Finaleklar efter forrygende anden halvleg

18. juni 2019 - skrevet af John Friis - kategori: Senior

Der skulle gå en rum tid, inden det første mål kom i semifinalen om SM for serie 2-hold. En kamp hvor det sagtnes kunne ses, at det var to af de bedste serie 2-hold, der mødtes. Første halvleg blev, som det ofte ses i så betydningsfuld en kamp, en taktisk affære, hvor gæsterne stod lavt og ventede på nogle omstillinger, så de kunne sætte deres hurtige og dygtige offensive spillere op.

Holbæk havde klar overvægt i spil og kørte bolden tålmodigt rundt. Begge hold havde et par chancer for at bringe sig i front, men der skulle gå næsten en time inden det forløsende mål kom.

Især i anden halvleg havde værterne succes med at komme igennem på kanterne og sende gode bolde ind i feltet. Holbæks føringsmål kom netop efter, at Christian Olsen trak fri på venstre kant og sendte en dejlig bold ind til Jesper Halling, som sikkert scorede.

Blot 6 minutter senere fordoblede Jesper Halling føringen, da han fulgte op på et skud fra Peter Pele.

Umiddelbart herefter begyndte det at regne, og da der også meget snart fulgte lyn og kraftige brag, måtte kampen afbrydes, mens uvejret drev videre.

Spændingen forduftede omkring 20 minutter før slutfløjtet, da Simon Engberg udnyttede en friløber.

Nikolaj Frandsen var med igen efter en længere skadespause, og i den time han spillede, indtog han helt naturligt den centrale rolle, han plejer. Men det er svært og ikke helt fair kun at fremhæve enkelte spillere. Samtlige spillere spillede især i anden halvleg op til deres bedste. Der blev arbejdet stenhårdt og genpresset var af høj klasse.

”Vi mødte et godt hold og spillede vel den bedste kamp indtil videre”, lød det fra en glad cheftræner Jimmi Falk, der også udtrykte stor tilfreds med at spillerne holdt sig til konceptet.

Kampens fjerde mål blev sat iskoldt ind af Jesper Halling, der fik en god bold fra Magnus Kjerstad Sørensen. Det sidste mål stod Simon Engberg for, da han, som det vist næsten er blevet en vane, kanonerede kuglen i netmaskerne.

Finalen spilles på lørdag d. 22. juni kl. 13 på Suri Park, hvor B1973, Herlev kommer på besøg. Kom og støt andetholdet i at vinde sjællandsmesterskabet for serie 2-hold – og få i tilgift set noget forrygende fodbold.

Jesper Halling lavede hattrick i semifinalen (foto: Laila Versemann)