Tavse Tipper Thomsens forgænger havde godt øje til Harry fra Holbæk

4. januar 2020


Af søm

 

B.T. bragte både den største omtale, da Harry Hansen i begyndelsen af oktober 1916 stod foran sin debut på fodboldlandsholdet, og da han døde kun 30 år senere.

Det var ikke tilfældigt, for frokostavisen - der så dagens lys fem uger før holbækkerens første landskamp - slog sig blandt andet op på at være Sportsmandens Blad.

Senere kaldte man sig Danmarks Sportsavis og førte bevis for sloganet med 16 sider sport i bladet hver dag.

 


Der kom masser af tilskuere til kampene. Og avisernes journalister var på plads, så folket dagen efter kunne få en vurdering af præstationerne. Billedet er fra Harry Hansens scrapbog.

 

Det er mærkeligt at tænke på, for det er nye tider nu. Fra nytår eksisterer B.T. kun som betalingsavis i weekender og bliver gratis i landets største byer ugens øvrige dage.

Men det er en anden historie, som handler om formiddagsavisernes storhed og fald. Om den trængte trykte presse og om satsninger på al det nye digitale, hvor flest mennesker efterhånden slukker deres nyhedstørst.

Kioskbaskere er afløst af clickbaits, og efter et styrtdyk i avisernes oplag har cheferne fra B.T. og Ekstra Bladet travlt med at fortælle, at de aldrig har været i kontakt med så mange læsere før.

Nu ser folk bare historierne på deres telefon, tablet eller computer, hvor forsideord som mega og kæmpe - i selskab med nogen, der raser over noget - er madding i kampen om opmærksomhed og klik.

Det trykte B.T. ville fra fødslen i 1916 være anderledes og frisk med både sit tabloidformat og stofvalg. Bladet var det første, der bragte en side sport hver dag i stedet for de spredte notitser, andre dagblade praktiserede.

Mange andre end denne artikels signatur husker B.T. Tribunen på den dyre langside i Idrætsparken, men vi skal ligesom Rytteriet længere ind og længere tilbage i fodboldhistorien i dette kapitel.

Vi ser nærmere på pressens behandling af Harry Hansen og fortæller samtidig om en periode, hvor sportsstoffet begyndte at vinde frem og for alvor blive populært i de danske aviser.

I starten var sporten et ringeagtet stofområde, men det undergik over tid en eksplosiv udvikling, som ingen andre specialer vist kan matche.

Vi byder også på fortællinger om nogle af dansk sportsjournalistiks pionerer, som - uden at kalde nutidens sportsreportere for én stor, grå masse - dengang var en broget skare. Med store personligheder iblandt.

Det bliver undervejs også til et mægtigt sving indenom både fynsk fodbold og musikeren Johnny Madsen. Læs videre for at se, hvordan i alverden vi havner dér.

Nu går vi til fodboldens aktører og til de mennesker, der lever af at beskrive og fortolke alt det, der sker på og udenfor kridtstregerne,

Vildbassen Nicklas Bendtner fra Amager er en af fodboldspillets nyrige unge mænd, og han er blevet karakteriseret som en 16-årig i en voksen mands krop. Det forhindrer ham ikke i at have humor.

I selvbiografien Begge Sider kalder han - og pennefører Rune Skyum-Nielsen - de danske pressefolk ved VM i Sydafrika 2010 for et halvt hundrede svedige mænd i tvivlsomme shorts og sandaler.

Omvendt blev Christian Poulsen-generationen i pressen kaldt for bedemænd i badetøfler, fordi landsholdsspillerne var kedelige og enten ikke kunne eller ikke turde byde ind med noget personlighed.

Selvfølgelig en generalisering, men der altid blevet givet og taget i forholdet mellem spillere og presse. Der er dog ingen tvivl om, at de aktive i fodboldens unge dage var mere tilgængelige for pressefolkene.

Det var Jon Dahl-Tomasson, der orkestrerede landsholdets boykot af den danske presse efter udesejren på 3-2 over Portugal i 2008. Det skete i protest mod den hårde kritik i aviserne op til kampen.

Men der blev heller ikke lagt fingre imellem i fodboldsportens unge år. Dengang kunne kritikken også være både karsk og barsk, når de bedste spillere blev taget under behandling af avisernes journalister.

 


Holbækkeren og ølmanden Harry Hansen, der på billedudsnittet sidder midterst til venstre, havde for det meste en god presse i aviserne.

 

Med forbehold for, at vi ikke har haft næsen i alt, hvad der er skrevet om Harry Hansen ser det dog ud til, at holbækkeren slap ganske godt fra mødet med de københavnske bladsmørere, der dækkede B1903's og landsholdets kampe.

Harry måtte til tider høre for sin manglende hurtighed, men når bare målene faldt til tiden fra venstrefoden - så var det svært for journalisterne at knurre for alvor.

Da han i 1921 blev rykket ind som centerforward på B1903's hold, faldt der dog lidt knubbede ord i omtalen i den københavnske eftermiddagsavis Klokken 5.

Den var rundet af A-pressen og udkom i årene 1918-1930. Sådan stod der om Harry efter sejren på 2-1 i den årlige kamp mod svenske Helsingborg:

Man konstaterede, at B1903'erne gennemgaaende alle havde en glimrende Boldbehandling, men at det skortede noget med Sammenspillet, og at Harry Hansen, den ny Centerforward på B1903's hold, ikke kunne fordele Spillet paa Fløjene, og langt fra kunde fordunkle Mindet om den bortrejste Carl Skomager.

Harry kunde det ikke, men han rehabiliterede sig i Publikums Bevidsthed ved at score de to danske Maal, der blev scoret i Kampen.

Dengang som nu. Det er målene, der tæller. Og huskes. Således også hos de anslået 5.000-6.000 tilskuere til kampen i Idrætsparken i slutningen af oktober 1921.

Klokken 5-reporteren fandt opgøret lidt skuffende i forhold til de penge, det havde kostet at hente svenskerne over. Han skrev, at Harry Hansen ved 2-0 sendte bolden i mål over Sigge Lindbergs Lig.

Den navnkundige målmand med de næsten 400 kampe for Skåne-klubben og de 50 landskampe for Sverige døde dog først i 1977, så der var heldigvis tale om det billedsprog, sportsjournalistik altid har gjort flittigt brug af.

Det har formentlig også haft betydning for Harry Hansens gode forhold til pressen, at ølmanden fra Holbæk var helt nede på jorden. En mand af folket og nå ja - en fyr, man gerne ville drikke en øl med.

I Holbæk-pressen var beundringen for landsholdsspilleren nærmest næsegrus, og han blev omtalt som byens berømthed.

Med hensyn til at opsnappe nyheder fra sportens verden fik den kendte fodboldspiller i forbindelse med en mærkedag engang disse ord med på vejen i en af Holbæk-aviserne:

Også i det lokale idrætsliv har Harry Hansen gennem årene taget meget aktivt del. Ølkælderen i Smedelundsgade var en sand Sportscentral - altid godt underrettet og ofte i besiddelse af de sidste nyheder, før bladenes sportsmedarbejdere fik fat i dem.

I denne fortælling kigger vi først lidt nærmere på fænomenet B.T. og nogle af de andre aviser i sportsjournalistikkens unge år.

Undervejs møder vi også en skribent med causeriet som speciale. Han huserede blandt andet i Nationaltidende, i den københavnske Klokken 5 (med undertitlen Socialdemokratisk Aftenblad) og såmænd i Kallundborg Avis med sin faste rubrik, der hed Hr. Olsens Betragtninger.

Olsen havde et godt øje til ølmanden og målscoreren Harry Hansen, som han flere gange gennem årene gav opmærksomhed.

Det skete vist især på grund af fodboldspillerens arbejde. Det var et job, der - kunne man forstå - havde klummeskriverens fulde sympati.

Vi skal tage meget fejl, hvis ikke Tipsbladets populære skikkelse mange år senere, Tavse Tipper Thomsen, har kigget i gamle aviser og julehæfter og er blevet inspireret af fortidens Hr. Olsen. Men mere om det senere.

B.T. havde som nævnt i en tidligere historie på hjemmesiden om Harry Hansens fem landskampe en, efter datidens målestok, fyldig præsentation af debutanten. Den var skrevet af signaturen Arnold.

Det var sportsreporteren Arnold Richard Nielsen, af mange kaldet Nolle. Han var ekspert og en europæisk kapacitet i brydesporten, men han var allestedsnærværende. Og skrev om alt.

Nolle var med på skuden fra start, da Berlingske Tidendes unge krigskorrespondent Henry Hellssen blev den første redaktør på B.T.

 


Henry Hellssen var reporteren, der fik ideen til B.T. Han blev også bladets første chefredaktør i 1916, men det varede ikke så længe.

 

Hellssen havde selv fået ideen til en frokostavis i halv Berlingske-størrelse, med lokkende typografi og underholdende stof, da han som udsendt medarbejder under krigen fik fingre i en ungarsk avis.

