Perfekt generalprøve

1. marts 2020 - skrevet af Asger Madsen - kategori: Senior

Sidste træningskamp mod et meget talentfuldt FC Nordsjælland – Right to Dream mandskab endte med en 2-1 sejr til de lokale Holbæk drenge, som må siges at være den perfekte optakt til åbningskampen mod ærkerivalerne fra Slagelse.


Vejrguderne spiller i den grad en væsentlig faktor i det helt specielle vintervejr, hvor en voldsom blæst gjorde at begge mandskaber var bedst i medvind.


FC Nordsjælland mødte til kampen med noget der lignede et Ghanesisk ungdomslandshold, da ikke mindre end 9 af de 11 spillere i start11eren var af afrikansk afstamning.


De blåblusede Holbæk drenge mødte et særdeles atletisk mandskab, hvor kombinationen af arbejdsiver og en stiv modvind gjorde det svært at sammensætte holdets normale gode pasningsspil fra de bagerste geledder.


Det ændrede dog ikke på at holdet alligevel i 1. halvleg fik tilspillet sig 3 rigtig fine scoringsmuligheder, hvor især Mads Bobjerg Larsen så rigtig skarp ud.


Uanset FC Nordsjællands dygtige spillere, så havde de svært ved at tilspille sig de helt store chancer og det var da også en personlig fejl der gjorde at FC Nordsjælland kunne bringe sig på 0-1.


Inden sidste uges træningslejr i Tyrkiet, har holdet i de andre træningskampe, haft det svært med den offensive del af spillet, men et tydeligt fokus på træningslejren så til dagens kamp ud til at have gjort en stor forskel, hvor de lokale helte i langt højere grad så ud til at aftalerne var ved at være på plads.


Fokus på den del gjorde da også at 0-1 resultatet blev vekslet til en 2-1 sejr, hvor Gustav Gjøg afslutter fra kanten af feltet efter en lækker hjørnesparks kombination som Alexander Stroustrup styrer den sidste meter over mållinjen til udligningen til 1-1 og til sidst Jonas Bengtsson som scorede til 2-1 efter en fornem assist af Victor Sørensen.


Cheftræner Lars Feist var efter kampen rigtig glad for sejren efter flere gode træningskampe uden sejr og syntes at holdet stod godt i mod de dygtige spillere fra FC Nordsjælland.


Feist hæftede sig ved at holdet igen stod rigtig godt på banen og gør det rigtig svært for modstanderholdet at skabe chancer, så nu skal fokus hen imod åbningskampen være at undgå dumme personlige fejl som giver modstanderholdene de nemme scoringsmuligheder.


Lykkedes det, så ser det rigtig spændende ud hen imod åbningskampen mod Slagelse B&I. Kampen spilles søndag d. 8. marts kl. 13.00 i Holbæk Sportsby.