To store Holbæk-navne fik debut på landsholdet med 50 års mellemrum

2. december 2019

Af søm

 

Navnet Harry Hansen får vist kun en klokke til at ringe hos ganske få af de ældste fodboldkendere i Holbæk, men engang var han byens største sportsnavn.

Vi skal dog tilbage til den første tredjedel af 1900-tallet for at finde hans meritter, og det er ingen overdrivelse, at hans navn dengang var kendt af enhver fodboldinteresseret i Danmark.

Den 22-årige Harry Hansen blev den første holbækker på det danske fodboldlandshold og samtidig også den første spiller fra provinsen, der fandt nåde for udtagelseskomiteens kritiske øjne.

Dermed faldt en del af æren og omtalen i 1916 tilbage på Holbæk Idrætsforening, hvor Harry havde spillet i ungdomsårene og stadig trænede til daglig.

Men han spillede kampene for B1903 i København, og da han debuterede mod Sverige var han også den første landsholdsspiller fra årstalsklubben. Samtidig den første fra en af de ikke baneejende klubber.

Vores hovedperson, holbækkeren Harry Hansen, blev før sin landsholdsdebut i 1916 i B.T. præsenteret sådan. Avisen  var grundlagt samme år.

 

I enkelte avisartikler med tilbageblik på hans karriere dengang blev det noteret, at Harry spillede seks landskampe.

Men i Dansk Boldspil-Unions annaler er den robuste spiller - der i hele sin fodboldtid hos 3'erne blev boende i Holbæk, hvor han havde et øldepot - noteret for fem A-landskampe.

At han en del gange var udtaget som reserve til landsholdet tæller ikke i regnskabet, for udskiftninger i kampene var ikke indført.

I datidens avisartikler blev det nævnt, at han 14 gange var udtaget som reserve. Holbækkeren Aksel Hansen, der i 1994 skrev bogen En fodboldklub i provinsen om HB&I nævner tallet syv.

Harry fik ingen førsteholdskampe for HB&I. Han var først medlem af Holbæk Idrætsforening og siden med til at stifte Holbæk Boldklub. Og i 1931 med til at slå de to sammen til Holbæk Bold- og Idrætsforening.

Som landsholdsspiller opnåede man retten til at kalde sig International. Hvert hold måtte stille med én reserve, der kunne indtræde i tilfælde af en skade i løbet af kampen.

Ellers skulle reserverne være linjevogtere - så man må gå ud fra, at Harry Hansen var passet flaget i nogle landskampe. 12. manden blev først indført mange år senere.

Harrys fem A-landskampe strakte sig over en periode fra 1916 til 1922, og dette ujævne forløb på nationalmandskabet minder en del om karrieren i rødt og hvidt for en anden stor spiller fra Holbæk.

Hvis du gætter på Jørgen Jørgensen, så er det et pletskud. Ham vender vi tilbage til om lidt.

Først vender vi blikket mod en fjern fortid for mere end 100 år siden. Her fik danskerne i Stockholm prygl på banen af Sverige med 4-0. Og bagefter fik de hug i pressen.

Sådan var det, da Harry Hansen i skyggen af Første Verdenskrig og små tre uger efter sin 22 års fødselsdag i oktober 1916 debuterede på det danske fodboldlandshold.

Han aftjente på det tidspunkt sin værnepligt og blev angiveligt udtaget efter et afbud. Harry Hansen kom med i angrebet som venstre innerwing.

Den stillingsbetegnelse på et fodboldhold er - ligesom centerhalf, halfback og yderwing - næsten glemt.

De to innerwings, i banens højre og venstre side, var de lidt tilbagetrukne angribere bag frontkæden. De udfyldte vigtige roller som spilfordelere og ville nu om dage blive kaldt for offensive midtbanespillere.

Holbækkeren Harry Hansen var debutant nummer 39 i det danske fodboldlandsholds historie. Og han havde den tvivlsomme ære at være på holdet, da Danmark for første gang nogensinde tabte til svenskerne.


Receptioner og middage med erindringsgaver til det gæstende lands spillere og ledere var i mange år kutyme. Denne medalje fik Harry Hansen efter sin debut i Stockholm.


Det skulle som bekendt ikke blive det sidste nederlag til den såkaldte arvefjende, men det sved ekstra, at det samtidig var første gang svenskerne i seks indbyrdes kampe scorede mod Danmark.

Målscoren i de fem foregående kampe var 24-0 i dansk favør, men så fik svenskerne altså hul på målbylden med fire scoringer i samme kamp. Så Berlingskes sportsskribent måtte æde sine egne ord fra fredagens foromtale i avisen.

Her havde han bekendtgjort, at det danske Hold, der rejser til Stockholm, er overordentlig stærkt i Forsvaret. Det vil blive blive meget svært, for ikke at sige umuligt, for de svenske Forwards at lave Maal (…).

Det blev til to blågule kasser i hver halvleg på en regnvåd bane med flere store vandpytter. 18.000 tilskuere jublede på Råsunda.

Den danske debutant fra B1903 var ikke hurtig nok i afgørende situationer. Han misbrugte et par gode målchancer og tabte de direkte dueller mod den velspillende svenske målmand.

Han hed Herbert Almqvist - en af statur lille og spinkel keeper, der kompenserede med stor bevægelighed. Han blev efter kampen nævnt som banens bedste spiller.

Alligevel slap Harry relativt nådigt, da den danske sportspresse fældede dommen efter nederlaget i Stockholm og delte tærsk ud på tryk i både ord og tegninger.

I Holbæk Amts Venstreblad, i debutantens hjemby, bestod dækningen af en syv linjer lang note på den anden af avisens i alt fire sider.

Ølmanden fra Holbæk var efter sin rivende udvikling et par år efter sin ankomst til B1903 blevet udtaget som reserve til landsholdet. Men han måtte altså vente til 1916 med at komme på banen som en af de 11 udvalgte.

Harry Hansen var i allerede 1912-13 fast mand på B1903-holdet, hvor han blev en profil. Der var enighed om, at debuten var fortjent, men efter det stockholmske blodbad skulle der gå fire år, inden han igen optrådte i rødt og hvidt.

I 1920 scorede han i 2-0-sejren over Sverige. Målmanden fumlede med hans langskud, og det var igen en udekamp. Og igen i oktober.

Derefter blev det til en landskamp i 1921 og to kampe året efter. Samt en scoring mere i en hjemmekamp mod Holland, der sluttede 1-1.


De to æresmedlemmer i HB&I Børge Pedersen og Erik B. Sørensen ved Jørgen Jørgensens grav på Østre Kirkegård. Datoen var den 1. april i år, hvor Jørgensen ville være fyldt 76 år.

Vi fylder flere detaljer på holbækkerens fem landskampe lidt senere, men trækker først tråden til Jørgen Jørgensens landsholdskarriere.

Jørgensen døde, svækket af sygdom, i Holbæk i slutningen af januar 2019, et par måneder før sin 76 års fødselsdag. Dermed mistede HB&I sin største profil nogensinde, og det gælder både på og udenfor banen.

Han er begravet på Birkeplænen på Østre Kirkegård, men ønskede - i tråd med sin tilbagetrukne tilværelse i de seneste år - ikke en sten på graven.

Jørgen Ørting Jørgensens ni A-landskampe var ligesom Harry Hansens fem kampe fordelt over en længere årrække. Nemlig ni år. De to havde også pladsen som innerwing i deres landsholdsdebut til fælles.

Mens Hansen var byen Holbæks første landsholdsspiller - hans klub var som tidligere nævnt på det tidspunkt B1903 - var Jørgensen den første spiller fra HB&I, der blev udtaget til A-landsholdet.

De store aviser ringede. Radio og fjernsyn bad om hans tilstedeværelse i København. Men det var Venstrebladet, der efter Holbæks 1-1-kamp i Sakskøbing (med Kaj Lykke som målscorer) kunne fortælle holbækkeren om udtagelsen.

Han kvitterede med velkendt tør Jørgensen-humor og denne bemærkning til lokalavisen: Det forstår jeg ikke. Så må de sørme have været i bekneb.

Han lod sig lokke til et avisfoto, hvor fru Elsebeth ved hjemkomsten fra Lolland - og inden turen gik videre mod hovedstaden - stod klar og lykønskede gemalen med blomster og kys.

Niels Erik Andersen fra Vejle var også debutant, og landsholdet havde dette udseende:

Leif Nielsen, Frem - Johnny Hansen, Vejle og Jens Jørgen Hansen, Esbjerg (anfører) - Niels Erik Andersen, Vejle, Henning Boel, Ikast, og Niels Møller, KB - Bent Schmidt Hansen, Horsens, Jørgen Jørgensen, Holbæk, Henning Enoksen, AGF, Tom Søndergaard, B93, og Ulrik le Fevre, Vejle.

Jørgen Jørgensen fik sin første kamp på landsholdet som debutant nummer 370 i historien. Det var 50 år efter Harry Hansens debutkamp og i en udekamp mod Finland, i september 1966.


Jørgen Jørgensen debuterede på Holbæks førstehold i 1961, og dette billede - hvor han er på færde foran mål - menes netop at være fra de tidlige 60'ere.

Jørgensen havde fået førsteholdsdebut i 1961, da Holbæk lå i sjællandsserien. Fem år senere spillede han i 3. division øst med Holbæk og var suveræn topscorer.

Det var usædvanligt med en landsholdsspiller fra tredje niveau i dansk fodbold. Ole Madsen havde været det før.

Og fra sit lager med unødvendig viden husker denne artikels signatur en anden spiller, der i 1965 var med til at slå Sverige med 2-1 i Idrætsparken.

