Sejre og skuffelser. Splittelse og samling. Harry fik et blandet comeback i Holbæk

19. februar 2020


Af søm


Egentlig havde han ikke været væk. Ikke sådan for alvor. Byen ved fjorden var altid verdens navle for den berejste fodboldspiller.

Den danske mester med B1903 og landsholdsspiller boede med sin familie i Holbæk. Han kørte øl ud i Holbæk.

Og han trænede for det meste i Holbæk Idrætsforening i det dusin år, han spillede for den københavnske klub.

Ølmanden, der blev kaldt Tapperen, var 29 år, da han i 1923 besluttede at trække stikket på eliteniveau.

Dermed kunne Harry Hansen spare weekendens togture til kampene i hovedstaden. For ham er det naturligvis, vi taler om.

Og nu er føljetonen om fodbold - og hvad deraf følger - for rundt regnet 100 år siden, nået til sit sidste kapitel.


Det var sådan det begyndte. En ung Harry Hansen har fod på bolden. B1903 spottede talentet i Holbæk og hentede ham til Fælleden i København.

Harry kunne igen stille op for Holbæk Idrætsforening, men han kom dog ofte tilbage som tilskuer i Idrætsparken og mødte alle de gamle fodboldkammerater.

Om hans sidste aktive år som spiller i hjembyen og hans alt for tidlige død skal slutkapitlet i nostalgiredaktionens epos om byens første store fodboldnavn handle.

Det bliver en fortælling om et comeback i Holbæk med en en turneringssejr som start. Men også om et skuffende nederlag. Samt om Hansens medvirken til først splittelse og derefter til samling på lokalt klubplan.

Og det ender altså med en beretning om sygdom, svækkelse og død. I en alder af kun 52 år gik Harry Hansen bort i slutningen af det første efterkrigsår, 1946.

Efter artiklen er der blandt andre links til levende billeder fra festligheder i købstaden Holbæk i henholdsvis 1919 og 1923.

De kan - for de særligt interessede - give et indtryk af byen og livet i den på det tidspunkt, hvor Harry Hansen var et kendt Holbæk-navn.

I de år, hvor han trak den sort- og hvidstribede B1903-trøje over hovedet, havde Harry spillet adskillige privatkampe for Holbæk Idrætsforening. Men selvfølgelig ikke turneringskampe.

Det skete, at der opstod postyr omkring hans medvirken. Ikke alle modstandere ville acceptere, at holbækkerne havde den landskendte spiller med i opstillingen.

Fra Tapperens indholdsrige fodboldår i Holbæk efter B1903-tiden har vi udvalgt nogle nedslagspunkter. Der var både op- og nedture. På og udenfor banen.

Til de sportslige succeser hørte det sjællandske mesterskab, Holbæk Idrætsforening fightede sig til i 1924.

Samt den turneringssejr holbækkeren var med til at vinde med det udvalgte sjællandske hold i Sylowturneringen samme år.

SM-titlen først. Eller provinsmesterskabet for Sjælland, som det blev kaldt.

Titlen blev - skrev signaturen Johs. M. i Venstrebladet - sikret som en flot jubilæumsgave. For det var 25 år siden, at Holbæk Idrætsforening blev stiftet.

Det holdt så nogenlunde stik, for klubben blev en realitet i slutningen af maj 1900, blandt andet med to typografer som ophavsmænd. Det var Alfred Hansen og Viggo Christensen.

De to socialdemokrater blev senere begge borgmestre. Hansen i 1919 i Holbæk, og det skete faktisk ved lodtrækning, men han beholdt posten i 35 år. Christensen blev i 1938 Københavns første overborgmester.

Tilbage til fodboldbanen i 1924. Inden pokalen var i hus, og anfører Harry Hansen blev båret fra banen i guldstol, havde et vældigt drama udspillet sig i Lyngby.

Her blev finalen mod F.I.F. Hillerød (Frederiksborg Idrætsforening) nemlig spillet, og nordsjællænderne havde favoritrollen.

De var på de tider ret dominerende og tog titlen som sjællandsmester ni gange. To gange siden Holbæks første SM-titler i efteråret 1902 og foråret 1903 havde F.I.F. slået holbækkerne i slutkampen.

Holbæk havde været den første sjællandske mester, for Sjællands Boldspil-Union blev stiftet i september 1902, og i begyndelsen var der ikke ret mange klubber med i turneringen.

Holbæks titel i 1902 kom i hus efter nogle hårde finalekampe mod Vordingborg Seminariums Boldklub.

Først blev det 5-5, så 1-1 i omkampen og omsider faldt der en en afgørelse med sejr på 2-0 i tredje hug. Da var man nået ind i december.

I foråret året efter blev der igen spillet om mesterskabet, og denne gang vandt Holbæk angiveligt over Næstved, i slutkampen.


Holbæk Idrætsforenings hold i 1919, da Harry Hansen forlængst var blevet et etableret navn i B1903. Holbæk havde ikke vundet titler siden 1902-03. Den stærke Aksel Ejrnæs er nummer tre fra venstre bagest.


Men siden havde der været titeltørke i Holbæk Idrætsforening, så finalesejren på 2-1 i 1924 var et højdepunkt i klubbens historie.

Harry Hansen scorede begge mål. Først var den tidligere landsholdsspiller hurtigt over bolden, da Hillerød-spilleren Aage Jensen kiksede efter et frispark. Harry scorede hos den nordsjællandske målmand Gustav Bügel.

Han var en stærk keeper, der gennem årene mange gange var udtaget til det sjællandske hold i Sylowturneringen. I begyndelsen af 1924 var han i Frederiksborg Amts Avis rygtet til KB, men endte med at blive i klubben.

Hillerød pressede, men angriberne var ineffektive, og Holbæk havde forpagtet heldet. Der måtte et straffespark til i anden halvleg - dømt mod den store back Kai Wentzlau for hånd på bolden - før Hillerød fik udlignet.

Stillingen 1-1 holdt sig til tre minutter før tid. Så fik centerforward Harry Hansen fat i bolden og satte kurs mod Hillerød-målet.

Under et stort klumpspil fik han fyret af. Bolden ramte overliggeren og sprang tilbage. Nyt Holbæk-skud og denne gang halvklarede Bügel i målet.

Returbolden klaskede Harry i kassen, halvt liggende og fra en noget spids vinkel. Og Holbæk holdt stand i de sidste minutter, trods et nærgående Hillerød-hovedstød.

Det sete afhænger af øjnene, der ser. I et nordsjællandsk referat hed det, at Harry generede målmanden så meget, at han slog bolden i eget net. Og at der kunne være dømt frispark.

Men målet blev dømt, og holbækkerne kunne løfte pokalen. Hillerød-pressen roste vinderholdet for at være ret ensartet og velsammenspillet med 11 stærke og gode spillere.

Der faldt til gengæld drøje hug i den nordsjællandske presse til de sejrsvante Hillerød-spillere og især angriberne fik det glatte lag:

De er såmænd alle elskværdige og flinke unge mennesker, men tilsammen som angrebsrække må vi have lov at kritisere dem.

De spiller en løjerlig omgang fodbold, der hverken er fugl eller fisk. Mål kan de først og fremmest ikke lave, og når de ikke kan det, hvad er de så værd som angrebsspillere?


De sjællandske mestre fra Holbæk Idrætsforening, der i 1924 slog det stærke Frederiksborg-hold fra Hillerød i finalen. Harry Hansen er nummer fem fra højre.


I Holbæk-aviserne blev der jublet, og signaturen Johs. M. - der som typograf senere det år skiftede arbejdsplads fra Holbæk Amts Avis til Venstrebladet - kom med denne håbefulde salut: Nu gælder det Danmarksmesterskabet!

Så langt nåede holbækkerne ikke, for i næste runde af kampen om Provinsmesterskabet var det slut. I Nykøbing Falster sejrede B1901 med overbevisende 6-2 over Harry og co.

Harry Hansen havde en uges tid inden kampen lovet at score to mål. Og det gjorde han. Den tidligere landsholdsspiller udlignede til 1-1 og reducerede til 2-3.

Derefter begyndte det at styrtregne på spillerne og de 1000 tilskuere. Publikum havde allerede fået en skylle i pausen.

Harrys to mål blev også holdets eneste, hvorimod B1901 nettede tre gange mere. Holbæk-målscoreren brændte et straffespark ved 1-1, da han kanonerede bolden lige på den ellers noget klejne målmand.

Og Lolland-Falsters Folketidende mente i sin reportage, at hans spil - bortset fra de to mål - ikke var mange sure sild værd.

Hans fordeling af spillet var uendelig ideforladt, lød avisens krasse kritik af den tidligere topspiller efter semifinalen. Det kunne Harry nok leve med. Han havde tidligere kunnet læse om sine feltherretalenter.

Men det var et nederlag, der sved hos holbækkerne. Og resultatet blev af nogle udlagt som grobund for den uro, der betød splittelse i Holbæk Idrætsforening.

Det var, da en flok udbrydere i 1925 dannede Holbæk Boldklub. Mere om det senere i denne fortælling.

B1901 havde vundet mesterskabet på Lolland-Falster og derefter elimineret de bornholmske vindere Viking ved at vinde med 1-0 i Rønne.

Så fik Holbæk smæk, og dermed var falstringerne klar til provinsfinalen mod B1913, der havde tævet den jyske kredsvinder Viborg med 7-1.

Den 1. juni 1924 måtte B1901 dog bøje sig for den fynske årstalsklub, der i Odense vandt med 3-1 og dermed tog billetten til DM-finalen mod den københavnske vinder.

Det var såmænd B1903, der som vinder i KBU ifølge reglerne var selvskreven til den ene finaleplads.

Harry Hansen kunne altså i teorien have mødt københavnerne med Holbæk i den første sæson efter sit farvel til klubben.

Som beskrevet i en tidligere historie her på siden om holbækkerens år i B1903 vandt klubben det danske mesterskab i den første sæson uden ham på holdet. Det skete ved med stort besvær at besejre den 10 år yngre Odense-klub, B1913.

