Jeppe Illum med til årets første træning

13. januar 2020 - skrevet af Asger Madsen - kategori: Senior

Årets første træningsaften stod på 50% styrke med Aske Lundsgaard som er ansvarlig for den fysiske del og de andre 50% foregik på kunsten, hvor trænerteamet anført af cheftræner Lars Feist fik testet boldfærdighederne efter en veloverstået ferie.

30 mand stod klar på den første træningsaften, hvor der var flere nye ansigter på banen for at vise sig frem. På profil siden var Jeppe Illum helt sikkert den spiller med det flotteste CV fra henholdsvis Silkeborg, Næstved, Roskilde, Vendsyssel og Arendal, men også en erfaren spiller som Patrik Andersen fra Slagelse er en spiller der har bevist sine stærke færdigheder på divisions niveau.

Jeppe Illum og assistenttræner Christian Holst kender hinanden fra Silkeborg tiden, og da Jeppe endnu ikke er afklaret omkring hvad der skal ske til den kommende sæson, at så er det aftalt at han træner med i Holbæk. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Jeppe Illum i den grad vil kunne bidrage med mål i 2. division, så kan parterne finde hinanden, at så vil det være en kæmpe gevinst.   

På den spændende talentliste var det fantastisk at se HB&I talentet Viktor Sørensen, der i de seneste 3 sæsoner har spillet på Brøndby IFs ligahold, at han havde fundet vej til klubben igen. Marcus Stoltenberg der ligeledes har været en del af HB&Is talentafdeling, men de seneste sæsoner har spillet lige bold i FC København har også meldt sig klar til vinteropstart i HB&I.

Yderligere to nye spillere havde takket ja til træningsopstarten i Holbæk, hvor målmand Frederik Hansen fra Køge Nord og Ayman El-Morabet fra Herlev begge så dedikerede ud for at vise sig frem for trænerstaben og talent- & sportschef Rasmus Stenild.

Rasmus Stenild kunne berette at der endnu ikke var nogen endelige aftaler med de 6 prøvespillere, men at begge parter nu får muligheden for at vise sig frem for hinanden.

På den semilange skadesliste er desværre stadigvæk Birol Serinkanli, Casper Borød og Simon Engberg kun med på banen med henholdsvis løbesko og den anden stadigvæk i vinterjakke efter et par knæoperationer. Kristian Skovby har imidlertid igen fået støvlerne på efter en kompliceret armoperation, men må endnu kun gå med i de formelle boldøvelser.

På afgangslisten har Lasse Frendrup og August Mogensen valgt at drosle lidt ned og starter efter vinterpausen op i Tuse IF. Rasmus Suhr har skiftet HB&I ud med Hillerød, som passer bedre geografisk ift. Suhrs studier. Der ud over er der et par spillere der grundet uddannelse endnu ikke er helt afklaret om hvad der kommer til at ske, men her vil vi informere når der er taget endelige beslutninger.

Der er også sket en enkelt ændring på trænerfronten, hvor målmandstræner Muhammed ”Mummi” Malgac efter mange års tro tjeneste i HB&i har ønsket en pause. På den front er det ligeledes fantastisk at se at den tidligere årets spiller og super dygtige målmand Christian Mortensen har meldt sin ankomst som målmandstræner.

Alt i alt var det rigtig spændende at se den store trup med nogle friske erfarne divisionsfolk sammen med nogle talentfulde ungdomsspillere, der er klar til at bidrage til den fortsatte udvikling af HB&Is divisionstrup.