Vigtig meddelelse til vores tilskuere

12. juni 2020 - skrevet af Mads Munkholm - kategori: Senior

I HB&I glæder vi os til at komme i gang med 2. division, når VSK Aarhus gæster Holbæk Sportsby på søndag.

For at det bliver den bedst mulige og en sikker oplevelse følger her nogle anbefalinger til, hvordan vi tager hensyn til hinanden på stadion.

  • Kom i god tid, så vi undgår for stor kødannelse lige op til kampstart.
  • Følg skiltning samt anvisning ved stadion og hold altid én meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og ved afgang.
  • Bliv så vidt muligt på din plads før og under kampen.
  • Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din siddeplads.
  • Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere etc.
  • Undgå kram, highfives og tæt kontakt med de personer, der ikke er nærtstående.
  • Hvis du er sammen med andre i en gruppe, så vær opmærksom på ikke at blande jer med andre grupper.
  • Vær opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb.

På søndag starter kvalifikationsspillet i 2. division, og HB&I spiller som bekendt hjemme mod VSK Aarhus. Til den kamp har vi mulighed for at lukke et begrænset antal tilskuere ind, og billetterne bliver sat til salg på billetto.dk fredag den 12. juni kl. 19.00. Der vil ikke være mulighed for at købe billet ved indgangen - kun i forsalg og på følgende link: https://billetto.dk/e/2-division-holbaek-b-i-vsk-aarhus-billetter-453455

På stadionet i Holbæk Sportsby er der siddepladser til 320 tilskuere, og det er således antallet af siddepladser der afgør, hvor mange tilskuere der må være til stede under kampen. Antallet af personer til søndagens kamp er således inkl. spillere, trænere, frivillige, ansatte, siddende tilskuere m.m. For at sikre sundhedsmyndighedernes retningslinjer bliver tilskuerkapaciteten reduceret til det halve, og derved må blot 160 personer være tilstede på og omkring banen til kampen. Det betyder, at et begrænset antal billetter sættes til salg på ovenstående link.

Til denne kamp vil alle billetter af praktiske årsager være enhedsbilletter (dvs. ingen separate pensionist- eller børnebilletter), og alle skal have billet gyldig billet for at komme ind. Divisionsforeningen meddeler endvidere, at evt. sæsonkort, divisionskort, kampbilletter fra Divisionsforening og klubbens egne indgangskort/billetter annulleres resten af foråret og disse vil ikke kunne bruges til kampen.

Billetten skal enten printes eller fremvises på mobiltelefon ved indgangen. Der vil være en begrænsning på to billetter pr. billetkøber.

For at kunne spore eventuel smitte efterfølgende er det vigtigt, at billetkøberen selv bruger billetterne. De(n) må ikke sælges eller gives videre til andre.

HB&I’s netværkspartnere har fået besked pr. mail omkring adgang mm.

Det er klart, at det vil betyde, at nogen bliver skuffede denne gang – det kan desværre ikke undgås – og vi beder om forståelse for situationen.

Det er et krav, at alle tilskuere på stadion er siddende tilskuere. Det betyder, at det kun er tribunen, der vil være åben. Her skal tilskuerne tage plads på de markerede sæder og følge alle de anvisninger, der måtte være. Vi vil gøre det hele så smidigt med de vilkår, som gælder.

Der vil løbende komme flere retningslinjer og informationer, så snart vi ved mere.

Lad os hjælpes ad med det hele – god kamp til alle!