Iskoldt point i sæsonåbningen

8. marts 2020 - skrevet af Asger Madsen - kategori: Senior

Der stod en kraftig blæst på langs af Stadion i Holbæk Sportsby der gjorde det til svære betingelser for begge hold og det forhold samtidig med en svær græsbane gjorde det aldrig til en rigtig seværdig fodboldkamp, så holdene måtte gå fra banen med 0 scorede mål i begge ender.


Cheftræner Lars Feist havde inden kampen forudset, at HB&I nok ville være mest på bolden og den forudsigelse skulle vise sig at holde stik, men det var alligevel Slagelse B&I der var tættest på scoringen da Martin Jensen efter 25 minutter sendte en afslutning på overliggeren, men bolden røg i spil igen og så gik der kun 20 sekunder inden HB&I var lige ved og næsten i den anden ende.


Defensivt så HB&I rigtig stærke ud, hvor Mathias Eilstrup Larsen og Triston Hall i midterforsvaret syntes rigtig gode kampen igennem og det var da også Triston Hall der blev kåret til kampens spiller.


På den offensive del af banen var der i flere omgange optræk til scoringer, men desværre manglede der præcision i den sidste målgivende aflevering.


På dagen blev det til debut til den hjemvendte U19 spiller Victor Sørensen, som i vinterpausen er kommet retur fra Brøndby IF og ligeledes blev det til en håndfuld minutter til nytilkomne Andreas Granskov der med en millimeter præcis aflevering var tæt på at blive den helt store assist-helt.


Med kun 1 enkelt point mod Slagelse overhaler Hillerød HB&I i tabellen, hvor det i øvrigt var efterårets HB&I angriber Rasmus Suhr det nettede 2 gange i Hillerøds sejr.


Der skal høstes point for at undgå at blive en del af bundstriden og det må meget gerne ske allerede på lørdag d. 14. marts, hvor holdet netop skal en tur til Hillerød og en sejr i Hillerød vil betyde at holdet kan overhale Hillerød i tabellen.

Fotograf: Laila Versemann, lailaversemann.com