark? Her kommer nogle pluk:

Et tag ved Christiansborg Slotskirke blæser af under en voldsom storm i begyndelsen af året. Tre kvinder, der venter ved et busstoppested, rammes. To bliver dræbt og en tredje hårdt kvæstet.

Sidstnævnte er skuespilleren Hanne Stensgaard, der knap fire år senere bliver folkeeje som Prinsesse Miamaja i tv-julekalenderen Jul på Slottet. Men det er en anden historie.

Der opstår krig i 1983, dog kun på ord, mellem Sverige og Danmark. Stridspunktet er ejendomsretten til Hesselø i Kattegat. Glistrup får tre års fængsel for skattesvig og andre julelege.

Apropos penge. Dankortet kommer til verden, og de første handler foregår ved hjælp af et apparat, der i folkemunde kaldes for en fluesmækker.



1983 var året, hvor Kim Larsen udsendte albummet Midt om Natten med sangene fra filmen af samme navn. Det var slumromantik og solgte stort.

 

Måske bliver der også købt plader på den måde i 1983. Kim Larsen disker med albummet Midt om Natten - soundtrack til filmen af samme navn - op med en lille musikalsk genistreg.

Susan Himmelblå og Larsens andre ørehængere giver, efter danske forhold, skyhøje salgstal. Og albummet er efter sigende det bedst sælgende nogensinde her til lands.

Apropos handlingen i filmen, der har et skær af slumromantik over sig, er et af årets store samtaleemner i samme boldgade.

Bz'ere graver en tunnel og rømmer den besatte ejendom Allotria på Nørrebro. Den opfindsomme ungdom giver tusinde kampklare politifolk lange næser og løber med sympatien.

1983 er også året, hvor Grøn Koncert debuterer. På plakaten det første år, i blandt andet Nykøbing Sjælland, er Sneakers med Sanne Salomonsen samt amagerkaneren Frede Fup og hans kumpaner.

Ved Melodi Grand synger og rejehopper Gry sig til berømmelse. Simon Spies er allerede berømt, og til glæde for især sladderbladene gifter han sig i 1983 med en ung kassedame fra sit rejsebureau.

Hun hedder Janni, og det bliver et globryllup af dimensioner til en pris af en håndfuld 1983-millioner. Rejsekongen dør året efter, og den unge enke arver - som det var planen - hele molevitten.

I fjernsynet præsenterer Erling Bundgaard for første gang Gæt og Grimasser, som bliver et seerhit. Ikke mindst, når folkekære Grethe Sønck kravler rundt på gulvet.

I Vejle Boldklub er træner Ole Fritsen ikke helt rundt på gulvet, men han har i foråret 1983 lidt svært ved at finde en grimasse, der ka' passe.

Ikke mindst, da første halvdel af sæsonen byder på seks kampe i træk uden Vejle-sejre. 3-0 over Herning i forårets sidste kamp hjælper lidt på humøret.

Allan Simonsen scorer ikke - men får et gult kort. Hans og Fritsens Vejle-veje havde krydset hinanden før. Som spillere blev de danske mestre sammen i 1972.

Nu var de på hver sin side af kridtstregerne, og mange år senere - midt i 1990'erne - var det assistensen Ole Fritsen, der afløste en fritstillet Allan Simonsen som Vejle-træner.

Denne skriverkarls første personlige møder med Ole Fritsen var som regel iblandet ærgrelse.

Det var, da jeg som 11-årig knægt gang på gang fiskede hans eller holdkammeraten Poul Bildes billede op af æskerne med Gunnar Nu-lakridspastiller. De kostede vist 50 øre.

Der var et par knapper øverst i Vejle-trøjen dengang, og Fritsen havde taget frisuren fra 1950'erne med ind i det nye årti.



Vejles Ole Fritsen i to udgaver fra samlebillederne i Gunnar Nu-pastiller. De er fra 1965 og 1972, og den første fik jeg som knægt mange af.


Nu springer vi så frem til 1980'erne, hvor skolelæreren var blevet træner og var i gang med sin tredje Vejle-sæson.

Hans hold sluttede første halvdel af turneringen 1983 midt i den bedste række, og Simonsen var noteret for en håndfuld mål i 1. division.

Stjernens comeback på dansk græs havde ikke været helt overbevisende, men Ole Fritsen satsede på, at sommerferien ville gøre ham godt.

- Nu er der faldet lidt ro på, og den mand kan jo lave genialiteter, der sjældent ses på danske breddegrader, nævnte træneren. Han var ellers ikke en mand af store ord.

Fritsen forklarede, at medspillerne lige havde skullet vænne sig til, at Simonsen ofte tænkte i hurtigere fodboldbaner end dem selv.

Det havde også været et hårdt år for den lille spiller, både fysisk og mentalt. Dels med skader, dels med uvished om fremtiden. Desuden med flytninger, først fra Barcelona til London og derefter fra London til Vejle.

Desuden havde 10 år som professionel tæret på fysikken. Men efter fire ugers ferie gik den 30-årige stjerne i gang med træningen igen. Der var dog stadig udenlandsk interesse, og blandt andre IFK Göteborg og Real Mallorca blev afvist.

Og det er så her, vi møder Allan Simonsen i Holbæk igen. Onsdag aften den 27. juli - knap to måneder før landsholdets vigtige sejr på Wembley - er der puljekamp i Carlsberg Cup mellem Holbæk og Vejle.

Det er med jyderne som favoritter. De spiller i den bedste række, mens træner Kresten Bjerres mandskab ligger i et felt lige over nedrykningsstregen i 3. division.

Carlsberg Cup, siger du - og ligner et spørgsmålstegn. Hvad var det for en størrelse?

Svaret er, at det var en træningsturnering, Divisionsforeningen opfandt. Den eksisterede fra 1980 til 1986.

Der var pengepræmier - og rigtigt gættet. Det store danske bryggeri var sponsor og havde allerede dengang i flere år koketteret med at være probably the best beer in the world.

Først hed turneringen Carlsberg Grand Prix, og de 48 divisionsklubber spillede i otte puljer. I 1983, som denne del handler om, skiftede slutspillet navn til Carlsberg Cup.

Fra Nordvestsjælland var 3. divisionsklubberne Holbæk og Jyderup med, og i årets første måneder blev der spillet på baner af svingende kvalitet.

Holbækkerne gjorde ikke det store væsen af sig, men snuppede i de to første år dog sejre over de nye lokalrivaler, der var kommet fra serierækkerne.

Lige nu gælder det holbækkerne, der i deres første puljekamp i Carlsberg-turneringen havde tabt en målrig forestilling på udebane.

Det var mod Horsens, der gentog forårets seks mål på hjemmebane mod holbækkerne.

I 3. division havde østjyderne vundet med 6-1. I Carlsberg-turneringen vandt Horsens foran kun 240 tilskuere med 6-3, og hjemmeholdet havde en tremåls-skytte.

Det var Carl Trane, der skød frem fra sin plads på den defensive midtbane og bombede løs hos Holbæk-målmanden Henrik Frost.

Frost, der kom fra Knabstrup, erstattede Carsten Jørgensen, og Holbæk manglede også Kurt Jørgensen. Han havde året før scoret alle tre mål i en 3-3-kamp mod Horsens i 3. division.

Holbæk mistede i sommerpausen den stærke forsvarsspiller Hans E. Andersen til Kalundborg, mens Frank Thorsgaard tog hjem til Esbjerg.

Den 25-årige Niels Ove Rasmussen gik og funderede over et klubskifte til Jyderup, hvor Bosse Håkansson var træner, og det gjorde Rasmussen alvor af.

Den lille, vævre hurtigløber havde kun spillet fire hele kampe for Holbæk i foråret, men dog scoret seks mål. Fire af dem i den samme kamp, nemlig hjemmesejren på 8-3 over Dragør.

Til gengæld var to ynglinge, Claus Pörösei og Steen Møller, rykket op på Holbæks førstehold. De var store talenter og havde begge spillet en del kampe på de unge landshold.

Talenterne gjorde det godt i Carlsberg-dysten i Horsens. Det gjorde en spiller fra den anden ende af aldersskalaen også. Den 40-årige Jørgen Jørgensen bragte sit hold foran efter få minutter i udekampen.

Klubikonet Jørgensen skulle komme til at spille en ufrivillig hovedrolle op til sæsonens sidste kamp mod B1913 nogle måneder senere. Det vender vi tilbage til.

Efter de første 15-20 minutter stod der Horsens på resten af kampen. Holbæks to andre mål i den underholdende forestilling stod Steen Tingleff og John Jensen (med tilnavnet Asnæs), på straffespark for.

Hvis sidstnævnte havde set Horsens Folkeblads kampreferat dagen efter, kunne han smilende have læst disse linjer. Forfattet af den ellers meget vidende sportsjournalist Tommy Poulsen med tilnavnet Kuglepen:

(...) og John Asnæs Jensen - engang dansk fodbolds allerstørste talent - scorede sikkert til 4-3.

Det var jo Holbæks anden John Jensen, der i første halvdel af 1970'erne havde nydt stor bevågenhed og været på ynglingelandsholdet. Men ”Asnæs” var også god, og han blev Årets Spiller i HB&I i 1983.



Steen Thychosen vendte i 1983, ligesom Allan Simonsen, hjem til Vejle. Men ikke efter store bedrifter i Vesttyskland og Belgien.

 

Nå, men ugen efter var Horsens' næsten-naboer fra Vejle gæster på Holbæk Stadion. Og ligesom andre steder i landet kunne navnet Allan Simonsen få folk op fra lænestolene og ud på stadion.

1.400 tilskuere var sæsonrekord, og de fik en underholdende kamp med rigtig godt fodboldspil at se. Det var også en aften, hvor autografjægerne havde spidset blyanten og gjort kuglepennen kampklar.

Foromtalen af kampen i Holbæk Amts Venstreblad stod skriverkarlen bag disse linjer for. Han hæftede sig - udover Allan Simonsens medvirken - ved comebacket til Steen Thychosen hos 1. divisionsklubben.

Han var lige vendt hjem til Vejle, og Thychosens og Simonsens professionelle tilværelser i udlandet blev i Venstrebladet sat op som modsætninger med overskriften Fra sol og skygge til Vejles hold i Holbæk.

Pointen var, at mens Allan Simonsen havde haft sportslig succes og mere end rigeligt rampelys, så havde den seks år yngre Steen Thychosen ikke fået den store opmærksomhed.

Han var først tre år i Mönchengladbach, hvor han egentlig var udset som afløser for Simonsen. Derefter fulgte to år hos Racing White.

