Sæsonstart for HB&I i 2. division

3. august 2019 - skrevet af Asger Madsen - kategori: Senior

Søndag d. 4. august kl. 13.00 går det igen løs i divisionen, når HB&Is bedste senior mandskab starter sæsonen op på det spritnye Stadion i Holbæk Sportsby.

Der har været mange historier om de nye rammer i Sportsbyen, men en ting er sikker, at HB&I uanset historierne er super glade for at være en del af Holbæks nye Sportsfacilitet, der sætter overliggeren lidt højere end hvad andre byer i DK har formået.

Trup og trænerstab er 100% klar til at give den max gas for at få startet den ny æra op i 2. division på det nye Fort i Holbæk Sportsby.

Cheftræner Lars Feist glæder sig til at komme i gang, hvor morgendagens modstander fra Brønshøj, som jo er en gammel traditionsklub i divisionssammenhænge, gæster det nye Stadion.

Feist forventer at Brønshøj bliver et hold der kommer til at spille med om de ”sjove pladser”.

Det bliver derfor en rigtigt fin kamp for HB&I, at starte på, og som kan give holdet en klar fornemmelse af hvor holdet står, men der er ingen tvivl om, at Holbæk mandskabet skal være helt klar fra første fløjt i søndagens kamp.

Det har været en kort opstart, hvor holdet har haft fokus på det fysiske samt holdets defensiv. Truppen har ifølge cheftræneren haft en fin opstart, hvor spillerne har været enormt motiveret for at træne godt og tage i mod de ting, som er kommet fra trænerteamet.

Apropos trænerteamet så er Christian Holst & Aske Lundsgaard kommet ind som hhv. assistenttræner og fysisk træner, hvor træner Jimmi Falk, målmandstræner ”Mumi” udgør den resterende del af teamet sammen med cheftræneren Lars Feist - Et team, som allerede nu, komplimentere hinanden rigtigt godt i hverdagen udtaler cheftræneren.

Evnen og lysten til at udvikle egne spillere til eget 1. hold er intakt, og en del af strategien, hvor ikke mindre end 5 spillere fra årgang 2000 er indlemmet fra egen ungdom, og viser da også med tydelighed den strategi HB&I bestyrelsen har lagt for dagen.

Det bliver derfor vildt spændende at se, om de unge drenge kan bide skeer med de voksne mænd fra Brønshøj.

Uanset har sidste års resultater, og måden det skete på, bekræftet den langtidsholdbare løsning der blev søsat for et par år siden, at det er vejen frem mod top 25 i Danmark, så det bliver spændende at se om holdet kan bide skeer med en af det forventelige ”tunge” drenge i rækken.

Kampen fløjtes i gang søndag kl. 13.00 på det nye Stadion i Sportsbyen – kom og bak op om regionens højst placerede hold når det igen går løs i 2. division.