Der måtte dog tre kampe til, før titlen var i hus. Først to gange 1-1 og så i tredje hug en komfortabel 5-0-sejr til B1903.


Ludvig Sylow - en stor mand i KB og i dansk fodbold. Da han uventet trak sig tilbage i 1918, fik Sylow en turnering opkaldt efter sig.

For Harry Hansen var 1924 også året, hvor han var med til at sikre det udvalgte sjællandske hold den første sejr i Sylowturneringen.

Den var indstiftet i 1918 og havde fået navn efter Ludvig Sylow, der samme år var gået af som DBU-formand efter at have siddet siden 1911.

Han var en magtfuld mand i dansk fodbold og vant til at få sin vilje. Det kom som en stor overraskelse, da han i 1918 pludselig trak stikket.

For at hædre Sylow blev den nye turnering mellem landsdelenes unionshold opkaldt efter ham. Postkontrolløren var inkarneret KB'er og efterlod ved sin død i 1933 hele sin formue til klubben.

Sylowturneringen løb indtil 1926, og der var stor prestige i at blive udtaget til de lokale hold. Det skyldtes især at, landsholdet i lang tid syntes at være lukket land for spillere fra provinsklubberne.

København var altdominerende, og sådan forholdt det sig frem til efter Anden Verdenskrig.

Det var derfor en ære for spillere fra provinsen at komme på Sylow-holdet, og udtagelsen var ventet med spænding i både aviserne og ude hos fodboldfolket.

Klubberne var til gengæld ikke ligefrem henrykte, når de måtte undvære nogle af deres bedste spillere i turneringskampene.

Når alt kommer til alt, fik Sylow-kampene dog ganske stor betydning for fodboldens udvikling udenfor hovedstaden. Og i 1924 vandt Sjællands for første og eneste gang turneringen.

Det skete efter sejre på 5-0 over Bornholm, 1-0 over Lolland-Falster, 3-2 over Jylland og til sidst en finalesejr på 5-2 over København, der var født finaledeltager i turneringen.

Harry Hansen var centerforward på holdet, og han scorede et af de fem sjællandske mål i finalen. Det var til 2-0. Ole Andersen fra Køge og Fritz Andersen fra Vordingborg scorede begge to gange.

Slutkampen søndag den 2. november blev ikke spillet i Idrætsparken, men måtte nøjes med B93's bane. Den var opblødt af regn og blev i referaterne kaldt elendig.

København mødte ikke med de bedste, men kun med spillere fra A-rækken. Det blev anset som en klar undervurdering af provinsen og blev i pressen kaldt for ilde anbragt overlegenhed.

Men de gode provinsfolk fik altså vist københavnersnuderne, hvor skabet skulle stå. Og Harry fik i øvrigt, ifølge et af referaterne, ved den lejlighed vist, at han faktisk kunne sparke med begge ben.

Da DBU i 1927 oprettede Danmarksturneringen for at fremme samarbejdet mellem provins og hovedstad, ophørte Landsfodboldturneringen og Sylowturneringen.


Det udvalgte sjællandske Sylow-hold, der i 1924 vandt turneringen for første gang. Harry er nummer fire fra højre.

I Holbæk var skuffelsen over nederlaget til B1901 til at tage og føle på. Der var murren i krogene, og på banen gik det heller ikke for godt efter forårets succes og sjællandske mesterskab.

Sådan stod der i en af de lokale aviser efter en sejr på 5-1 over Kalundborg:

Endelig i Gaar præsterede vort 1. Hold et spil i Kampen mod Kalundborg, som man kan vente og fordre af et Hold, der i Foraaret gik fra Sejr til Sejr, indtil Mesterskabet paa Sjælland var vundet.

Harry Hansen fik i referatet ros for en udmærket kamp, hvor han især i første halvleg fordelte spillet godt til begge fløje.

I slutningen af halvlegen scorede han selv på et af sine gode, gamle kanonskud, som selv Frigast Larsen på vort landshold har rystet for.

Stod der i referatet. Så jo, den gamle kunne stadig lyne med venstrefoden. Men der var opbrud på vej i klubben, som frem til det kommunale anlæg blev indviet kæmpede med dårlige faciliteter.

I 1928 begyndte det med fem tønder land ved Borgmestergårdsvej, og arealet blev senere blev udvidet. Faktisk var der på det tidspunkt to fodboldklubber i byen. Det vender vi tilbage til senere.

Harry og fodboldfolket i Holbæk var begyndt sparkeriet på byens første rigtige bane på Markedspladsen, hvor der også blev spillet cricket.

Under de noget primitive forhold gjorde den senere landsholdsspiller sine første erfaringer. Banen var af jord og grus, og den havde ikke de rigtige mål, i betydningen størrelse.

Men forholdene og boldens ofte besynderlige opspring gav åbenbart både tekniske færdigheder og en vis hårdførhed.

Gæsteholdene sukkede over den lille banes beskaffenhed, men det lysnede lidt, da forholdene blev for trange, og man omkring 1908 af kommunen fik tildelt pladsen ved det militære sygehus og Sct. Elisabeths Hospital.

Her var banen indhegnet, og der kunne tages entré. Det var imidlertid også en bane, der kostede mange skrammer på knæene, for overfladen bestod næsten mere af jord end af græs, og banen var stenhård.

Man skulle også passe på ikke at skyde bolden ind i naboernes haver. Så risikerede spillerne nemlig, at en sur haveejer beholdt kuglen.

Men fodboldspillet i Holbæk fik sit gennembrud på denne plads, og i mange år efter blev nogle dramatiske opgør mod Korsør og de todages stævner, man arrangerede til påske og pinse, husket.


Klummen hed ”i centrum med als”, og sportsredaktør Axel Alstrup leverede i mange år dagligt meninger i Ekstra Bladet. Her et eksempel fra maj 1976, hvor han ikke ramte plet.

Nu tilbage til fnidderet i idrætsforeningen. I bogen Sjællandsk Fodbold gennem tiderne fra 1954 blev uenighederne sat op mod den sportslige succes i foråret 1924:

(…) men med hensyn til samling og sammenhold gik det lige omvendt. Det var som om spillerne ikke kunne forliges efter nederlaget til B1901 i landsturneringen, og trods formandens protester og utrættelige arbejde, måtte slagteridirektør Boysen se de utilfredse udvandre til deres egen nystiftede forening, Holbæk Boldklub.

Sådan lød det i bogen, hvori Aksel Hansen 40 år senere fandt stor inspiration til kapitlet om Holbæks første fodboldårtier i En fodboldklub i provinsen.

Sjællandsk fodbold var redigeret af den senere sportsredaktør på Ekstra Bladet, Axel Alstrup. Han havde tre år forinden stået bag et lignende værk om Jylland.

Alstrup var i Ekstra Bladet, med klummen i centrum med Als, gennem mange år aktuel med ofte skarpe kommentarer til sportens væsen og uvæsen.

Han ramte selvfølgelig ikke altid plet. Et pudsigt eksempel er fra maj 1976, hvor Alstrup efter weekendens spillerunde slog fast, at der ikke var meget at hente før landskampen mod Sverige.

Stakkels os. I Gøteborg på næste tirsdag går det mod et nyt nederlag, lød sportsredaktørens spådom. Mange kan stadig huske, at det gik anderledes.

Ganske vist bragte Roland Sandberg Sverige foran, men to hurtige mål Lars Bastrup og Ove Flindt Bjerg hos keeper Ronnie Hellström i starten af anden halvleg fik vendt billedet.

Målene gav Danmark den første udesejr over Sverige i 39 år. Og så stor var glæden, at Gunnar Nu busede ud med resultatet 2-1 fra start i fjernsynets sammendrag af kampen senere på aftenen.

To af 1970'ernes kendte Holbæk-navne, Benno Larsen og Niels Tune, var med til at sikre sejren. Alstrups forudsigelse stod i mandagsavisen, hvis mange sportssider også indeholdt en reportage fra Holbæks 1-1 kamp mod AaB.

Ekstra Bladets overskrift handlede om, at en AaB'er var blevet slået ned af Holbæks pæne dreng. Det var Jens Johansen, der havde ramt hjemmeholdets Erik Nielsen med en albue og fik marchordre af dommer Erik Steen Jensen.

Det var nu nok en af bladets kendte stramninger. Begge holds trænere - AaB's Kjeld Thorst og Holbæks Bosse Håkansson - mente i Politiken, at der var tale om et hændeligt uheld, da holbækkeren prøvede at vriste sig løs fra et nordjysk trøjehiv.

Henrik Tune drev gæk med Henning Munk Jensen og AaB-forsvaret, da han udlignede for Holbæk. Men nu fluks tilbage til Axel Alstrup.

Efter nogle mellemlandinger - blandt andet i Danmarks Radio, hvor han var Gunnar Nu Hansens nærmeste medarbejder - fandt han sig til rette på Ekstra Bladet.

Alstrup arbejdede på formiddagsavisen frem til 1988 og satte sine spor i den periode, hvor frækkerten på Rådhuspladsen voksede til landets største avis.

Han havde selv spillet fodbold i Frederiksberg-klubben Dalgas og var begyndt som skrivende på Idrætsbladet.

Den kendte sportsredaktør - svigerfar til den mangeårige og stadig aktive Politiken-pen Rasmus Bech - var en årgang 1920. Han døde som 84-årig i juni 2005.


Harry Hansen som moden fodboldspiller på tærsklen til sit comeback i Holbæk. Fotoet af ham er i hænderne på hans oldebarn, holbækkeren og fysioterapeuten Steen Cortsen.

Og nu retur til tiden omkring dannelsen af den nye boldklub i Holbæk i maj 1925. Harry Hansen var en af hovedmændene bag den, og han blev også formand for udbryderne.