Der var til det sidste spænding, om hans spillerlicens fra den belgiske klub ville nå frem til kampen i Holbæk. Det gjorde den, halvanden time før kickoff.

Vejle havde betalt 36.000 kroner i overgangssum og havde retten på sin side, men den belgiske klub trak sagen ud. Thychosen kvitterede med smarte detaljer og to mål i Vejles sejr over Holbæk på 3-1.

Han scorede også to gange, da Vejle i begyndelsen af august indledte efteråret i 1. division med en knusende sejr på 7-0 i Herning. Simonsen og Kurt Bakholt nettede også to gange.

Året efter, i 1984, var Steen Thychosen en afgørende faktor, da Vejle blev dansk mester. Et point foran AGF og tre point foran mestrene fra 1983, Lyngby.

Han blev topscorer i 1. division med 24 mål og scorede i ni kampe i træk. Men ikke i sæsonens tre sidste - og nåede ikke de 25 mål, Tipsbladet belønnede med 50.000 kroner.

I 1984 var Ole Fritsen ikke længere Vejle-træner. Poul-Erik Bech havde afløst ham.

Thychosen nåede en periode mere i udlandet, nemlig hos Lausanne i Schweiz. Her lavede han masser af mål og blev ligatopscorer i 1986.

Vejle havde i sommerpausen 1983 før Carlsberg-kampen i Holbæk blandt andet tabt overraskende til Ringsteds sjællandsseriehold og både tabt og vundet træningskampe mod Lyngby.

I modsætning til flere andre trænere fandt Ole Fritsen ikke, at Carlsberg Cup var en belastning i programmet.

Han gav udtryk for, at kampene var en god optakt til efteråret og hæftede sig også ved de fine præmier i turneringen.

I avisens foromtale mente journalisten at vide, at Allan Simonsen var 1,68 m høj. Og han kaldte ham for fodboldens Little Big Man.

Jeg var under indflydelse af at have læst Thomas Bergers episke og kulørte western- og indianerroman En god dag at dø (amerikansk titel Little Big Man) i en udgave fra 1980.

I en alder af 121 år ser oldingen Jack Crabb fra sin plads på plejehjemmet tilbage på et liv blandt både blegansigter og rødhuder. Sidstnævnte er de indianere, der giver ham navnet.

Crabb pendler mellem de to kulturer og kommer hos de hvide tæt på personer som revolvermanden og sheriffen Wild Bill Hickock samt selveste General Custer.

I en noget slidt fremtoning står de to bind stadig i min reol, og i hukommelsen er den glimrende filmatisering lagret. Den er fra 1970 og har Dustin Hoffman i hovedrollen.



Dustin Hoffman - her sammen med Faye Dunaway - på videocoveret til Little Big Man. Filmen er fra 1970.

 

Hvis den amerikanske filmstjerne mødte Allan Simonsen, ville de to mænd være i øjenhøjde og næsten med garanti også på bølgelængde.

Sammen med Tom Cruise og Jack Nicholson er Dustin Hoffman faktisk også en af fodboldstjernens favoritskuespillere.

Hoffman spiller veloplagt i den cirka to og en halv time lange film, der er et mylder af anekdoter fra det vilde vesten og den tidlige amerikanske historie.

Du husker måske andre af Dustin Hoffmans store filmroller. Som for eksempel debuten fra 1967, Fagre Voksne Verden, hvor en ung mand kommer i kløerne på den erfarne Mrs. Robinson … og jo, Simon & Garfunkel sang hende til berømmelse.

Eller Kramer mod Kramer, hvor han spiller over for Meryl Streep i et skilsmissedrama og vandt en Oscar. Eller Tootsie, hvor han giver den gas og spiller to roller. Den ene som kvinde.

Eller hvad med Alle præsidentens mænd, sammen med Robert Redford, om journalisterne, der gravede og de facto væltede præsident Nixon i Watergate-skandalen.

Eller Rain Man, som autisten med den hippe yuppiebror, spillet af Tom Cruise. Den rolle fik Dustin også en Oscar for.

Og Steven Spielberg-filmen Hook, hvor han er sørøveren Kaptajn Klo og i selskab med Robin Williams som den voksne Peter Pan.

Personligt kan jeg lide de fleste af filmene med Dustin Hoffman, men kan især anbefale to af de lidt mindre titler.

Det er thrilleren Marathonmanden, med tråde tilbage til nazitiden og en birolle, der kan give enhver tandlægeskræk. Tjek det selv ud.

Desuden Wag the Dog, med den noget tunge danske titel Når halen logrer med hunden. Om spin i USA, fake news og en konstrueret krig.

Bo Green Jensen har været filmanmelder på Weekendavisen i 40 år, og han har En god dag at dø med i en lille bog med titlen Verdens 25 bedste film.

Indenfor westerngenren kalder han filmen for den definitive historietime og skipperskrønen over dem alle.

Fodboldens Little Big Man skuffede hverken fodboldelskere eller autografjægere den juliaften i Holbæk i 1983.

Allan Simonsen og Vejle var i sprudlende spilhumør i første halvleg, som fik karakter af en opvisning, hvor bolden gjorde arbejdet i den fodboldstil, som italienerne kalder La Bella Figura.

Stjernen skuffede ikke, og et par gange ramte hans forsøg hjemmeholdets målramme.

Holbæk, der et par dage før havde slået Kalundborg fra sjællandsserien med 5-1 i en træningskamp, var kommet i menneskehænder i form af hurtige østjyske fødder og fodboldhjerner.

Men hjemmeholdet ville også lege med og kom flot tilbage efter pausen. Det var på den baggrund, at overskriften på sportssiden i torsdagens Venstrebladet lød Tak for det, Vejle - og Holbæk.

Den stod signaturen søm for. Han havde nemlig også fået tjansen med at dække kampen. I Sjællands Tidende var Toke også begejstret.

Det var sportsjournalisten Toke Stavnstrup, der i sin overskrift slog fast, at Vejle gav rekordstort publikum en uforglemmelig fodboldaften.

De to kollegaer var rørende enige om, at det blev en prima kamp, fordi de to hold mødte med samme indstilling. De ville spille fodbold og ikke kun sparke.



Der er mange folk foran Carsten Jørgensens mål, da Allan Simonsen hugger til bolden. Den tager overliggeren i to omgange. Foto: Mik

 

I forhold til nederlaget i Horsens ugen før var Carsten Jørgensen tilbage i målet. Han reddede Holbæk fra at være bagud med mere end 0-2 ved pausen.

Men han dummede sig en enkelt gang, og det havde nær kostet. Den temperamentsfulde målmand med det lidt gakkede tilnavn Gaggy samlede midt i første halvleg, i samme situation, bolden op to gange.

Det gav frispark til Vejle tæt på mål, og samtlige Holbæk-spillere dannede mur. Bolden blev trillet til spilleren med nummer 17 på ryggen. Det var - rigtigt gættet - Allan Simonsen.

Han knaldede den op på underkanten af overliggeren, hvorfra projektilet sprang ned foran, på eller bag stregen og var oppe at kysse overliggeren igen, inden Jørgen Jørgensen fik sparket væk.

Sjældent har man set så mange spillere inde omkring det lille felt. Det gjorde udsynet begrænset, og ingen af de sortklædte markerede for scoring. Jo, det var længe før både målfoto og VAR-vogn.

- Jeg kunne ikke se, om bolden var over stregen. Og det kunne dommer og linjevogter vel heller ikke, konstaterede den omsværmede Allan Simonsen i omklædningsrummet.

Da var han blevet færdig med at grifle sit navn til de mange unge, der omringede ham, da dommerens slutfløjt lød. Den situation kendte Simonsen efterhånden alt for godt efter sin hjemkomst.

Han havde også haft et skud på ydersiden af den ene stolpe i en første halvleg, som Vejle vandt 2-0 på to mål af Steen Thychosen.

Holbæk åbnede ellers kampen fint. En offside-dømt John ”Asnæs” Jensen havde bolden i nettet hos målmand Alex Nielsen.

To gange Jørgensen, med fornavnene Jørgen og Kurt, bød også ind med forsøg, der kunne have givet en overraskende føring til hjemmeholdet.

Kurt Jørgensen var lige kommet hjem fra en måned i USA og manglede lidt skarphed, men spilforståelsen havde teknikeren ikke deponeret ovre i staterne.

Så kom Vejle i gang og diskede op med en menu bestående af gode ideer, bevægelighed, eksplosioner, følsomme førsteberøringer og fornemt fløjspil.



Englænderen Julian Barnett var hentet til dansk fodbold af Nakskov, men han havde sine bedste år i Vejle Boldklub.

 

Trioen med Thychosen og de to små fyre Simonsen og Julian Barnett førte an i løjerne. Barnett var englænder og var en håndfuld år tidligere hentet til dansk fodbold af Nakskov.

I 1978 var lollikkerne meget tæt på at rykke op i landets bedste række, men måtte se Ikast og Hvidovre - med samme pointtal som Nakskov - snuppe billetterne.

De tre klubber var et stykke efter AaB, der vandt 2. division. I 1983 kom Julian Barnett efter en kort tid i Frederikshavn til Vejle Boldklub, hvor han fik sit gennembrud.

Teknikeren fra England var tæt på at at score flere gange på Holbæk Stadion, men først henne omkring den halve time skete der noget på måltavlen.

Med gode driblinger splittede Thychosen Holbæk-forsvaret og stødte dybt i bolden, da han så, at Carsten Jørgensen var kommet lidt langt ud.

Den gik i en bue over målmanden og lagde sig til rette i nettet. Et både enkelt og smukt mål af den hjemvendte Vejle-spiller, der øgede et par minutter før pausen.

I et kontraangreb spillede Allan Simonsen Steen Thychosen fri, og Holbæks Claus Dige fik ikke det offside-flag, han havde håbet at se blive hejst.

Angriberen puffede blidt bolden forbi den fremstormende målmand, og via den ene stolpe listede den i mål. Thychosen soldede dog ved andre store chancer, så det blev ved 2-0.

Efter første halvleg tog Kresten Bjerre i en dobbeltudskiftning John ”Asnæs” Jensen og Allan Hansen ud og satsede på to gange Lykke-Per, med efternavnene Tofte og Sørensen.

Ole Fritsen sendte Jørgen Albrechtsen på banen fra anden halvlegs start, og indskifteren kvitterede ved at øge til 3-0 efter syv minutter.

Han scorede fra en spids vinkel, og det var ikke lige til at se, om der var tale om en mislykket aflevering, der smuttede ind. Sådan set også ligegyldigt - for mål var der.