Det var den stoute og hårfattige Egon Hansen, der spillede i københavnske KFUM, som det år var helt nede i 4. division. Eller i hvert fald i den række, hvor man spillede om oprykning til 3. division.

KFUM'erne rykkede op og gentog kunststykket året efter - i øvrigt for næsen af Holbæk, der måtte blive i 3. division.

Før søndagens kamp i Finland spillede Danmark tirsdag aften en træningskamp i Vejle. Modstanderen var det vesttyske regionalligahold FC St. Pauli.

Kultklubben fra Hamburg havde flere retter på fodboldmenuen end danskerne og var klart bedst i spillet ude på banen. Men det unge og urutinerede danske landshold vandt kampen med 3-1.

En væsentlig årsag til det udfald var Frem-målmanden Leif Nielsen, der spillede en fantomkamp og til sidst blev hyldet med klapsalver af de 6.700 tilskuere, der var troppet op i den østjyske septemberregn.

Ifølge Politikens Magnus Simonsen leverede Jørgen Jørgensen en noget mat præstation i testkampen, men han scorede dog det sidste danske mål.

St. Pauli-målmanden fistede et indlæg fra Henning Enoksen lige ud til holbækkeren, der kunne trille bolden ind.

Den målfarlige Jørgen Jørgensen scorede også i Helsinki, da danskerne nogle dage senere tabte landskampen mod Finland med 1-2. Det var endda på hovedstød til dansk føring efter 13 minutters spil.

På Ulrik le Fevres fine indlæg headede den helt udækkede holbækker i fin stil nedad. Bolden ramte jorden og strøg i nettet hos målmand Lars Näsmann.

Jørgensen var i sin lange karriere ingen ørn i luftspillet, og i 1966 sagde han efter sin debut sådan til Jyllands-Postens udsendte medarbejder:

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har scoret et mål på hovedstød, så det var morsomt for mig, at det skulle lykkes for mig i min landsholdsdebut.

I Politikens interview med ham blev målscoreren refereret for, at han i sit fodboldliv havde scoret færre mål med hovedet, end der kan tælles med én hånd fingre.

Politiken-fotografen Erik Gleie var på pletten i Helsingfors og fangede øjeblikket, da debutanten Jørgen Jørgensen i fin stil headede Danmark foran med 1-0.

 

Jørgen Jørgensen fik en stor mulighed for at øge, men boldens opspring snød, så han ikke fik rigtigt ram på kuglen. Keeperen klarede ude ved den ene stolpe, og der lød et kollektivt lettelsens suk fra de knap 20.000 tilskuere.

I stedet for dansk føring på 2-0 fik finsk sisu vendt billedet. Hjemmeholdet scorede to gange og vandt ikke ufortjent. Udligningen var heldigt og dygtigt faldet på et slags hælspark af backen Mäkipää før pausen.

Sejrsmålet i anden halvleg var flot. Venstre wing Aulis Laine helflugtede bolden i mål så kraftfuldt, at den kilede sig fast mellem bagstiveren og nettet.

Jørgensen sagde efter kampen til Politiken, at det havde været sjovt at være med. Og indrømmede, at han var meget mere med i spillet i første halvleg end efter pausen.

Samme avis åbnede sin hovedreportage efter nederlaget med overskriften Andendagsgildet gav tømmermænd. Den rubrik hentydede til, at to danske landshold om lørdagen havde slået Finland med sammenlagt 9-0.

På Holbæk Stadion vandt det danske ungdomslandshold - med blandt andre Kresten Bjerre på holdet - over Finland med 4-0. Keld Bak fra Næstved scorede halvdelen af målene.

Og i Nakskov slog B-landsholdet finnernes næstbedste med 5-0. OB'eren Per Bartram, der ni år senere fik én A-landskamp mod Sverige, scorede tre af målene.

B-landskampe blev spillet fra 1952-66, med to kampe som efternølere 30 år senere. På u-landsholdet var aldersgrænsen frem til 1976 23 år.

Jørgen Jørgensen i nærbillede. Debutanten blev sat af landsholdet af taktiske årsager og kom ikke med i mareridtet mod Ungarn.

 

Venstrebladet havde i øvrigt i august forsøgt at skrive Holbæks bedste spiller på A-landsholdet med en appel til DBU om at udtage ham.

Tre uger efter var udtagelsen en realitet, og overskriften i den lokale avis lød: Jørgen Jørgensen, Holbæk, kom paa landsholdet mod Finland og Ungarn.

Det kom ikke helt til at holde stik. Den 23-årige elegantier blev godt nok kaldt for langsom i Jyllands-Posten, men han fik han sammen med den anden debutant ros af UK-formand Erik Hansen.

Det var da også en udmærket debut af holbækkeren. Alligevel blev Jørgensen vraget til EM-kvalifikationskampen i Ungarn tre dage senere. Og spillede først sin næste landskamp præcis tre år senere.

Han fløj med truppen til Budapest, men blev af taktiske årsager ofret, da UK valgte spillerne til landstræner Poul Petersens opstilling i onsdagens kamp.

Holbækkeren passede ikke ind i det system, man ville spille efter mod ungarerne, forklarede UK-chefen til medierne.

Danmark skulle spille 4-2-4 mod pustaens velspillende sønner, der havde imponeret ved VM og slået Brasilien med Pelé på holdet med 3-1. Syv af spillerne fra Ungarns VM-hold var med.

Danmark udtog en ekstra forsvarsspiller. Nemlig debutanten John Worbye fra Hvidovre, som et års tid inden sin landsholdsdebut havde været målmand.

Worbye blev fast inventar på landsholdet i 1966 og '67 og nåede et dusin kampe. Den vragede holbækker var selvfølgelig skuffet, men tog det pænt i Budapest. I hvert fald udadtil.

Tom Søndergaard blev skadet mod finnerne, så holdet om onsdagen havde også en anden debutant. Den var den 20-årige centerforward René Møller fra Randers Freja. Han var klubbens første landsholdsspiller.

Møller var af mange tippet til at blive Ole Madsens afløser på landsholdet, men fik kun fem A-kampe og scorede ét mål. Talentet gik sine egne veje og stoppede karrieren som 24-årig, efter et par år i skotsk fodbold.

Systemskiftet skulle holde ungarerne stangen, men slog helt fejl, da det gik løs. Hjemmeholdets letbenede fodfolk scorede tre gange i det første kvarter og førte med 5-0 ved pausen.

Ferenc Bene og co. slappede lidt af og nøjedes med ét mål i anden halvleg hos målmand Leif Nielsen, der blev Årets Spiller i dansk fodbold det år.

Politikens sprogekvilibrist Magnus Simonsen indledte i mandagsavisen sin reportage fra Budapest sådan:

For at spise til middag med djævlen skal man have en lang ske, og ungarerne var de rene djævle i alt fald i 1. halvleg, hvor de spillede det rene parade- og opvisningsfodbold i en opskruet rytme, der fuldstændig tog pippet fra danskerne og løb dem helt over ende.


Mange danske tv-seere gik glip af - eller slap for - den første halvleg, som Ungarn vandt med 5-0

0-6 på Népstadion i Budapest var ikke helt uventet, men alligevel en lussing, der sved. Og det var en ringe trøst for nederlagets mænd, at hen ved halvdelen af tv-seerne derhjemme blev snydt for den fatale første halvleg.

Den skrantende Gladsaxe-sender brød sammen, og en telefonstorm brød løs i Danmarks Radio. Sure var også de folk i den hjemlige reklamebranche, der havde købt pladser til reklamer for danske varer på stadion i Budapest.

Jo, de var skam fremme i reklameskoene i 1966. Som i øvrigt var et sølle landskampår for Danmark. Ni kampe gav syv nederlag, en uafgjort og kun sejr over Israel.

Tre år senere, i 1969, var Jørgen Jørgensen tilbage på landsholdet, hvor det igen blev til nederlag på udebane, denne gang på 0-2 i Norge. Han blev skiftet ind for anfører Ole Madsen.

Så gik der fire år, inden DBU kaldte på ham næste gang, og efter en enkelt landskamp i 1973, spillede Jørgensen fem kampe året efter og enkelt i 1975.

I fire af dem var han indskifter og kom på banen - mod Finland i '74 i stedet for Morten Olsen. Det år indeholdt også to venskabskampe i Vestafrika, hvor holbækkeren blev skiftet ind undervejs.

Året efter ballet forbi, da Danmark med Jørgensen på holdet og foran 61.000 tilskuere i Bukarest fik en Dracula-snitter på 6-1 af Rumænien.

To sejre, to uafgjorte og fem nederlag samt ét mål lød holbækkerens statistik med A-landsholdet på efter et noget ujævnt forløb over ni år fra 1966 til '75.

I syv af Jørgensens landskampe var østrigeren Rudi Strittich dansk landstræner. Han havde stor succes som klubtræner i Esbjerg i 1960'erne, men med landsholdet har eftermælet ofte lydt, at han praktiserede defensiv antifodbold.

Strittich var dog træner for Danmark ved OL i 1972, hvor Allan Simonsen og co. kom videre til mellemrunden, hvor et nederlag på 0-4 mod Sovjet blev afgørende.


B1901's store navn, anfører Hans Ewald Hansen, blev knæskadet i Holbæk, men forlod først banen i anden halvleg.

Under artiklen bringer vi et link, hvor du kan se Jørgensen i aktion i levende billeder. Året opgives til at være 1975, men der er rettelig tale om en 1. divisionskamp i slutningen af september 1974.