Adskillige andre af de bedste spillere gik med. Det blev i de to nævnte fodboldbøger beskrevet som, at den nye boldklub skummede fløden af idrætsforeningens fodboldelite.

I et tilbageblik på Harry Hansens karriere skrev Johannes M. Andersen i 1931 i Venstrebladet, at hans hjemkomst havde stået både i stridens og samlingens tegn. Det skete med denne uddybning:

Men det skal siges her, at var Harry Hansens Navn det, der vejede tungest til ved Sprængningen i 1925, var han blandt de mest energiske for i indeværende Sommer at faa det skilte sammenføjet igen, og naar Holbæk Bold- og Idrætsforening i Dag er en Kendsgerning, har Harry Hansen sin meget store Andel heri.

Boldklubben fik i foråret sin angrebskæde forstærket med tilgang af Aksel Ejrnæs (tidligere Aksel Gabriel Petersen).

Venstrebladet slog fast, at Holbæk Boldklubs indertrio ville forstærkes betydeligt, når Harry Hansen fik Ejrnæs på sin venstre side.

Aksel Ejrnæs havde i en periode med succes spillet for AB, der i 1921 blev danske mestre for næsen af de forsvarende mestre - nemlig Harry og co. fra B1903. Sådan stod der i avisen:

Efter mange års fravær vil således i indeværende forår de to bedste fodboldspillere, vor by har fostret spille side om side på det hjemlige hold.

Harry Hansen har mange gange vist sin farlighed foran mål og været en afgørende mand for B1903, men i teknisk fuldkommenhed har ingen fodboldspiller her fra byen drevet det så vidt som Ejrnæs.

Når Harrys kæmpekræfter forenes med Ejrnæs' behændighed må det kunne give resultater, og boldklubben stiller store forventninger til samarbejdet.

Sådan lød lovsangen i den lokale presse. Rødtrøjerne fra Holbæk Boldklub lagde da også godt fra land og kom med i den nye Mesterrække for de bedste hold på Sjælland.

Det blev dog en kort fornøjelse for holbækkerne, der sluttede næstsidst med kun seks point og måtte ned i A-rækken.

Harry Hansen havde som ventet en fremtrædende rolle i spillet, og vittige hoveder mente, at klubbens forbogstaver stod for Harrys Boldklub.

På banen skilte han sig ud på grund af sin erfaring, og det blev noteret i indslag i scrapbogen, hvorfra vi citerer nogle stykker.

Som et af de få udklip i bogen er et kampreferat sted- og tidsfæstet. Med håndskrift fremgår det, at udklippet er fra Kalundborg Dagblad den 18. juli 1927, og her kan man blandt andet læse disse linjer:

Harry Hansen, der talrige gange har gravet sine støvler ned, havde atter i går fundet dem frem. (…) Og det skal ingen hemmelighed være, at det var ham, der vandt kampen for sit hold.

Holbæk vandt lokalopgøret med 4-2. Harry scorede tre gange og gik ud 10 minutter før tid, da han blev skadet. En spiller, der i avisen blev kaldt for Lærer Hansen, scorede Kalundborgs to mål.


Harry Hansens scrapbog indeholder stort og småt. Det er fra den, at mange af denne artikels citater om hans sidste år som fodboldspiller i Holbæk stammer.

Et andet presseklip med Harry i hovedrollen:

Holbæk Boldklub fik revanche for nederlaget til Hedehusene tidligere på sæsonen og vandt med 6-1. Harry Hansen havde en særdeles god dag og var absolut banens bedste.

(…) Han førte angreb på angreb frem mod fjendens mål og scorede tre gange i første halvleg. Især det første mål var flot. Det var præstationer, som man ikke alt for ofte ser på en fodboldbane.

I A-rækken vandt Holbæk Boldklub den første kamp over Glostrup, og i en af de lokale aviser blev det noteret:

(…) at holbækkerne langt bedre end modstanderne udnyttede de fiduser, der er ved at spille efter de nye offsideregler.

Der var fra 1925 sket den ændring, at kun to og ikke tre spillere fra det forsvarende hold skulle være nærmere mållinjen end den angribende spiller, når bolden afleveres.

Harry scorede det første mål efter 12 minutter og lagde op til det andet, som Frobenius scorede. Poul Nielsen gjorde det til til 3-0 ved pausen. Så nettede Harry og Poul Nielsen, og til sidst kom en foræring af Glostrup.

Et noget pudsigt pluk fra Holbæk-pressens omtale af kampen, nok skrevet med et blink i øjet:

Dommeren Chr. Petersen, Helsingør, var i enhver henseende god. (...) Han havde næppe en fejlkendelse, det skulle da være, at han en gang mistænkte Harry for at have pillet ved bolden med fingrene. Vi der kender Harry bedre ved jo, at det kunne han aldrig finde på.

Harry Hansen var som nævnt flere gange tidligere en godt bygget og robust, ikke særligt hurtig, fodboldspiller. Men han undgik ikke skader og havde i flere omgange lagt støvlerne hylden. Som man siger.

Han havde dog også hentet dem ned igen, så en overskrift i Venstrebladet den 30. maj 1927 kom ikke til at holde stik.

Harry Hansen var med til at vinde sin sidste fodboldkamp, stod der med de gamle, snørklede typer i en overskrift i Holbæk Amts Venstreblad mandag den 30. maj 1927.

Det var efter Holbæk Boldklubs sejr på 5-3 over Korsør. Indledningen i Johs. M. Andersens artikel lød sådan:

I Gaar tog Harry Hansen officielt Afsked med den grønne Plæne, og vi venter, at han allerede i Dag har afleveret sine berømmelige Fodbold-Støvler til Kommunelærer Alb. Thomsen, der sikkert vil give dem en Hædersplads i Byens Musæum (…).

Albert Christian Thomsen var Holbæk Museums første leder, og han var en drivkraft i moderniseringen og udvidelsen af museet.

Thomsen fik også udgivet Holbæk Købstads Historie i to bind. Da han som 62-årig døde i 1952, blev hans urne nedsat i museets gård.

Harry brændte straffespark i den bebudede farvelkamp, men stod også fadder til flere scoringer. Målhelt for Holbæk i kampen var Willy Petersen, der af alle blev kaldt for Syv.

Men hverken de berømte støvler eller deres ejermand var klar til at blive gjort til museumsgenstande. Det viste sig, at der var flere spark i den da 32-årige fodboldspiller. Mere om det senere.

Med to fodboldklubber i byen kneb det ganske alvorligt med pladsen. Så glæden var stor, da det nye kommunale anlæg på Borgmestergårdsvej i maj 1928 kunne tages i brug.

Ingen af de to Holbæk-klubber havde dog i slutningen af 1920'erne fremtrædende roller i den sjællandske fodbold. Ambitionerne om igen at komme op i Mesterrækken var givetvis med til at få gang i snakken om at finde sammen.

Det var ikke en sag, der kunne løses over en nat. I begge lejre var der tilhængere og modstandere af en sammenlægning.

Men de indledende møder førte til, at de to klubber i foråret 1931 begge stillede med et forhandlingsudvalg på tre personer.

Inden da havde Harry givet sit besyv med, da Venstrebladet i januar lavede en rundspørge og spurgte byens klubformænd, hvad de ville arbejde for i det nye år.

Formanden i Holbæk Boldklub svarede, at han ville forsøge at bringe fodbolden i byen på fode igen. Som i de gode gamle dage.

Måske tager jeg selv fat igen. Benet holdt jo helt godt, da jeg jeg forleden var med til at spille five a side kampe og hvorfor så ikke forsøge endnu engang, lød det fra den gamle landsholdsspiller. Med tilføjelsen:

Maaske også den nylig fremsatte Tanke om ”Den ideale Fodboldklub” på 15 medlemmer (1 Formand, 1 Træner og 13 Spillere) var værd at tage under Overvejelse her i Byen.

Lød det altså, formentlig med et glimt i øjet, fra boldklubbens formand. Harry Hansen var den ene af klubbens tre repræsentanter i forhandlingerne om en sammenlægning senere på året.


Der blev luftet ud på Hotel Mellerupgaard i Kirkestræde, da fotografen var forbi. Det var lige her, at Holbæk Bold- og Idrætsforening blev stiftet i august 1931.

Med en fortid i toppen af dansk fodbold blev der hørt efter, når depotejeren fra Smedelundsgade talte. De to klubbers udvalg havde gødet jorden, og der blev stemt for ved ekstraordinære generalforsamlinger i begge klubber.

Hos idrætsforeningen faldt der dog knubbede ord om boldklubben, og måske på grund af en vis velstand - overskud fra asfaltballet - var ikke alle her stemt for sammenlægning.

Men vedtaget blev den i begge klubber. Så da cirka 120 fodboldfolk - på en smuk sommeraften den 4. august 1931 - mødtes på Hotel Mellerupgaard i Kirkestræde, var der stort set kun diskussion om den nye klubs navn.

Et par dage inden den stiftende generalforsamling tog et udvalgt Holbæk-byhold forskud på glæderne ved at teste formen mod Østerbro-klubben Viktoria, der var tophold i den københavnske A-række.

I nærmest tropisk varme vandt holbækkerne med 7-2 - og det gode vejr holdt sig. Snakken om klubnavnet blev også ganske ophedet.

For hvad skulle fodboldbarnet hedde? Det var spørgsmålet i etablissementet Mellerupgaard, der i øvrigt senere skiftede navn til Restauration Industrien.

Det tog i alt to og en halv time at svejse de to klubber sammen, og den vending har vi i øvrigt lånt fra Venstrebladets referat dagen efter.

På mødet gik spillernes mod fællesudvalgets forslag. De aktive lagde vægt på, at man af navnet kunne aflæse, hvilke to klubber der rent faktisk nu var samlet under samme hat i Holbæk.

Efter afstemning blev løsningen det salomoniske Holbæk Bold- og Idrætsforening, der fik 58 stemmer.

Navnet Holbæk Idrætsforening af 1931 fik 39 stemmer, mens Holbæk forenede Sportsklubber måtte nøjes med otte stemmer. Stormende bifald fulgte resultatet.

