Al aktivitet i HB&I & Holbæk Sportsby lukker ned

12. marts 2020 - skrevet af Asger Madsen - kategori: Klubnyt

På grund af Corona-virus og myndighedernes anbefalinger lukker alle aktiviteter i HB&I & Holbæk Sportsby ned i de kommende 14 dage.

Det gælder al træning, kampe og andre aktiviteter for alle klubbens hold. Vi følger således indstillingen fra DBU: https://dbu.dk/nyheder/2020/marts/dansk-fodbold-lukker-ned-i-de-naeste-to-uger/

Divisionsforeningen, som administrerer fodbold i de tre bedste rækker, meddeler endvidere, at al fodbold i disse række udskydes. Det betyder konkret, at weekendens 2. divisionskamp mellem Hillerød Fodbold og HB&I samt HB&I’s hjemmekamp mod Vanløse den 22. marts udskydes til et senere tidspunkt.

”Præcist hvad det får af betydning for afviklingen af turneringerne kigger vi på den kommende tid. Her og nu handler det i første omgang på at reagere på myndighedernes udmeldinger og sikre, at vi i dansk fodbold gør, hvad vi kan for at mindske smitterisikoen. Vi følger fortsat med i de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. Hvad der rent praktisk kommer til at ske med de udsatte kampe og resten af sæsonen melder vi ud, når vi ved mere,” lyder det fra Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen.

Holbæk Kommune har torsdag den 12. marts 2020 kommet med følgende udmelding:

Haller, kulturhuse med mere lukker i to uger fra og med fredag den 13. marts. Dette gælder dermed også Holbæk Sportsby.

Det betyder, at der ikke er adgang til Holbæk Sportsby – herunder til Sportsbyens Træningscenter og behandlere – fra og med fredag den 13. marts og i første omgang to uger frem til og med torsdag den 26. marts 2020.

Ovenstående tiltag på grund af den aktuelle corona virus/ Covid-19.

Det er muligt at komme i telefonisk kontakt med Sportsbyen mandag til fredag kl. 08.00 – 16.00 i ovenstående periode. Holbæk Sportsby har telefonnummer 7370 9959.

På Holbæk Sportsbys hjemmeside vil administrationen løbende ligge nye informationer op https://holbaeksportsby.dk/