Det smukke spil blev ikke sat i scene i samme omfang efter pausen, og tempoet faldt. Men det skal ikke tage noget fra Holbæk-holdet, der viste, at det skam også både kunne kombinere og kæmpe.



To store spillere i aktion på Holbæk Stadion i 1983. Denne duel har Holbæk-veteranen Jørgen Jørgensen vundet. Foto: Mik

 

Veteranen Jørgen Jørgensen var sammen med Anders Olsen de bedste i hjemmeholdets opblussen efter pausen, hvor det blev til en enkelt scoring til hjemmeholdet.

Forsvarsspilleren Claus Pörösei - der var fyldt 18 år et par måneder forinden og havde haft kampe både både drenge, junior- og ynglingelandsholdet - var gået med frem.

På en bold fra Kurt Jørgensen pressede Pörösei Vejle-målmand Alex Nielsen. De to ramlede sammen, og bolden havnede hos Johnny Jensen, der sagde tak for tilbuddet og sendte den i nettet.

Efter kampen mente Holbæk-træner Kresten Bjerre, at et resultat som 5-3 til Vejle havde givet et bedre billede af den underholdende forestilling.

Det begynder at ligne noget, sagde han om Holbæks spil og mente, at holdet stadig skulle tilføje lidt hårdhed for at klare sig i den fysisk betonede 3. division.

Kollega Ole Fritsen glædede sig over sejren, men sagde uha-uha om de brændte Vejle-chancer. Hos Holbæk var han imponeret af målmand Carsten Jørgensen samt Jørgen Jørgensen og Per Tofte.

Jørgensen har jeg jo selv prøvet at spillet mod, smilede han. Fritsen døde som 66-årig i 2008.

Allan Simonsen fortalte avisreporteren, at han var begyndt træningen efter ferien for en uge siden. Og jeg har allerede spillet fire kampe. Så der er knald på du, tilføjede han.

Onsdagen efter vandt Vejle puljefinalen med 5-1 over Horsens og snuppede de 5.000 kroner, der var til hver vinder af de otte puljer.

Simonsen og Thychosen scorede hver to gange og Barnett en enkelt. For vejlenserne sluttede deltagelsen i ottendedelsfinalen, hvor KB slog dem 4-3 foran 3.300 tilskuere.

Og så lovede vi noget om Jyderups deltagelse i Carlsberg Cup 1983. Klubben var ikke med som det tynde øl, og det endte med, at holdet fra 3. division vandt det hele!

Det har hjemmesidens nostalgiske hjørne for en lille håndfuld år siden fortalt indgående om.

I nogle historier om Holbæk-målmanden Steffen Falster, der kom fra Jyderup, tillod vi os på HB&I's hjemmeside at berette om naboklubben mod vest.

Det var under overskriften Da Bønderne fra Jyderup stak næsen frem i dansk fodbold. Her tager vi den lidt kortere version.

Samme onsdag aften, hvor der var god fodbold på Holbæk Stadion, fik Jyderup i sin første puljekamp i en hårdt spillet affære 1-1 i Helsingør.

Ugen efter vandt holdet hjemme med 2-1 over Avarta. De tre Jyderup-mål i de to kampe blev alle scoret af Lars Nordlund.

Så bankede Jyderup i to hjemmekampe først Esbjerg fra 1. division, med Ole Kjær i mål, med 3-2. Endda efter at have været bagud 0-2. Og i kvartfinalen et hold fra 3. division, Silkeborg, med 3-1.

Med AGF fra 1. division som modstander i to kampe, hjemme og ude, i semifinalen var det slut. Troede alle.

Men Jyderup klarede 0-0 på egen bane og vandt på en onsdag aften sensationelt returkampen med 3-1 over Troels Rasmussen, Henning Jensen, Tommy Christensen - og hvad de nu ellers hed i Smilets By.



Aktuelts forside på sportssektionen mandag den 24. oktober 1983. Jyderups Torben Juul, Henning Kristiansen, Poul Erik Vestrup, Lars Nordlund og Hans Nymann venter på slutfløjtet.

 

Mod sædvane voksede træerne direkte ind i fodboldhimlen for Jyderup, der trods en åbning med et bizart selvmål i Københavns Idrætspark vandt finalen over Køge fra den bedste række med 2-1.

Det var søndag den 23. oktober, og den maleriske overskrift i organet for den højeste oplysning, Politiken, så mandag sådan ud: Fodbold-dværg fældede kæmpen.

Reporteren fra Holbæk Amts Venstreblad var allerede dengang en mand af mange ord. Hans overskrift lød: De rystede grinagtigt selvmål af sig, startede motoren og kørte til sejr.

Det var angriberen Kim Krog, der oplevede at score i begge ender af banen i første halvleg. Lille Leif Pedersen scorede Jyderups sejrsmål. Endda på hovedstød.

Den overraskende cup-sejr blev belønnet med en tung pokal, 50.000 kroner (som i 2021 vel er over det dobbelte værd) og en tur til Malaysia i februar året efter, med en håndfuld kampe indlagt.

Derude havde Carlsberg også bryggeri, og drømmerejsen sneg en journalist og fotograf fra Venstrebladet sig med på. Det var en god tur.

Til gengæld for nederlagene til Jyderup tog AGF i november DM-bronze foran Brøndby. Og Silkeborg snød Jyderup for oprykning til 2. division i en gyser af en sæsonafslutning.

På hjemmebane gjorde Jyderup-spillerne med noget besvær, hvad de skulle og vandt med 1-0 over bundholdet Dragør på et mål af Niels Tune.

Det var i Karl-Erik Nielsens førsteholdskamp nummer 450 for Jyderup. Men jubilæet for den stærke forsvarsspiller med kaldenavnet Peder blev ikke fejret med oprykning til landets næstbedste række.

I sidste øjeblik undgik Silkeborg et truende nederlag mod et andet hold fra bunden, Skovlunde, og fik det nødvendige point, der sikrede billetten til 2. division.

Når vi har fokus både Jyderup og Vejle kan det nævnes, at sjællænderne i pokalturneringen 1984-85 fik klø af østjyderne med voldsomme 8-1.

Det var i tredje runde under DBU, og her vandt Holbæk 2-1 over Brøndby på mål af Kurt Jørgensen og Per H. Jensen.

Et halvt år efter pokalnederlaget i Holbæk i oktober 1984 kunne klubben fra vestegnen kalde sig dansk mester for første gang.

Tilbage til 1983, som for Holbæk i 3. division bød på en temmelig skidt sæson. Blandt andet blev de to lokalopgør mod Jyderup tabt med sammenlagt 0-5.

Men året, hvis afslutning samtidig var farvel til træner Kresten Bjerre efter fire sæsoner, fik sportsligt en lykkelig afslutning. På de indre linjer var den dog noget pinagtig.

Først glæden. Holbæk reddede sig for anden sæson i træk fra at ryge ud af divisionsfodbold efter uafbrudt ophold i snes år.

I 1983 skete det på sidste spilledag med en fin sejr på 4-2 i Odense over et noget løst spillende tophold fra B1913, der på forhånd havde sikret sig oprykning. I øvrigt for andet år i træk.

Det pinagtige foregik i kulissen. Udtagelseskomiteen havde valgt at give comeback til den 40-årige Jørgen Jørgensen. Men det ville en håndfuld spillere fra truppen ikke være med til.

Den gamle skulle ikke have æren, hvis det lykkedes at redde sig. Så de ville melde afbud, hvis han kom med. Og de fik deres vilje.



Træner Kresten Bjerre og holdleder Erik B. Sørensen ser betænkelige ud, i selskab med Peter Pedersen. Randers vandt i Holbæks sidste hjemmekamp i 1983, men der var lys forude. Foto: Søren Holmberg

 

I den bedste række holdt Vejle og Allan Simonsen midterplaceringen i efteråret og sluttede som nummer otte af 16 hold. 11 sejre, otte uafgjorte og 11 nederlag.

Det skulle vise sig at være tilløbet til klubben femte danske mesterskab i 1984. Som samtidig er det seneste DM-guld til teknikerne fra Nørreskoven, der ikke har vundet noget siden.

Det er klart, at Allan Simonsens aftryk på Vejles 1984-sæson ikke blev mærkbart, eftersom han kun var med i foråret.

I et sammenstød brækkede den lille fodboldtroldmand venstre ben i åbningskampen mod Frankrig ved sommerens EM.

Nogle dage inden havde man set det samme ske i fjernsynet. Simonsen deltog i programmet Brødrene Øbberbøv med Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen og møder dem i Idrætsparken.

Bøv: Han er ikke ret stor, hva'? Allan Simonsen: Nej, men jeg er også lige kommet ud af fjernsynet, lød et par af de begavede replikker.

Efter lidt fodboldfjolleri scorer Allan på Øb, der agerer målmand, og i den noget akavede jubelscene kommer øbberbøverne til skade Simonsen, der falder om.

Vel i øvrigt næsten samme sted på banen, som da han i 1977 blev skudt af Jens Okking ovre fra Rigshospitalets tag i filmen Skytten. En ambulance henter den skadede spiller.

At benet brækkede rigtigt mod Frankrig nogle dage senere i Paris - det var faneme uhyggeligt, du! Lige til at blive overtroisk af.

Hvis man vil gense Øbberbøv-seancen, der indgik i et underholdningsprogram ved navn Schyyy, det er lørdag, ligger den på internettet i DR's Bonanza-arkiv.

Det er dog med et uheldigt ordvalg i følgeteksten om Simonsens fingerede benbrud i sketchen. Der står:

(…) Det komiske er, at det faktisk sker i virkeligheden i kampen mod Frankrig ganske kort tid efter.

Komisk? Det må stå for DR's egen regning. To år efter, i 1986, var Preben Elkjær inden VM-slutrunden i Mexico også gæst hos Øbberbøv. Det skete der ikke noget ved ...



Den noget uheldige formulering hos DR's Bonanza om Allan Simonsens benbrud ved EM i 1984.

 

Programmet med Simonsen-sekvensen i juni 1984 blev sendt dagen efter, at Danmark i den sidste EM-afpudsning havde spillet 1-1 mod Bulgarien i Idrætsparken.

Michael Laudrup blev skiftet ind og scorede med hovedet. Det var vist nærmest historisk. Allan Simonsen var fremragende i den time, han spillede, inden Jesper Olsen erstattede ham.

Om tirsdagen fik disse to små spillere hovedroller ved EM i Frankrig. Olsen fik en skalle og Simonsen et brækket ben.

Nationen græd over Allan Simonsens uheld i slutningen af første halvleg i åbningskampen mod de franske værter.