Cheferne i Pilestræde købte ideen, og den 31. august 1916 kom B.T. på gaden for første gang. Avisen kostede tre øre, men på førstedagen blev den uddelt gratis i 100.000 eksemplarer i hele København.

Kriminalstoffet fyldte en del i den nye tabloidavis, men også film og sport var godt stof for B.T. Det var meget usædvanligt, at sporten var samlet ét sted i avisen og fyldte en hel side.

Med sans for det storladne har B.T.'s nuværende redaktør, Michael Dyrby, skrevet om nyskabelsen, at den i 1916 kun 28-årige Henry Hellssen skabte en revolution i mediebranchen, som andre siden fulgte efter.

Den nye avis kaprede Arnold Richard Nielsen fra Sports-Magasinet, hvor han blandt andet havde været med til at arrangere den allerførste roligantur til en fodboldlandskamp.

Det nystartede magasin sendte i slutningen af oktober 1915 - mens krigen var i gang udenfor Skandinavien - 1000 danske fodboldtilhængere til Stockholm for at se Danmark møde Sverige.

Første del af turen foregik med dampskib over Øresund og derefter videre med tog. For manges vedkommende i bumlevogne uden affjedring.

Hele turen kostede 12 kroner, men billetten til kampen var ikke med i prisen. Dette er der dog modstridende oplysninger om hos kilderne.

Under denne artikel er der link til en af disse kilder, der indeholder en detaljeret beretning om den første fodboldrejse for både folk og fæ.

En billig ståplads til kampen i 1915 kostede en krone, en siddeplads to eller tre kroner. Danmark vandt foran 16.000 tilskuere med 2-0 på mål i første halvleg af Poul Tist Nielsen og Michael Rohde.

Men den svenske fremgang i forhold til nederlagene på 0-8 og 0-10 mod Danmark et par år før var markant, og allerede i 1916 vendte bøtten.

Med holbækkeren Harry Hansen fra B1903 som en af to debutanter tog danskerne igen til Stockholm, og denne gang fik de smæk. Svenskerne vandt med 4-0.

Om den kamp skrev Johannes Gandil i det store værk Dansk Fodbold fra 1939:

Det var hollænderen Albert Meerup Terwogt, der ledede denne i Danmark så herostratisk berømte kamp, der for første gang plettede det danske landsholds skandinaviske rekordliste, hidtil havde vi i landskampe ikke tabt til andre nationer end England.

Også til den kamp i Stockholm var der planlagt en fodboldtur, men Sports-Magasinet måtte aflyse. 480 tilmeldte en uge før kampen var ikke nok. Der skulle 625 deltagere til for at få det til at løbe rundt med leje af skib og tog.

Samme år som Berlingskes satsning på B.T. kom Politiken med Idrætsbladet, så der var noget i gære på sportsfronten hos de to store bladhuse.

Idrætsbladet udkom først en gang om ugen, senere flere gange - og måtte efter 40 år på bladscenen gå ind i 1956. B.T. er her endnu, men i erkendelse af de nye tider altså nu i en reduceret trykt udgave.

 


Folkene på B.T. var ikke blege for at lave en anderledes sportsside. Her med visuel gengivelse af holdene i udekampen mod Sverige i 1927. Den sluttede 0-0, og det danske hold er næsten rigtigt gengivet. Magnus Simonsen fra B93 spillede ikke - det gjorde Arne Kleven fra AB.

 

Sportsjournalisten Nolle var ansat som blandt andet manuskriptforfatter i Nordisk Films tidlige år, og det samme var i øvrigt Robert Storm Petersen.

Arnold - tegnet med schnurrbart og rundpuldet hat af Storm P - stod for manuskriptet til filmpioneren Ole Olsens og Nordisk Films berømte og omstridte Løvejagten fra 1908.

Olsen kom med ideen og løverne, mens Nolle strikkede en handling sammen. Filmen varede en halv snes minutter og blev først forbudt i Danmark.

Men den var en international succes og lagde grunden til en bugnende pengekasse hos Ole Olsen - en mand med et eventyrligt liv, der begyndte som vogterdreng i Odsherred.

Arnold Richard Nielsen var med til at stifte både Dansk Atlet-Union - det senere brydeforbund - i 1901 og Københavns Journalistforbund i 1904.

Han var medlem af Danmarks Olympiske Komité fra 1908 og var som enten leder eller reporter med ved syv olympiske lege.

Arnold Nielsen fik indført vægtklasser i brydning og gjorde boksning til en anerkendt idræt i Danmark. Og han skrev altså portrættet af Harry Hansen i B.T. før holbækkerens debut på landsholdet.

Den uhyre alsidige reporter havde hver dag en minibiografi over en aktuel person fra sportens verden på avisens sportsside, og den dag var det holbækkeren.

Hvis man vil læse meget mere om denne skrivekugles liv med sporten skal man have fingre i Jul for Sportsmænd, der var Idrætsbladets julenummer. Fra 1939 og en række år frem fortalte Nolle her om sine mange bedrifter.

Han blev på B.T. til 1921, hvor han måtte se sig erstattet af Emil Andersen fra Idrætsbladet. Han var kendt under mærket Mr. Smile og en legende i dansk sportsjournalistik, som han moderniserede.

Signaturnavnet var en engelsk udgave af Andersens tilnavn fra de unge dage, Smil. Og det var ikke tilfældigt.

Mr. Smile havde engelske sportsblade og sportsjournalistik som ideal, og stort set alle 1920'ernes bedste penne i dansk sportsskriveri læste og lærte i de engelske aviser.

 


Mr. Smile kunne sælge aviser, og B.T. reklamerede selvfølgelig med, at han i 1924 var avisens udsendte medarbejder ved OL i Paris.

 

Smile var sportsredaktør på B.T. fra 1921-26, på Dagens Nyheder 1927-34 og derefter på Politiken. Alle vegne betød hans begejstring og personlige skrivestil et gennembrud for sportsjournalistikken.

Det noterede journalisten og idrætshistorikeren John Idorn i 1999 i et portræt af pioneren, der efter lang tids sygdom døde i 1939, kun 46 år gammel.

Sygdommen fik smilet til at stivne, og en junidag gik Mr. Smile fra hjemmet i Rungsted ud i Øresund og fandt ro i bølgerne, skriver Frits Ahlstrøm i en af sine bøger.

Emil Andersens søn, Poul Prip Andersen, blev med tiden sportsredaktør på Berlingske Tidende. Han døde i 1989.

En af de mange journalister, Mr. Smile var læremester for, hed Julius Larsen. Han blev kendt i det ganske land som Julle.

Af Mr. Smile lærte han efter sigende fire grundsætninger. De tre første var flid. Den fjerde var, at man skulle tilbringe mindre tid på sit kontor end ude blandt sportsfolkene.

Allerede på Aftenbladet levede Julle op til dét. Her var han en profil fra 1930. Avisen havde redaktion og trykkeri i Blågårdsgade på Nørrebro, i mellembygningen i en baggård.

Redaktionen holdt til på første sal, sætteriet og trykkeriet i kælderen. I startårene omkring 1890 havde avisen Herman Bang som flittig leverandør i korpset af reportere.

Populæravisen blev blandt flere andre øgenavne kaldt for Rullekonebladet. Det refererede til, at der var tale om en arbejderavis. Skrevet lige ud af landevejen i et sprog, almindelige mennesker kunne forstå.

Nørrebro-jargonen i spalterne vandt genklang, og oplaget var i en periode blandt landets højeste. Avisen gjorde som den første meget ud af billederne.

I kollegers omdømme blev den for en dels vedkommende redigeret efter det gamle mundheld uden saks og klister, ingen journalister.

I en lang periode satsede avisen meget stærkt på kriminalstoffet, i journalistkredse kaldet mord, brand og voldtægt. Senere kastede man kærligheden på sportsstoffet og fik en stærk position her.

Efter en tid med adresse på Landemærket i det indre København overtog Aftenbladet i 1918 bygningen i baggården på adressen Blågårdsgade 15, hvor Blågårdsgade Seminarium havde holdt til i over 50 år.

Så selvfølgelig følte denne artikels signatur et pressehistorisk vingesus, når han fra slutningen af 1980'erne og nogle år frem hentede sønnike i vuggestue og senere børnehave.

Det var jo på den selvsamme Nørrebro-adresse, hvor navnkundige Julle havde trakteret sin skrivemaskine, som var det en boksebold.

Og hvor kendte skribenter som en purung Knud Poulsen, Rachel Bæklund, Lasse Budtz, Poul Dalgaard, Otto Ludwig og Mogens Garde engang havde afleveret deres hakkelse i døgnets rejsestald.

I begyndelsen af 1950'erne havde bladdøden i Danmark fået karakter af epidemi, og det engang store Aftenbladet bukkede under i den skarpe konkurrence med B.T. og Ekstra Bladet.

Avisens oplag var 90.000, da det gik bedst. Men den lukkede og slukkede i februar 1959, og den gamle bladbygning genlød altså 30 år senere af både glade barnestemmer og gråd i stedet for hamren i skrivemaskiners taster og rotationens rytmiske dunken.