Mødedirigenten redaktør August Petersen (fra Holbæk Amts Avis, red.), udtrykte håbet om, at det store flertal for klubnavnet varslede om lysere tider for fodbolden i Holbæk. Stort bifald.

Grønbæk Jensen, der var idrætsforeningens formand og også blev HB&I's første, glædede sig over, at spillerne fra de to klubber havde stemt sammen. Og mente, at det varslede om en god fremtid sammen. Mere bifald.

Den første HB&I-bestyrelse kom til at se sådan ud - og igen er Johannes M. Andersens referat i Venstrebladet onsdag den 5. august 1931 vores kilde:

Redaktør August Petersen, barbermester Ernst Andersen, trikotagehandler H.C. Olsen, konsulent Grønbæk Jensen, prokurist Carl Holger Kristensen, bankassistent Helge Larsen og chauffør William Nielsen. Suppleanter: Officiant O.J. Thomsen og portør Chr. Hansen.

Grønbæk Jensen, der var den første formand, blev allerede året efter afløst af August Petersen.

Kuriosum: Typografen og sportsreporteren Johannes M. Andersen, der skrev referatet til onsdagens Holbæk Amts Venstreblad blev et af dem fem medlemmer i seniorernes spilleudvalg.

Nu var Holbæk Bold- og Idrætsforening altså en realitet. Og det holdt derfor ikke helt stik, da sportsredaktør Henning Nielsen 35 år senere i Venstrebladet noterede:

Langt tilbage i tiden havde man i HB&I en fodboldspiller, Harry Hansen, som naaede at komme paa det danske landshold, men det var dog først, efter at han havde forladt HB&I.

Det stod i avisen, da Jørgen Jørgensen i 1966 blev udtaget til A-landsholdet og fik debut mod Finland. Men skåret ind til benet - og måske også ordkløveriet - så var det Holbæk Idrætsforening, Harry havde sagt farvel til, da han debuterede på landsholdet i 1916.

Nu havde Harry Hansen både været med til at danne en ny klub i 1925 og til at samle enderne igen seks år senere.

I lokalavisen var det store samtaleemne i byen i de varme augustdage i 1931 dog det uhumske vand ved søbadeanstalten. Og i fjorden i det hele taget.

Amtslæge Metz ville kræve al badning forbudt. Og nej, det var hverken første eller sidste gang, at den diskussion pågik i Holbæk …

Inde på land fik de to bedste HB&I-hold i A-rækken en noget træg start på turneringen, men førsteholdet spillede sig op og blev kredsvinder.

Derefter blev pladsen i Mesterrækken sikret i et oprykningsspil. Spillere fra Holbæk Boldklub var i overtal på det første førstehold efter stiftelsen af HB&I. Kun tre mand fra Holbæk Idrætsforening kom med.

Det er ikke registreret, at Harry Hansen spillede førsteholdskampe for den nye klub. Som nævnt gravede han flere gange støvlerne frem efter sit officielle farvel.

Han var også aktiv som fodbolddommer og begyndte at spille på oldboysfodbold. Harrys venstrefod kunne stadig fyre et godt skud af, men nogle gange var den tidligere B1903-bomber rykket tilbage på banen og spillede back.

På den stiftende generalforsamling havde Harry som reaktion på kommunelærer Hagbart Olsens forslag om, at den nye klub skulle bruge nogle af midlerne på at hyre en træner givet udtryk for denne mening:

Spillerne vil lære mere af at møde nogle gode hold end ved at få en træner hertil i en otte dages tid.

Aftaler med trænere kunne på den tid være kortvarige. Men rent faktisk blev Tapperen - som gennem alle årene var Harrys tilnavn på grund af øljobbet - en slags træner for Holbæk. Det var først ved årsskiftet i 1931 og senere i 1934.


Hovedpersonen blev hyldet med taler og blomster, da man på Harry Hansens 37 års fødselsdag fandt på at fejre hans 30 års jubilæum som fodboldspiller.

Det vender tilbage til om lidt. Først skal vi lige rundt om en begivenhed, der blev gjort et stort nummer ud af i lokalområdet.

Det var Harrys 30 års jubilæum som fodboldspiller. Fejret på hans 37 års fødselsdag og ud fra den forudsætning, at han havde fået sin første fodbold som syvårig.

I scrapbogen, som vi har omtalt flere gange i denne føljeton, ligger flere løse fotos. Et af dem forestiller en fodboldspiller med en stor blomsterbuket i hver hånd.

Bag på billedet er skrevet 30 aars jubilæum med sort og med blåt er tilføjet 20 septb 1931.

Harry Hansen - for ham er det selvfølgelig på billedet - blev fejret og feteret. Og på scrapbogens sidste side ses en tegning af en fodboldspiller. Den var formentlig duplikeret og omdelt på dagen.

Tegningen af fodboldspilleren blev fulgt af disse verslinjer, der sikkert ville gøre folketingets rimsmed Bertel Haarder grøn af misundelse:

Her ser I et billed'
af Harry der spilled'
saa mesterligt bold
at mange vil undre,
et langt kvart aarhundrede
til sporten han holdt
saa mangen blev krøllet
og taklet og skoldt,
som kasser af øllet
i aar han har solgt

Før søndagens kamp - der stod mellem HB&I's første- og andethold i A-rækken - var de to mandskaber samlet på banen.

Af presseomtalen dagen efter fremgik det, at Konditor Rasmussen (som vi går ud fra var førsteholdets målmand Sigfred Rasmussen, kaldet Ditteren) overrakte Harry en stor buket hvide krysantemum med signerede bånd fra kammeraterne.

Holbæk Bold- og Idrætsforenings formand, Grønbæk Jensen, trådte derefter ind på pladsen med favnen fuld af en buket gule blomster.

I en tale takkede han Harry, fordi fødselaren havde vist sine kammerater, hvordan man fra at være en ubemærket provinsspiller med flid kan arbejde sig frem til en plads på landsholdet.

Harry takkede for blomsterne og ordene. Han opfordrede Holbæk-spillerne til at vise respekt og lydighed overfor deres klub og spilleudvalg. Og udbragte et leve for et fremtidigt godt kammeratskab.

Sådan var avisordene om det festlige forspil til kampen, hvor Harry spillede centerforward på andetholdet. Af kampprotokollen, som er bevaret, fremgår det, at stillingen indtil 12 minutter før tid var 1-1.

Vi kan herfra tilføje, at Harry med sine rutine havde en stor del af æren for, at andetholdet i en periode i anden halvleg havde overtaget, og at sensationen lurede.

Også selvom han sendte et straffespark i favnen på Ditteren et lille kvarter før pausen. I stedet kom førsteholdet foran ved Willy Petersen. Syv satte bolden nede i hjørnet uden chance for Orla Petersen i målet.

Inden pausen udlignede Harry Hansen, da hans skud langt udefra gik over hovedet på Ditteren og i mål via overliggeren.

Vagn Nielsen og Henning Nielsen sørgede med scoringer i kampens afslutning for favoritsejr til førsteholdet. Men det holdt hårdt på Harry Hansens store festdag.


Kamprapporten fra den 30. september 1931, hvor nystiftede HB&I's to hold i A-rækken mødtes, er bevaret. Harry Hansen spillede centerforward på andetholdet.

Til gengæld berettede en af lokalaviserne, at der indtraf flere andre sensationer på dagen. En af dem var i Kalundborg, hvor Vig kom, så og sejrede med 3-0. På to mål af Ernst Larsen og et af Mejerist Petersen.

Holbæks førstehold rykkede som nævnt op. Men Mesterrækken måtte HB&I forlade igen i foråret 1934 efter den velnok ringeste sæson i hele klubbens historie.

Det blev til en soleklar sidsteplads blandt de otte hold. Kun til et enkelt point blev det til, og der var 10 point op til Gentofte, som blev næstsidst.

Det famøse point blev tjent tidligt på sæsonen via 1-1 hjemme mod et hårdt spillende Hillerød-hold. Helge Larsen udlignede for Holbæk to minutter før tid.

Målscoren fortalte om en række store nederlag. Således sluttede holbækkerne sæsonen en onsdag aften i slutningen af maj med at få klø med 0-7 på hjemmebane af topholdet Helsingør, der blev sjællandsmester.

Nygaard i det hjemlige mål havde ikke nogen god dag, rapporterede Venstrebladet og konstaterede med disse ord tørt, at nedrykningen var på sin plads: Eet Points er ikke meget score i en Hel Turnering.

Sjællandsk klubfodbold boomede i antal tilmeldte hold i de år, og der blev oprettet en Oprykningsrække mellem Mesterrækken og A-rækken.

Harry Hansen blev tilkaldt som redningsmand, men ikke i rollen som spiller. Tapperen er registreret som den første træner i HB&I's lange historie, men han havde dog givet et nap i den spæde start.

Nu skal der System i Træningen, lød overskriften i den lille artikel i Venstrebladet i begyndelsen af november 1931, hvor nyheden blev sluppet løs.

Harry Hansen har lovet at give den nødvendige Instruktion var ordene, der uddybede overskriften. Allerede førstkommende søndag formiddag skulle der tages fat. Klokken 9 for de ældre spillere og noget senere for de helt unge.

Holbækkerne var altså rykket ned i Oprykningsrækken, men Harry klædte spillerne godt på til sæsonen. Nok med inspiration i sine år hos B1903 dekreterede han konditionstræning.

Det gjorde han også i 1935, som var året hvor både Agnes og Røde i Korsbæk og Kronprins Frederik og svenske Ingrid i Stockholm holdt bryllup. Og året, hvor Harry fik succes som træner.

Holbæk havde været nede at vende, men sikrede sig i begyndelsen af juni igen plads i Mesterrækken. Det enlige billetsalg ved banen kom på overarbejde, og mange nåede ikke indenfor til kampstart.