Her tævede oprykkerne fra Holbæk på hjemmebane og foran 3.600 tilskuere B1901 med 5-1. En kærkommen revanche for et nederlag på 1-4 i forårets kamp.

Det hører med til historien, at Falster-klubben fik to mand skadet og til sidst spillede med 10 mand.

Gæsteholdet havde brugt deres 12. mand, da den blonde landsholdsspiller Hans Ewald Hansen - som var med ved OL i 1972 - blev knæskadet.

Anføreren humpede rundt, men blev ikke skånet og først taget ud i anden halvleg. Ewald kom ikke kom med i landskampen mod Rumænien 14 dage senere, og strategen fik ikke flere end de 18 landskampe, han var noteret for.

Jørgen Jørgensen tog hjørnesparket, som Torben Hansen i kampens første minut snittede ind til 1-0, hvilket kameramanden ikke helt fik fat i.

Jørgensen gjorde det til 2-1 på straffe lige efter pausen, og så er der ikke mere på DR-filmen. Men vi når også at opleve Johnny Bøgvads udligning til 1-1 på straffespark, i to omgange.

Målmand Benno Larsen havde rørt sig tidligt og slap ikke af sted med det hos dommer Henning Lund Sørensen. Bøgvad tog igen et umanerligt langt tilløb - og scorede.

De tre sidste Holbæk-mål i kampen blev scoret af Leif Pedersen, Jens Johansen og Torben Hansen. Dermed havde Holbæk scoret 13 gange i holdets seneste tre kampe.

Efter dette solide sidespring spoler vi hurtigt tiden tilbage og sætter igen Ernst Harry Hansen i centrum. Holbækkeren oplevede som nævnt et halvt hundrede år tidligere lidt af det samme som Jørgensen.

Først landsholdsdebut i 1916, så en pause på fire år inden den næste optræden. Derefter en landskamp mere i 1921 og til sidst to i 1922. En sejr, tre uafgjorte og et nederlag lød hans resultater med Danmark.

Fodboldstatistikeren Palle ”Banks” Jørgensen noterer i sit lille portræt af Harry Hansen i sine opslagsværker om danske landsholdsspillere, at holbækkeren fik debut efter et afbud fra Anton Olsen fra B93.

Det står til troendes - som friskfyren, den sejlende Svendborg-gut Peder Most sagde i drengebøgerne, der udkom i netop begyndelsen af det århundrede.

For i Berlingske Tidende skrev signaturen Asm. D. - som hed Asmus Diemar og var på færde i spalterne gennem mange år - sådan den 25. september 1916:

Der er intet at indvende mod Sammensætningen. Naar Erich Erichsen ikke vil spille, og naar Anton Olsen er sygemeldt, er det kun ret og rimeligt, at Harry Hansen fra B. 1903 rykker ind på venstre Innerwing Pladsen.

Forwarden Erich Erichsen fra AB - med tilnavnet Mester Erik - var ikke så ambitiøs med træningen, og han fik trods et ganske stort talent ingen landskampe.


Anton Kanonen Olsen ses stående yderst til højre på billedet af landsholdet, der i 1915 slog Norge med 8-1. Poul Tist Nielsen sidder foran i midten. Bag ham står Spiret, Svend Aage Castella.

Anderledes med Anton (ofte skrevet Anthon, som han selv brugte) Olsen, der måtte melde forfald. Han ville gerne træne og spille, men arbejdede som maskinmester og måtte ofte melde fra til landsholdet på grund af jobbet.

Det kappede også en del kampe af statistikken, at Olsen to gange i karrieren brækkede et ben.

Hans tilnavn var Kanonen. Det blev slået fast efter et legendarisk helflugtermål fra 30 meters afstand i sejren på 4-1 i OL-semifinalen mod Holland i Stockholm 1912.

Det skete, at tilskuerne væddede om, hvorvidt Olsen havde bly i støvlen. I konkurrence med Harry Hansen havde han datidens hårdeste skud, i en tid hvor boldene var tunge og ubehagelige at sparke til.

Anton Olsen fik 16 landskampe fordelt i årene mellem 1912 og 1927, hvor han som centerforward scorede 14 mål.

Han havde en fantastisk fysik, og som en af de ældste nogensinde fik Olsen som 38-årig comeback på landsholdet, efter seks års fravær.

Nå, men Harry Hansen havde gjort flot reklame for sig selv. Dansk Boldspil-Unions bestyrelse havde samme dag, som holdet til kampen i Stockholm skulle udtages, overværet to pokalkampe.

KB slog AB med 4-0, og B1903 vandt med 5-0 over ØB i en kamp, hvor Harry lavede fire af B1903-målene.

I underrubrikken til en af artiklerne i hans scrapbog kaldes B1903'eren efter udtagelsen for den nyopdukkede stjerne. Artiklens indledning lød, med datidens retskrivning:

Efter Fodboldkampene i gaar samledes Dansk Boldspil-Unions Bestyrelse under Postkontrollør Sylows Forsæde til Møde i Café Odin for at udtage Fodboldholdet, der den 8de Oktober i Stockholm skal kæmpe i Landskampen Sverige-Danmark.

Det blev Sophus Hansen, Castella, Brysting, Grøthan, Lykke, Berth, Nørland, M. Rohde, Poul Nielsen (identisk med Poul ”Tist” Nielsen, red.), Harry Hansen og Sven Knudsen samt som Reserver: Rützebeck, Ringsted, Hans Hansen og Palby.

Der var fem KB'ere blandt de 11, og vi kan efter at have snuset lidt rundt i arkiverne tilføje, at Café Odin lå i Odensegade. Det er og var lige ved Trianglen og altså tæt på Idrætsparken.

Overfor Odin lå Café Petersborg, Østerbros dengang mest mondæne restaurant, hvor B93 blev stiftet i 1893, i første omgang med navn som cricketklub.

Vi har plukket tre avisforskræp til kampen i Stockholm i 1916. De er fra Politiken, Social-Demokraten og Aftenbladet.

Harry var udtaget som venstre innerwing, og en anden avis mente, at holdet burde have et par træningskampe, så debutanten - og vi citerer - kunne blive spillet ind i ensemblet. Men det var der ikke tid til i det stramme efterårsprogram.

Det var kendt af alle, at B1903'eren boede i Holbæk, og det gav en del omtale, at han var den første provinsspiller, der havde opnået udtagelse til landsholdet.

For eksempel skrev B.T. under overskiften De 11 - og med et civilt slipseportræt af fodboldspilleren, som var denne artikels første illustration - fire dage før landskampen:

For første Gang er kommen en Provinsmand med på et udvalgt dansk Fodboldhold, og i Holbæks Sportskredse er der Fryd og megen Glæde. Boldklubben af B1903's udmærkede centerforward Harry Hansen er nemlig kun Kjøbenhavner om søndagen - om Hverdagen bestyrer han sammen med sin Moder H. Hansens velrenommerede Ølhandel i Holbæk.

Det vil glæde Sportens Venner at høre, at Forretningens Speciale er - Afholdsøl. For Tiden er den 22-årige International for Resten som Soldat rykket Byen nærmere, det er vistnok ude i Værløse-Lejren han kæmper.

Det var signaturen Arnold, der afslørede dette indgående kendskab til Harry Hansen. Han gennemgik, med samme korte overskrift, dag for dag det danske hold - og havde arkivbilleder af dem i fodboldtøj. Men altså ikke af debutanten.

Signaturens indehaver var den kendte sportsjournalist Arnold Richard Nielsen, kendt af alle som Nolle.

Han dækkede ofte B1903's kampe og kaldte - med adresse til den sort og hvidstribede klubtrøje - i B.T. spillerne for zebraerne. Men dansk glæde om mandagen - det blev der altså ikke tale om.

Nogle havde lugtet lunten. Blandt dem Fyens Stiftstidendes korrespondent i hovedstaden, der i en notits før kampen skrev:

Svenskerne erklærer, at de aldrig før har imødeset Landskampen med saa stor Spænding. Danskerne derimod skal efter Sigende som saa ofte før i nogen Grad ignorere Træningen! Saa de taber nok!

Københavnske Aftenbladet var også i det realistiske hjørne og noterede, at Sverige gik frem i styrke og Danmark tilbage.

Engang vil der blive Ligevægt - maaske er Tungen på Vægtskaalen vippet over til svensk side, skrev avisen.

Skribenten kunne ikke vide, at den såkaldte arvefjende ude i fremtiden skulle blive skrækmodstanderen, som Danmark i 39 år ikke kunne vinde over på udebane.


Den danske OL-trup i fodbold, der i 1908 bankede de to franske hold stort, men tabte finalen til Storbritannien. Sophus Krølben står midt i bageste række ved siden af Harald Bohr og Frems Peter Marius Andersen.

 

Opgøret mod Sverige i 1916 var Danmarks 20. officielle landskamp i en historie, der var begyndt med to gevaldige sejre på 9-0 og 17-1 ved OL i London i oktober 1908.

Det var med få dages mellemrum og først over Frankrigs B-hold, hvor Nils Middelboe scorede det første danske landskampmål.

Hans to brødre, Kristian og Einer, var også med i den danske bruttotrup - ligesom matematikeren Harald Bohr, der nok ikke havde regnet med så store sejre.

Det var i den monstrøse sejr samme nations A-hold i semifinalen, at Sophus ”Krølben” Nielsen scorede 10 gange og skrev sig ind i fodboldhistorien.

Dribleren med de skæve ben fik sølv med Danmark ved OL i både 1908 og 1912. Begge gange tabte Danmark til Storbritannien i finalen. Han spillede 20 landskampe og scorede 16 mål.