 


Flot skrevet og måske passede det, når Aftenbladet slog på tromme for sin sportsredaktør. ”Han ved alt om sport” var store ord om Julle, der i 1953 skiftede til Ekstra Bladet, hvor han opnåede legendestatus.

 

B.T. gik på rov i Aftenbladets medarbejderstab og købte også rotationspressen. Julle var dog allerede i 1953 skiftet til Ekstra Bladet og blev også her en foregangsmand. Ja, nærmest et fyrtårn og en levende legende som sportsredaktør.

Journalisten og idrætshistorikeren John Idorn har skrevet sådan om ham: Larsen er en massebetegnelse. Julius er et navn, men Julle blev et begreb.

I 1961 tog Julle initiativ til Skolernes Fodboldturnering, der voksede sig stor, og som næsten alle eftertidens store fodboldnavne har fået fidusbamsen i efter en kamp.

Undskyld sidespringet. Nu tilbage i tiden og tilbage til B.T. Den rejselystne redaktør Henry Alexander Hellssen holdt kun til udgangen af 1917.

Han blev erstattet af Bertel Bing, der ikke må forveksles med en dansk politiker, der mange år senere fik tilnavnet Bertel Bims og blandt meget andet gør sig i lystige viser ...

Hellssen fik i stedet titlen verdensreporter på Berlingske Tidende og var senere krigskorrespondent under både Anden Verdenskrig og Koreakrigen.

Hjemme igen var han med til at starte Billed-Bladet i 1938 og blev senere ugebladets redaktør. Hans opfindelse B.T. var i mange år den største af de to formiddagsaviser, men blev indhentet og overhalet af Ekstra Bladet.

De frække slagterhunde på Rådhuspladsen gik over til tabloidformat i begyndelsen af 1960'erne, og under chefredaktør Victor Andreasens ledelse blev en truende bladdød undgået.

Da det gik vildest for sig, nåede de to formiddagsaviser hver op i omegnen af 250.000 daglige eksemplarer i oplag.

Det tal er styrtdykket i de seneste årtier, og nu om dage offentliggøres avisers oplag ikke længere. Kun læsertal oplyses. De er ikke helt så deprimerende.

Da fodboldspilleren Harry Hansen døde natten mellem torsdag den 31. oktober og fredag den 1. november 1946 havde B.T. en tospaltet omtale fredag.

Artiklen var signeret Ralf, som må være identisk med Ralf Buch. Han var først freelancer og senere sportsredaktør på B.T, hvor han røg til tops og endte som chefredaktør.

Her arbejdede Buch sammen med Børge Munk Jensen, der kom til avisen i 1943 og blev kendt for sin næse for at opstøve nyheder. Eller selv skabe dem. Hårdtslående Børge blev han kaldt.

Munk blev Årets Sportsjournalist i 1962. Han og Buch fik stor betydning for stoffets popularitet og for, at B.T. tordnede frem i oplagstal.

Den amerikanske forfatter Paul Gallico - stor kanon som sportsreporter i 1920'erne og til midt i 1930'erne - skrev engang noget i retning af, at det kedsommeligste af alle væsener er en gammel sportsjournalist.

Både Børge Munk og flere andre seniorer modsagde med en vis vitalitet både i og udenfor spalterne langt op i årene den påstand.

Nu får de læsere, der er fulgt med så langt payoff - som vi siger på dansk - for tålmodigheden. Vi vender tilbage til Tavse Tipper Thomsen og hans forgænger.

Den sportsglade Hr. Olsen, der som nævnt fik udgivet sine betragtninger i forskellige blade, tog nemlig flere gange Harry Hansen med i sine - synes denne artikels signatur - ofte noget syrede causerier.

Bag dæknavnet Hr. Olsen gemte sig forfatteren Richard Jensen, der levede fra 1887 til 1954. Han var en ret så flittig mand, der i produktionen ved skrivemaskinen også benyttede flere pseudonymer.

I sine avisklummer bruge han humor, ironi og skæve stavemåder. Og hans fabulerende betragtninger, ofte fra sportens verden, var populært stof.

Det var underholdende læsning med et fast persongalleri, som blandt andre talte Røgmanden. Han var Hr. Olsens gode bekendte, og de to fulgtes ad på eventyr. En røgmand var en person, der udførte røgning af madvarer.

Røgmanden optrådte også i dette stykke, som blev trykt efter 1-1 kampen mod Holland, og hvor Olsen afslørede et vist kendskab til Holbæk beverdinger.

Først brokker han sig over, at det var ikke nogen rigtig stemningsfuld landskamp. Han savnede nemlig - og vi citerer - den tykke Geléklump, der plejer at komme til Fodboldkampene, bevæbnet med Mælkeklokke, Smør-Tenor og Ølbajere.

Klummeskriveren var heller ikke tilfreds med det, der foregik inde på banen:

Det var et skidt hold vi stillede med i Marken. Der var kun een trøst: Harry var med, Ølmanden fra Holbæk. Han satte vor eneste Bold i Nettet, som om han slog Prop i en Flaske. Harry, gamle svinger, Røgmanden og jeg gi'r en Omgang, naar vi kommer til Holbæk.

Du maa selv vælge, om det skal være på Isefjord, Postgaarden, Børsen, Dannebrog eller Kronprinsen eller hos Jørgensen nede ved Kasernen. Du er Bægermand, og det er jeg og Røgmanden også.

For denne signatur - der som ung journalistspire på Venstrebladet i Holbæk af garvede pressefolk lod sig lokke med over på den lidt skumle beverding Børsen - vækker det navn minder.

Den lave gule bygning i Havnegade vis-a-vis Venstrebladets kvadratiske kolos blev revet ned engang midt i 1980'erne.

Måske var det ingen tilfældighed, at Hr. Olsen, alias Richard Jensen, var så skarp i de lokale værtshusnavne. I begyndelsen af 1920'erne stod nogle af hans causerier i Kallundborg Avis - jo med to l'er dengang.

Den konservative avis eksisterede indtil begyndelsen af 1950'erne, og Hr. Olsens Betragtninger 30 år tidligere indeholdt blandt andet causerier fra en Hokkikamp - som han kaldte det - på Gisseløre og fodboldopgør i Jyderup og Tømmerup.

Måske var han på ophold i Nordvestsjælland hen over sommeren i 1921 - eller måske var der tale om en lokal efterligning.

På de kanter var det ikke Røgmanden men Hørkræmmeren, der var Olsens faste følgesvend. En hørkræmmer var en person, der solgte hør, hamp, blår, salt, klipfisk og lertøj.

Gæstevisitten i Kallundborg Avis gav anledning til et sammenstød med en af Jyderups fremtrædende mænd. Det var dommeren i en fodboldkamp mellem Holbæk og et kombineret hold fra Jyderup og Rørby.

Det var en rent ud elendig Kamp takket være en umulig Dommer. (Det er forresten ikke første Gang, han har dokumenteret sin egen Umulighed), skrev Hr. Olsen.

Dommeren for i blækhuset og tog dagen efter, i slutningen af august 1921, til genmæle under overskriften Aabent Brev til Hr. Olsen!

Han ironiserede blandt andet over skribentens ædruelighed og underskrev sig Ærbødigst H. Gylling-Folkmann.

Det var den kendte isenkræmmer i Jyderup fra Gylling-Folkmann dynastiet, med fornavnet Hans. Han fortalte i indlægget, at han som fodbolddommer plejede at få hurraråb, når han forlod banen.

Gylling-Folkmann gjorde opmærksom på, at han havde beskæftiget sig med fodbold og spillets love i 24 år og ofte havde dømt de afsluttende kampe i både provinsen og København.

Han fik også flettet ind, at han i mange år havde været medlem af bestyrelsen i SBU samt leder af fodboldturneringen for hele Sjælland.

I et andet essay efter en B1903-kamp mod et af de professionelle skotske hold, der var ganske hyppige gæster i København, kører Olsen ud af en tangent. Han forestiller sig Harry Hansen tilbage i hjembyen og på arbejde dagen efter.

På en afstand af næsten 100 år efter kampen vover vi at snuppe et længere citat:

Vi tabte Kampen i gaar, men vi førte den længe!! Og Harry Hansen vil i Dag være en stor Mand i Holbæk. Når han kommer rumlende med sin Ølvogn, saa vil enhver Værtshusholder sige: Er det dig Harry, du lavede jo Maal i Gaar. Jo selvfølgelig skal jeg have en Kasse mere end ellers. Kom selv ind og faa en Bajer!

Og Harry faar en Bajer, og han gi'r selv én, som han ikke fører på Regnskabet, og han bliver i løbet af Dagen i Højtidsstemning. Han fortæller om, hvordan det gik til, at han lavede Maal. Først lavede han eet Maal, og så lavede han eet til.