Og den danske landsholdstrup gik dagen efter på tv med en hurtigt fabrikeret hyldestsang til deres uheldige holdkammerat. Det lød ikke særlig godt, men meningen var god.

Uden den skadede Allan Simonsen kom Vejle Boldklub efter en noget pauver start på efteråret 1984 godt igen. Og med den benbrækkede som neglebidende tilskuer blev guldet sikret med 0-0 mod Brøndby i sidste spillerunde.

Tilbage til året før. 1983. Simonsen var bedre for landsholdet end for Vejle i efteråret. Han var stærk både på Wembley og i Budapest - de to EM-kvalifikationskampe, som Danmark vandt 1-0 og tabte 0-1.

Han sluttede sin comeback-sæson i dansk fodbold på 13 mål i 1. division og havde scoret det dobbelte antal, når revl og krat i Vejle-kampe blev talt med.

Allan Simonsen var hovedårsagen til, at Vejle efter 30 kampe toppede tilskuerbarometeret med klar afstand til nummer to.

Klubben havde budgetteret med 80.000 tilskuere i 1. division, men mere end dobbelt så mange gik gennem tælleapparaterne. I snit så 5.500 pr. kamp Vejle spille.

Holbæks tilskuertal i 3. division lød til sammenligning på 900 i snit til kampene.

En fiberskade sprang op hos Simonsen i 83-sæsonens sidste kamp mod Køge, som han måtte forlade.

Det gav panderynker hos landstræner Sepp Piontek før den afgørende landskamp om billetten til EM tre dage senere i Grækenland. Endnu en af dansk fodbolds mange skæbnekampe.

Sepp tog stjernen med til Athen, og det kom han ikke til at fortryde. Allan Simonsen sendte i første halvleg Preben Elkjær af sted med en aflevering.

Et frækt træk forbi en forsvarer og en signaturafslutning af Elkjær over målmanden. Så stod der 1-0.

Simonsen hamrede et par minutter efter pausen selv det andet mål i 2-0-sejren ind hos Nikos Sarganis. Det var på en bold fra Klaus Berggreen.



Allan Simonsen og Morten Olsen har smidt trøjerne og jubler efter 2-0 i Grækenland. Ole Kjær har trøje på, men er også glad. Foto: Kim Agersten

 

ALLAN VÆRE LOVET stod der dagen efter på Ekstra Bladets forside efter hans store kamp i Athen. Sammen med et billede af jublende danske spillere.

Scoringen skulle vise sig at blive Simonsens sidste mål på landsholdet. Målmand Sarganis havde som reserve været Danmarks onde ånd, da grækerne i 1980 vandt 1-0 i en VM-kvalifikationskamp i Idrætsparken.

Keeperen nåede i den danske triumf i Athen i 1983 at lave en sviner på Allan Simonsen, da han med gustent overlæg fældede den helt frie dansker lige udenfor feltet.

Nu er vi så småt ved at forlade 1983. Men inden vi går ombord i den sidste Simonsen-kamp på det gamle Holbæk Stadion i 1991, tager vi lige en tur rundt om navnet.

For i Allan Simonsens år i dansk fodbold stod der under billederne af ham i Vejle Amts Folkeblad (i daglig tale VAF) ofte Foto: Allan Simonsen.

Det var ikke, fordi fodboldspilleren var forud for sin tid og rendte rundt og tog selfier i tide og utide. Han havde simpelthen en navnebror på den lokale avis.

Allan Simonsen fra VAF tog hundredvis af billeder af Vejle Boldklubs Allan Simonsen, både på og udenfor fodboldbanen.

Et af de særlige tog han en søndag aften i september 1982, da Vejle på hjemmebane spillede 0-0 i 1. division mod Næstved.

En skadet Allan Simonsen var et smut hjemme fra Spanien og fortalte lokalavisen, at han ikke ville sidde på bænken i Barcelona i et helt år. At han i givet fald ville sælges.

Fotograf Simonsen havde weekendvagten og knipsede sin navnebror, der på fotoet så ud til at befinde sig på en anden planet.

Han havde ikke kniven på struben, men et sammenrullet kampprogram. Og var langt væk i egne tanker.

Fodboldspiller Simonsen var i selskab med fire andre store Vejle-navne. Det var Ulrik le Fevre, klubformand Poul Bilde, Johnny Hansen samt Ejgil Jensen, Vejles Boldklubs mangeårige sekretær og kendt som Mr. VB.



Allan Simonsen i selskab med Ulrik le Fevre, Poul Bilde, Johnny Hansen og Ejgil Jensen. Det er i Vejle, september 1982. Foto: Allan Simonsen

 

Pressefotografen Allan Simonsen tog de hyppige forvekslinger med sin berømte navnebror med et smil.

Måske lige undtaget, når gæster på værtshuse via Oplysningen havde fået telefonnummeret på Allan Simonsen i Vejle og sent om aftenen ville have afgjort et væddemål om fodbold.

Den anden Allan Simonsen havde hemmeligt nummer, så opkaldene havnede hos fotografen og hans kone, der var journalist på lokalavisen.

Telefonen ringede også i dagtimerne fra spanske aviser og fodboldagenter. Og da Allans karriere på grønsværen for længst var ovre, blussede det hele op igen i slutningen af 2013.

Fotograf-Allan var efter 44 år på avisen stoppet i 2000, men telefonen begyndte at kime igen, da Fodbold-Allan medvirkede i Vild med Dans.

Nu fandt både børn og voksne nummeret på Allan Simonsen i Vejle på nettet hos Krak og ringede - men altså til den tidligere fotograf - for at få ham til at steppe ud af dansekonkurrencen.

Fodbold-Allan fortæller, at han ikke kendte fotografen personligt. Og i 2013 boede han faktisk i Fredericia, hvor han havde fået job i fæstningsbyens fodboldklub i den næstbedste række.

En tredje Allan Simonsen var samtaleemne det år, af ulyksalige årsager. Den danske racerkører med navnet døde af sine kvæstelser efter en ulykke i 24 timers løbet Le Mans, da der blot var kørt en halv snes minutter. Allan Simonsen blev 34 år.

Det er svært at finde den glidende overgang og sporskiftet til året 1991. Men det er der, vi skal hen nu. Endestationen for fortællingen om fire Simonsen-kampe på Holbæk Stadion.

20 år efter hans to første kampe i den nordvestsjællandske by ved fjorden i 1971 og otte år efter hans comeback i dansk fodbold vendte Simonsen tilbage.

Han var blevet en gammel dreng, i hvert fald i fodboldforstand. Den 38-årige Allan Simonsen var med på det danske landshold for oldboys, der på et vindblæst Holbæk Stadion mødte Polen.

Efter benbruddet på Prinsernes Park i Paris nåede Simonsen i landsholdsregi spillemæssigt ikke fordums højder.

Han blev vraget til den berømte landskamp mod Sovjetunionen grundlovsdag i 1985 af Sepp Piontek, da landstræneren på Tårnby Stadion havde set en anonym Simonsen. Vejle måtte nøjes med 0-0 mod Kastrup, der var oprykker i den bedste række.

Blandt andet var Allan Simonsen i sin A-landskamp nummer 50 i september 1985 med til at tabe 0-3 til et stærkt svensk mandskab i Idrætsparken.

Dagen efter 0-0 mod Schweiz i VM-kvalifikationen i oktober samme år kørte han en tur til Holbæk og skrev autografer hos Sparekassen SDS på Ahlgade.

Med al respekt for SDS har der vist aldrig været så tætpakket i lokalet før, noterede den lokale avis.



Det var A-landskamp nummer 50 for Allan Simonsen mod Sverige i september 1985. Svensken fik ikke da-da, men vandt med 3-0. Foto: Kurt Haugaard

 

Måske som en gestus fra Sepp Piontek kom Simonsen med i truppen til VM 1986 i Mexico og fik 20 minutter banen i den sidste puljekamp mod Vesttyskland.

Tyskerne var også modstanderen, da den lille, store spiller tre måneder efter VM sagde farvel til landsholdet i Idrætsparken.

Vi kunne ikke se det oppe fra pressepladserne, men nogle af fotograferne nede på banen fangede de blanke øjne hos Allan Simonsen under nationalsangen.

Det var også en vemodig stund. Simonsen spillede de første 20 minutter, og på blokken talte jeg, at han rørte bolden 10 gange.

Så blev han udskiftet, og hyldesten til nummer 9 var enorm, da den lille gigant forlod banen.

John Eriksen, der havde scoret til 2-0 mod Tyskland ved VM, kom ind i stedet. Den store og målfarlige fynske angriber blev ramt af demens og svækket af sygdom døde han i 2002 som 44-årig.

Læs om hans skæbne i bogen John Eriksen - angriberen, der glemte sig selv. Skrevet af TV 2- Sportens Lars Fink, der ligesom Eriksen er fra byen med det smukke stadionnavn Høje Bøge

I Idrætsparken var det en meget bevægende afsked med landsholdet for Allan Simonsen, og måske gik hans tanker tilbage til en søndag aften i slutning af august 1971. Dengang gik en drøm i opfyldelse for det unge, lovende navn fra Vejle.

For første gang trådte han ind på græsset i Københavns Idrætspark og var som en del af Vejle-holdet med til at udradere hvepsene fra Brønshøj med 5-0.

Knap 10.000 så tilskuere stjernefrøet fra Vejle strø om sig med lækre detaljer. Men han scorede ikke.

Alligevel fik han i Politikens kampreferat om mandagen denne flotte anmeldelse af sportsjournalisten Wilbour Nielsen:

Men allermest skæg og dygtig var måske den lille spirrevip på højre fløj Allan Simonsen, formidabel evne til at komme fri selv i de mest trængte situationer, boldsikker og god til at centre og aflevere, men vist nok ikke så skudsikker.

Spøjst nok gentog velspillende Vejle i anden spillerunde og på en regnvåd hjemmebane i april 1972 cifrene 5-0 mod Brønshøj.

Finn Laudrup og Per Røntved fra Brønshøj kom aldrig rigtigt i gang mod de fodrappe og hurtigt tænkende Vejle-folk.

Og denne gang scorede Allan et af målene, da Brønshøjs målmand Arne Schellerup kludrede med en hjørnesparksbold.

Den store spiller hos hjemmeholdet var dog 30-årige Ole Fritzen, der var vendt hjem fra hollandsk fodbold og i en avisreportage blev kaldt for angrebshalfback.

Samme søndag i 1972 tabte Holbæk i sæsonens anden spillerunde i 2. division med klare 0-4 i Odense, hvor OB scorede tre gange på 10 minutter i første halvleg.

