Videre i DBU-pokalen: De unge imponerede med fint spil i storsejr

23. maj 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Kun to dage efter 2-2 topkampen mod Slagelse trådte Holbæk tirsdag aften sejrrigt ind i DBU-pokalens 4. spillerunde. Det skete med en sikker udesejr på 5-0 over et andet hold fra Danmarksseriens pulje 1, midterplacerede Taastrup FC.

”Vi skulle løse opgaven med en god dosering af spillerne og samtidig vinde kampen. Det lykkedes rigtig fint. Vi lod et par af spillerne stå over og fik alle andre fornuftigt gennem kampen”, konstaterer en tilfreds manager Morten Skovby.

To af Holbæks fem mål blev scoret af U19-spillere, Kristian Paris og Kristian Skovby, og der var også seniordebut på førsteholdet til Benjamin Bang.

”Vi mødte et hold som havde et meget lavt og kompakt udgangspunkt, men vi kontrollerede kampen med megen boldbesiddelse på deres banehalvdel, hvor vi fik sat mange fine angreb sammen med hurtige kombinationer”, lyder vurderingen fra Morten Skovby.

 

Kristian Paris - U19-spiller, scorede for Holbæk.