HB&I er fortsat lukket til 10. maj 2020

7. april 2020 - skrevet af Mads Munkholm - kategori: Klubnyt

Fodbolden ligger stille i HB&I, og vi ved endnu ikke hvornår bolden ruller igen. Statsminister Mette Frederiksen talte mandag aften til den danske befolkning og meddelte, at udviklingen i smitten med coronavirus er stabil, og at myndighederne derfor arbejder på en kontrolleret og gradvis genåbning af det danske samfund.

Statsministeren var meget dog meget klar i sin melding. Den første lille åbning af det danske samfund gælder ikke foreningslivet, og det betyder at HB&I fortsat holdes lukket frem til den 10. maj, da forsamlingsforbuddet over 10 personer også er forlænget hertil.

De helt konkrete udmeldinger om, hvad der sker med turneringer og lignende vil komme på lokalunionernes hjemmeside så hurtigt som overhovedet muligt. Når der er nyt her, vil informationen tilgå vores medlemmer på hjemmesiden.

Det er på nuværende tidspunkt ligeledes uafklaret, hvad der kommer til at ske med større fodboldarrangementer, der er planlagt frem til den 31. august. På pressemødet fortalte statsministeren nemlig, at store forsamlinger af mennesker vil være forbudt til og med august. Dette kan få stor betydning for forskellige fodboldarrangementer hen over de kommende måneder - heriblandt førsteholdets divisionskampe i 2. division.