Krølbens klub var Frem, og han var et idol for mange, men især for Vesterbro-drengene. Det anslås, at han scorede i alt 125 mål for Frem.

Sin sidste klubkamp i 1921 tabte han og Frem med 1-3 til B1903. Det var søndag den 1. maj i Idrætsparken, og Krølben scorede Frems mål, mens Carl Skoma'r, Viggo Jørgensen og Ernst Nilsson nettede for 3'erne.

Forinden havde AB foran 10.000 tilskuere på samme bane sikret sig det københavnske turneringsmesterskab ved at spille 1-1 mod B93.

AB havde ligesom B1903 samlet 11 point, men akademikerne var indbyrdes bedst og blev derefter dansk mester med en sejr på 3-0 over AGF i Aarhus.


Tilnavnet var populært, men kom ikke med på gravstenen på Tvis Kirkegård, hvor Sophus Krølben Nielsen ligger sammen med hustruen Lydia. Til gengæld kom Rigstræner med.

Sophus Krølben blev efter den aktive karriere træner og var blandt andet tilknyttet DBU i en årrække som rigstræner og medlem af UK. Først i 1957 ansatte DBU den første egentlige landstræner. Det var Arne Sørensen.

Ærkekøbenhavneren Sophus Nielsen døde i 1963 på Kommunehospitalet, hvorfra hans kiste blev kørt den lange vej til Tvis ved Holstebro.

Her var hustruen Lydia begravet, og det var hende, der fra barndommenas ferier havde tilknytningen til den lille vestjyske by, som senere blev kendt for både køkkener og håndbold.

Få hele den krølbenede historien på et link til en tv-udsendelse efter denne artikel. Nu tager vi turen tilbage til 1916 og Harry Hansens debut. Den famøse 0-4 landskamp i Stockholm.

Hjemmeholdet bestod af spillere fra hovedstaden. De lå på den tid i skarp konkurrence med Göteborgs gubbar, men stockholmerne var bedst angrebsmæssigt. De kaldte sig Tigrene, på grund af den stribede spilledragt.

Sverige scorede tidlige mål i begge halvlege efter danske fejl og vandt fortjent. Hjemmeholdet blev trænet af amerikaneren Davenport, og han havde ganske enkelt bragt sine spillere i bedre form end naboerne på den anden side af Øresund.

Forskellen lå i de to holds forberedelse til kampen - øvrigt på et tidspunkt, hvor to af de mest blodige
slag i første verdenskrig stadig var i gang. Nemlig ved Verdun og Sommes i Frankrig.

Kampen blev spillet klokken 14, og Berlingske havde planer om at kunne fortælle om stillingen efter første halvleg med opslag i B.T. Centralens vinduer samt i sin telefonavis.

Ved halvfem-tiden kunne man få slutresultatet, og hvis man var tilskuer til kampen mellem Velo og Frederiksborg Boldklub i Idrætsparken ville der blive bragt underretninger om slagets gang i Stockholm.

Velo vandt med 5-0 foran nogle tusinde tilskuere, og meldingen om kampens udfald i Stockholm blev modtaget med både vantro og hånlatter. Folk kunne ikke tro, at det var gået så galt. 0-4!


Politikens indledning på artiklen om det danske 0-4 nederlag i Harry Hansens landsholdsdebut.

Venligst var Politikens Aabye, der noterede, at danskerne faktisk havde flest chancer, men faldt på uheld og en bommert i hver halvleg. Først af målmanden ved det svenske 1-0 mål og efter pausen af Castella til 3-0.

I Social-Demokraten (det senere Aktuelt, red.) lød en del af kritikken på mandagens forside, at vore selvtilfredse, lidt for selvtillidsfulde Fodboldspillere har faaet en Paamindelse, som de forhaabentlig vil have godt af.

Den udsendte medarbejder noterede, at det unge svenske hold havde overrumplet de mere erfarne danskere. Han udtrykte håbet om, at danskerne ville lære af nederlaget og komme i ordentlig træning.

Tegneren Emil Poulsen - der blandt andet fik sine streger på tryk i det socialdemokratiske morskabs- og satireblad Ravnen, som udkom hver torsdag - var også på spil.

Ravnen blev udgivet fra foråret 1876 af socialisten Harald Brix, der var fætter til Louis Pio og havde været tre år i fængsel for blandt andet opfordring til samfundsomstyrtende virksomhed.

Allerede året efter Ravnens fødsel blev Brix idømt fire års forbedringshus for majestætsfornærmelse og injurier i bladet, der var et modstykke til de borgerliges satireblad Punch.

Harald Brix døde i foråret 1881, svækket af fængselsopholdene og kun 40 år gammel. Ravnen udkom frem til 1921 og indeholdt efter de første år ganske meget uskyldigt stof.

Som for eksempel, da Emil Poulsen gjorde grin med med de slagne fodbolddanskere efter det første nederlag til Sverige.


Udklippet fra Ravnen i Harry Hansens scrapbog er præget af tidens tand. Emil Poulsens tegning fra oktober 1916 viser nederlagets mænd på vej hjem til Danmark ...

 

Poulsens tegning var lavet med forlæg i kunstneren Gustaf Cederströms værk Karl 12s Ligfærd, der skildrede det svenske tilbagetog fra Norge, med deres døde konge. Way back - i slutningen af 1718.

Helsiden i Ravnen blev dengang i oktober 1916 omhyggeligt klippet ud og - formentlig med en gang melklister - placeret i Harry Hansens scrapbog i Holbæk. Men der står ikke noget om, hvor den stammer fra.

Den nostalgiske graverredaktion lokaliserede tegningen til Ravnen og skaffede sig adgang til 1916-årgangen. Tegningen med Harry Hansen og de andre uheldige helte blev bragt torsdag den 19. oktober, altså en halv snes dage efter landskampen.

Det kostede fodboldspilleren - eller måske en fra hans familie eller vennekreds - den nette sum af 12 øre at få fat i de 16 sider med underholdning i ord og tegninger.

Det danske fodboldhold bærer sin fører Spiret over den svenske grænse, lyder teksten til tegningen af de slagne danskeres sørgelige hjemtur efter 0-4-nederlaget. Fulgt af dette rim:

Danmarks Farver sku' de føre fremad og skaffe dem en Sejr paa det fremmede Sted. Men da de Herrer stille listed hjemad, var'et Sverrigs Farver, de var pyntet med!

Jo, danskerne var banket gule og blå. Og Spiret var den høje forsvarsspiller Svend Aage Castellas tilnavn.

Han var KB'er og spillede 13 landskampe. Castella kiksede en tilbagelægning, da svenskerne i anden halvleg bragte sig foran med 3-0 og reelt afgjorde kampen.

Nederlaget til Sverige i 1916 var hans næstsidste landskamp, men det stemmer ikke overens med DBU's optegnelser, at han var anfører i Stockholm.

Den lange KB'er skrev fodboldhistorie i september 1915, da han som den første dansker scorede på straffespark i en landskamp. Det var kampens sidste mål i sejren på 8-1 over Norge.

Han var også den første, der brændte et straffespark på landsholdet. Det var også i en kamp mod Norge. Og hans debut i 1911 (0-3 mod England i London) var usædvanlig.

Kort før pausen måtte den hårdføre højreback overtage målmandstrøjen fra Sophus Hansen, der blev skadet i et sammenstød.

Castella kastede sig efter fodboldkarrieren over boksesporten. Han døde som kun 48-årig, ifølge en kilde af nikotinforgiftning. Det lyder ikke rart.


… og her er tegningen fundet i en samlet 1916-udgave af det socialdemokratiske satireblad. Det er skriverkarlen, der har lagt læsebrillen.

Der er skrevet navne ved de sårede krigere på tegningen. Castella ligger på en båre, forrest ses den alvorstunge målmand Sophus Hansen, og lige bag ham går Harry Hansen med højre arm bundet op.

Da målmanden i 1949 fyldte 60 år udkom bogen Sophus Målmand, og her skriver keeperen - eller nok rettere hans ghostwriter - om nederlaget i Stockholm:

Selvfølgelig havde jeg ondt af mig selv, vi havde det vistnok alle på samme måde - men mest havde jeg dog ondt af Harry Hansen fra B1903, der med møje og besvær havde slidt sig frem til en plads på landsholdet.

Mon ikke vi alle havde gået og frygtet, at vinden en skønne dag skulle blæse i svensk favør, men som Harry, den brave ølmand fra Holbæk, der nu er død og borte, sagde, da de slagne kæmper rejste hjem: Og så sku' det netop ske i dag!

Harry Hansen blev sammen med Sven Valdemar Knudsen fra AB sat af til den næste landskamp i oktober mod Norge, og holbækkerens skæbne vakte undren i flere aviser. Han havde trods alt været en af de bedre danskere.

Meningsløst kaldte B.T. det og mente, at Harry burde have lov til at være med til at vinde den nemme kamp. I en anden avis var skriverkarlen heller ikke i tvivl, om at Danmark ville vinde. Men svang så pisken med denne svada:

I og for sig er det altså ligegyldigt, hvilket Hold vi stiller, men da der bør være retfærdighed i alle livets forhold, også i Udtagelsen af Fodboldhold, maa enhver Fodboldven, som ikke lader sig lede af Klubinteresser, protestere mod, at Harry Hansen er sat af Holdet og protestere dobbelt, hvis Klubpatrioterne i deres Forblindethed paa Mandag vover at sige, at vi vandt, fordi Harry Hansen ikke var med.