Ungdomslandsholdets målmand Benno Larsen virkede noget passiv ved et par af målene, og nede i den anden ende sendte Holbæks Visti Johansen et straffespark over mål.

Men holbækkerne havde allerede flere point end efter otte kampe i det forfærdelige forår i 1971. De havde nemlig slået Svendborg med 1-0 i påskens premiere. Målscorer var Palle Krath.

Alt sammen skete søndag den 9. april. Det var på dagen 32 år siden, Danmark blev besat af tyskerne, men i 1972 var det også dagen, hvor Kasper Hjulmand blev født i Nordjylland.

Vejle havde ellers indledt titelforsvaret skidt med et nederlag på 1-3 i premieren mod Frem.

I Idrætsparken stod Valdemar Hansen fantastisk i Frem-buret. Lange Lars Larsen lavede alle tre Frem-mål, de to på hovedstød.

Men østjyderne fik en hurtig revanche på hjemmebane, for et par uger senere og tre dage efter den store sejr over Brønshøj i 1. division vandt Vejle med 2-1 over Frem i pokalsemifinalen.

Det gav billet til finalen, som Kr. himmelfartsdag blev vundet med 2-0 over Fremad Amager, der som trøst kom i pokalvindernes Europa Cup.

Vejle var jo også danske mestre. Og forsvarede som før omtalt guldet i 1972, hvorefter Allan Simonsen skrev under med Mönchengladbach.

Det var et sidespring. Nu tilbage til hovedpersonens farvel til landsholdet.

15 år efter hans første kamp i Idrætsparken i 1971 var 43.000 på plads samme sted en onsdag aften i september. Til afsked med stjernen. Mod Vesttyskland.



Der var vemod i aftenluften i september 1986, da Allan Simonsen spillede afskedskamp for landsholdet mod Vesttyskland i Idrætsparken. Foto: Kurt Haugaard

 

Tyskerne vandt med 2-0, og jeg har engang læst, at John (Faxe) Jensen blev skiftet ind 10 minutter før tid og fik debut på landsholdet i den kamp.

Men han ventede altså med at score mod Tyskland til en stor kamp i Sverige seks år senere. Selv husker jeg - udover det varme farvel til Allan Simonsen - to ting fra kampen i 1986.

Den ene er, at Preben Elkjær - målhelten fra VM i Mexico - var hidsig over at blive pakket sammen af debutanten Jürgen Kohler. Han endte med at lave et groft frispark på sin oppasser og fik gult kort.

Den anden er, at jeg i løbet af første halvleg spottede Paul Breitner på pressepladserne.

Den rebelske verdensmester fra 1974 skrev nu kommentarer for boulevardavisen med det blakkede ry, Bild Zeitung.

Her luftede han selvfølgelig også skarpe meninger om Der National Elf, som hans gamle holdkammerat Franz Beckenbauer nu var træner for.

Med en sproglig dødsforagt, der ville have slået Frk. Günther - min tysklærer fra skolen - med forbløffelse, opsøgte jeg Breitner i pausen og fik et lille solointerview.

Han var ikke just imponeret over den danske første halvleg og kunne slet ikke kende det danske spil fra VM i Mexico. Paul Breitner mente, at tyskerne kontrollerede kampen, og det var svært at være uenig i.

Da farvelforestillingen på landsholdet var ovre, spillede Allan Simonsen videre for Vejle i nogle sæsoner.

Han kunne stadig levere varen og blev for eksempel kåret som banens bedste, da Vejle i maj 1986 vandt med 2-0 over Kastrup på Amager.



Allan Simonsen kunne stadig gøre sig gældende i 1. division. Her får han, noget der hed Danmarkspokalen og en check som banens bedste mod Kastrup i 1986. Foto: Kurt Haugaard


En måned før sin 37 års fødselsdag i 1989 stoppede han også karrieren på klubbens førstehold. Efter i alt et par hundrede officielle Vejle-kampe fordelt på perioderne 1971-72 og 1983-89.

Et par år efter det stop var han så at finde på Holbæk Stadion som oldboysspiller. 1991 var i øvrigt også året, hvor HB&I for første gang i 28 år ikke var at finde i divisionsfodbolden.

På grund af den ændrede struktur i turneringen og indførelsen af Superligaen var der ned gennem rækkerne ekstra mange nedrykkere i sæsonen 1990.

Året før havde Holbæk haft det svært i 3. division, og nu gik den så ikke længere. Så i 1991 hed det danmarksserien, og det var endda i et jubilæumsår.

HB&I fyldte 60 år i august - og så må det være jo have været 90 års-fødselsdagen i år. Dog vistnok uden en beruset butler, der gik rundt og skænkede i glassene ...

I 1991 havde klubben i anledning af den runde fødselsdag fået tildelt en kamp med koryfæerne fra oldboyslandsholdet.

Tilskuersnittet til Holbæks kampe var dengang som nu nede på knap 200. Derfor blev det også sat sæsonrekord, da et publikum på 750 en tirsdag aften i juni lod sig lokke til af navne som Morten Olsen, Allan Simonsen og Søren Busk.

Forsvarsspilleren Busk havde oplevet sin individuelle stjernestund i tre snese A-landskampe på en regnvåd bane i Idrætsparken i april 1983.

Efter et hjørnespark headede han sejrsmålet ind oppe i målhjørnet mod Grækenland et kvarter før tid.

En forløsning for et efterhånden noget frustreret publikum i denne kvalifikationskamp til EM i Frankrig året efter.

Nogle tilskuere i Holbæk anno 1991 ville måske også have et kig på gode gamle målmænd som Ole Kjær og Per Wind.

Eller måske polske Jan Tomaszewski. Mirakel(mål)manden fra Polens 1-1-kamp på Wembley i efteråret 1973.



Søren Busk står i bageste række før en kamp mod Bulgarien. Simonsen og tre tidligere Fremad Amager-spillere er der også kun få dage før afrejsen til EM i 1984. Foto: Kurt Haugaard

 

Pointtabet dengang kostede England billetten til VM i Vesttyskland året efter. Polen slog i mellemrunden ved verdensmesterskaberne Jugoslavien og Sverige, men blev slået knebent af de vesttyske værter, der måtte slide for sejren.

Bronzekampen vandt Polen med 1-0 over Brasilien på et mål af VM-turneringens topscorer, Lato, der nåede op på syv mål.

Og det var jo turneringen, hvor Vesttyskland slog Holland i VM-finalen med 2-1 efter hurtig hollandsk føring på et straffespark begået mod Johan Cryuff.

Den anden Johan - Neeskens, med de store bakkenbarter og det knaldhårde spark - scorede sikkert.

Men med elegantieren Beckenbauer som dirigent og mål af maoisten med det store hår, Breitner, på straffespark og af angriberen med de stolpetykke lår, Gerd Müller, fik værterne vendt slaget og vandt med 2-1. Spitzenklasse.

Tilbage til Wembley og Tomaszkiewski. I England kaldte det kendte fodboldnavn Brian Clough i optakten den polske målmand for en cirkusklovn med handsker. På grund af hans uortodokse stil.

Den udtalelse blev et selvmål af rang. Klovnen kunne le både sidst og bedst. Hans mål var forhekset eller også blev der sparket væk på stregen.

18 år senere i Holbæk var en stor del af målmandens hårpragt væk, og der var røget nogle kilo på kampvægten.

Det gjaldt for mange af de polske spillere. Korpulente var nok ordet, men at lade bolden gøre arbejdet havde de ikke glemt.

Holbækkeren Bent Mortensen stod for at samle landsholdet for de gamle drenge, mens fynboen Kurt Grønning havde titel af manager.

Mortensen var mangeårig DBU-ansat og havde på sit cv som fodboldspiller et par hundrede førsteholdskampe i Holbæk op gennem 1950'erne og begyndelsen af de såkaldt glade 60'ere.

Grønning var en gammel B1913-kæmpe med hundredvis af divisionskampe og fire på A-landsholdet i begyndelsen af 1960'erne.

Bent Mortensen fortalte, at Allan Simonsen var den første, der meldte sig klar til kampen i Holbæk. Og at han kun fået afbud fra en enkelt, nemlig AaB's Ove Flindt Bjerg.

Men adskillige andre navne med alder til oldboysfodbold var ikke aktuelle. Arnesen, Lerby, Elkjær - og Niels Tune.

Det var ellers oplagt, at Tune skulle spille på sin gamle hjemmebane mod Polen. Og sammen med Allan Simonsen - ligesom i ynglingelandskampen mod Sverige samme sted 20 år tidligere..

Niels Tune var nu 38 år og havde i 1990 været fast mand i truppen til oldboyslandsholdet, men han kom ikke på banen, da danskerne var inviteret til Moskva.

I en blanding af surhed og skuffelse havde han meldt fra til landsholdet. Det var langt at rejse for ikke at komme på banen, lød det fra Tune, der dog også havde en kommende familieforøgelse som begrundelse.

- Hvis jeg overhovedet var kommet på holdet. Der er jo nogle gode spillere, der har nået alderen nu, lød det fra den tidligere landsholdsspiller.

Han spillede på det tidspunkt stadig old boys i Jyderup. Men det var ikke så sjovt, som det havde været. Det knagede i det gamle bentøj, klagede Niels Tune.

I Venstrebladets optakt til tirsdagens kamp i Holbæk havde denne artikels signatur også ringet til Morten Olsen.

Aldersmæssigt var Olsen et par måneder fra at fylde 42 år, og han havde spillet på A-landsholdet med alder til oldboys-fodbold.

Morten Olsen var som cheftræner i Brøndby i gang med at vinde mesterskabet i Superligaens første korte sæson. Det så ellers skidt ud, da Lyngby i begyndelsen af maj vandt med 3-0 i Brøndby.



Den er hjemme. På Politikens forside jubler Morten Olsen og Brøndby-bænken over DM-guldet i 1991.

 

Senere på måneden var de blågule fem point efter Lyngby, men efter nederlaget til topholdet tabte Brøndby ikke i de næste 10 kampe.

Uafgjort 1-1 i Lyngby i DM-finalen på sidste spilledag sendte for anden sæson i træk guldet til Vestegnen.

At Lyngby fik et rødt kort i kampens indledning og 10 spillere mod 11 faktisk var bedst i guldkampen - det er en anden historie.

Det var dommer Svend Erik Christensen fra Næstved, der hev det røde kort op. Han havde ikke selv set episoden, men det havde hans ene linjevogter, John P. Nielsen fra Hvalsø.

