Plads til forbedring

23. februar 2019 - skrevet af John Friis - kategori: Senior

Var man neutral tilskuer, var der absolut intet at udsætte på underholdningsværdien i årets første træningskamp for andetholdet eller reserveholdet, som nogen ynder at kalde det. Hele otte mål og chancer til det dobbelte blev det til i mødet med Høng fra midten af en af de andre serie 2-rækker.

Efter første halvleg var der ellers intet, der tydede på spænding. Hjemmeholdet var foran 2-0 og styrede kampen totalt. Efter spil og chancer var det endda i underkanten. Det lignede en af de kampe fra det flotte efterår, hvor det unge hold præsterede flere storsejre.

”Første halvleg er fin. Spillerne gør det godt, og det hænger sammen”, lyder det fra cheftræner Jimmi Falk, der har overtaget holdet i vinterpausen.

Kampen ændrede dog fuldstændig karakter i anden halvleg godt hjulpet af to gavmilde forsvar. Alt for mange forkerte beslutninger og aftaler, der ikke var på plads, gav anledning til bekymrede miner hos mange af holdets følgere.

Træningskampe skal bruges til at gøre holdet klar til den kommende sæson, og første halvleg viste da også holdets potentiale. Anden halvleg derimod viste, at der er noget for den nye cheftræner at arbejde videre med, og at der skal ydes på et højt og koncentreret niveau, hvis man vil spille med i toppen af serie 2.

Sebastian Johansen ydede en solid indsats (foto: Laila Versemann)