Opstart på 2. divisionsholdet med glæde, hårdt arbejde og sammenhold

6. august 2020 - skrevet af Mads Munkholm - kategori: Senior

HB&I’s 2. divisionshold er startet træningen op efter en god og velfortjent sommerferie. Efter et forår med corona-aflysninger og en flot 4. plads i kvalifikationsspillet er truppen nu klar på nye udfordringer og et år i 2. division vest.

De første træninger har været præget af gensynsglæde og positivitet, og spillerne har præsteret maximalt på banen. Spillerne er blevet fysisk testet og der er allerede nu fokus på den taktiske træning, så holdet kan stå bedst muligt, når sæsonen starter op den 30. august på udebane mod Thisted FC.

En række spillere har været til prøvetræning, og det er forventningen at den endelige trup er på plads inden for de næste 14 dage. Som tidligere oplyst er der forlænget aftaler med bl.a. Ferdinand Bangsgaard og Mikkel Jensen. Profilen i de sidste forårskampe, Jeppe Illum, er der ligeledes forlænget med, og i går blev der indgået aftale med Tarik Mourhrib. Truppen er som udgangspunkt intakt men der arbejdes på en defensiv tilgang til bagkæden.

I de kommende uger spiller holdet træningskampe mod Skovshoved, Avarta, Tuse og Roskilde KFUM. Her arbejdes der hen imod, at spillertruppen bliver fit og at det taktiske fundament er på plads, så vi kan præstere bedst muligt i 2. division.

Trænerteamet består i denne sæson af cheftræner Lars Feist, Individuel træner Christian Holst og Fysisk træner Aske Lundsgaard. Ny mand i teamet er Morten Rutkjær, som tidligere har været cheftræner for B93, Frem og Vanløse og er i dagligdagen ansvarlig for Holbæk Sportsakademi. Morten vil fungere som First-team coach og Teknisk chef.

Det er forventningen og målsætningen for den kommende sæson, at HB&I beholder pladsen i 2. division. Den nye turneringsstruktur med bl.a. fire nedrykkere gør, at vestrækken bliver en meget svær række, hvor vores spillere skal præstere hver gang - men med hårdt arbejde og et sammenhold i særklasse er der gode forhåbninger for sæsonen og en tro på en vedbliven i 2. division.