Holbæk B&I Fodboldakademi - nu en del af HB&I

9. juni 2020 - skrevet af Mads Munkholm

HB&I og Holbæk Sportsakademi på Stenhus Kostskole har i foråret 2020 givet hinanden håndslag på at styrke samarbejdet mellem klub og sportsakademi med henblik på en fornyet samarbejdsaftale. Først synlige tegn på dette samarbejde er aftalen om, at HB&I fra sommeren 2020 overtager Mikro- og Mini-akademiet fra Holbæk Sportsakademi i klubbens nye fodboldakademi, som har fået navnet ”Holbæk B&I Fodboldakademi”.

Holbæk B&I Fodboldakademi er for alle drenge og piger på alle niveauer, der er født i 2008-2012 og som er motiverede for mere fodboldtræning og flere fodboldoplevelser. Med Holbæk B&I Fodboldakademi er det ønsket, at præsentere piger og drenge for akademitilværelsen og tilbuddet er et ekstra supplement til den daglige træning i din klub. Som spiller på Holbæk Fodboldakademi behøver du ikke spille fodbold i HB&I, og med tilbuddet ønsker HB&I at styrke samarbejdet til vores omegnsklubber.

Holbæk B&I Fodboldakademi vil sikre et træningstilbud af højeste kvalitet, hvor børnefodboldudvikler Anders Hall med erfaring fra bl.a. AGF vil fungere som akademiansvarlig. Træningen vil være bygget op omkring intens og udviklende træning med fokus på individuelle tekniske færdigheder og udvikling af den enkelte spillers spilintelligens. Træningen vil udelukkende blive varetaget af dygtige, ambitiøse og uddannede trænere, som har erfaring med at træne børn i denne aldersgruppe.

Anders Hall udtaler således om Holbæk B&I Fodboldakademi:

”Jeg har meget store forventninger til Holbæk Fodboldakademi, og jeg glæder mig til at komme i gang med drenge og pigerne på træningsbanen. Leg og en differentieret, individuel tilgang i træningen bliver således omdrejningen for HB&I’s nye fodboldakademi. Vi bestræber vi os på at danne rammerne for sjove og udviklede fodboldtræninger, der adskiller sig fra den normale klubtræning, og vores trænere vil fokusere på udviklingen af individuelle tekniske færdigheder og spillernes spilintelligens. Det bl.a. med afsæt i øvelser, der er stærkt koncentreret om driblinger og finter med begge ben, småspil og overtal-undertalssituationer, hvor spillerne konsekvent vil blive udfordret”.

 

Som spiller på Holbæk B&I Fodboldakademi får du følgende:

  • 40 ”specialtræninger” af højeste kvalitet fra august-juni måned - kun afbrudt af ferie og helligdage.
  • Individuelt fokus.
  • Én ugentlig træning af 1,5 times varighed.
  • Træning i mindre grupper – maksimum 8 spillere pr. træner.
  • Besøg af gæstetrænere i efteråret og foråret.
  • Én sort t-shirt med navn med mulighed for tilkøb af sorte shorts og sorte strømper.
  • Jule- og sommerafslutning.

 

Hvor og hvornår:

Holbæk B&I Fodboldakademi afholdes i Holbæk Sportsby, Sports Allé 1, 4300 Holbæk.

Mikro-akademi mandag kl. 15.30-17.00 for årgang 2010, 2011 & 2012. Første træning er 17. august.

Mini-akademi onsdag kl. 15.30-17.00 for årgang 2008 & 2009. Første træning er 19. august.

 

Tilmeldingsfrist:

Søndag d. 2. august

 

Pris:

2.700 kr.

 

Tilmelding:

www.hbi.dk/fodboldakademi

 

Spørgsmål kan rettes til børnefodboldudvikler Anders Hall på tlf: 4091 6819