Dette her er for Smed at rette Bager. Sven Knudsen og Poul Nielsen spillede forfærdeligt i Stockholm, og da Harry Hansen var midt imellem de to uheldige Herrer, fik han ikke det ud af sit fortræffelige Spil, han …

Dér slutter teksten på udklippet i scrapbogen, men meningen er tydelig. Harry havde sympatien.

I avisen København, der udkom indtil 1928, mente man, at DBU burde stille med det samme hold, når to landskampe lå med en uges mellemrum. Og skribenten syntes, at DBU med ændringerne skød skylden på enkelte spillere og i stedet burde kigge indad.


Poul Tist Nielsen, midt i billedet, scorer et af sine 52 mål for landsholdet. Modstanderen er Belgien, og som altid i Idrætsparken kigger tårnet på Sankt Jakobs Kirke med fra baggrunden.

 

Nå, Danmark vandt med 8-0 over nordmændene i en ensidig opvisning, hvor den formidable målsluger Poul Tist Nielsen fra KB scorede halvdelen af de danske mål.

Ifølge Nationaltidende havde angriberen syv stolpeskud (!), inden han scorede sit første mål. B93'eren Michael Rohde nettede tre gange og klubkammeraten Anton Olsen en.

Tist bør egentlig i gåseøjne. Det var en forkortelse af ordet gratist, og tilnavnet hang fast, siden han som drengespiller i KB var ferm til at skaffe sig fribillet til førsteholdets kampe.

Knægten slog saltomortaler og lavede andre numre, der morede ledere og spillere, som fik ham gelejdet med ind.

De 52 mål i 38 landskampe fra 1910-1925, som den ikke særligt store, hurtige, teknisk dygtige og skudstærke Tist er noteret for, gav ham posthumt optagelse i dansk fodbolds Hall of Fame i 2014.

Han deler topscorerværdigheden i dansk landsholdsfodbold med Jon Dahl Tomasson, der i perioden 1997-2010 også scorede 52 mål. Han skulle dog bruge 112 landskampe på at nå antallet.

I øvrigt stortævede Danmark i 1917 på en billig baggrund Norge med 12-0. Tist scorede fem mål i træk på bare 11 minutter i anden halvleg, da nordmændene var kørt trætte.

Alligevel blev han ikke folkehelt eller avisernes yndling. I størstedelen af kampen spillede Tist mildt sagt rædselsfuldt slog Politikens reporter fast.

Ugen efter slog Danmark på udebane Sverige med 2-1 uden mål af topscoreren. Næh, Norge var i den grad KB-angriberens yndlingsmodstander.


Norge var Tistens yndlingsmodstander. I 1919 scorede han tre gange mod nordmændene i sejren på 5-1. Tist er nummer to fra højre ved siden af målmand Sophus Hansen, hvis bror er den mellemfornøjede herre, der står yderst til venstre. Hans Hansen blev kaldt Reserve Hans.

Den københavnske bankmand, der senere gik over i restaurationsbranchen, scorede halvdelen af sine 52 mål mod nordmændene.

De var fordelt på 10 kampe, så man må sige, at Tisten holdt et pænt snit. Kun i én af sine 11 landskampe mod Norge kom han ikke på måltavlen.

Politiken-reportagen slog fast, at den store danske sejr ubarmhjertigt afslørede, at Norge ikke kan spille fodbold. I hvert fald ikke på græs.

Hjemme på det grus, man spillede på i Norge, var det en anden sag. De to hold mødte i de år hinanden to gange om året, og i 1918 slog nordmændene for første gang danskerne.

I Kristiania - altså Oslo - vandt hjemmeholdet med 3-1. Efter et par sikre danske hjemmesejre i de næste kampe vandt Norge igen på egen bane i 1919, denne gang med 3-2.

Harry Hansen gjorde det stadig godt i B1903, og han var blandt de 22 navne, der fik besked på at gå i skarp træning og som det hed - afholde sig fra nydelse af tobak og spiritus - før OL i 1920.

I første omgang var 30 mand udtaget. De seks bedste københavnske klubber - Frem, B93, AB, KB, B1903 og ØB - blev bedt om at stille hver seks spillere.

Holbækkeren, der normalt kun tog ind til kampene med B1903 i København og som regel trænede med sin gamle klub i hjembyen, kørte ind til fællestræninger med de andre OL-emner.

Danskerne havde hentet den tidligere engelske landsholdsback Jack Carr, med trænererfaring fra Newcastle og Blackburn, som indpisker.

Træneren stødte til truppen efter de første 14 dages forberedelser, og Carr var overbevist, om at Danmark kunne tage guldet. Han gik ind for hård konditionstræning, så ikke alle spillerne var begejstrede for hans program.

Tilskuernes interesse for både træningerne og de interne testkampe op til OL var kolossal. Men de fleste træninger var til stor irritation for fansene lukkede.

Til gengæld strømmede tilskuerne til i tusindvis og lagde gode penge ved tælleapparaterne, når der var arrangeret kampe om torsdagen mellem spillerne i bruttotruppen.

Deltagelsen i Belgien kostede anslået DBU 27.000 kroner, og der kom mange penge ind på opvisningskampe. OL-emnerne optrådte enten på det grønne hold og det røde hold, når de spillede mod hinanden.

Harry Hansen var på holdet i de røde dragter og gjorde det, ifølge de referater vi har støvet op, ganske godt. Han scorede i flere af de ofte målrige kampe, hvor der blev gået til stålet.

Harry havde faktisk overvejet af stoppe i B1903 i netop 1920, og gisningerne tog fart, da han som klubbens ellers farligste angrebsspiller var sat på B1903's andethold til en kamp mod Ringsted.

Men med OL i sigte gav han gav den en skalle, og karrierestoppet blev udskudt i nogle nogle år. Harry kom dog ikke med i den endelige OL-trup.


Nils Middelboe spillede som amatør i Chelsea og havde ikke været med ved fællestræningerne før OL i 1920.

Det er et kvalificeret gæt, at en vigtig årsag var, at holbækkeren ikke havde deltaget ved alle de mange fællestræninger. Den lange forsvarsspiller Nils Middelboe gjorde det heller ikke, for han spillede som amatør i Chelsea.

Middelboe - der med sine lange ben fik tilnavnet Tøjklemmen og i England blev kaldt Long Legs - var en uhyre alsidig og intelligent fodboldspiller.

Han var et stort navn i dansk fodbolds første mange år og nåede 15 landskampe med syv mål. Her var han registreret som KB-spiller. Nils Middelboe blev - sammen med en række andre koryfæer - i 2014 indlemmet i Hall of Fame.

Han var en del af OL-holdet i 1908 og 1912, hvor Danmark begge gange fik sølv. Og kom også med i 1920.

Udtagelsen vakte dog en del diskussion hos spillere, presse og publikum, fordi Middelboe i sit engelske eksil ikke kunne deltage i fællestræningerne.

Holbækkeren blev ligesom Hans (kaldet Reserve-Hans) Hansen og Otto Larsen fra Frem siet fra til Antwerpen-truppen.

I forvejen var der set bort fra Sophus Krølben, der havde passeret de 30 år og blev regnet som for gammel, samt angrebsbomberen Poul Tist.

Målmageren kunne ikke være med i fællestræningerne på grund af sit arbejde, og først i 1921 blev tabt arbejdsfortjeneste indført. At der ikke blev gjort en undtagelse må have naget fodboldlederne senere.


En del af den danske fodboldtrup til OL i 1920 er stadset ud i et herremodeoptog. Carl Skoma'r er nummer tre fra højre. Sophus Hansen er (mål)manden midten i det lyse tøj.

Harry Hansens skuffelse var givetvis stor, men holbækkeren kunne i bakspejlet måske glæde sig over, at han ikke havde andel i den eklatante fiasko, Danmark fik.

Efter en strabadserende flere dage lang rejse til OL skulle danskerne møde upåagtede Spanien i den første kamp lørdag, og allerede dagen efter værtsnationen Belgien, der var oversidder i første runde.

Men danskerne led et chokerende nederlag til Spanien i den første kamp, og da det var en cup-turnering, røg de dermed ud af turneringen.

Humørbomben Carl Skoma'r Hansen fra B1903 var med til OL, men den 22-årige centerforward blev sat af til den første kamp, fordi han sov for længe og ikke mødte frem til morgenmaden på hotellet.

Et sted i det historiske hjørne på DBU Københavns hjemmeside kan man læse en udlægning, der mener at vide, at der var tale om stjernenykker hos den unge angriber.

At han lige skulle demonstrere sin status og derfor udeblev fra morgenmaden. Og at lederne til gengæld ville demonstrere deres magt.

I bogen Et liv i fodbold fra 1954 beskriver Skoma'r selv, hvordan han efter den lange rejse til Belgien, som gik over Esbjerg-Harwich, næste morgen tog en ekstra en på øjet.


Forsiden på Carl Skoma'r-bogen med titlen Et liv i fodbold, der udkom i 1954.

En DBU-leder flåede døren op og og kaldte syvsoveren for en snottet knægt. Skoma'r svarede igen og blev efterfølgende sat af. Et justitsmord kalder han det i bogen, og ærgrelsen forfulgte ham i mange år.

Det samme gjorde de senere rygter om, at han havde været fuld og derfor sovet over sig. Den snak var den kendte sportsjournalist Mr. Smile med til at aflive.

Jyllandsposten (som den skrev sit navn i de år) bragte omtalen af lørdagens kamp om tirsdagen og
citerede Berlingske Tidendes korrespondent for, at Skoma'r havde været ulydig og ikke villet stå op om morgenen.

Det jyske hoforgan slog fast, at substitutten Viggo Jørgensen ikke var vant til at spille centerforward, og at det danske hold savnede en resolut Angriber, der kunne sætte prikken over I'et ved at gå Solo på Maal.