Op mod 800 tilskuere strømmede til for at følge det andet oprykningsslag. Holbæk-spillerne havde vundet den første kredskamp i Nykøbing 6-3 og gav nu det rekordstore hjemmepublikum en sejr på 5-1.


Der må være tale om en sommerkamp mod Kalundborg, der på den sidste dag i juli 1934, overraskede og vandt med 4-1 over Harry Hansens tropper i Holbæk.

Holbæk var gået ubesejret gennem sin kreds i Oprykningsrækken og havde kun sat point til i to uafgjorte kampe. Så et nederlag på 1-4 mod Kalundborg i slutningen af juli 1934 må have været en sommerlig træningskamp.

Vi faldt over omtalen i et udklip fra Kallundborg Avis onsdag den 1. august, hvor avisen i en tospaltet overskrift på side 2 fortalte, at K. G. skabte Sensation i Holbæk.

Et veloplagt Kalundborg-hold trynede - med basis i et stærkt forsvar - foran 300 tilskuere favoritterne, der måske var ferieramte og i hvert fald undervurderede modstanderne.

Kalundborg-avisen indrømmede, at sejrens størrelse var i overkanten, og den gav ordet til Holbæk-træneren i indledningen, der lød sådan:

Det er det, der er Charmen ved Fodbold sagde den gamle Landsholdsspiller Harry Hansen i Holbæk i Aftes, at man aldrig ved, hvordan det vil gaa.

Sande ord, der er gentaget mange siden! Målscoren i de 14 Holbæk-kampe fortale om cirka 60 plusmål, og Helge Larsen blev topscorer med 25 kasser.

Svend Ravn og Georg Iversen delte andenpladsen med hver 13 mål, og førstnævnte var vel at mærke ikke Harry Hansens senere svigersøn, selvom forveksling med Sven Ravn er sket flere gange.

Holbæk-målscoreren Svend Ravn fra første halvdel 1930'erne blev i klubben kaldt for Tølløse. Det var der, han stammede fra. Og vi har hørt, at Erik B. Sørensen - HB&I-æresmedlem fra Tølløse - formentlig kan fortælle mere.

Trods den suveræne førsteplads sporedes en vis spilletræthed hos Holbæk-holdet i 1934-35 sæsonens sidste kampe. Det var ikke så underligt, konstaterede Venstrebladet:

Allerede i Februar Maaned begyndte Harry Hansen den systematiske Konditionstræning, der har baaret så rige Frugter, og Holbækkernes Sejrsgang i dette Foraar er kun naaet gennem et til det yderste energisk og maalbevidst Arbejde. Aften efter Aften mødte Spillerne i den mørke Vintertid - ingen svigtede.

Her forlader vi springene i HB&I-historien og har nu kun blikket rettet mod Harry Hansen. Da han onsdag den 20. september 1944 fyldte 50 år blev den runde fødselsdag selvfølgelig omtalt i de lokale blade.

Det blev noteret, at den tidligere landsholdsspiller nu var indehaver af Tuborg-Depotet, som han på det tidspunkt havde haft i ni år.

Før da var det De forenede Bryggeriers Depot, han drev i ejendommen Smedelundsgade 6, som han ejede.

Da de to depoter blev lagt sammen i februar 1935, blev Harry Hansen kollega med sin tidligere holdkammerat fra B1903, Richard Hansen.

Han havde Tuborg-Depotet i Kalundborg og spillede for den ene af byens to fodboldklubber. Mange år senere var en anden fodboldspiller øllets mand i området.

Det var Anders Nielsen, der dog slog sine folder hos Carlsberg. Den tidligere profesionelle i Holland havde efter hjemkomsten midt i 00'erne en periode i Holbæk, hvor det blev til knap 30 kampe i 2. division.

Fortsættelsen bød på en række sæsoner i Svebølle. Som spillende træner førte han klubben op gennem rækkerne, men var ikke længere chefen, da 2. division blev nået.

Svebølle-eventyret varede i nogle år, men sluttede brat. Svebølle måtte lukke butikken og begynde nede i serierne igen. I en rekonstrueret udgave topper de grønne i vinterpausen deres serie 2-pulje.


Anders Nielsen havde i november 2011 fortid som træner i både Svebølle og Kalundborg og gav enetimer til det 14-årige Brøndby-talent Louka Prip. Som nu Superliga-spiller i AC Horsens. Foto: Peter Andersen

Anders Nielsen blev træner for Kalundborg i serie 1 - og det var han, da denne artikels signatur senest mødte ham. Det er efterhånden en sjat år siden, i november 2011.

Anledningen var en reportage til Nordvestnyt om Nielsens bijob med specialtræning af en 14-årig noget klejn og teknisk dygtig Brøndby-spiller, der havde et forrygende venstreben.

Scenen var en kunstgræsbane i Avedøre, hvor eks-proffen kørte boldøvelser med talentet. Sidstnævnte voksede med opgaven, og med tiden lagde han godt en snes centimeter til de 1,60 m, han målte for otte år siden.

Nu er 22-årige Louka Prip Andreasen Superliga-spiller i AC Horsens under træner Bo Henriksen og på kontrakt til 2022.

Han har et af rækkens bedste slangehug med venstrefoden og scorede i efteråret flotte mål fra distancen i Superliga-kampene mod Lyngby og Esbjerg. Og i pokalen mod Thisted.

Anders Nielsen fik Kalundborg op i danmarksserien, men samarbejdet sluttede efter en håndfuld år før tiden. Det var i foråret 2016. I en verden af øl, Faxe Kondi og Pepsi er den 47-årige kalundborgenser nu distriktschef hos Royal Unibrew.

Tilbage i tiden måtte Harry sande, at jobbet som depotejer ikke altid var en dans på humle. Og da slet ikke under den tyske besættelse af Danmark, hvor han samtidig døjede med sygdom.

Sammen med byens andre depotfolk (Wilhelm Nielsen fra Stjernen, Carlsbergs Frederik Jensen, Erik Jensen fra Faxe, Alfreds Pedersen, Holbæk Mineralvandsfabrik og Orla Jensen, Holbæk Bryggeri) indrykkede Harry Hansen fra Tuborg i slutningen af juni 1940 en annonce i Venstrebladet.

I den fortalte depotejerne om begrænsninger i kørslen ud til restauratører og købmænd på grund af benzinrationeringen og bad folket om at aflevere tomme flasker til købmændene hurtigt, fordi det var meget svært at skaffe emballage.

Et afsnit i en af datidens avisomtaler vidner om, at der var en del brok:

(…) men det er ogsaa en ubehagelig Post i disse Restriktions-Tider. Kunderne hos Købmændene og Gæsterne hos Restauratørerne gør Vrøvl, Vrøvlet gaar videre til Depotindehaveren - der skal gode Nerver til.

Det blev noteret, at den engang bomstærke fodboldspilleret et halv år tidligere var blevet syg og havde været indlagt på sygehuset i cirka tre måneder.

(…) men nu er han igen i sit friske og smilende Vigør med Ølbilen fra Forretning til Forretning. Ældre Holbækkere paastaar, at ”Tapperen”s Harry var den flinkeste og mest høflige Dreng i Holbæk. Disse gode Egenskaber præger endnu den hjælpsomme Mand.

Sådan lød nogle af de pæne ord om fødselaren i omtalen, hvis sidste linjer ligefrem påstod, at den lokale fodboldungdom så op til ham som en gud. Angiveligt fordi han engang havde været landsholdsspiller.


Holbækkeren Ernst Andersen står yderst til højre på det første HB&I-hold efter sammenlægningen. Andersen var en af de tre spillere, der kom fra Holbæk Idrætsforening.

Harry blev husket mange år efter i byen - i 1991 af blandt andre af Ernst Andersen. Han var med ved mødet, da HB&I blev stiftet 60 år tidligere. Andersen spillede for Holbæk Idrætsforening og fik også kampe på den nye klubs førstehold.

I 1991 blev den 81-årige Ernst Andersen interviewet, da Venstrebladet udgav et tillæg i anledning af jubilæet. Han var stadig flittig gæst til kampene på Holbæk Stadion.

Andersen nævnte, at det det bedste Holbæk-hold gennem tiderne ikke havde ændret udseende siden 1977, da han valgte det i anledning af 25 års jubilæet i støtteforeningen Røde Stjerne.

Holbækkeren havde disse navne som sine udvalgte - inklusive spillere fra før sammenlægningen, som ikke havde været på HB&I's førstehold:

Benno Larsen - Niels Tune, Allan Hansen, John Holmgaard, Claus Petersen - Jørgen Jørgensen, Johannes Evaldsson - Ernst Thor Larsen, Aksel Ejrnæs, Harry Hansen, Holger Frederiksen. 12. mand: Palle Krath.

Harry Hansen var heller ikke gået i den store glemmebog ude omkring. I hans scrapbog ligger et udklip, formentlig fra et ugeblad.

Vi har ikke kunnet spore oprindelsen, men artiklen sætter i en serie - forfattet af en skribent ved navn Ronald - spot på sporten i Holbæk.


Ølmanden Harry Hansen var i arbejdstøjet, da et ugeblad - det gætter vi på, at det var - satte spot på sporten i Holbæk. Udklippet ligger løst i scrapbogen.


Artiklens bærende billede viser en udspringer og har teksten: Klar på Timeteren over den salte Fjord med Udsigt til Holbæk By.

Lige under ses Harry Hansen på arbejde som ølmand. I billedteksten står: Holbækkeren Harry Hansen, der kom seks gange på Landsholdet og 14 gange var med som Reserve har nu Øldepot i sin Fødeby.

Det første tal stemmer ikke med det officielle, som er fem. Og antallet af reservetjanser er formentlig det halve.

Teksterne til de to andre billeder øverst på siden er: Preben Nielsen, som blev Sjællandsmester på 3000 m, og ”Loppekonerne” de to Brødre Birch-Jensen som er kendt og frygtet viden om i Tennisverdenen.

