Oprykningsfesten sikret

16. maj 2019 - skrevet af Asger Madsen - kategori: Senior

Med 5 spillerunder tilbage og et stærkt fodbold år har Holbæks bedste fodboldmandskab bragt sig selv i en fantastisk position med et forspring på hele 11 point og er dermed favorit til at snuppe oprykningspladsen i DS rækkens kreds 1.

For at oprykningen skal blive en realitet allerede nu på søndag kræver det dog, at både Karlslunde og Avedøre begge sætter point til i deres kampe på lørdag.

Manager Morten Skovby maner dog til besindighed og vil kun forholde sig til det de selv kan gøre noget ved, netop at holde fokus på én kamp af gangen.

Manageren kan også berette, at Skjold Birkerød har gjort det rigtig fint i foråret og kampen kræver derfor 100% fokus og koncentration fra Holbæks side.

Skovby glæder sig over, at holdet kommer til kampen med to gode sejre i træk og er fortsat ubesejrede i foråret, inden de nu for alvor går ind i slutspillet i turneringen hvor det hele bliver afgjort. Præstationerne har været gode på det seneste og trænerteam og trup vil da også gøre alt for at fortsætte den positive stime.  

Den første senior oprykningsfest er imidlertid allerede sikret og det sørgede reserveholdet for da de i mandags med en 2-0 sejr over Tune IF sikrede sig, at de som minimum ender på 2. pladsen i puljen og efter et større matematisk og geografisk regnestykke er holdet sikret en plads i næste sæsons serie 1.

Morten Skovby er naturligvis glad over den tidlige oprykning, men også her kan han berette, at reserverne med Jimmi Nymann Falk ved roret bestemt ikke stiller sig tilfreds med 2. pladsen og derfor vil gøre hvad de kan for at fortsætte den fornemme stime med hele 15 sejre i træk.

DS holdet har brug for al den opbakning de kan få, så mød talstærkt op på SuRi Park på søndag når kampen fløjtes i gang kl. 13.00