Små 14 dage tidligere havde disse to været i aktion i oldboys-landskampen i Holbæk, i et noget lavere tempo. Mere om dem senere.

Fem gange DM-guld på syv år siden 1985 hed Brøndbys imponerende serie, og Bjarne Jensen havde været med alle fem gange. Han spillede mod Lyngby førsteholdskamp nummer 500.

Det var Morten Olsens andet mesterskab med Brøndby. Som spiller havde han tre gange vundet guld med Anderlecht i Belgien.

To dage før kampen i Holbæk havde Brøndby foran 12.000 tilskuere slået et Frem-hold, der ellers var ubesejret i seks kampe i den nye Superliga.

Erik (Tryllerik) Rasmussen var det kreative kraftcenter på Brøndby-holdet, og Bent (Turbo) Christensen scorede to af målene hos Per Wind i hjemmeholdets sikre sejr på 4-1.

Rasmussen var raget uklar med landstræner Richard Møller Nielsen, fordi han efter en kamp mod Østrig ytrede, at han som 30-årig ikke ville spilde tid på bænken for kun få de sidste 20 minutter.

Det blev derfor kun til to A-landskampe, og han var ikke den eneste spiller, landstræneren havde sine problemer med.

Jan Heintze, der oprindelig var Amager-dreng fra Tårnby og som senior spillede for Kastrup, faldt i unåde i 1991.

Det var ikke uden grund. Han forlod en landsholdslejr for at spille en klubkamp for PSV Eindhoven (hvilket han ikke kom til).

Venstrebacken Heintze - der næsten hedder det samme som min favoritketchup og kun er lidt højere end mig og Allan - spillede efter et års karantæne en landskamp i ny og næ. Men han vendte for alvor stærkt tilbage en håndfuld år senere.

Det var i en moden alder af 33 år. En anden spiller, Jan Mølby, havde vist bare et anstrengt forhold til Ricardo. Mølby spillede sin sidste landskamp som 27-årig i slutningen af 1990.

Den beundrede, af nogle ligefrem tilbedte, fodboldjournalist Per Høyer Hansen kaldte et berømt brødrepar for Søstrene Laudrup.

Underforstået, at de var nogle tøsedrenge, fordi de ikke ville spille under Richard Møller Nielsen.

Det udtryk ville Politikens bagsidespalte At Tænke Sig også gerne tage æren for. Nå, men lillebror Laudrup kom dog tilbage og var med til at vinde EM i 1992.

Storebror Laudrup, der i efteråret 2021 blev kåret som Danmarks største sportsnavn nogensinde i en omdiskuteret afstemning var ikke med til dansk fodbolds største bedrift. Spøjst.

Jo, 1991 var i sandhed et stormfuldt år for Richard Møller Nielsen. At han året efter var træner for et hold europamestre var der ikke skyggen af antydning af.

Ej heller at der en gang ville udkomme en bog om ham med titlen Mirakelmageren. Men nu skal vi tilbage på sporet.



1991 var stormfuldt for Richard Møller Nielsen, men året efter vandt han EM med Danmark. Og en af bøgerne om ham hedder Mirakelmageren.

 

Morten Olsen var selvfølgelig tilfreds efter Brøndby-sejren over Frem søndag den 9. juni for 30 år siden.

Og da lokalavisen ringede for at få lidt guldkorn på blokken om landskampen i Holbæk, var han klar.

Manden, der som den første i Danmark nåede 100 A-landskampe som spiller (det blev til to mere og senere 166 landskampe som træner), kaldte det for en stor ære at blive udtaget til oldboys-landsholdet.

På grund af Brøndbys stramme program, inklusive europæiske kampe, havde han i foråret ikke rigtig haft tid.

Men nu var Olsen parat, og han skulle i Holbæk spille mod Tomasziewski, som han før havde mødt i belgisk fodbold. Her var polakken en overgang professionel hos Beerschot.

Olsen lovede publikum i Holbæk boldleg med fight. Selvom tempoet var gået ned, fejlede viljen til at vinde ikke noget hos de gamle drenge, forsikrede han.

Morten Olsen fortalte, at oldboys-landsholdet i Jylland nogle gange spillede for 3.000-4.000 tilskuere.

Han havde et håb om mindst 1.000 tilskuere i Holbæk. Selvom Brøndby-træneren bemærkede, at fodboldentusiasmen i Holbæk vist ikke var, hvad den havde været. Det havde han jo ret i.

Men, hov. Inden kampen på Holbæk Stadion, skal vi da lige rundt om et nogle af de andre begivenheder i året 1991.

Selvom der sker store ting i verden, tager vi fodbolden først. Midtvejs i året forlader Danmark kalenderårs-turneringen og går over til efterår-forår.

Superligaen ser dagens lys, og de 10 klubber spiller i dens jomfrusæson kun 18 kampe. Brøndby forsvarer sit mesterskab fra 1990 og vinder guld foran Lyngby og AGF. Mere om det senere.

I den nye 1991-92-turnering bliver Lyngby danske mestre. Og har ikke vundet noget siden.

Som en af de sidste bedrifter inden en fusion ved navn FC København ser dagens lys, kører B1903 på Gentofte Stadion rundt med Bayern München med en forstenet Søren Lerby på den tyske trænerbænk.

Mægtige Michael Manniche header løs, mens tvillingerne Martin og Michael Johansen tryller. B1903 vinder med 6-2 i UEFA Cup.

I samme turnerings 1990-91 udgave er Brøndby i foråret to minutter fra at nå finalen, men italienske Roma scorer - med tyske Rudi Völler som skarpretter - sejrsmålet. Det sker kort før tid, da Peter Schmeichel må give en ripost på et romersk skud.

Som omtalt er ved de tider, nemlig året efter i sommeren 1992, at FCK bliver til. Den nye dreng i klassen vinder hurtigt DM-guld.

Derefter bliver løverne lidt sløve og slikker poter i nogle år, men kommer op i fart og har siden taget yderligere et dusin danske mesterskaber.

Året før det første FC København-guld er 1991, som jo er det år, vi kredser om i sidste halvdel af denne fortælling.

Det år bliver Thomas Delaney født. Senere blev han vist meget go' - man ser ham i hvert tilfælde tit. (Tak til Shu-bi-dua).

Danmark slutter på andenpladsen efter Jugoslavien i kvalifikationen til EM, men får senere billetten. Jugoslavien ekskluderes på grund af borgerkrig i landet.

1991 er de store omvæltningers år. Den Kolde Krig bliver fortid. Sovjetunionen kollapser. Gorbatjov ryger ud, og Jeltsin kommer til i en af de nye stater, Rusland. De baltiske lande bliver selvstændige.



Det er svært at være 11 år, gik vi rundt og skrålede derhjemme i 1991, da filmen Krummerne kom frem. Senere kom pladen på gaden.


Hjemme i privaten går vi, med husets næsten 4-årige søn som forsanger, rundt og skråler med på en sang fra Krumme-filmen.

Det er svært at være 11 år. Der' så meget som man ikke forstår. Hvorfor går alle voksne rundt og ser ud som om alting gør ondt?

Albummet kommer vist først året efter, og inden da siger vi i december 1991 hele tiden Det bår' dæjli. Vi afleverer brokker på dansk-engelsk og synger It's hard to be a nissemand.

The Julekalender med De Nattergale er en landeplage på TV 2 og genudsendes i de næste mange år omtrent lige så ofte som Barnaby på DR.

I slutningen af julemåneden bliver SAS-piloten Stefan G. Rasmussen en helt, da han topprofessionelt redder menneskeliv ved at nødlande et passagerfly, der har tekniske problemer.

Så lander vi igen på Holbæk Stadion tirsdag aften den 11. juni. Som altid blev der tændt for mikrofonen i speakerboksen.

Både Venstrebladets Per Skov Jensen og Sjællands Tidendes Henning Fristed hyggede sig i deres indledninger til kampreferaterne i onsdagens aviser med en fortalelse deroppe fra.

Fristed fik i sin iver dog selv gentaget fejltagelsen på tryk kun fem avislinjer senere, så det var blev en boomerang for den gæve reporter.

Henning Fristed havde indlagt sig herostratisk berømmelse, dengang Sjællands Tidende havde redaktion i Nygade og stadig dækkede Holbæk-fodbolden.

Historien gik, at sportsjournalisten i sin iver for at komme først med nyt om HB&I lå og lyttede udenfor et åbent vindue, da Holbæks udtagelseskomité skulle finde navnene til søndagens hold.

Det var i sagens natur i klubbens storhedstid i midten af 1970'erne i toppen af dansk fodbold. Og det var lang tid før internet og breaking news.

Men hvad gik speakerens fejl i 1991 så ud på? Jo, manden ved mikrofonen på Holbæk Stadion kom til at byde velkommen til ungdomslandskamp, og det var det ikke just. Tværtimod faktisk.

Derefter voldte annonceringen af den polske holdopstilling ham problemer, og det tror pokker.

Prøv selv, hvor godt skåret for tungebåndet du er med nogle af navnene fra den aften: Krzycztof Adamozyk, Wladislaw Dabrowcki, Zdizielaw Kapka og Leslaw Cmikiewicz.

Så ligger Lato, Lubanski og Boniek bedre i munden, men de var ikke med i den polske oldboys-trup. Den måske bedste spiller af dem alle, Deyna, var i 1989 død i en trafikulykke i USA.

Der var ingen Piotrowi Boleslawowi på det polske hold, men han havde heller ikke alder til oldboys-fodbold endnu.

Det navn fik en dreng i Polen, men da familien flyttede til Danmark blev han Peter Hansen Boleslaw Schmeichel. Til daglig bare Peter Schmeichel.



Træner Kaj Lykke rykkede op med Kalundborg to år i træk, men i danmarksserien stoppede festen.

 

Men det efternavn var såmænd svært nok endda. Da han i 1983 var et stort målmandstalent i Gladsaxe-Hero gik turen i begyndelsen af juli til Kalundborg.

Her gjaldt det finalestævnet i talentturneringen, som byen med den femtårnede kirke havde kvalificeret sig til sammen med Esbjerg, Randers Freja og altså Gladsaxe-Hero.

Tre lokale aviser rapporterede om mandagen fra talenternes træf og især søndagens finale mellem Kalundborg og Gladsaxe-Hero.

I Sjællands Tidende var han Peter Schmekel. Kalundborg Folkeblad kaldte først målmanden Schweikel og derefter Schweichel, inden avisen i sin artikel landede på det rigtige.

Venstrebladet var ret tæt på med sit Schmeikel, mens den landsdækkende avis Politiken ramte plet med stavningen af målmandens navn i sin reportage fra Kalundborg.