De næste billeder viser kanindåb i roklubben samt provinsens første badmintonstjerne Edith Hansen ved sit daglige arbejde på telefoncentralen i Holbæk.

Desuden er der illustrationer med Emil Andersen, der forsøger at sætte nye rekord i toarms stem, og HB&I's andetjuniorhold som blev sjællandsmestre.

I artiklen nævnes, at atletikklubben savner en cindersbane, og at bryderne i byen har visse bryderier. Det beskrives også, at Holbæk Roklub er godt på vej mod sit 60 års jubilæum.

Roklubben er stiftet i 1886, så billedet af Harry må være taget i et af den tidligere landsholdsspillers sidste år i byen. I 1945 solgte den stadig skrantende indehaver nemlig depotet i Holbæk. En æra var slut.

Harry fik arbejde i Kødbyen, og familien boede fra sommeren 1946 på Vigerslevvej 46 i Hvidovre. Men ikke ret længe. Et par måneder efter hans 52 års fødselsdag gik det galt.

Lørdag den 26. oktober 1946 fik Harry et hjerteanfald på sin arbejdsplads og blev kørt hjem. Han holdt sengen ugen efter, men fik det natten mellem torsdag og fredag dårligere.

Den tilkaldte læge gav ham en indsprøjtning og beordrede indlæggelse. Men på vejen til hospitalet afgik Harry Hansen ved døden, kunne B.T. berette i næste dags avis, den 1. november.


Harry Hansens død blev omtalt i toppen af Aftenbladets sportsside - sammen med fodboldstof fra Frem, hvor John Hansen smiler til højre. Lange John fik sit store gennembrud et par år senere ved OL i London.

Adskillige aviser omtalte dødsfaldet på deres sportsside. Det gjaldt blandt andre det københavnske Aftenbladet, hvis sportsstof blev redigeret af Julle - senere et stort navn på Ekstra Bladet.

Netop Ekstra Bladet havde under den nøgterne overskrift Harry Hansen død en notits på 11 linjer, hvor det blev nævnt at hans bedste våben var det drabelige skud med venstre ben.

Stykket stod i avisen ved siden af et billede af AB's Knud Lundberg. Det hørte til en foromtale af søndagens københavnske pokalfinale mellem Frem og AB.

Det var den turnering Harry Hansen havde vundet adskillige gange med B1903. Sejren i november 1946 gik til Frem, der vandt med 7-2 over akademikerne, som havde taget titlen de to foregående år.

Ifølge Holbæk Amts Venstreblad døde Harry Hansen kort efter ankomsten til Bispebjerg Hospital.

I nekrologen hed det, at hans helbred i de seneste år havde været stærkt nedbrudt. Og at han søgte forskellige hospitals- og kurophold uden varig bedring.

I en anden omtale af dødsfaldet stod, at Harry havde været syg i fire år, og at han den sidste måneds tid havde lidt af hjertekrampe.

Den tidligere landsholdsspiller fik blandt andre disse pæne ord i en af byens aviser:

Da han lagde op, var han genstand for stor hyldest. Også i omegnen og Odsherred har han haft stor betydning ved sit virke som træner og dommer. Personligt var Harry Hansen et yderst tiltalende menneske, elskværdig og hjælpsom, en mand der havde mange venner.

I Venstrebladet noterede man, at Harry Hansen efterlod sig hustru, to døtre og en søn. Det var Manna, der var to år yngre end sin mand, og børnene Inge, Jytte og Henri. De var i november 1946 henholdsvis 25, 23 og 17 år gamle.

De fire var underskrivere på dødsannoncen i Holbæk Amts Venstreblad sammen med Sven og lille Kirsten.

Sven Ravn var blevet gift med Jytte, og de havde fået datteren Kirsten. Hun blev som voksen gift Cortsen og blev - som nævnt i en tidligere artikelsamling - mor til drengene Steen og Lars.

Teksten i dødsannoncen lød sådan:

Min kære Mand, vor kære, gode Far, fhv. Depotejer Harry Hansen, Holbæk, er pludselig død fra os den 1-11-46. Baaren føres til Kapellet i Holbæk fra Bispebjerg Hospital Lørdag Kl. 14. Begravelsen bekendtgøres senere.


Et udsnit af omtalen af dødsfaldet i B.T. fredag den 1. november 1946.

Begravelsen blev fastsat til onsdag den 6. november, og samme dag bragte Venstrebladet et enspaltet referat af højtideligheden under overskriften Jordefærd.

I mange år var det skik, at især provinsaviserne sendte journalister eller meddelere til begravelser, så læserne kunne få en detaljeret beskrivelse af omverdenens farvel til den afdøde.

Over den 52 avislinjer lange begravelsesreportage stod en nyhed om, at den forhenværende købmand i Holbæk Carl Evart var død i København.

Og lige under Jordefærd-artiklen kunne man læse om smørydelser hos køerne i Vallekilde-Hørve Kontrolforening. Jo, en avis er en blandet landhandel.

I Skt. Nikolai Kirke var Harry Hansens begravelse noget af et tilløbsstykke, og et stort antal kranse lå ved båren.

Båndene på dem fortalte, at blandt andre Dansk Boldspil Union, Holbæk og Omegns Restauratørforening, Tuborg Fabrikkerne, Carlsberg-Depotet, Boldklubben af B1903, Old boys, Gamle Sportskammerater, Holbæk Idræts Klub samt Holbæk Bold- og Idrætsforening sendte en sidste hilsen.

Ved kisten paraderede Forsvarsbrødrenes fane, og efter salmen Tænk naar engang talte frimenighedspræst Brandt Nielsen fra København. Der har formentlig være tale om Ejnar Brandt Nielsen (1917-2003) fra Københavns evangelisk-lutherske frimenighed.

Præsten skildrede Harry Hansen som den gode familiefar med det lyse sind og humør. Den gode kammerat i sportslivet og den gode arbejdsgiver.

Mange mennesker føler, at de har en særlig tak at bringe ham, der altid var parat til at hjælpe og aldrig kunne sige nej til en bøn om hjælp, lød det fra præsten.

Efter talen blev sunget Paa alle dine veje, og mens venner bar kisten ud af kirken, sang følget Jeg er træt og går til ro. Ved familiegravstedet på den gamle kirkegård sænkede fire af Harrys fodboldkammerater kisten i graven.

Deres navne var Carl Hansen, Michael Rohde, Ernst Nilsson og Oscar Jørgensen. Af dem var og er Carl Skoma'r Hansen den mest kendte.

Han havde svenske forældre, men Hansson blev til Hansen - og Skoma'r var holdkammerat med Harry i B1903, da klubben blev mester for første gang i 1920.


Carl Skoma'r har det store smil på i en DBU-træningstrøje. Han og Harry var holdkammerater i B1903, men fik ikke landskampe sammen.

De to nåede ikke at spille landskampe sammen. Skoma'r fik syv af slagsen og scorede tre mål, inden han blev Danmarks første professionelle spiller i udlandet.

To af målene faldt i debuten mod Sverige i 1918, da Danmark vandt med 3-0. Men det var slut med landsholdet, da han i 1921 blev prof hos skotske Glasgow Rangers.

Den lille, altid glade og meget folkekære centerforward med de små krogede ben havde et forrygende flugtskud. Han trænede skud i timevis på Fælleden, aften efter aften.

Skoma'r gik over for en sum af 20 pund. Eller 10 kilo, som han selv sagde. Han scorede alle tre mål i sin debutkamp på Hampden Park, som Rangers vandt med 3-1.

I en kamp for andetholdet forinden havde han et flugtskud, hvor bolden ramte overliggeren og landede på den modsatte banehalvdel. Han blev i Skotland kendt som The Great Little Dane.

Han brækkede et ben fire gange - den første som dreng og de tre næste i fodboldkarrieren - men beholdt det gode humør.

Det står 2-2 mellem højre og venstre, jokede den frygtløse forward, der spillede uden benskinner.

Det sidste benbrud i Skotland var det alvorligste og betød efter flere måneders sengeleje, at han måtte tage hjem. Men Glasgow Rangers gav ham løn i et år, og i Danmark kunne Skoma'r hver måned hæve 200 kroner.

Carl Sko gjorde trænerkarriere og blev flere gange dansk mester med sine hold. Dog ikke i Holbæk - for klubben lå i Mellemrækken, da han i 1953 gav HB&I en hånd.

Carl Skoma'r Hansen var på det tidspunkt tilknyttet KB, men blev træner i Holbæk på mandage og tog køreturen til den sjællandske provins på sin friaften.

Her var altså tale om en mandagstræner i bogstavelig betydning - og mange år før vistnok Richard Møller Nielsen opfandt begrebet.


Efter den aktive karriere blev Carl Skoma'r Hansen en populær træner og instruktør. I 1953 gav han HB&I en hånd som mandagstræner.

Før sin tiltræden var den slagfærdige Skoma'r med det gode humør i marts på besøg i HB&I. Mødet med spillerne indledte han med at mindes sine unge dage, hvor han via bekendtskabet med Harry Hansen fik en vis forkærlighed for Holbæk.

Det ville derfor være den gode Skoma'r en stor glæde - sagde han ifølge Venstrebladet - hvis han som træner kunne være med til at højne Holbæks fodboldstandard og skaffe klubben ud af dødvandet.

Den gamle storspiller tilføjede disse kloge ord, som avisen viderebragte: Men hvis ikke I lægger al jer lyst og energi i træningen, saa vil selv verdens bedste træner staa magtesløs.

Det var i sæsonen 1952-53, hvor Holbæk havde tre forskellige trænere og blev nummer et i rækken med en målsluger af karat som topscorer. Tage Jakobsen scorede 31 gange og var indehaver af titlen som topscorer fire sæsoner i træk.

Karl Johan ”Gamle” Nielsen trænede holdet tirsdag og torsdag. Sæsonen var åbnet med P.A. Larsen som træner, men han stoppede.