Hen på Aftenen har han lavet otte Maal og det var os, der vandt kampen. På et meget sent tidspunkt har han lavet seksten Maal, men saa viser det sig ogsaa, da han kommer ud fra Værtshuset, at Politiet har fjernet hans Hest og Vogn, og nu bliver han selv baaret til Holbæks Detentionslokale. Han har naaet et Maal. Eet der er rigtigt. Det var en god kamp i Gaar. Den har min Agtelse.

Hvordan Harry Hansen tog mod den udlægning af hans arbejdsdag efter en stor kamp, melder historien ikke noget om. Formentligt med et grin.

 


Hr. Olsens Betragtninger udkom med en samlings af Richard Jensens causerier som en lille bog i 1925.

 

En samling af Hr. Olsen's Betragtninger udkom i 1925 i en lille bog på Idrætsforlaget, og i den kan man blandt andet læse kapitlet Om at udtage til landshold.

Det var en satirisk fabuleren over, hvordan det foregik, når udtagelseskomiteen skulle vælge landets 11 bedste spillere i Dansk Boldspil-Unions fine kontor med Sjæsterfildesofa, Cigar og Sekretær, som Richard Jensen formulerede og stavede det.

Hr. Olsen er godmodig og har Lune - men Bukkefoden stikker ofte frem midt i Godmodigheden - spørg blot hans Ofre, skrev B.T. i sin omtale af bogen.

Richard Jensen skrev også nogle roste romaner om boksning og han genoplivede efter mange års pause Hr. Olsens Betragtninger i flere numre af hæftet Jul for Sportsmænd i 1940'erne.

Som forfatter skrev han socialt prægede noveller og romaner, og i Land og Folk blev hans nekrolog i foråret 1954 skrevet af kommunisten Aksel Larsen, der fem år senere stiftede SF.

Når man læser de af Olsens gamle klummer, der handler om fodbold og bemærker stilen - så er det en nærliggende tanke, at de mange år senere har været til inspiration for Tipsbladets legendariske Tavse Tipper Thomsen.

Han optrådte første gang i det fremgangsrige fodboldblad i december 1982 og fornøjede læserne med sine ugentlige kommentarer i næsten 25 år, inden hans nekrolog stod i Tipsbladet i 2007.

Den skrev chefredaktør Carsten Andreasen, og han har i fagbladet Journalisten fortalt, at det var bladets mangeårige journalist Svend Hermansen, der leverede de ugentlige ind- og udfald i spalterne.

Det var også påstanden i en podcast i anledning af Tipsbladets 70 års fødselsdag i 2018. Kilden fortalte, at han havde fået det at vide af Hermansen selv, da denne var skiftet til Ekstra Bladet.

Det er dog tvivlsomt, om den tidligere redaktionschef på Tipsbladet - næsten uden afbrydelser - har kunnet levere hver uge over så lang en årrække.

Så der har også været gættet på, at Carsten Andreasen til tider selv var manden bag. Samt at journalisterne Per Høyer Hansen og senere Niels Frydenlund også bidrog til løjerne.

Thomsens debut i spalterne skete i slutningen af '82, og det var med introduktionen Ny munter kommentar-rubrik og Den Lille Sjove.

Humoren var et bærende element, da den førtidspensionerede malersvend i begyndelsen rapporterede fra Café Den Kolde Røv.

Det var hans navn for bænken udenfor kiosken på Nørrebro, hvor han afleverede sine tipskuponer. I sommerhalvåret boede han sammen med Lillemor i alle årene i kolonihaven på Amager.

Her var naboen Smeden, der optrådte lige så ofte i Thomsens skriverier, som Røgmanden gjorde i Hr. Olsens mange år tidligere.

En tegning af tipperen i kolonihaven fulgte med klummerne. Den var begået af Mik Schack, der i chiliskjorte også kan noget med musik og mad. Han var i en årrække var tilknyttet Tipsbladet som tegner.

 


Mik Schacks legendariske tegning af Tavse Tipper Thomsen fulgte med de spøjse betragtninger i Tipsbladet. Først om fodbold og tipning, senere om snart sagt alt mellem himmel og jord.

 

Thomsen og Smeden fulgte ivrigt med i Fremad Amagers gøren og laden, og den tavse tipper blev i slutningen af 1990'erne udnævnt til æresmedlem af Fremad-fanklubben De Blå Hvide Engle.

Fremad Amager nåede nogle år tidligere, nemlig i 1994, et historisk kort ophold på et halvt år i Superligaen, der var midt en omlægning. Men klubben havde den store fornøjelse at vinde begge kampe mod FC København med 3-2.

Da tipningen fik konkurrence og dalede i popularitet, begyndte Thomsens klumme også at handle om andet end fodbold. Politik for eksempel og med emner fra både ind- og udland.

Tavse Tipper Thomsen var arg modstander af Barsebäck på den anden side af Øresund og havde fra 2001 en nedtælling til atomkraftværkets lukning kørende i bladet

Han brød sig heller ikke om håndbold, og han afskyede lotto. Den sidste klumme stod i Tipsbladet i 2005 og et par år senere bragte Tipsbladet en nekrolog over Thomsen.

Her kunne man læse, at han var sovet stille ind på sofaen. Thomsen havde efter en god søndagsfrokost lagt sig for at få en middagslur, med radioens Giro 413 som lyd- og slumretæppe. 86 år blev den fiktive og finurlige figur angiveligt.

Tilbage i tiden stopper vi i dette kapitel om sportspressen også op og gør honnør for Politiken-journalisten Magnus Simonsen, som Harry Hansen var holdkammerat med i sin sidste optræden på landsholdet.

Det var 3-3 kampen mod Norge i 1922, hvor Simonsen debuterede som centerforward. Han fik fire A-landskampe, den sidste mod Holland i 1927. Det var efter en pause på fire år.

 


Magnus Simonsen spillede fire A-landskampe. Her sidder han - før kampen mod Holland i 1921 - som nummer to fra venstre. Andre senere pressefolk er Harry Bendixen, der står yderst til venstre, og Valdemar Laursen. Han er nummer tre fra venstre i samme række.

 

Simonsen stod flere gange overfor Harry Hansen i turneringskampe mellem B93 og B1903 - for eksempel i 1923 i holbækkerens sidste år på topplan.

I april 1923 vandt B93 med 3-2 over zebraerne fra B1903, og Magnus Simonsen scorede alle vinderholdets tre mål. To i første halvleg og et luskemål efter pausen.

Frem vandt den københavnske turnering det år og blev senere dansk mester ved at slå AGF i finalen.

I Magnus Simonsens målrige debutlandskamp mod Norge var der to andre navne på holdet, som også blev fremtrædende journalister på Politiken.

Det var to KB'ere, nemlig målmanden Poul Graae (fem landskampe) og halfbacken Valdemar Laursen, der i sine 44 landskampe nåede at spille syv forskellige pladser.

Den dribleglade tekniker debuterede som 18-årig mod Sverige i 1918, hvor han scorede til 1-0. Det var hans første og eneste landskampmål.

Laursen blev senere international fodbolddommer samt fodboldredaktør på Idrætsbladet og Politiken.

Mester Graae, som målmanden blev kaldt, gjorde karriere på samme avis og sluttede med 17 år som chefredaktør på Politiken.

B93'eren Magnus Thing Simonsen, der på grund af arbejdsløshed som ung prøvede lykken i Frankrig og spillede amatørfodbold der, blev dog den mest kendte pressemand af de tre.

Fra udlandet begyndte han at afsætte historier til danske aviser - franske artikler, om man vil - og det blev begyndelsen til noget stort.

Simon - som var hans signatur - regnes som eneren i dansk sportsjournalistik. Den førende i en årrække i både viden og evne til at formidle stoffet levende, elegant og skarpt.

 


Sådan så det ud, når Simons Søgelys stod at læse i Politiken. Denne udgave er fra 1969, hvor klummeskriveren i øvrigt mellem linjerne i artiklen forudså, at den omtalte post ville gå til Rudi Stritich.

 

Han var erklæret anglofil, og med sin ternede jakke, tørklæde og sixpence var han let genkendelig. Han var avisens ambassadør på kamppladserne i sine 40 år på Politiken. Deraf cirka 30 år som sportsredaktør.

Simons Søgelys var hans næsten daglige kommentarer til sportens verden. Hans artikler sprudlede og var i kampreportager spækket med overraskende citater af for eksempel Kipling og Hemingway.

Det var stort og småt, der kom i søgelyset. For eksempel brokkede Simon sig fredag den 20. november 1964 over, at halvdelen af en kommende tipskupon ville bestå af italienske 2. divisionskampe. Med hold, som ingen kender et hak til, skrev sportsredaktøren.

Samme dags tophistorie på sportssiden stod Frits Ahlstrøm for. Redaktøren havde torsdag sendt det unge talent, der var to måneder fra at fylde 20 år, til finale i Ekstra Bladets Skoleturnering på Frederiksberg Stadion.

Holbæks teknikere slog fighterne på tung bane, lød hans overskrift. Det var efter en velspillet finale, som Slotsmarksskolen fra Holbæk vandt med 1-0 over Korsvejens Skole.

