Holbæk B&I søger ambitiøs og talentfuld talentchef

3. august 2020 - skrevet af Mads Munkholm - kategori: Klubnyt

Holbæk B&I er en udviklingsklub med en målsætningen om, at 75 pct. af alle spillere på klubbens nuværende seniorhold i 2. division kommer fra egne ungdomsrækker. Med 1,5 stjerne er vi én af DBU’s 47 licensklubber, men ønsker, at forbedre vores talentudviklingsmiljø, og søger derfor en ambitiøs og talentfuld talentchef, som ønsker at være ansvarlig for klubbens talentudviklingsprogram og som kan sikre, at Holbæk B&I - gennem ”Den Blå Tråd” - kan præge dansk ungdomsfodbold med boldbesiddende, teknisk, fremadrettet og attraktiv fodbold.

Vores ambition er, at vores talentudviklingsmiljø skal virke motiverende for vores spillere, og vi ønsker således, at give den enkelte spiller - uanset niveau og alder - muligheden for selv at tilkendegive hvor ofte man vil træne og udvikle sig. Klubben implementerer derfor en såkaldt ”B&T-model” fra U13-U15 fra efteråret 2020. B-modellen er klubbens basistilbud, mens T-modellen i stedet er et tilbud til de spillere som ønsker, at træne oftere og som gerne vil dygtiggøre sig. Som talentchef skal du være med til at udvikle og implementere den nye udviklingsstruktur og løbende have sparring med klubbens fuldtidsansatte børnefodbold- og ungdomsudviklingstræner (U5-U15) samt Head of coaching (U17-U19). Vores samarbejde med Holbæk Sportsakademi og Stenhus Fodbold College er ligeledes vigtigt for vores talentmiljø, da vores spillere her kan udvikle sig i trygge og kvalificerede rammer, og sikrer at fodboldspil og skole hænger sammen i en meningsfyldt hverdag, hvor dannelse, uddannelse og fodbold går hånd i hånd.

Som talentchef i Holbæk B&I bliver du ansvarlig for klubbens talentudviklingsmiljø med fokus på:

  • Strategi for talentarbejdet, der beskriver, hvordan klubben skal nå sine langsigtede og kortsigtede strategiske mål.
  • Beskrive, implementere og løbende evaluere curriculum, periodisering og spillestil for klubbens talenthold U13-U19.
  • Trænerrekrutteringsstrategi, herunder plan for evaluering, vidensdeling og intern/ekstern uddannelse.
  • Udvikling af aktiviteter der kan bidrage økonomisk positivt til klubbens ungdomsmiljø, som skal sikre en fortsat udvikling i bestræbelserne på at ansætte flere talentudviklere i klubben

Som kommende talentchef i Holbæk B&I forventer vi, at:

  • Du som minimum har UEFA A-trænerlicens.
  • Du er passioneret omkring fodbold og har solid erfaring i at arbejde med talentudvikling.
  • Du arbejder dedikeret, struktureret og målrettet.
  • Du er villig til at bidrage til fællesskabet og til at arbejde tæt sammen med den sportslige ledelse, trænere og bestyrelse.
  • Du er en stærk formidler og kommunikerer i overensstemmelse med klubbens værdisæt.
  • Du er åben overfor nye ideer og følger med i udviklingen inden for fodbold og talentudvikling.
  • Du er i stand til at følge en langsigtet plan og er bevidst om at fokusere på kvalitet i dit arbejde.
  • Du kan undervise i praktiske færdigheder og kan planlægge træning, der lever op til nyeste viden.
  • Du er ansvarlig for træner- og spillerrekruttering til HB&I talentafdeling.
  • Du handler til en hver tid i overensstemmelse med HB&I’s værdier og værdierne i Dansk Elite Idræt.

Arbejdstid: Talentchefen har skiftende arbejdstider der løbende tilpasses efter opgaverne. Arbejdstiden er aftalt til 20 timer pr. uge. Derudover er talentchefen en fast del af klubbens Talentudvalg og sportslige udvalg.

Spørgsmål til stillingen kan rettes til formand i Holbæk B&I Kim Stroustrup på ks@hbi.dk og telefon 29 38 56 68 eller formand for talentudvalget i Holbæk B&I, Maja Liep, på ml@hbi.dk og telefon 22 39 19 00

Vi skal have din ansøgning senest 10. august 2020, og ansøgningen skal sendes til ks@hbi.dk

Ansættelse: Snarest muligt