Dengang var trænerne løsere tilknyttet klubberne end nu og kunne sagtens have flere klubber samtidig. Larsen var idrætsinstruktør på Holbæk Kaserne og havde også forpligtelser i Tølløse på det tidspunkt.

Med 17 sejre i ligeså mange kampe og en målscore på 94-24 var optimismen stor i Holbæk-lejren. Men oprykningsspillet mod de andre kredsvindere blev langt og spændende, inden billetten til sjællandsserien var indløst.

Før den afgørende ekstra runde i ekstrakampene i sommeren 1953 gav Arnold Jensen Holbæk-holdet en sidste afpudsning. Han var derefter træner i de to næste sæsoner i sjællandsserien.

Spillerne, der rykkede op, var: Finn Engberg, Knud Enevoldsen, Tage Jacobsen, Christian Lauritsen, John Holmgaard, Ejvind Kvisgaard, Kaj Vad, Arne Jensen, Frede Petersen, Jørgen Knudsen og Eigil Skov.

I truppen var også Knud Hansen, Hardy Henriksen og Bent Mortensen. Det vides, at også Aage Schmidt blev benyttet og scorede en del mål i oprykningskampene.

I 1952 blev Carl Skoma'r engageret af DBU til - som en af flere trænere - at bringe det danske landshold i form til OL i Helsingfors.

Han fik kun et par uger til opgaven, men hverken Skoma'r eller en anden træner, OB's ungarske Geza Toldi, blev mærkeligt nok inviteret med til Finland.

Carl Skoma'r Hansen satte aftryk i mange menneskers liv, og man støder stadig på nogle, der kan huske ham. For denne artikels signatur skete det i Lydens By, Struer.

Her kunne min gæve svigerfar - der var en årgang 1928 og døde sidste sommer - huske, da han som knægt på Thyholm oplevede den tidligere landsholdsspiller.

Carl Skoma'r var ofte på turné og mente selv at have besøgt hver en flække i landet. På denne vestjyske odysse aflagde han drengenes træning i den lille klub Hvidbjerg et besøg.

Han lærte os nogle finter og skud og var vist alle tiders fyr. Men vi havde svært ved at forstå, hvad han sagde, lød det på mange års afstand tørt fra svigerfar.


Tegningen på forsiden af fængselsbogen har et kuriøst anstrøg, men oplevelserne under besættelsen prægede Carl Skoma'r livet ud.

Da han i 1946 var med til at følge Harry Hansen på den sidste rejse, havde Carl Hansen en grim oplevelse bag sig.

Under den tyske besættelse af Danmark blev han, i et sammenspil af uheldige omstændigheder, arresteret og sad fire måneder i tysk fængsel.

Den oplevelse kom til præge hans nervesystem. Den ellers glade Skoma'r fik let til tårer og blev meget rørstrømsk.

Der udkom en bog om det i 1945 med titlen Carl Skomager i tysk fængsel. En halv snes år senere udkom Mit liv i fodbold, som vi i et tidligere kapitel har citeret fra.

Det var i forbindelse med hans udelukkelse fra holdet til den famøse OL-kamp mod Spanien i 1920. DBU-ledernes magtdemonstration nagede ham livet ud.

I erindringsbogen er de muntre øjeblik dog langt i overtal. Vi kan ikke dy os for et gengive et afsnit om den nordsjællandske målmand Bügel, som blev nævnte tidligere i denne historie.

F.I.F. Hillerød havde udfordret B1903 og fik store klø. Mange gange måtte keeperen bøje sig efter bolden og fiske den ud fra nettet. Citat fra bogen:

Den udmærkede målmand Bügel fra Hillerød stod i mål, men måtte blandt andet lade syv af mine skud gå ind. Bügel var politibetjent på Frederiksberg og passede et stopskilt i krydset H.C. Ørstedsvej-Gl. Kongevej
.
Flere år efter plejede jeg at råbe til ham, når jeg passerede stedet: Davs med dig du gamle. Puklen har ikke helt rettet sig ud endnu. Han råbte gerne tilbage: Hold kæft, din skoma'rsnude!

Carl Vilhelm Skoma'r Hansen døde den 19. maj 1978, to dage efter at være fyldt 80 år. Sammen med flere af de andre store navne fra fortiden blev han optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2014.

En anden af de gamle fodboldkæmper ved Harry Hansens grav, Ernst Nilsson, hørte også til fortidens store navne. Han var et klubikon i B1903, og denne artikels signatur stødte første gang på ham som knægt.

Altså ikke ved selvsyn, men ved læsning af en af Arne Sørensens fodboldbøger. Den hed Fodbolden ruller for Danmark og står stadig, i slidt fremtoning og uden smudsomslaget, et sted på reolerne.

På et af de første billeder i bogen bærer Sørensen og holdkammeraterne i 1937 den gamle Ernst Nilsson i guldstol efter B1903's finalesejr over KB i den københavnske pokalturnering. Nilsson var da 36 år.

Arne Sørensen vandt tre danske mesterskaber som spiller for B1903 og B93, og han spillede 30 A-landskampe. Nogle af dem sammen med Nilsson, der var anfører.

Sørensen var landstræneren med OL-sølvet i 1960 og klubtræneren bag danske mesterskaber med tre forskellige klubber, nemlig KB, Esbjerg og Hvidovre.

Hans sidst klub var Fremad Amager, som den populære træner midt i 1970'erne førte op i den bedste række. Han nåede at have Frank Arnesen og Søren Lerby som spillere.

Ernst Nilsson var med til at vinde fire danske mesterskaber til 3'erne, det første i 1920 sammen med blandt andre Harry Hansen. Det sidste i 1938 - på de små marginaler og med samme pointtal som Frem.

Den humørfyldte københavner blev med tiden næsten synonym med B1903, og på landsholdet var den populære fighter omtrent lige så uopslidelig, som Morten Olsen senere viste sig at være.

Han - altså Hr. Nilsson, som i det ydre kunne minde om Osvald Helmuth - scorede otte mål på landsholdet. Han var en ganske målfarlig venstre wing, men i sin debut mod Sverige var han centerforward.

Ernst Nilsson var lige fyldt 19 år, da han var en af fire danske debutanter i 2-0-sejren i Stockholm.

Det var i den landskamp, Harry Hansen fik comeback og scorede til 1-0 i det 19. minut. Og hvor Michael Rohde gjorde det til 2-0 fire minutter før pausen.


Spøgefuglen Ernst Nilsson vender næsten ryggen til Frems Svend Hansen før en kamp mod Sverige i 1928. Pauli Jørgensen sidder på den anden side af Frem-spilleren. Paulis anden sidemand er Michael Rohde fra B93.

En allroundspiller var Ernst Nilsson. Han blev centerhalf i karrierens sidste kapitel og var anfører i sine fire sidste landskampe i 1937.

Han nåede 40 landskampe og var den første danske landsholdsspiller, der fik en udvisning. Det var mod Norge i Oslo i 1928 i kampens sidste fase.

Den svenske dommer gav den kontante Nilsson marchordre for hårdt spil. Men uden rødt kort. Gult og rødt kort blev først indført internationalt ved VM i 1970 og i Danmarksturneringen et par år senere.

Ernst Nilsson gik ind ind i lederarbejdet og var første bestyrelsesmedlem og senere formand i B1903 i tre år. Han døde i 1977.

I et tidligere kapitel om Harry Hansen og B1903 bragte vi et link til optagelser fra den københavnske pokalfinale i 1937, hvor Ernst Nilsson var anfører.

Efter den historie, du er i gang med, er der link til en filmstump fra Idrætsparken, hvor man ser Arne Sørensen finde Knud Lundberg med en ydersideaflevering.

Det er fra Lundbergs debutkamp i 1943, som Danmark vandt over Sverige med 3-2. Det blev den sidste landskamp i Danmark under besættelsen. Efter nationalmelodierne begyndte de 40.000 tilskuere spontant at synge den norske.

Det provokerede tyskerne, der forbød afvikling af landskampe. De to lande mødtes først igen i juli 1945, efter Danmarks befrielse.


Den blonde debutant Knud Lundberg rager op før kampen mod Sverige i Idrætsparken i 1943. Det var årets eneste landskamp, og der blev ikke spillet flere under besættelsen.

Filmen i linket stammer fra Dansk Idræts-Forbunds 50 års jubilæum i 1946, og der er tale om et sammenklip af flere af de store svenskekampe i København. Selvfølgelig med Gunnar Nu som stemmen.

AB'eren Knud Lundberg spillede i alt 39 A-landskampe i fodbold og var anfører i mange af dem. Han fik også 23 landskampe i håndbold og 18 i basketball. I året 1955 var han på alle tre landshold.

Det siges, at fodboldtænkeren Lundberg gik i rette med træner Sophus Krølben i sin debut og efterlyste en taktik mod Sverige. Han er i fodboldens Hall of Fame, og i maj 2020 ville Lunde være fyldt 100 år, men han døde i 2002.

For nostalgiens skyld bringer vi også et link til kampen i 1945, da svenskerne efter befrielsen vandt med 4-3 i Idrætsparken.

Den var Knud Lundberg ikke med i, men den alsidige sportsmand, journalist og forfatter - der skrev mange bøger, især om fodbold - kan opleves i et portræt på et link under artiklen.

Nu tilbage til Harry Hansens begravelse i Holbæk i november 1946. Den tredje tidligere fodboldkammerat, der bar kisten, var B93'eren Michael Rohde, som Harry var på landsholdet med i fire af sine fem kampe.

Michael Laurits Rohde - med kælenavnet Mikkel - var ligesom Harry Hansen født i 1894, og han nåede ligesom Ernst Nilsson 40 landskampe. Det var over et spand af 16 år fra 1915 til 1931.

Han kom som knægt til B93 fra den lille Fælledklub Lydia og debuterede på førsteholdet som 17-årig. Der var mange gode ting at sige om ham som både fodboldboldspiller og menneske. Blandt andet disse:

Stærk tekniker og snu taktiker. Ikke så høj af statur, men helt forrygende i luften. Altid i god træning og blandede sig i spillet over alt på banen.