Amager-skolen, der 40 år senere havde den urolige elev Nicklas Bendtner på sit hold, måtte overgive sig, da målmand Gert Clemmensen i silende regn halvklarede Per Rønnebæks skud.

Bolden trillede på tværs af målet, og den lille højrewing Claus Hansen stormede til og scorede. Det var to minutter før tid, og mørket var begyndt at sænke sig over Frederiksberg.

Magnus Simonsen - det var ham, vi kom fra - kunne noget med ord. Som for eksempel denne, der vistnok blev skrevet om en sur sportmand: Han brugte det sprog som kun tales af hollændere og hvalrosser.

Det var på den tid ret nyt at jonglere med ord og litterære henvisninger på den normalt kontante og resultatfikserede sportsside.

 


Simons hovedreportage fra Politiken mandag den 23. november 1959, hvor B1909's Erik Berg var kold som en brøndgravers r.. da han efter flere afbrændere scorede mod Frem.

 

For eftertiden blev Simon berømt for vendingen kold som en brøndgravers røv. Den brugte han i 1959, da B1909's Erik Berg Petersen - på en sukkerbold fra John Danielsen indenom Frem-forsvaret - hamrede bolden i mål via den ene stolpe.

Det var på sæsonens sidste spilledag, hvor fynboerne vandt over holdet fra Valby med 3-1 og i sit jubilæumsår blev danske mestre foran KB, der samtidig besejrede OB med 2-1.

Målet faldt på et tørt sted hos både nierne og Berg. Angriberen havde været uheldig med adskillige af sine aktioner på sæsonens sidste spilledag.

Danielsen lagde op til alle tre B1909-mål mod Frem. De to andre blev scoret af Arno Hansen og anfører Paul Bassett.

Guldet for 60 år siden var det første danske fodboldmesterskab til Fyn, og Simonsens hovedreportage havde over hele siden og i to dæk overskriften ”De røde djævle” spillede som hvide engle trods et nervepres.

I Idrætsparken i København spillede udeholdet i hvidt, og hovedparten af de knap 21.000 tilskuere heppede på Frem. Hvis de kunne tage point fra fynboerne, ville KB blive danske mestre.

Men det satte kun udeholdet op, og Politikens sportsredaktør indledte sin reportage sådan:

Elevatorholdet B1909 har tit prøvet at sidde fast i kælderens kulde og mørke, men med 1-1, dirrende nerver og gaasehud over hele kroppen ved tanken om, at KB førte 1-0 i Odense røg fynboerne helt op i den syvende himmel, da der manglede et kvarter af kampen.

Det var en stor dag f or fynsk fodbold. Afgørelsens halvanden time indeholdt også oprykninger til landets bedste række for B1913, der slog Brønshøj, og Frederikshavn.

Foran 10.000 ellevilde vendelboer bragede Harald Nielsen, der var fyldt 18 år en måned inden, fem minutter før tid Frederikshavn-målet til 3-1 over Aarhus-klubben AIA ind.

Det var den unge målslugers 19. sæsonscoring og samtidig billetten til 1. division. Frederikshavnerne havde taget turen op i landets bedste række i rekordtempo. Fra jyllandsserien til 1. division på tre år.

Og hvad lavede Holbæk i den weekend? Holdet lå i serie 1, som var en af de sjællandske mellemrækker, og sluttede sæsonen med en sejr på 6-1 over Høng. Fire mål af Flemming Mortensen og to af Knud Christensen.

Det gav en andenplads i tabellen, lige efter Tuse Næs, der rykkede op. Men året efter var der bid for holbækkerne, som vandt rækken og røg op i sjællandsserien.

Helt oppe i toppen af hierarkiet havde to af B1909's guldvindere ingen anelse om, at de næsten 25 år senere ville blive nævnt i et nummer på Johnny Madsens debutalbum.

Det kom i 1982 og hed De tørre er de best … men våde er de flest, og denne skriverkarls blonde vestjyske flamme købte skiven. Det var der vist ikke ret mange, der gjorde - men med tiden fik pladen kultstatus.

De to niere på skæringen Akavariefisk var John Danielsen og Erling Linde Larsen. Den tredje var fodboldspiller i sangen (nå okay, dét kan man vel dårligt nok kalde Madsens messen) var Henning Enoksen.

 


Tre gode kort fra B1909 i havregrynspakkerne fra Foska: Erik Berg Petersen, John Danielsen og Erling Linde Larsen.

 

I sin karriere spillede angriberen for Vejle og AGF. Enoksen døde i september 2016, dagen inden han ville være fyldt 81 år.

Da havde jyden - 29 mål i 54 A-landskampe og OL-sølv i Rom 1960, hvor han scorede i semifinalen mod Ungarn - på grund af knoglekræft fået amputeret det venstreben, han engang var så fodboldfarlig med.

Mange drenge fra slutningen af 1950'erne husker, at der var tegninger af kendte fodboldspillere på havregrynspakkerne fra Foska. Dem kunne man klippe ud og spille fodboldkampe med på bordet.

Det var det fænomen, Johnny Madsen refererede til i erindringsglimtet fra barndommens land. Han nævnte også klubberne Esbjerg, Skovshoved og B1909 i teksten, hvor desuden en vis Bob Dilan sneg sig ind.

Musikeren og maleren Madsen er glad for fodbold - og golf. Drengen fra fiskersamfundet Thyborøn havnede som teenager på Amager, hvor hans og den senere Holbæk-målmand Benno Larsens veje krydsedes.

De var i halvandet år naboer på Ungbo på Hjulmagerstien i det dengang nye byggeri Urbanplanen - og blev kammerater.

Sammen gik de ofte over på den anden side af Englandsvej og sparkede til bolden på banerne i Sundby Idrætspark.

Larsen var medlem i B1903, og Madsen spillede på det bedste ynglingehold i Kastrup. På grund af hårpragten blev han kaldt for George Best, og det var vestjyden vist ikke ked af.

Musikeren og målmanden fik et glædeligt gensyn med hinanden et halvt hundrede år senere, da Benno Larsen i sommeren 2017 kom backstage efter en Madsen-koncert i Roskilde.

 


Det var festligt, da Benno Larsen og Johnny Madsen genså hinanden efter en Madsen-koncert i Roskilde. Et halvt hundrede år tidligere var de som teenagere naboer og kammerater i Ungbo på Amager.

 

Benno Larsen, der fyldte 70 år i slutningen af september 2019, husker Johnny Madsen som en teknisk god fodboldspiller. Han var angriber.

Målmanden tog til træning i Gentofte på knallert, men kunne ikke lokke kammeraten - der kun havde en cykel - med på den lange tur.

Tilbage til Foska-billederne. John Danielsen (27 A-landskampe og syv mål) var en teknisk dygtig venstre innerwing, og han spillede ifølge Politiken som en engel mod Frem.

Det kan selvfølgelig diskuteres - måske endda med en B1909-fan i Holbæk, sådan en findes faktisk: Mon ikke Danielsen er den største B1909-profil i klubbens 110 år lange historie?

Han var kendt for en blændende teknik og lange præcise afleveringer. Blev nødig beskidt på kamptøjet. John Danielsen stod også for en afgørende assist, da B1909 i 1964 blev dansk mester med 1-0 over KB foran 43.000 tilskuere i Idrætsparken.

Mogens Haastrup fik en bold serveret i dybden og scorede sejrsmålet hos KB-keeper Nils Jensen, med tilnavnet Tykke-Nils. Det var i slutningen af en kamp, hvor hjemmeholdet havde vadet i chancer.

Topscorerne Jørgen Ravn og Finn Møller kunne ikke trænge gennem de røde forsvar eller overliste den uhyre stærkt spillende Svend Aage Rask i niernes mål.

Der var kaos og tumult før kampen på Idrætsparkens mishandlede grønsvær, og mange gik glip af kampen, fordi portene blev lukket for tidligt.

Samtidig vandt Holbæk - under noget mindre bevågenhed - 3. division og rykkede op. Holbækkerne sluttede sæsonen med en sejr på 5-3 over Kolding, men havde allerede sikret oprykningen i tredjesidste spillerunde.

Den 21-årige Jørgen Jørgensen scorede et af målene mod Kolding midt i november og blev med 17 mål holdets suveræne topscorer.

Året efter, i 1965, skrev John Danielsen kontrakt med Bundesliga-klubben Werder Bremen, hvor han spillede med succes i fem år. Fynboen fyldte i sommer 80 år.

Erling Linde Larsen (20A-landskampe/0 mål) var forsvarsspiller og en af de første angrebsbacks i dansk fodbold. Han døde som 86-årig i december 2017.

Fordi B1909 førte 1. division ved sommerpausen i 1964 kom fynboerne med i Europa Cuppen for mesterhold 1964-65 og stødte i første runde ind i selveste Real Madrid.

De rø'e tabte i september hjemme med 2-5 til de berømte spaniere. Fynboerne havde en uge forinden fået klø med 1-5 af AGF på Aarhus Stadion, men slog til gengæld AB med 4-1 tre dage efter Europa Cup-kampen.