Vi burde egentlig have omtalt finalestævnet i denne artikelseries seneste afsnit, hvor vi blandt meget andet også omtalte talentturneringen.

Sådan blev det ikke, men den forglemmelse bliver der rådet bod på nu. For det mest talentfulde kuld i Kalundborg GB's historie vandt jo det hele!

Nogle måneder senere vandt en del af spillerne fra talentholdet sjællandsserien og rykkede op. Det var holdets anden oprykning træk med Kaj Lykke som træner.

Lykke havde som spiller havde en lang karriere i HB&I med 265 førsteholdskampe og 118 mål (kilde: holbaek.fodboldarkiv.dk). Han døde i en alder af 81 år trafikulykke i oktober i år.

Det blev et hurtigt besøg for KGB. Flere af talenterne tog til større klubber, og i 1984 sluttede Kalundborg - trods 12 mål af Peter Sørensen - som nummer sjok i danmarksserien.

Et efterår helt uden sejre forvandlede en fjerdeplads fra sommerpausen til en sidsteplads. Og i 1985 blev det efter markant spillerafgang nedrykning fra sjællandsserien. Så var man lige vidt.

Men dengang i sommeren 1983 gik det strålende i Kalundborg. Efter en sejr på 3-2 over Randers Freja i lørdagens semifinale slog værterne i søndagens talentfinale Gladsaxe-Hero med 2-1.



Claus Nielsen er sluppet fri og scorer til 2-0 hos Gladsaxe-Heros Peter Schmeichel i talentturneringens finale i 1983. Foto: Peter Andersen

 

Anfører Claus Nielsen var den store helt. Angriberen, med tilnavnet Købmand og kælenavnet Lille Claus, slap fri og scorede de to Kalundborg-mål i første halvleg.

Han var endda tæt på et vaskeægte hattrick hos 19-årige Peter Schmeichel, men målmanden slap med skrækken.

Efter sit holds reducering gik den store keeper i kampens afslutning med frem ved et hjørnespark for at fremtvinge udligningen. Gladsaxe-Heroisk, men forgæves.

Efter et mellemspil i divisionsklubben Hvidovre kom Peter Schmeichel i 1987 til Brøndby. Klubben på den københavnske vestegn var Claus Nielsen skiftet til allerede i 1984.

De to var holdkammerater, da Brøndby i suveræn stil tog DM-guldet i 1987. I sæsonens sidste kamp i 1. division slog Brøndby Hvidovre med 4-0.

Det var klubben, som Schmeichel sæsonen før havde været med til at sikre oprykning til den bedste række.

Claus Nielsen blev hyldet som årets topscorer i 1. division med 20 mål. Året før havde han lavet 16 kasser og var også topscorer.

I de år var Gert Jørgensen fra Tølløse også med omkring Brøndbys bedste hold. Han nåede en håndfuld officielle kampe i blåt og gult.

Især huskes han for sin scoring til 2-2 på udebane mod Honved Budapest i mesterholdenes Europa Cup. Det var i efteråret 1986 og Brøndbys debut i europæisk fodbold.

Et par år senere stoppede unge Jørgensen i Brøndby og var egentlig på vej til Jyderup, som Hans Nymann var træner for.

Men det endte med at blive Holbæk, og her er Gert Jørgensen i klubhistoriker Mads Munkholm Teglskovs arkiv noteret for 38 kampe og syv mål i 1989 og '90.

Med nederlaget til Brøndby i 1987 måtte Hvidovre - trænet af Kim Splidsboel - rykke ud af 1. division efter kun en sæson.

Træneren kom året efter til Brøndbys ungdomsafdeling, og i 1990 afløste han makkerparret Jørgen Jørgensen og Jan Jarlfeldt i Holbæk.

I sæsonen med de mange nedrykninger måtte Holbæk ud af 3. division øst, og i 1991 blev det til en 9. plads i danmarksserien for HB&I-træneren.

Claus Nielsen fik 14 A-landskampe, nogle af dem sammen med Schmeichel. Målmanden debuterede i 1987 og sluttede 14 år senere med en total på 129 A-landskampe.

I de første kampe var det på OL-landsholdet, der havde Richard Møller Nielsen som træner. Sepp Piontek tog sig af det ”rigtige” landshold, om man så må sige.

I sin debut mod Grækenland var den polsk fødte keeper også på hold med Lille Claus fra Kalundborg.

Angriberen spillede sin anden landskamp og scorede to gange i den danske sejr på 5-0 i Grækenland.

Det var i kvalifikationen til OL, og i den næste kamp slog danskerne i Aalborg Rumænien med 8-0. Denne gang med tre Claus Nielsen-mål som bidrag.

Men til OL i Seoul kom de godt spillende danskere altså ikke. Det var på grund af Per Frimann-sagen.

Han var brugt ulovligt mod Polen, og så blev 2-0 sejren på to mål af Kim Vilfort til et nederlag med de samme cifre.

I juni 1991, da Danmark vandt 1-0 over Polen i Holbæk, havde Peter Schmeichel som nævnt ikke oldboys-alder.

Målmanden var 27 år og på vej til et klubskifte fra Brøndby til Manchester United. Sønnen Kasper var på det tidspunkt fire år.

Mange år senere, i 2009 blev Peter Schmeichel, optaget som medlem i dansk fodbolds Hall of Fame.

Nå, men da speakeren havde givet de to holdopstillinger i Holbæk og tørret sveden af panden, fløjtede dommer Svend Erik Christensen fra Næstved kampen i gang.

Den begyndte rigtigt godt for Morten Olsen og co. Danskerne var tændte og lod ikke modstanderne få ro. General Olsen regerede på midtbanen og satte gode angreb i scene.

En stikning fra generalen frem til Frank Nielsen viste, at overblikket var intakt. Frederikshavnerens afslutning var dog ingen opgave for Tomasziewski.

Målmanden havde inden da vist formatet, da han dykkede ned til et hovedstød fra Søren Busk.

Men keeperen var chanceløs efter 25 minutters spil, da Næstveds Ole Rasmussen efter et godt opspil stak bolden frem til Allan Simonsen.

Spurven fra Vejle havde som 38-årig stadig luft under vingerne og fløj fri i venstre side. Skar ind i feltet og udplacerede med venstrefoden keeperen. Målscorer: Simonsen. 1-0 til Danmark.

På det tidspunkt i halvlegen begyndte Danmark dog at miste momentum. De trinde polske spillere fik i det sidste kvarter trukket tempoet ned til det adstadige, mens de lod bolden køre rundt.

På denne enkle facon lykkedes det tre gange at splitte det danske forsvar og komme til store tilbud. Men Per Wind diskede op med store redninger og holdt nullet.

Indtil 10 år tidligere havde målmanden også heddet Andersen, så blev det det navn hægtet af.



Et pastil-billede fra Gunnar Nu-æskerne dengang Frems målmand også hed Andersen. Senere smed han det navn og var bare Per Wind.

 

Det var som Per Wind Andersen, at jeg som tilskuer huskede ham i Frem-målet fra kampe i Valby Idrætspark i 1970'erne.

Ofte var det søndag aften - og efter at vi først havde set Fremad Amager i Sundby Idrætspark klokken 10 og derefter en kamp med KB eller B1903 i Idrætsparken om eftermiddagen.

Andre fine Frem-målmænd, der fulgte efter landsholdskeeperen Leif Nielsen (28 A-landskampe, 1964-67), var Curlei Nielsen og Valdemar Hansen.

Så kom Per Wind Andersen til og debuterede kort før sin 18 års fødselsdag i en pokalkamp i Herning. Frem vandt med 5-0, og derefter vogtede Wind Frem-målet i tæt ved 600 kampe.

I efteråret 2021 var den nu 66-årige Wind meget omtalt i medierne efter en uventet fyring fra sin funktion i FC København.

Per Wind havde været en del af FCK siden slutningen af 1990'erne, først som målmandstræner.

Hvis man ikke vidste det i forvejen, blev det efter fyresedlen gjort klart, at han havde en høj stjerne hos både spillere og fans. Wind blev ganske enkelt betragtet som en del af FCK's dna.

30 år før dette intermezzo i løvernes hule blev der på Holbæk Stadion sat streg under en gammel læresætning. Den om, at målmænd bliver bedre med årene. Ligesom nogle vine.

Dengang i juni 1991 på Holbæk Stadion var Per Wind, i en alder af næsten 36 år, Superliga-målmand for Frem. Han var også med til at vinde bronze til arbejderklubben året efter.

I Holbæk var han så overbevisende mod Polen, at Ole Kjær - der havde taget køreturen fra Esbjerg - ikke kom på banen.

Det tog Kjær med godt humør. Jeg kom kun, fordi vi skulle have noget godt at spise efter kampen, lød det med et smil fra ham. Og det sociale blev da også vægtet højt på holdet.

Vi spiller for at vinde, men samtidig er det dejligt at møde gutterne og mindes de gode gamle dage, sagde matchvinderen bagefter til B.T.

Når koryfæerne var på besøg - oftest i mindre klubber - var det efter aftale med DBU og kastede som regel et økonomisk overskud af sig til værterne.

Det var også tilfældet i HB&I, hvor kasserer Frank Petersen skønnede, at de 750 tilskuere ville give Holbæk 5.000 kroner til klubkassen.

I det polske omklædningsrum blev man i pausen enige om at foretage tre udskiftninger.

Det satte speaker Jens-Ulrich Jacobsen, der også var en kendt stemme fra Radio Holbæk, på nye prøver fra anden halvlegs start, da han skulle fortælle om udskiftningerne.

En af de tre polakker, der fik lov at holde tidligt fri, var dog ikke så svær at udtale. Det var Jan Domarski. Identisk med spilleren, der 18 år tidligere havde bragt Polen foran 1-0 på Wembley.

Dengang stjal Lato bolden og løb igennem i Polens venstre angrebsside. Han fik den med forbi Roger Hunt, krydsede ind i banen og sendte en sukkerbold til Domarski, som knaldede den i nettet hos Shilton.

Der skete også noget andet end polske udskiftninger i pausen i Holbæk. De to landsholds trøjer lignede hinanden for meget i farverne, så flagmændene på sidelinjerne, John P. Nielsen og Jørgen Kracht, havde problemer.

De klagede over, at det kneb med at skelne dragterne i offside-situationer. Løsningen blev, at danskerne skiftede til et sæt Holbæk-trøjer, der blev fundet frem.