Signalementet i øvrigt: Målfarlig - 22 mål på landsholdet og 254 for klubben. En fodboldens gentleman og populær også i de andre nordiske lande.


Michael Rohde, der i 1946 var med til at bære Harry Hansens kiste, blev i år 2000 kåret som Århundredets B93'er.

Rohde, der spillede i B93 til han var 39 år, blev dansk mester med klubben tre gange. Første gang i 1916 og senere i 1929 og 1930, hvor B93 blev kaldt for champagneholdet.

Han fik i 1931 udgivet bogen Tyve Aar på holdet om karrieren og var i knap 50 år ungdomstræner i B93. Rohde døde i februar 1979, og den største profil gennem årene i klubben blev i 2000 udnævnt til Århundredets B93'er.

Fjerdemanden, der var med til at sænke kisten i graven, var - ifølge referatet i Holbæk Amts Venstreblad - Oscar Jørgensen.

Han var også et kendt fodboldnavn, men spillede for KB og kom først på landsholdet i 1932, da Harry Hansen for længst var stoppet.

Vi har haft lidt svært ved at knytte forbindelsen mellem holbækkeren fra B1903 og Oscar Jørgensen, der var 15 år yngre end Harry Hansen og debuterede for KB som kun 16-årig.

Da var Harry altså stoppet på topplan, men derfor kan de selvfølgelig godt have kendt hinanden fra fodboldmiljøet og været venner.

Forfatteren bag bogen Dansk fodbolds sande guldalder om perioden 1908-1920, Michael Kjærbøl, har hjulpet med at finde en mulig forbindelse.

Han har gravet frem, at Oscar Jørgensens bedstemor, farens fars hustru, stammede fra Holbæk. Hendes far hed Christian Prytz og fungerede i en årrække som postmester i Holbæk.

Hans hustru, altså Oscar Jørgensens oldemor, var født i Holbæk. Så er det på plads.


Oscar Jørgensen står bagest i midten. Sidemændene er den lille AB'er Sigfried Jensen og B 1903'eren Arne Sørensen. Året er 1939, og kampen mod Norge er finale i DBU's 50 års jubilæumsturnering. 6-3 til danskerne, tre mål af Pauli Jørgensen.

Oscar Jørgensen var en kraftkarl og forsvarsklippe på omkring de 100 kilo med stor fysik. Men han havde også en stor spilforståelse og bliver af nogle kaldt den måske bedste centerhalf, Danmark har haft.

I de sidste 15 af sine 28 landskampe i perioden 1932 til 1945 var Oscar Jørgensen anfører. Den alsidige spiller var stærk på låget - mange år før det hed sådan.

Hos KB nåede han at spille alle pladser undtagen målmand, men var ofte skadet med bentøjet. Det gav en del afbud til landsholdet, men i et enkelt tilfælde siges han at have meldt afbud, fordi han skulle i biografen med sin kæreste ...

Den sidste kamp havde Oscar Jørgensen som 39-årig, og 10 år forinden var han blevet tildels BT's guld som årets største sportsnavn. Det var første gang, at hæderen gik til en fodboldspiller.

Der kan selvfølgelig være tale om en navnefejl i avisen - den slags skete og sker stadig - og at den pågældende kistebærer var Viggo Jørgensen.

Han var holdkammerat med Harry Hansen i B1903'er, men spillede ingen af sine 13 landskampe sammen med holbækkeren.

Jørgensen debuterede på landsholdet i den fatale OL-kamp mod Spanien i 1920, hvor han fik til opgave at spille centerforward i stedet for Carl Skoma'r, der på kampdagen havde fået en disciplinærstraf og var sat af holdet.

I resten af sine landskampe spillede Viggo Jørgensen på sin favoritplads som højre innerwing og scorede halvdelen af sine seks landskampmål mod Holland i 1926, hvor han kom med på et afbud og var med til at vinde med 4-1.

Det var et familiegravsted, Harry Hansen blev begravet i på Skt. Nikolai Kirkegård, i afdeling D ved indgangen i den nordlige del.

Her var faderen H.C. Hansen blevet begravet i 1910 og i 1937 hustruen Marie. Harry Hansens hustru, Manna, døde som tidligere nævnt i slutningen af juni 1955.

Deres datter, Jytte, og hendes mand, Sven Ravn, blev også stedt til hvile her. Det var i henholdsvis 1991 og 1997. Det er deres navne, der i dag står på gravstenen.


Familiegravstedet på Skt. Nikolai Kirkegård, hvor stenen har Jytte og Sven Ravns navne. Jytte var Harry Hansens datter, og hun blev i 1942 gift med Ravn. Han var modstandsmand og blev med tiden et kendt Holbæk-navn. Foto: Findengrav

Højtideligheden den 6. november 1946 sluttede med salmen Klokken slår. Alle vers i Carl Joakim Brandts tekst, med melodi af Oluf Ring, indledes med ordene Klokken slår, Tiden går. Salmen slutter sådan: Amen. Halleluja. Tak.

De to første af disse ord er måske lige lovlig højstemte at afslutte denne serie af lange fortællinger om Holbæks første fodboldstjerne, der var en mand af folket.

Men det tredje af slutordene i salmen er det helt rigtige at sende efter en spiller, der gjorde Holbæks navn kendt, og som var med til at stifte HB&I. Tak.

Med særlig adresse til ølmandens udfoldelser på de himmelske græsgange må det også være tilladt at hæve glasset og tilføje en alternativ hilsen. Skål, du gamle!

---

Links til levende billeder:

Håndværkerfest i Holbæk, 1923

Valdemarsdagen i Holbæk, Vordingborg og Ringsted, 1919

Danmark-Sverige, sammenklip fra 1940'erne

Danmark-Sverige, 1945

Knud Lundberg


Kildeliste til de i alt fem artikler i Harry Hansen-sagaen, der i sidste halvdel af 2019 og begyndelsen af 2020 er udkommet på hjemmesiden. Kildernes rækkefølge er vilkårlig:

Harry Hansens scrapbog for årene 1906-1931

Mediestream (Det kgl. Biblioteks digitaliserede samling af danske aviser)

Politiken.dk - avisarkiv

Michael Kjærbøl: Dansk Fodbold sande guldalder - et af verdens bedste landshold fra 1908 til 1920 (Turbine, 2018)

Steen Ankerdal: Landsholdet - fodboldlandsholdet gennem 100 år (Ascheoug, 2006)

Per Høyer Hansen: Fodbold med mere (Lindhardt og Ringhof, 1992) og Europa Cup 1955-75 (Gyldendal, 1976)

Johannes Gandil (redaktion): Dansk Fodbold (Sportsbladets Forlag, 1939)

Indstik i Holbæk Amts Venstreblad i august 1991 i anledning af HB&I's 60 års jubilæum. Tekst ved Sten Jørgensen og Aksel Hansen

Aksel Hansen: En fodboldklub i provinsen (HB&I's Venner, 1994)

Steen Ankerdal og Niels Rasmussen: På banen - med københavnsk fodbold og KBU i 100 år (2003)

Frits Ahlstrøm: Guinness Fodboldbog 1990 (Lindhardt og Ringhof, 1990)

Palle ”Banks” Jørgensen: Landsholdets 681 profiler (Tipsbladet 2002). Landsholdet - i medgang og modgang (Tipsbladet 2000) og B93's Fodboldhistorie (B93).

Den Danske Idrætsbog, bind 1 (Dansk Haandbogs Forlag, 1935)

Sophus Hansen: Sophus Målmand (Martins Forlag, 1949)

Carl Skoma'r: Et liv i fodbold (Branner og Korch, 1954)

Boldklubben B1903 gennem 50 år (1953)

- ægte sammenhold gav dem styrke. En farverig beretning om 100 år i sort og hvidt. (Jan Flodin, 2003)

Sjællandsk Fodbold Gennem Tiderne (Redigeret af Axel Alstrup, Østergaards Forlag - Odense, 1954)

Kjeld Elfelt: Nis Petersen som Journalist (Erik Paludan, 1954)

Helge Larsen: Avis, egn og folk (A/S Holbæk Amts Venstreblad, 1980)

Bjørn Westergaard: Historien om en avis. BT 100 år.

100 publicister (Den danske Publicistklub, 1980)

dedanskeaviser.dk (Jette Søllinge og Niels D. Thomsen)

Frits Ahlstrøm: Fodbold i sjov og alvor (Politikens Forlag, 2013)

Richard Jensen: Hr. Olsens Betragtninger (Idrætsforlaget, 1925)

Hans Henrik Appel: Da fodboldekspressen gik til Stockholm for 100 år siden (idraetshistorie.dk)

Mads Munkholm Jensen: holbaek.fodboldarkiv.dk

Danmarks Jernbaner, Kjøreplan, 1920, udgivet ved Statsbanernes Foranstaltning

Gregers Dirckinck-Holmfeld: Tør hvor andre tier (Ekstra Bladets Forlag, 2003)

Fra München til Montreal - en antologi om idræt redigeret af Per Høyer Hansen og Ole Lange (Informations Forlag 1976)

Paul Hammerich: Danmarkskrønike, bind 4. Du skal ligne din nabo 1957-61 (Gyldendal 1976)

danmarkshistorien.dk (Aarhus Universitet)

Knud Poulsen: Gør som du vil - og tag hvad der kommer (Hans Reitzels Forlag, 1985)

Christian Rimestad: Holbæks Sorte Sønner - typograferne i Holbæk afdeling gennem 100 år (1981)

Sportsbladet (årgang 1920, 1921 og 1922)

DBU Københavns hjemmeside, Historie

Rune Skyum-Nielsen: Nicklas Bendtner - Begge Sider (Politikens Forlag, 2019)

Anders Houmøller-Thomsen: Særling fra verdens ende - samtaler om og med Johnny Madsen (People's Press, 2008)