Der var voldsom hype (en halv snes år før det ord fandt vej til dansk) omkring Real-stjernernes besøg i Odense. I en hård kamp var hjemmeholdet fint med spillemæssigt, men fik med spanskrøret, når det blottede sig.

En Gento i hopla scorede tre gange, og berømte Fenrec Puskas (der blev opdækket af Arno Hansen, de to var banens to mindste) lavede et flot mål på langskud fra 35 meter. Den så Rask ikke lige komme.

Walther Richter og et selvmål, da keeperen fumlede med John Danielsens hjørnespark, stod bag de fynske scoringer. I returkampen på Bernabeu vandt Real med 4-0, og Gento scorede to af målene.

Madrilenerne havde tre år tidligere også spillet i Odense. Modstanderne i anden runde var B1909's bysbørn fra den lidt yngre årstalsklub B1913.

De blå var oprykkere i 1. division og førte rækken efter foråret, men måtte til sidst nøjes med tredjepladsen efter Esbjerg og KB.

Vestjyderne blev danske mestre i fire ud af fem år i første halvdel af 1960'erne. Tre af gangene var det med østrigeren Rudi Stritich (som mange steder staves med to t'er) som træner. Han og Esbjerg vandt pokalturneringen i 1964.

Stritich gjorde også Esbjerg til dansk mester i 1979 efter bronze og sølv de to foregående år. Han var dansk landstræner fra 1970-75 med OL i 1972 som den største succes. Rudi Stritich døde i Østrig i sommeren 2010, 88 år gammel.

 


I den første kamp mod Real Madrid-stjernerne i oktober 1961 var B1913 på hjemmebane kun bagud med 0-1 til syv minutter før tid. Her er begyndelsen af Magnus Simonsens reportage i Politiken.

 

Hurtigt retur til B1913, der i årene i første halvdel af 1960'erne var lige ved og-næsten-holdet. To gange blev fynboerne nummer to og en gang nummer tre. Det var en ærgerlig toer-rolle, som Holbæk overtog i midten af årtiet efter.

I 1961 blev den europæiske deltagelse samlet set lidt af et mareridt for de blå fra Odense, men amatørernes hjemmekamp mod de professionelle stjerner forløb faktisk fint.

I Odense var B1913 foran cirka 28.000 tilskuere kun bagud med 0-1 indtil syv minutter før tid, hvor der faldt to hurtige spanske mål. Puskas lavede to af Madrids mål hos den stærkt spillende Erik Lykke Sørensen i det fynske mål.

På hjemmebane blev det en oktoberuge senere i en spansk legestue til en snitter for fynboerne. 9-0 til Real-stjernerne, og Alfredo di Stefano scorede tre af målene.

B1913 havde i første runde selv scoret ni mål i samme kamp, da det blev 9-2 over Luxembourgs deltager efter 2-2 ved pausen. Og det danske landshold havde i oktober 1961 slået Finland med 9-1 i Idrætsparken.

Angriberen Bent Løfqvist scorede fem af de fynske mål mod luxemburgerne. Et kunststykke, som blandt andre Søren Lerby for Ajax og Messi for Barcelona senere har gjort ham efter i europæisk klubfodbold.

Begge kampe blev tv-transmitteret i Danmark med Gunnar Nu Hansen ved mikrofonen. Seerne kunne mod slutningen af kampen i Madrid følge de uhyggelige scener, da Santamaria sparkede den meget pågående Løfqvist i skridtet.

Fynboen havde efter mange reservetjanser fået A-landsholdsdebut en måned forinden, da han i anden halvleg erstattede en skadet Jørn Sørensen i 1-5-nederlaget mod Vesttyskland. Uwe Seeler scorede tre mål.

 


I returkampen i Madrid gik det til gengæld grumme galt. 9-0 til spanierne gjorde av - og angriberen Bent Løfqvist blev fem minutter før tid sparket i skridtet og kørt på sygehuset

 

Det blev ved den ene landskamp for den farlige og ofte hårdt spillende fynske angriber, der havde været hård ved spanierne i den første kamp. Året efter blev han professionel i franske Metz og scorede også her masser af mål.

I Madrid var han bevidstløs i 20 minutter efter overfaldet og blev kørt på sygehuset. Den sydamerikanske centerhalf Santamaria slap med en advarsel, mens Løfqvist fik ødelagt den ene testikel i et sammenstød, han har husket hele livet.

For de særligt interesserede bringer vi under artiklen et link til et langt interview, der blandt en del andet også handler om fynboens fodboldminder.

Real Madrid nåede helt til finalen, som Benfica i maj 1962 vandt med 5-3 efter spansk føring på 2-0. De tre spanske mål i Amsterdam var alle signeret den galoperende major, Ferenc Puskas.

Tre år senere måtte Real Madrid, efter mellemspillet mod B1909, igen se sig stoppet af Benfica. Det var denne gang i kvartfinalen.

Eusebio, med tilnavnet Den Sorte Panter, nåede igen til finalen med Benfica. Men den vandt italienske Inter i slutningen af maj 1965 for andet år i træk med 1-0 på et heldigt mål af Jair.

På den sjaskvåde bane sjuttede bolden på brasilianerens skud fra en spids vinkel og trillede ind hos Pereira i Benfica-målet, som i anden halvleg blev skadet ud måtte udgå.

Simon var selvfølgelig Politikens finalereporter på Inters hjemmebane, San Siro i Milano. Kampen skulle egentlig være spillet i Rom. Det officielle tilskuertal var 89.000.

I mere ydmyge rammer begår B1909 sig for tiden er nede i femte niveau i dansk fodbold. Holdet spiller i fynsserien, der også går under sponsornavnet Albaniserien.

De tidligere danske mestre blev i efteråret 2018 idømt en hård pointstraf og fik 50.000 kroner i bøde, fordi SKAT fandt ud af, at amatørklubben i årevis havde fiflet med kørselsgodtgørelse til spillerne og reelt aflønnet dem som trænere.

Det nummer er ikke noget ukendt fænomen i serieklubber - heller ikke på Sjælland. B1909 røg ud af danmarksserien, men er ved vinterpausen i sæsonen 2019-20 med fremme i fynsserien.

B 1909-holdet begyndte sæsonen med ni minuspoint. Men laver masser af mål, lukker næsten ingen ind og ligger i vinterpausen lige efter bysbørnene og ærkerivalerne.

Det er selvfølgelig den blå og en smule ældre årstalsklub B1913, som også er nedrykker og som vandt efterårets lokalopgør mod nierne knebent.

Efter denne lille rundvisning i de rø'e gemakker prøver vi at finde tråden igen. Hvor kom vi til - jo, til sportsredaktør Simon fra Politiken.

Med til historien hører, at han i den berømte sammenligning mellem den fynske målscorers ro og brøndgraverens bagdel ikke skrev røv i avisen, men r.. - og jo, man lidt mere blufærdig på tryk dengang.

Simon havde lånt vendingen af engelske og amerikanske forfattere. En af dem var Leon Uris, der fik mange af sine bøger oversat til dansk. Vendingen stammer fra Læderhalsene, der handler om Stillehavskrigen.

Magnus Simonsen var kendt for at lære sine journalister på Politikens sportsredaktion, at man gerne må stjæle - bare man gør det elegant.

Det skal tilføjes, at ikke alle faldt i svime over hans skriverier. Nogle kaldte de sproglige krumspring for banaliteter.

Stjernereporteren og redaktøren var søn af mejeristen i Stenlille og født i 1901. Han døde i Brønshøj i oktober 1972 - ikke længe efter at være vendt hjem fra OL i München.

 


Harry Bendixen blev en stor mand i dansk presse. Kong Christian 10. var en stor mand og meget fodboldinteresseret. Her hilser de på hinanden i Idrætsparken.

 

Hvis vi lige skal snuppe en fjerde landsholdsspiller med, der blev et kendt journalistnavn - så slår vi ned på Harry Bendixen.

Han hed Mozart til mellemnavn, og han spillede ligeså elegant. Højre halfback var AB'erens plads på banen, og han debuterede på landsholdet mod Norge i 1924 året efter, at Harry Hansen var stoppet i B1903.

De havde dog mødtes i turneringskampe i den bedste københavnske række. Bendixen var en meget sikker straffesparksskytte for AB.

Det var da også på straffe, at han scorede sit eneste landskampmål mod Sverige i sejren på 2-0 i 1926. Michael Rohde satte det andet danske mål ind.

Harry Bendixen nåede 16 A-landskampe, og udenfor banen blev han en stor mand i dansk presse. Han skrev under mærket Harris og var sportsjournalist fra 1926, blandt andet på Dagens Nyheder.

I 1934 blev han sportsredaktør på Berlingske Tidende, og han havde en pen, hvis mening man gerne ville købe avisen for. Fra 1944 og 10 år frem var han chefredaktør for B.T. Hvad skriver Harris i dag? spurgte folk.

Under besættelsen var han aktiv i modstandsbevægelsen og havde i en periode et våbenlager gemt under gulvet på sit kontor på avisen.