I pausen bad dommertrioen danskerne skifte trøjer, så i anden halvleg spillede Allan Simonsen i blå Holbæk-trøje. Med reklame for Aktiv Sport. Foto: Per Jensen

 

Om søndagen havde Holbæk på mål af Steen Lindberg og Lars Nordskov Nielsen slået Brøndbys andethold i danmarksserien med 2-1, og næste weekend ventede et lokalopgør i Jyderup.

Allan Simonsen og holdkammeraterne skiftede til Holbæk-trøjer, inden de gik ud til anden halvleg.

Og 20 år efter sin Vejle-debut mod Brønshøj, i rød trøje og med Tulip på brystet, spillede Simonsen nu i en blå. Og med en reklame for sportsforretningen Aktiv Sport.

Det gav Lars Jørgensen fra B.T. overskriften til sin historie om kampen. Vi er røde, vi er blå …

Venstrebladets overskrift var Hyggelig nostalgi, mens Politiken var i det prosaiske hjørne med 750 så på gamle mænd.

Anden halvleg blev en kedelig forestilling med få afslutninger mod mål. En masse spil midt på banen, og de mange danske boldtab var en skuffelse.

Alligevel var konklusionen: En omgang ganske hyggelig retrofodbold på en tirsdag aften. Endda med et sejrsmål af selveste Allan Simonsen at lune sig på.

I glimt blev der vist fine individuelle detaljer, som fortalte, at det var spillere med en fortid på øverste hylde, der var i aktion. Men som hold fungerede det ikke rigtigt for danskerne.

Men okay, lidt skete der da i den stillestående, men vejrmæssigt forblæste anden halvleg. Efter godt en times spil blev Næstveds målkonge Mogens Hansen skiftet ind, og Vejles Ulrich Thychosen pillet ud.

Og i slutfasen kom den tidligere KB'er Henrik Eigenbrod på banen i stedet for Frank Nielsen fra Frederikshavn.

Morten Olsens hjælpetræner og tro væbner i Brøndby, John Frandsen (med en enkelt A-landskamp på cvet), var også med i den danske trup. Frandsen gik til stålet, men slap for et kort fra dommeren.

Brøndby-parret plejede at spille med under træningen i klubben - og det havde de også gjort tirsdag formiddag før aftenens kamp i Holbæk.

Det gav ømme stænger bagefter, og for Olsens vedkommende var der måske også optræk til skrivekrampe.

Selvom dynamitten ikke rigtigt fængede på Holbæk Stadion gjorde navnet det stadig. Sammen med Allan Simonsen var den tidligere anfører for landsholdet autografjægernes yndlingsoffer.

Ni år senere blev Morten Olsen selv dansk landstræner og blev på posten i de næsten 15 år, det længste nogensinde for en dansk landstræner.

Han erkendte efter kampen i Holbæk, at danskerne efter den gode start ikke brugte deres større løbepensum godt nok mod det snusfornuftige polske hold.

Apropos landshold, så havde den aldrende Morten Olsen med sine gode præstationer nogle år forinden på A-landsholdet stået i vejen for en anden Olsen, med fornavnet Lars.

Men dagen efter oldboys-kampen i Holbæk skulle A-landsholdet i aktion. I en miniturnering var Danmarks modstander i Malmö Italien, og her rundede den 30-årige Lars Olsen landskamp nummer 50.



Brøndby-truppen i foråret 1987 med Lars Olsen ved siden af Peter Schmeichel. Under målmanden sidder Claus Nielsen ved siden af John Faxe Jensen. På hver sin fløj Kim Vilfort og Gert Jørgensen.

 

Lars Olsen fra Brøndby debuterede først som 25-årig i 1986 i en kamp mod i Sofia, hvor der var afbud fra Morten Olsen.

Det gik ikke så godt for reserven, og først et år efter var der bud efter ham igen. Det var til holdet i OL-kvalifikationen til Seoul 1988.

På A-landsholdet stod Morten Olsen som forsvarsdirigent på liberopladsen i vejen for Lars Olsen frem til sommeren 1988.

Derefter kom landskampene i en lind strøm for spilleren, der via Glostrup IF 32 og Køge kom til Brøndby i klubbens første mesterskabssæson, 1985.

I 1983 var Lars Olsen som Køge-spiller med til at tabe til Jyderup i Carlsberg Cup-finalen i Idrætsparken.

Kaptajn Olsen og co. tabte onsdag 12. juni 1991 efter forlænget spilletid med 0-2 til Italien i Malmö.

Det var byen, hvor Danmark ved EM ved samme tid året efter først spillede 0-0 med England og siden slog Frankrig med 2-1.

Siden gik det også meget godt, og anfører Olsen kunne den 26. juni 1992 løfte pokalen efter finalen mod Tyskland i Göteborg.

Den stabile Lars Olsen nåede op på 84 A-landskampe, hovedparten som anfører. Hans sidste landskamp var i foråret 1996, da Danmark slog Skotland 2-0 i Parken på mål af Michael og Brian Laudrup.

Nu fluks tilbage til Holbæk i juni 1991. Manager Kurt Grønning kaldte kampen mod Polen for den dårligste i umindelige tider af de gamle drenge.

Han ærgrede sig over, at holdet lod sig lokke ned i tempo af de boldsikre modstandere, men glædede sig over sejren. Og over at landsholdet stadig var ubesejret.

I efteråret 1991 gik det skidt for Vejle Boldklub, der havde mistet syv spillere. I begyndelsen af september havde klubben tabt fire kampe i træk og lå under nedrykningsstregen i den nye Superliga.

Det betød, at træner Ebbe Skovdahl fik løbepas 11 kampe, før hans kontrakt udløb ved årsskiftet.

I et stykke tid havde det været på plads, at Allan Simonsen skulle være hans afløser, men debuten kom altså før beregnet.



Og så blev han træner. Sådan bød Politiken Allan Simonsen velkommen i det, avisens kaldte for den hårde mavesårs-branche.

 

Det lignede en overraskende sejr i Simonsens første kamp på trænerbænken mod Lyngby fra toppen af ligaen. Men Morten Wieghorst udlignede til 1-1 med et hovedstød to minutter før tid.

Derefter gik det lidt op og ned. Men med tre sejre i træk over Næstved, Brøndby og allerede nedrykkede OB så det lovende ud før sidste spilledag.

Steen Thychosen var igen vendt tilbage til Vejle, og lige fyldt 33 år var han skarp med i alt fem mål i de tre sejre.

Vejle kunne redde sig, men en dårlig første halvleg i den sidste kamp ude mod Lyngby og et nederlag på 1-3 blev kostbart.

På udebane vandt de andre bundhold, Silkeborg og Næstved, nemlig og hev sig lige akkurat over stregen.

For første gang i 34 år skulle Vejle i 1992 ikke være en del af det gode selskab i dansk fodbold.

Nedrykningen var karrierens første for Allan Simonsen, og han udtalte, at det var hans største sportslige skuffelse nogensinde. At det gjorde ondt helt ind til knoglerne på en ægte VB'er.

Nogle år efter skiltes vejene i Vejle, og hjælpetræner Ole Fritsen tog over. Forholdet mellem ham og Simonsen havde ikke været det bedste, kunne man forstå.

Nu kunne Allan Simonsen i stedet koncentrere sig om at være træner for Færøerne og senere for Luxembourg.

Årene, der fulgte, bød i privatlivet på to skilsmisser. I seks år boede Simonsen i Spanien, og for 10 år siden vendte han hjem til et job i administrationen i FC Fredericia.

Fæstningsbyen blev bopælen, og da samarbejdet sluttede, flyttede Allan Simonsen hjem til Vejle. Ringen var sluttet.



Allan Simonsen var på tv-skærmen hos DR i efteråret 2021. Det var i forbindelse med uddeling af kronprinsparrets priser i Vejle.

 

Venlig tilbageholdenhed, grænsende til generthed. Sådan er Allan Simonsens væremåde blevet beskrevet.

Det kom derfor overraskende for mange, at han i 2013 sagde ja til at deltage i TV2-programmet Vild med Dans, hvor hans medvirken delte vandene.

Han holdt skansen på de stive fodboldben ret længe. Til gengæld røg han hurtigt ud i et andet TV2-program med titlen Mestrenes Mester, hvor store sportsnavne dystede.

Men Simonsen smagte også på stærke sager i fjernsynet hos Chili Klaus, og han virkede i det hele taget ikke særlig genert.

På det seneste blev han bemærket i oktober som en af de 125 nominerede i DIF's kåring af det største danske sportsnavn nogensinde.

Måneden før dukkede Simonsen op på skærmen i et kort interview, da kronprinsparret var i Vejle for at uddele priser til gode formål.

Han nævnte, at Vejle Boldklub havde betydet meget for ham, både fodboldmæssigt og menneskeligt.

Det menneskelige, hvordan? Spurgte intervieweren, den europæiske vejlenser og VB-fan Ole Ryborg, i klubhuset i Nørreskoven.

Simonsens svar lød, at lederne altid havde været der, hvis han skejede lidt ud. Prikket ham på skulderen og sagt, at nu må du lige tage den lidt med ro.

Allan Simonsen skeje ud? Så har man hørt det med. Har den lille fodboldtroldmand virkelig gjort det? Jamen, så har vi endnu et punkt til fælles.

Opmærksomme læsere husker måske, at første akt af dette nostalgiske trip blev indledt med at nævne lighedspunkter mellem min ringe person og Allan Simonsen.

Vores beskedne højde var det første af flere. Så var der noget med, at vi begge havde gået med morgenaviser. Og haft gravhunde.

Nu lukker vi døren i denne odyssé af en fortælling med flere ligheder.

Mig og Allan er pensionister nu. Vi kan godt lide stegt flæsk med persillesovs. Vi sætter kryds ved rock'n'roll og rødvin. Grøn er vores favoritfarve.

Grøn er håbets farve, og jeg håber og tror, at Allan - der lige er fyldt 69 år - bliver fejret stort, når han midt i december 2022 runder de 70 år.

Selvom levealderen i Danmark er stigende, er det tvivlsomt, om han bliver lige så gammel som Jack Crabb. 121 år er ret meget.

Det ændrer ikke ved, at Allan Simonsen er fodboldens Little Big Man.

Tak for alle oplevelserne. Også dem i Holbæk.



Han har øjenkontakt med bolden, lød en billedtekst i Venstrebladet engang. Den morede vi os over. Her slutter vi med et billede af en ung lovende fodboldspiller, der nåede langt.

Der kunne linkes til mange videoer med glimt fra Allan Simonsens karriere, men vi har udvalgt to:

Allan Simonsen tilbage i Vejle, 1983

Indslag fra TV Syd, 2016. Interview med blandt andre Allan Simonsen