I et senere kapitel i Harry Hansen-sagaen fortælles mere om den folkekære Skoma'r, der havde et godt forhold til holbækkeren.

Disciplinærstraffen til ham lørdag den 28. august 1920 tog formentlig højde for, at det var upåagtede Spanien, vi skulle møde. Og man derfor uden risiko kunne statuere et eksempel.

Men spanierne vandt sensationelt med 1-0 på en skovomkranset og ret smal bane i udkanten af Bruxelles, hvortil kun cirka 5.000 tilskuere havde fundet vej.

Modstandernes 19-årige kraftkarl af en målmand, Ricardo Zamora, havde flere fantomredninger. Han blev en legende, konstaterer sportsjournalisten Steen Ankerdal retvisende i en af sine fodboldbøger.

Zamora var med i spanske trup ved VM i 1934 i Italien, hvor landet nåede kvartfinalen, og hvor værtsnationen i øvrigt blev verdensmester.

Pudsigt nok huskede Carl Skoma'r og hans formodede ghostwriter forkert, da det i erindringsbogen mange år efter OL-nederlaget til Spanien hed, at Danmark tabte kampen med 1-2.


Edgar Aabyes reportage fra lørdagens nederlag mod Spanien nåede først frem til mandagsavisen. Til gengæld indeholdt den en detalje, der sad fast. At målmanden gled og satte sig på halen.

Det var første, men som bekendt ikke sidste gang, at Spanien var Danmarks onde ånd. Den danske målmand Sophus Hansen var ikke heldig. Myten siger, at han han gled ved det spanske mål.

Da Sophus gled i Antwerpen blev en talemåde og gav mange år senere måske inspiration i dansk politik og vendingen da Hedtoft gled i smørret.

Men fakta er, at kampen blev spillet i Bruxelles - og at målmanden ikke gled. Et skud ramte den 31-årige keeper så uheldigt på knæet, at bolden røg ud til angriberen Patricio Arabolaza, der let kunne score.

I den føromtalte fortælling hos DBU København kaldes det spanske sejrsmål et vaskeægte målmandsdrop. En let trillebold ramte keeperen på benet og røg ud til en fri angriber.

Hovedpersonen beskrev mange år senere selv situationen i bogen Sophus Målmand og gav Politikens sportsredaktør Edgar Aabye skylden for at kolportere den afgørende hændelse hjem i en forvrænget udgave.

Sandt er det, at Aabyes referat - der først nåede med i avisen på mandagens forside med dateringen Bryssel, Lørdag, Forsinket - nævner, at målmanden gled i det fugtige græs og satte sig på halen ved sejrsmålet. Fremhævet med fed skrift i en mellemrubrik.

At scoringen skete, fordi jeg gled har jeg siden hørt en halv million gange og dementeret lige så mange gange, skrev Sophus i sin bog knap 30 år senere.

Her fortæller han også, at hans gamle mor døde nogle dage inden landsholdets afrejsen til Belgien. Og at han egentlig helst ville blive hjemme. Men målmanden gav efter og rejste med til OL.

Jyllands Posten kom først på banen med sit referat om tirsdagen og slog fast, at spanierne spillede resolut til, baade på Mand og Bold og spilled et aabent long passing, der tillod dem at udfolde deres Hurtighed.

Naar danskerne havde Spillet trådte de rundt i et evindeligt shortpassing, der ser godt ud, men sjældent giver Resultat, noterede den jyske avis.


Michael Kjærbøl argumenterer i sin bog  for, at det danske landshold i årene 1908-1920 var helt fremme i verdenstoppen.

Faktum var, at det blev 1-0 til spanierne, og ordet overraskende var næsten en underdrivelse. Danskerne havde regnet med to lette kampe mod først Spanien og derefter Belgien. Hvorefter det ville blive vanskeligere.

Det var Spaniens første landskampmål - for det var nationens første landskamp. De klarede sig fint i OL-turneringen, der fik et skandaløst forløb, og mange år senere blev det til to EM-titler samt VM-guld i 2010.

Som Michael Kjærbøl skriver i Dansk fodbolds sande guldalder fra 2018 var Sophus - med hænder som skovlblade - en fantastisk målmand og forud for sin tid, når han agerede ekstra forsvarsspiller.

I bogen argumenterer Kjærbøl for, at det danske landshold, endda med smukt og teknisk velfunderet fodboldspil, i den glemte periode 1908-1920 var helt fremme i verdenstoppen.

Ergo var der, ifølge bogen, ikke var tale om, at man resultatmæssigt dengang plukkede de lavthængende frugter, fordi færre lande var med i det internationale selskab.

Nok om det og tilbage til Sophus Målmand, der fik kælenavnet for, at folk kunne kende ham fra klubkammeraten Sophus Krølben. Sophus Hansen blev senere en kendt fodbolddommer internationalt.

Sophus Målmand var som nævnt også var titlen på hans bog fra 1949 om karrieren. Det var, da han fyldte 60 år og stadig blev husket af mange. Han var i 1919 den første spiller, der nåede 25 landskampe. I dem gik der 25 mål ind.

I det daglige var Sophus postbud og på grund lønnen (110 kroner om måneden i 1913) i perioder også inkassator.
Han blev 42 år efter sin død optaget i dansk fodbolds Hall of Fame i 2014.

Sophus Hansen fra Frem havde i en årrække været Danmarks bedste målmand, og han var tidens mest populære spiller.

En hård nitte, der var rundet af en barsk opvækst i arbejderklassen. Men beskeden og venlig. Festlig og folkelig. Han var en mand af folket i en tid, hvor idolerne var tæt på deres publikum og i det daglige færdedes i de samme miljøer som deres beundrere.

Spillerne fik en bajer og et spil billard på et værtshus efter kampene. De havde ingen ekstravagante vaner og ingen påtaget distance til fodboldens fans.


Forsiden på Sophus Hansens bog fra 1949 med den fyndige titel, der fortæller det hele. Og med en fodbold, der er lidt ude af form.


Nedturen på en mudderbane i Belgien kom til at markere enden på det danske fodboldlandsholds periode på et dusin år i verdenstoppen.

I den periode var Idrætsparken uindtagelig, og Danmark led ikke et eneste nederlag på hjemmebanen, hvor opbakningen og entusiasmen blandt publikum var stor.

Danmark valgte efter OL-blamagen at trække sig tilbage internationalt og nøjes med det nordiske samarbejde. Af forskellige årsager deltog man ikke i de olympiske fodboldturneringer fra 1924 til 1936 og ej heller ved VM.

Det var for de professionelle, mente amatørorganisationen DBU. Det var olympiske lege ikke, men OL i Paris i 1924 lå, mens de københavnske klubber traditionen tro spillede kampe mod britiske hold, som kom på besøg.

Det ville svække tilskuerinteressen og dermed klubbernes økonomi, hvis de bedste danske spillere ikke var med i de kampe, noterer Steen Ankerdal i bogen Landsholdet.

Efter den danske OL-fiasko i 1920 fik halvdelen af holdet ikke genvalg til næste kamp, og det blev reservernes og Harry Hansens chance.

Efter hans udtagelse til endnu et opgør mod Sverige i Stockholm skrev en af de lokalbegejstrede Holbæk-aviser:

Således er Harry Hansen her fra byen på ny kommet i kurs og skal spille venstre innerwing. Det er i år fire år siden Danmark fik regulære prygl af Sverige, han fik dog gunstig kritik, men fandt ikke nåde for d'herrers øjne, der udvælger de 11 bedste. Før nu! Han kan skabe den renaissance dansk fodbold så hårdt trænger til.

B.T. roste udtagelseskomiteen for et eksperimentere med et ungt og stærkt hold. Og mente, at når nye spillere fik chancen, ville primadonnanykker blive afløst af kappelyst.

Så den 10. oktober, næsten på dato for debuten i Stockholm fire år tidligere, var holbækkeren tilbage. Og denne gang vandt Danmark. Med 2-0.

Med nummer 10 på ryggen åbnede Harry Hansen scoringen i det 19. minut. Han fyrede en flugter af udenfor feltet, og den svenske keeper Victor Olsson slog bolden på stolpen.

Han fik fat i den - men gled med bolden ind i målet. Dommeren stod godt placeret dømte mål. I Politikens referat blev Poul Nielsen krediteret for scoringen, men det var en fejl. De andre aviser havde ligesom DBU Harry Hansen som målscorer.

Poul Nielsen var i dette tilfælde ikke identisk med Tist, men med ØB's venstre yderwing af samme navn. Han blev humoristisk kaldt for Den falske Tist.

En hurtig og hård fyr på fløjen. Han fik kun den ene landskamp og blev i de svenske aviser kritiseret for hensynsløst spil.

ØB var sammen med KFUM som nummer seks og syv i sæsonen 1919-20 blevet rykket ned, fordi den bedste KBU-række fremover kun skulle bestå af fem hold.

I Stockholm øgede Michael Rohde den danske føring kort før pausen i landskampen, hvortil svenskerne havde kasseret deres Antwerpen-hold.

Social-Demokraten kunne berette, at det svenske hold havde forlangt for mange penge for turen til OL, hvor de blågule slog Grækenland med 9-0, Holland med 5-4 efter forlænget spilletid og tabte 1-2 til Spanien.

Spillerne var blevet erklæret professionelle og udelukket. Den danske UK havde også sat en række navne af, og avisen erklærede, at Lederne af Fodboldspillet på begge sider af Sundet synes at være blevet spiltossede.