Chefredaktøren måtte en tid gå under jorden og satte sig først i chefstolen på B.T. igen den 5. maj 1945. Han havde posten indtil sin død, af blindtarmsbetændelse, i 1954.

Da var han 53 år, og formiddagsavisen havde i hans tid rundet de magiske 100.000 eksemplarer i dagligt oplag.

I sit store værk om Ekstra Bladets historie runder Gregers Dirckinck-Holmfeld også konkurrenten. Og han konstaterer, at Harry Bendixen som glødende sportsentusiast var opsat på, at B.T. skulle være landets førende sportsdagblad.

Senere i 1950'erne spurgte folk: Hvad skriver Julle i dag? Da var Julius Larsen kommet i sving på Ekstra Bladet, og Dirckinck-Holmfeld kalder ham for far til bladets moderne sportsjournalistik.

Når vi nu har været rundt om nogle af landets bedste sportsjournalister i fortiden, skylder vi også lige at runde det største navn af dem alle.

Gunnar Valdemar Hansen voksede op som plejebarn på Solitudevej på Nørrebro og blev den mest kendte danske journalist nogensinde. Ja undskyld, Ulla Terkelsen ...

Han kom i lære som journalist og fik arbejde på det københavnske Dagbladet i 1925. Gunnar prøvede kræfter med flere sportsgrene, og han spillede hundredevis af førsteholdskampe og var i en halv snes år anfører for Handelsstandens Boldklub (HB), der holdt til på fælleden på Østerbro.

Klubben var, ifølge flere kilder, den første til at lade spillerne bære numre på ryggen. Det var i HB's eneste sæson i Danmarksturneringen i en kamp i slutspillet mod Fremad Amager.

Sæsonen var 1927-28, hvor HB - med Gunnar på holdet - nåede til slutspillet om DM, men tabte alle sine fire kampe. I øvrigt i en sæson, hvor der ikke blev kåret nogen dansk mester. Men det er en anden historie ...

Da var Gunnar Hansen altså begyndt som politireporter på Dagbladet Københavns kriminalredaktion, og han kom nogle år senere til Morgenbladet.

Han var i bladmiljøet kendt som en frisk og arbejdsivrig fyr, der ikke var bleg for at bytte kriminyheder med kollegaerne fra de andre københavnske aviser.

Det gjorde de, når der flere gange dagligt skulle ringes rundt til politistationerne. Den senere Politiken-kendis og derefter teaterdirektør Knud Poulsen har beskrevet samarbejdet med Gunnar i sine erindringer fra 1985.

Sport rapporterede det unge talent også om, og efter gode Gunnar-år på både Berlingske og B.T. samt sideløbende skriverier for Idrætsbladet blev livsbanen for alvor udstukket, da han i 1935 fik job på Danmarks Radio.

Selvom han også her optrådte som alsidig reporter, var det sportsdækningen, der gjorde ham verdensberømt i Danmark.

Begejstring var Gunnars varemærke, og både tilnavnet Nu og det folkelige gennembrud kom under OL i Berlin 1936. Han blev stemmen, som folk samledes om radioapparaterne for at høre.

Gunnar Hansen var blevet radioens udsendte på et afbud. Førstevalget ønskede ikke at rapportere fra legene, der af nazisterne blev brugt som ét stort propagandanummer.

 


Nu Sportspastiller fik mange fans. Ikke så meget på grund af lakridserne, men fordi der lå et lille billedkort med en fodboldspiller fra den bedste række i pakken. Og man kunne også få et album til sin samling.

 

Såvidt vides blev Gunnar Nu aldrig grebet i at bedrive kritisk journalistik, og her skal ikke dvæles mere ved de bedrifter og den popularitet, den flittige mand opnåede via radio og senere tv.

Det skal blot konstateres, at det er de færreste sportsjournalister forundt at få både en lakridspastil og en plads i hovedstaden opkaldt efter sig. Samt sikkert en del andet, som denne signatur ikke lige kan huske.

Nu sportspastiller kom på markedet i 1965, og pointen var, at der lå små farvebilleder med 1. divisionsspillere i pakkerne. Plus Ole Madsen fra de lavere rækker.

Bag på billederne stod oplysninger om spillerne, fødselsdata og job. Såvidt denne skriverkarl husker smagte de halve fodbolde, lakridserne var formet som, såmænd udmærket.

Men de var en biting. Det var billederne, det drejede sig om - og der blev handlet og byttet med kammeraterne. Man kunne også få et samlealbum til dem.

Nu-pastillerne kunne købes frem til 1977, og der findes mange år senere adskillige samlere rundt omkring i landet, der stadig er på udkig efter de billeder, de mangler. Mindst en person af den kaliber sidder i byrådet i Holbæk, ved vi tilfældigvis.

Under denne artikel står et link til den fuldstændige historie om pakkerne med de eftertragtede portrætter. Holbæk er en af klubberne, og der er gode gensyn med de lokale navne fra landets bedste række i årene 1974-1977.

 


Gunnar Nu har fået sin egen plads på Østerbro, tæt på Parken. Denne artikels signatur kan godt nøjes med en gyde på Amager eller en halvpart i Pølsekrogen i Holbæk.

 

Mange år efter fik reporteren også sin egen plads i hovedstaden. Det var efter hans død som 87-årig i 1993, og på pladsen står en buste, hvor Gunnar har halstørklæde på og holder den mikrofon, han næsten var vokset sammen med.

Sportschefen står der på soklen, og det kunne ikke være mere rigtigt. Plejebarnet fra Nørrebro blev med tiden en magtfuld mand i Danmarks Radio.

Gunnar Nu Hansens Plads ligger ved Østerbro Stadion, tæt på dem gamle Idrætspark, hvorfra den garvede journalist mange gange havde rapporteret om blå himmel, vajende dannebrogsflag og gæve danske gutter på grønsværen.

Når den tid kommer, kan denne artikels signatur sagtens nøjes med at få opkaldt en gyde på Amager efter sig. Eller måske en halvpart i Pølsekrogen i Holbæk.

Til sidst i dette omsiggribende epistel om sportsjournalister fra en æra mange år før computernes indtog, vender vi blikket mod Harry Hansens hjemby.

Da det gik højest, havde byens borgere i 1915-1920 - altså årene omkring 1. Verdenskrig - fem dagblade at vælge mellem.

I Holbæk havde byens berømthed en god presse, og i først Holbæk Amts Avis og siden i Holbæk Amts Venstreblad omtalte signaturen Johs. M. ham ofte.

Johannes M. Andersen var typograf og blev samtidig Holbæk-pressens første sportsjournalist. Andersen, der i de unge år var ivrig sportsmand på flere felter, leverede nemlig også sportsnyheder til spalterne.

Den uhyre hjælpsomme og vellidte maskinsætter er en historie i sig selv. Skriverierne om sport stoppede han i årene omkring Anden Verdenskrig, men som typograf fortsatte han til udgangen af 1968.

Da var Johs. M. Andersen 84 år! Rekordholderen fik flotte ord med på vejen af Venstrebladets chefredaktør Viggo Knudsen og typografernes tillidsmand Otto Mouritsen, da han blev hyldet efter 45 år på avisen.

 


Her på Lindevej lå Holbæk Amts Avis. Billedet er formentlig fra 1930'erne. Foto: Holbæk Stadsarkiv

 

Arbejdslivet begyndte Johannes som stor knægt på den konservative Holbæk Amts Avis, der lå på Lindevej i en villa, med trykkeri og nogle trange redaktionslokaler i stuen og redaktørfamiliens bolig øverst.

Holbæk-drengen havde i skolen vist gode evner i dansk, og redaktør Holger Ibsen så hurtigt, at han også kunne bruges til at referere møder. Så når amtsrådsmøderne trak ud over redaktørens spisetid overtog unge Andersen pen og blok.

Da Ibsen i 1920 var opstillet som de konservatives kandidat til Folketinget i Holbæks Amtskreds, kørte hans socialdemokratiske typograf med ud og refererede sin chefs taler. Sådan var det dengang.

1920 var et mærkeligt år med Påskekrise og ikke færre end tre folketingsvalg i april, juli og september. Holger Ibsen, der fik 2.134 stemmer ved sidstnævnte, blev valgt. Men det er alt sammen en anden historie.

Johannes var selv fodboldspiller og som helt ung med til at stifte den første klub i Holbæk. Han tjente samtidig lidt lommepenge ved at levere sportsnotitser til amtsavisen.

Holbæk Amts Avis eksisterede fra 1848 til foråret 1958 og havde i en periode den senere berømte digter og forfatter Nis Petersen som journalist.

Manden bag Sandalmagernes Gade fra 1931 om dagligliv i antikkens Rom ankom til Holbæk i slutningen af 1917.

Den unge reporter - der undervejs var udnævnt til redaktionssekretær - blev fyret i 1920. Da var bægeret bogstavelig talt fuldt.

Han fik dog en lang opsigelse og pæne ord med på vejen, for redaktør og rigsdagsmand Ibsen på Holbæk Amts Avis havde et svagt punkt for den uregerlige boheme og gavflab.

