HB&I-tur til Vildbjerg Cup er aflyst

8. april 2020 - skrevet af Mads Munkholm - kategori: Ungdom

Det har i år været ønsket, at flere af HB&I’s ungdomshold skulle deltage i den traditionsrige Vildbjerg Cup. Det var tanken, at turneringen skulle være en fælles klubtur for talent og bredde for årgangene U10-U17. Men sådan bliver det desværre ikke i år.

Vildbjerg Cup 2020 er aflyst med baggrund i statsminister Mette Frederiksens udmelding mandag d. 6. april, der gør at større arrangementer fortsat ikke er tilladt til og med august. Risikoen for smittespredning er for stor, når mange mennesker er samlet, og det hensyn er ubetinget det vigtigste for arrangørerne.

Arrangørerne meddeler på deres hjemmeside, at allerede indbetalt hold- og deltagergebyrer eller betaling for campingpladser, vil blive tilbagebetalt snarest - senest d. 24. april.

Sidste år var HB&I repræsenteret med tre årgange, U14, U15, og U16 - og alle årgange havde i Vildbjerg en fantastisk sportslig og social oplevelse - hvilke vi håber at kunne tilbyde igen i 2021.