Gammel kending er ny talentchef i HB&I

26. august 2020 - skrevet af Mads Munkholm - kategori: Ungdom

I begyndelsen af juli stoppede daværende talentchef Rasmus Stenild i HB&I efter et skifte til 1. divisionsklubben Viborg FF. I den mellemlæggende periode har klubbens bestyrelse ledt efter en kandidat som kunne tage over og bl.a. sikre, at klubben igen får to stjerner i DBU’s licenssystem. Flere gode kandidater henvendte sig, men det er nu med stor glæde, at vi kan meddele, at Klaes Egel Rasmussen vender tilbage til HB&I og bliver klubbens nye talentchef.

Klaes vender tilbage til HB&I efter en afstikker til norsk fodbold, hvor han siden 2018 har været træner- og spillerudvikler samt Head of Coaching i FK Haugesund.

– Jeg glæder mig meget til at vende tilbage til HB&I. Der er et stort potentiale i talentudviklingen på tværs af skoleprojekterne på Stenhus og HB&I, og jeg forventer mange gode oplevelser. Som klubbens nye talentchef glæder jeg mig til at sammen med trænere og specialister at blive endnu bedre til at skabe et optimalt udviklingsløb for spillerne. HB&I har gang i rigtig mange gode ting, og vi skal bygge videre på dette og blive endnu dygtigere til at skabe et udviklingsmiljø med mening og sammenhæng for den enkelte spiller, udtaler Klaes Egel Rasmussen.

Klaes er 36 år og i bosiddende på Frederiksberg med kæreste Mille og to døtre My og Nana. Han har A-træner-licens samt gennemførte trænerkurser hos den danske og norske divisionsforening på cv’et. I 2014 kom Klaes i første omgang til HB&I, da han blev cheftræner for det daværende U15-hold. Derefter var Klaes både T+-træner, U17-træner samt talentkoordinator i samarbejde mellem HB&I og Stenhus Sportscollege, hvor han ligeledes har erfaring som akademitræner.

Som aktiv optrådte Klaes Egel Rasmussen som kontraktspiller i Superligaklubben OB, uden dog at det dog blev til superligakampe for ”De Striwede”. Efterfølgende blev det til divisionsfodbold i AB70, Glostrup og Vanløse.

I HB&I skal Klaes Egel Rasmussen som talentchef være ansvarlig for klubbens talentudviklingsmiljø og arbejde tæt sammen med Head of Coaching Henrik Sømark og børne- og ungdomstrænerudvikler Anders Hall, og bl.a. her arbejde med:

  • Strategi for talentarbejdet, der beskriver, hvordan klubben skal nå sine langsigtede og kortsigtede strategiske mål.
  • Beskrive, implementere og løbende evaluere curriculum, periodisering og spillestil for klubbens talenthold U13-U19.
  • Trænerrekrutteringsstrategi, herunder plan for evaluering, vidensdeling og intern/ekstern uddannelse.
  • Udvikling af aktiviteter der kan bidrage økonomisk positivt til klubbens ungdomsmiljø, som skal sikre en fortsat udvikling i bestræbelserne på at ansætte flere talentudviklere i klubben.

- I Norge fik jeg erfaringer der kan bidrage til at løfte den fodboldfaglige diskussion af spillet og metodikken i udvikling af både spillere og trænere i Holbæk. Haugesund er som by sammenlignelig med Holbæk, og her er det lykkedes at skabe national topfodbold både på ungdoms- og seniorniveau. Hvis vi arbejder hårdt og i samme retning kan vi lykkes med dette i Holbæk også. Jeg glæder mig meget til at blive en del af i HB&I og talentudviklingen igen, slutter Klaes Egel Rasmussen.

Velkommen ”hjem”, Klaes!

 

Spørgsmål kan stilles til formand i klubbens talentudvalg Maja Liep på tlf: 2239 19 00