 


Nis Petersen var noget af en styrvolt i sin periode som journalist på Holbæk Amts Avis. Her ses forsiden på en genudgivelse af hans digte, der udkom i 2017.

 

Nis P. var en meget flittig ordleverandør til avisspalterne, men han var ustabil. Og hans drukture og til tider ret fantasifulde skriverier blev til sidst for meget.

Nis Petersens udfoldelser i spalterne bestod af alskens store og små observationer - for eksempel Forårsfornemmelser: Årets første Panamahat er observeret på Ahlgade.

Med petitjournalistikken var han måske inspiration for Venstrebladets i mange år populære rubrik På min vej gennem byen, men Nis Petersen hyggede sig også med at gøre grin med det lokale politi.

Det passer ikke helt med hans afløsers karakteristik af den konservative avis: Agtværdig, lidt kedelig og absolut uden munterhed af nogen art. (…) Oplaget var lige så beskedent som omfanget. Fire sider.

Nis Petersen levede hårdt og døde som 46-årig i 1943.

I 1930 blev August Petersen - som havde arbejdet på avisen i en årrække - redaktør, og det var han, indtil den led bladdøden i 1958.

Redaktøren fra den konservative avis var i 1931 med ved HB&I's fødsel, og han blev klubbens anden formand.

Det var på den avis på Lindevej - i det daværende nummer 12 - at Johannes M. Andersen blev udlært maskinsætter i 1903.

Han var kendt for både sin faglige dygtighed og sit gode humør. Om morgenen pudsede han syngende sin sættemaskine.

En kollega har beskrevet, at det i det daglige kunne ske, at Johannes kom til at stamme, og at det måske afholdt den meget vidende mand fra at blive journalist.

Men skrive det kunne han, og typografen leverede avisens sportsreferater i en årrække. Naturligvis også stof om Harry Hansen.

 


Johannes M. Andersen var en glad mand og glad for sit job som typograf. Han stoppede på Holbæk Amts Venstreblad i slutningen af 1968. Da var han 84 år.

 

I eftersommeren 1924 skiftede Johs. M. Andersen arbejdsplads og begyndte som maskinsætter på Holbæk Amts Venstreblad, hvor han skrev videre om det lokale sportsliv.

Han var dog stoppet som fritidsreporter, da han i marts 1950 skrev en artikel i HB&I-klubbladet Kick Off.

Her satte han et hold af de spillere, han mente havde været bedst i Holbæks fodboldhistorie. Der blev kun plads til to fra det aktuelle HB&I-hold i sjællandsserien, nemlig Eigil Skov og John Holmgaard.

En af spillere fra fortiden, der fandt nåde for skribentens strenge blik, var Harry Hansen. Andersens udvalgte på alle tiders byhold, fra mål til venstre wing, så sådan ud:

Sigfred Rasmussen, Vagn Lund, Kai Andersen, Eigil Skov, John Holmgaard, Poul Steen Andersen, Ernst Larsen, Willy Petersen, Dyhrberg, Harry Hansen og Aksel Ejrnæs.

I 1953 kunne Johs. M. Andersen fejre sit 50 års jubilæum som svend, og i 1964 havde den flittige mand 40 års jubilæum på Venstrebladet, som var blevet egnens store avis.

Det blev til 10 års otium med base i hjemme på Godthåbsvej i Holbæk sammen med hustruen Hertha, inden han efter kort tids sygdom døde i januar 1979.

Året efter, i 1980, skrev en tidligere medarbejder ved avisen, Holger Ellert, en artikel i Venstrebladets 75 års jubilæumsudgave om sine år på bladet.

Ellert, der nu var informationsmedarbejder i Danske Mejeriers Fællesorganisation, nævnte i artiklen, at Holbæk tilbage i hans tid havde et kendt fodboldnavn.

Det var Tapperen, øldepotindehaver Harry Hansen - manden med landets hårdeste skud og i sin korte karriere hos en københavnerklub placeret på landsholdet.

Skrev altså Holger Ellert, der nok ikke vidste, at Harry havde spillet for B1903 i et dusin år. Om datidens sportsdækning i Venstrebladet noterede Ellert:

Sporten på avisen blev i min tid passet af en sympatisk og flittig typograf , Johs. M. Andersen, hvis notitser allernådigst blev placeret i spalterne. Det var dengang!

 


Onkel Jørgen var målmand på journalisternes hold i kampen mod byrødderne ved Holbæks købstadsjubilæum i 1936. Her bliver han vejet før kampen - og ikke fundet for let. Foto: Holbæk Stadsarkiv

 

Holger Ellert var journalist på Venstrebladet i årene 1933-42, hvor der var redaktion i Nygade. Det var altså efter Harry Hansens store år på fodboldbanerne.

Da Holbæk i 1936 fejrede 650 års jubilæum som købstad med festligheder over flere dage og efter alle kunstens regler, var Ellers med til at arrangere en showkamp i fodbold mellem byrådet og byens journalister.

Det blev et tilløbsstykke med over 4.000 tilskuere, og kampen endte ifølge Venstrebladets reportage på næsten en hel side 4-2 til pressen. Med Ellert som målscorer et par gange.

Munterheden var i højsædet i det, avisen kaldte for en blanding af en cirkusforestilling og en fodboldkamp. Før kampen var det store nummer vejningen af de to holds spillere.

Tilskuerne skulle gætte den samlede vægt, som endte på 1.683 kg. Købmand H.P. Larsen var official, og journalisterne havde en lille overvægt med deres 858 kg.

På billedet fra Holbæk Stadsarkiv herover ses nogle af pressefolkene. Med ryggen til er det August Petersen og fra holdet med gentlemen of the press fra venstre: Monrad Hansen, V. Grant, en uidentificeret samt på vægten Johannes Jørgensen alias Onkel Jørgen.

Bagved: Slægelberger, Viggo Knudsen fra Venstrebladet, Anthonsen fra Amtstidende, næsten skjult A. Rastén samt Anders Finsing. Ved vægten H.P. Larsen og bagved journalist Ellert.

Fotograf ukendt står der ved arkivbilledet, mens en del andre fra begivenheden er krediteret Foto-Smith, der havde fotoforretning i Nygade i Holbæk, lige før Jernbanehotellet.

Det fulde navn var Jørgen Döcker Smith, og han leverede ofte billeder til Venstrebladet. Nogle af hans skud blev bragt i avisens store reportage efter tirsdagens showkamp.

 


Omslaget på et godt brugt eksemplar af Aksel Hansens bog om Holbæk Bold- og Idrætsforening og om fodboldens første år i byen. Den udkom i 1994.

 

Den skrivende og uopslidelige typograf Johs. M. var selvfølgelig var med på pressens hold. Han omtales i Aksel Hansens bog om HB&I, En fodboldklub i provinsen. Den udkom i 1994 med blandt andre disse linjer:

Det må fastslås, at der på den tid var en god sportspresse i Holbæk. Ikke alene Johs. M. i Holbæk Amts Venstreblad, men også Onkel Jørgen i Holbæk Amtstidende var på pletten, når fodboldspillerne fra Holbæk var i kamp.

Onkel Jørgen var signaturen og tilnavnet for den populære Johannes Jørgensen. Han boede i Allerup, men var altid på farten som reporter eller fodbolddommer.

Han begyndte at skrive om sport i Venstrebladet i begyndelsen af 1920'erne og passede samtidig en forsikringsvirksomhed.

I 1929 kom den humørfyldte mand fra Allerup til Amtstidende som sportsreferent og blev i stillingen i mange år

Han blev avisens første idrætsredaktør - han ville nemlig ikke kaldes sportsredaktør. Den gemytlige Onkel Jørgen var også en efterspurgt foredragsholder og konferencier i Nordvestsjælland.

Det var Onkel Jørgen, der vogtede målet for journalister i showkampen i 1936, hvor byrødderne kun fik overlistet ham et par gange.

Han døde efter et års sygeleje i oktober 1955 i en alder af 62 år. Holbæk Amtstidende blev i 1963 i øvrigt lagt sammen med Sorø Amtstidende til Sjællands Tidende.

Vi slutter dette tilbageblik på dansk sportsjournalistiks unge dage, som vi begyndte. Med B.T. Sådan lød den sidste nøgterne sætning i omtalen af holbækkeren Harry Hansens død. Den stod i avisen fredag den 1. november 1946:

Han vil blive savnet baade blandt Kammeraterne og den Del af Idrætsparkens Stampublikum, der kan huske hans Spilleglæde og hans mægtige Kanonskud.

 

----

 

Links til levende billeder:

Gunnar Nu Hansen

Bent Løfqvist

 

Links til artikler:

Da Fodboldekspressen gik til Stockholm

Historien om Gunnar Nu-samlebillederne

 

Læs også sidste kapitel, der pludselig en dag dukker op her på hjemmesiden. Det handler om Harry Hansens sidste tid som fodboldspiller og menneske. Og om da HB&I blev stiftet. Det har denne arbejdstitel:

Harry tilbage i Holbæk