Men det er resultaterne, der tæller, og Danmark vandt altså med det, som nogle kaldte for et andenrangs hold. Vundet havde landsholdet ikke gjort i de seneste fem kampe.

Mange år senere, i juni 1966, kiggede den legendariske Politiken-sportsredaktør Magnus Simonsen i sin klumme Simons Søgelys tilbage på netop den kamp.

Den aktuelle anledning var, at et ramaskrig havde rejst sig i Sverige efter et nederlag til Finland. De blågule ville have mindre teknisk spil og flere robuste folk på holdet.

Sådan skrev Simon - der var holdkammerat med Harry Hansen i holbækkerens sidste landskamp mod Norge i 1922 - med et blik langt tilbage i tiden:

Svenskerne er nu i samme situation som vi, da vi i 1920 blev slået ud af den olympiske turnering af Spanien med 1-0 og året før tabte med 0-3 i landskampen i Stockholm. Til landskampen året efter i Stockholm forlangte den danske UK og publikum også mere kraftbetonede typer.

Den bomstærke Ernst Nilsson - glimrende boldspiller i øvrigt - blev centerforward, den ligeså kraftige brygger fra Holbæk Harry Hansen venstre inner, ”falske Tist” Poul Nielsen, en hurtig superatlet, venstre wing, og den lille tætte Jens Jensen venstre half.

Brolægger-holdet, som det blev døbt i folkemunde, fik virkelig succes og vandt med 2-0. Men kraft alene er dog i det lange løb kun et surrogat for teknik, talent og overlegen dygtighed, selvom der også må vilje til …


Harry Hansen ser - til venstre for målmand Frigast Larsen - ganske fornøjet ud før landskampen mod Holland i Idrætsparken, hvor han udlignede til 1-1.

Også næste gang, han blev udtaget - nemlig året efter - scorede Harry, og denne gang var det på hjemmebane foran cirka 20.000 tilskuere i Idrætsparken.

Han var i første omgang udtaget som reserve, men kom med fra start. Og publikum kvitterede med et jubelbrøl, da B1903'eren et lille kvarter før tid udlignede den hollandske 1-0 føring.

Og Danefolkets Struber gav Lyd, saa Skyerne sprængtes, skrev signaturen Vikar i Politikens reportage. Han noterede, at Harry Hansen vågnede op til dåd i kampens afslutning.

Det havde nemlig været de brændte chancers kamp for danskerne, der året før havde tabt 0-2 i Amsterdam og nu var på vej mod et nyt nederlag.

På en regnvåd og blæsende søndag den 12. juni var op mod en snes tusinde tilskuere samlet i Idrætsparken. Blandt dem var den fodboldinteresserede Kong Christian 10.

Mellem bygerne og lige inden holdene gik til pause efter første halvleg hilste han på spillerne og den glimrende svenske dommer, Ernst Albihn.


Nationaltidendes forside mandag den 13. juni 1921 med et foto fra landskampen mod Holland. Det ligner et af dem, sportsjournalister bliver sat til at tage nu til dags.

Det afbudsramte hollandske hold kom foran 10 minutter efter pausen, da centerforwarden van Gendt udnyttede et forsvarskiks af KB'eren Steen Steensen Blicher på den våde bane og scorede.

En af de fire AB'ere på banen - debutanten i målet, Edvin Frigast-Larsen - måtte hente bolden ud fra nettet.

Trods dansk overvægt i spil begyndte det at ligne et nederlag, men Harry Hansen tog rollen som frelsende engel og smaskede en returbold i nettet efter et hovedstød på overliggeren af B93'eren Fritz Tarp.

Det skete med et dansk hjørnespark fra venstre side som optakt. Fridjof Steen fra B1903 tog det, og Harry betroede bagefter en journalist, at han var tæt på ikke at score. Han forklarede hvorfor:

Da bolden sprang fra overliggeren og ned for foden af mig, hørte jeg et fløjt et sted fra og troede i et lille sekund, at dommeren havde blæst af. Jeg tøvede, men tænkte så, at det ville være heldigst at sparke bolden i nettet.

Det var en tilskuer, der havde fløjtet og skabt et øjebliks forvirring hos B1903-bomberen, der blev hyldet som en helt efter kampen.

Til sidst havde Michael Rohde endnu et skud på stolpen, men uafgjort 1-1 blev det. Trods den sene udligning føltes det som et nederlag.

Tragedien om de brændte Chancer lød en af slaglinjerne i de danske aviser dagen efter, hvor det blev beskrevet, at Danmark havde fire gange så meget spil som Holland og alligevel var ved at tabe.

Harry Hansen reddede Æren 12 minutter før det blev for sent, kunne man læse. I Berlingske konkluderede reportagen: Vi havde Champagne, men drak den ikke …

Samme avis malede med den brede pensel og i stærke farver, da stemningen hos hjemmepublikum blev beskrevet:

Det så egentlig mest ud til, at Hollænderne skulle gaa af med sejren. Det var forfærdeligt at overvære, hvad vore Folk ”brændte” af oplagte Chancer. Tilskuerne var til Tider stumme af Rædsel, og det skal gaa haardt til, naar en Fodbold-Kjøbenhavner bliver maalløs.


Slaglinjer fra bladene efter kampen mod Holland. Klippet ud og klistret ind i Harry-scrapbogen i det herrens år 1921.

Det skulle blive holbækkerens eneste landskamp på hjemmebane i Idrætsparken, for de to næste - og sidste for ham - blev spillet på udebane i 1922.

Holbækkeren var ikke med i de to sidste landskampe i 1921. Det var mod Norge og Sverige i oktober. Danmark slog Norge med 3-1 i en kamp, hvor alle danske mål blev scoret af Poul Tist Nielsen. Og spillede 0-0 i Stockholm.

Men året efter var der bud efter Harry til årets første kamp på udebane mod Belgien påskelørdag. Det var første gang, de to lande mødtes, og på en elendig bane næsten uden græs endte kampen, som den begyndte. 0-0.

Harry havde det lidt svært mod de hurtige belgiere. Han havde et godt skud, som gik over mål i en chancefattig første halvleg. Der skete mere efter pausen, og Michael Rohde havde et et skud på stangen.

Tafler og receptioner efter landskampene - ofte med erindringsgaver til gæsteholdets spillere og ledere - var i mange år sædvane. Og nogle syntes allerede dengang, at der var ved at gå for meget lagkage i fodbolden.


Og så var der banket i Belgien. I Toilette de soirée. Kampen sluttede uden mål, men festen var sikkert god.

Den efterhånden berejste fodboldspiller fra Holbæk gemte indbydelsen til receptionen på Hotel Continental i Liege.

Den er omhyggeligt klistret ind i hans scrapbog. På et kort med farvetryk anmodes gæsterne om at komme i Toilette de soirée. Altså pænt aftentøj. Det havde Harry i kufferten, som fulgte ham på udlandsturene med B1903 og landsholdet.

To dage senere mødte Danmark Holland i Amsterdam og tabte 0-2. Harry Hansen og Ernst Nilsson var på holdet erstattet af de offensive spillere Otto Larsen fra Frem og B1903's Viggo Jørgensen.

Holbækkeren kom altså ikke på banen - og han var heller ikke med mod Tjekkoslovakiet i en hjemmekamp i juni 1922. Den kamp vandt tjekkerne med 3-0 og tilføjede dermed Danmark det første nederlag på egen bane nogensinde.

Måske blandt andet derfor var der igen Harry-comeback, da danskerne i september mødte Norge i Frederikstad.

Men faktisk var han trods sine tre mål, da B1903 ugen forinden havde klasket AB med 8-0 i første omgang kun udtaget som reserve.

Tapperen fra Holbæk kom med, fordi Michael Rohde - i aviserne kaldt Danmarks bedste angriber - ikke kunne rejse sammen med resten af truppen, der var taget af sted i sovevogn for at nå frem til udekampen.

Forhaabentlig naar han derop i rette Tid og i fuld Vigeur, thi ham kan Angrebet ikke undvære. Sådan hed det, under overskriften Landsfodboldkampen, i Nationaltidende.

Det var på tale at flyve angriberen til Norge, men det blev der ikke noget ud af. Årsagen til problemerne var formentlig arbejdet, som i karrieren betød, at Rohde mistede et dusin landskampe.

I øvrigt var B93'eren en af de gamle fodboldkammerater, der 24 år senere - i slutningen af 1946 - bar Harry Hansens kiste ved begravelsen i Holbæk. Mere om det og Michael Rohde i en senere historie.


Idrætsbladet slog en sandhed fast efter 3-3 mod Norge. Opsætningen er fra Harrys scrapbog og på billedet til højre under overskriften forsøger han et gennembrud. Ifølge billedteksten med oppustede kinder.

Et nyt stadion blev indviet ved landskampen i Frederikstad, og det officielle tilskuertal hos DBU er 11.000. Men både 15.000 og det ikke så sandsynlige tal 25.000 var dagen efter nævnt i danske aviser.

Nordmændene bragte sig foran efter kun fire minutters spil på et hovedstød. Men på to afleveringer fra Ernst Nilsson udlignede den lille forsvarsspiller Christian Grøthan først med en flugter. Hvorefter Tist bragte Danmark foran.

Hjemmeholdet udlignede i anden halvleg efter et dansk kiks, men et lille minut senere sendte Tist igen danskerne i front. Det var efter klumpspil foran det norske mål.

Det lignede en fortjent dansk sejr, men i kampens sidste minut fik Norge hjørnespark. Efter klumpspil løb højre wing Poul Aas med kroppen bolden ind bag Poul Graae i det danske mål til 3-3.

Graee, der var var journalist, fik fem A-landskampe. I 1941 blev han chefredaktør på Politiken og var det indtil 1959. Som en datidens Peter Schmeichel var han rap i kæften og til tider på kant med sportsjournalisterne.

Uafgjort var en skuffelse for danskerne. Et Resultat de danske Fodboldspillere bør skamme sig over efter den kamp, de leverede i Dag! lød konklusionen hos Aftenbladets udsendte medarbejder.

Nogle dage senere havde en avisanalyse denne overskrift: Naar Forwards solder og Forsvar forærer Maal væk, kan man ikke vinde.

Vi er Bold-Jonglører, men kan ikke skyde, noterede Sportsbladet. Reservemanden Harry Hansen - som Politiken kaldte ham - fik ikke sat noget aftryk på landskampen.

I B.T. fik den danske venstre innerwing den bedømmelse, at han var for langsom. Men at han nu og da havde nogle gode skud mod det norske mål.


Politikens udsendte kaldte Harry Hansen for reservemanden i sit referat af den uafgjorte kamp i Norge.

Efter det uafgjorte resultat i Norge den 10. september scorede Harry for B1903 i den bedste danske række, da klubben 14 dage senere overraskende tabte til Frem, hvis to mål blev sat ind af Edvin Hansen.

Frem blev dansk mester i 1922-23 med finalesejr i juni over AGF i Aarhus. Uvist af hvilken grund var Edvin Hansen ikke med i den kamp.

Og han må i øvrigt ikke forveksles med den noget yngre Edvin Hansen, der var Køge- og landsholdsspiller og i rollen som træner førte Køge til DM-guld i 1975. Jo, for næsen af Holbæk.

Tilbage til Harry. Han blev ikke udtaget til startopstillingen kampen mod Sverige den 1. oktober 1922, men fik som nogle gange før en reservetjans.

Der var ellers igen tvivl om B93'eren Michael Rohde, som ellers havde vist storform. Denne gang var der tale om en knæskade, han pådrog sig under torsdagens træning.

Svenskerne havde gjort det bedre end danskerne og som optakt til søndagens møde med Danmark banket Norge med 5-0.

Rohde blev meldt klar og spillede pladsen som højre inderfløj, men lige lidt hjalp det danskerne. Sverige, med fem Helsingborg-spillere på holdet, vandt med 2-1.

En af dem var en svensk Harry, med efternavnet Dahl og tilnavnet Hacke. Han var skiftet fra Landskrona og overlistede den danske målmand Poul ”Mester” Graae til 0-1.

Poul Tist udlignede for Danmark, på en aflevering fra Rohde. Men den svenske Harrys storebror, Albin, sørgede med en jordstryger for sejrsmålet i begyndelsen af anden halvleg.

Det jublede de cirka 5.000 svenskere tilskuere i Idrætsparken over. Det anslåede tal har vi fra Politikens reportage. Avisen mente, at der var op mod 23.000 tilskuere. DBU's tal er 25.000.

Det var den første svenske sejr i Idrætsparken - i syvende forsøg - og Politiken-signaturen E.A. - den mangeårige sportsskribent og redaktør Edgar Aabye - kunne leve med resultatet, fremgik det.

Han tilskrev det den fænomenale svenske målmand Sigge Lindbergs spil, for chancer havde danskerne nok af. Helsingborg-keeperen blev med tidende en legende - og som ældre blev han blind. Men det er en anden historie.

Hvad Politiken-reporteren til gengæld havde det svært med var DBU's rolle som arrangør. I en lang indledning hudflettede han unionen for de kaotiske forhold og skrev blandt andet:

(…) D.B.U.-Arrangørerne stak tusindvis af Kroner i Lommerne uden at sørge for tilstrækkelig Kontrol ved Indgangene, hvor kvindelige Tilskuere omtrent fik flået Tøjet af Kroppen og ligesom Mandfolkene maatte opbyde alle deres Kræfter for ikke at blive trykket flade i Trængslen, længe før de var naaet indenfor de altfor faa og snævre Indgange til Banen.

Man skammede sig på D.B.U.'s Vegne, at Danmarks Boldspil-Ledere vilde byde deres uden- og indenlandske gæster det Virvar, der herskede, og den Kamp for Livet, det kostede at komme ind.

Disse scener overværede Harry Hansen formentlig, for han var jo udtaget som reserve, i øvrigt sammen med AB-målmanden Edvin Frigast Larsen, Ejnar Larsen fra KFUM og sine holdkammerater fra B1903 Vilhelm Jørgensen og Knud Andersen.

Som læsere af introen til serien her på hjemmesiden måske husker, kom Harry - i civil og ikke uden lighed med en hemmelig agent - med på holdbilledet af landsholdet før kampen.

Nederlaget til svenskerne var årets sidste landskamp. Den næste, ude mod Tjekkoslovakiet, blev spillet i maj 1923, og Danmark tabte 0-2.

Den nu 27-årige hårdtskyder fra Holbæk fik ikke flere landskampe. Fem styk blev det til i alt. Året efter traf han beslutningen om at stoppe i B1903 og trække sig tilbage til familien, øldepotet og fodbolden i Holbæk.


Efter syv landskampe i træk uden sejre blev Schweiz slået med 3-2 i Idrætsparken  i  juni 1923. To mål på straffespark af Steen Steensen Blicher hjalp til.

Harry havde i 1916 været den første landsholdsspiller med bopæl - men ikke ikke klub - i provinsen. Men netop i 1923 kom den første spiller fra en klub udenfor København på landsholdet.

Det var Thorvald Schultz fra Vejen Sportsforening, hvis udtagelse i øvrigt ikke var populær i københavnerbladene- selvom han havde fortid i B93, og udtagelseskomiteen kendte ham fra den tid.

Vejen-spilleren havde scoret Provinsens enlige mål i en udtagelseskamp mod København, der vandt med 9-1.

Blandt andre Politiken var fortørnet over debutanterne Schultz og Einard Larsen fra Fælled-klubben KFUM. Avisen mente, at der var gået fodboldpolitik i udtagelsen.

Det holdt dog ikke helt stik, da Thorvald Schultz i sin bog Fra mange Aars Fodboldliv året efter skrev, at de københavnske aviser med vilje helt udlod at omtale ham i referatet dagen efter.

Han fik faktisk adskillige knubbede ord med på vejen i Politiken om mandagen, og der var også en lille tegning af ham, dommeren og den schweiziske anfører.

Schultz' klub på det tidspunkt, Vejen, blev allerede tidligt kendt som de jyske skotter, fordi holdet spillede en god gang teknisk fodbold bygget på shortpassing.

Det var de skotske mandskabers varemærke i en tid, hvor de var flittige og for det meste beundrede gæster til kampe i Danmark.

Gradvist gik skotterne væk fra kombinationsspillet og over til en stil med lange afleveringer. Populært, og ofte ledsaget et svedent grin, kaldet long balls.

Ledelsen på margarinefabrikken Alfa i Vejen gik op fodbold, og adskillige gode spillere blev lokket til byen med løfte om arbejde på fabrikken.

Det skabte hos andre på de kanter vrede og misundelse samt mumlen om professionelle tilstande. I to sæsoner, 1937-39, spillede Vejen i den bedste række, 1. division.


Thorvald Schultz var den første jyske spiller på landsholdet, og det fornærmede åbenbart nogle københavnske aviser.

Schultz var ligesom Harry Hansen innerwing, og han debuterede altså med en sejr på 3-2 over Schweiz. Det var et resultat, der lunede. For danskerne havde været gennem en mager periode med syv landskampe uden sejr.

Der skulle ikke undre, om Harry fra Holbæk var taget en tur til hovedstaden og var på plads blandt de 25.000 tilskuere, der jublede i Idrætsparken.

I så fald skrålede han nok også med på kæmpehittet fra årets Tivolirevy, Maggidudi og jeg. Det nummerr krævede tilskuerne at høre fra pauseorkesteret, i stedet for den evindelige militærmusik.

De fik deres ønske opfyldt - og det får denne artikels signatur til at mindes mange landskampe i Idrætsparken, hvor Erik Åkerwalls Orkester spillede før kampene og i pausen. Og hvor begejstringen var særligt stor, når den kvindelige tamburmajor strakte ben.

Tre A-landskampe fik Thorvald Schultz, nemlig også en i 1924 og en i 1925. Et par år senere blev han en velskrivende pen på Idrætsbladet, og han har begået kapitlet om jysk fodbold i Den Danske Idrætsbog fra 1935.

Schultz blev også træner. Han døde som 93-årig i 1990. De tre kampe for Danmark var samme antal, som Vejens mest kendte spiller i nyere tid opnåede på nationalmandskabet.

Det var angriberen Per Madsen - kendt som Bageren fra Vejen - der opnåede sine landskampe i 1969-70. Hans klub spillede på det tidspunkt i danmarksserien.

Madsen fik i slutningen af 2018 udgivet bogen Fra landsby til landshold om sit fodboldeventyr. Men detaljerne i den bagedyst må de tage sig af ovre i det sydlige Jylland.

Vi holder fast i Harry fra Holbæk - og i næste omgang er det med udgangspunkt i den behandling, datidens presse gav ham.

Og bare rolig ... der bliver igen plads til flyvske udflugter i fodboldens uendelige univers.


Links til levende billeder:

Holbæk-B1901, 1975 - nej det er faktisk 1974

Sophus Hansen, mfl.

Historien om Sophus Krølben

 

Læs i den kommende tid flere historier fra fodboldens unge år her på hjemmesiden. Arbejdstitlerne er:

Tavse Tippers Thomsens forgænger

Harry tilbage i Holbæk