Uafgjort i topopgøret: Holbæk smed ”den farligste føring”

20. maj 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Den sejlivede kliche om at 2-0 er den farligste føring i fodbold har haft kronede dage på det seneste.

Det ondeste eksempel ramte Brøndbys fans, følgere og spillere i Horsens forleden, og uden nogen som helst anden sammenligning end de tørre tal der ændrede stillingen 2-0 til resultatet 2-2 blev et længe fint kontrollerende Holbæk-mandskab udsat for samme hændelsesforløb i hjemmekampen mod topholdet Slagelse.

På to mål af vakse Mads Bobjerg Larsen var Holbæk tilsyneladende på sikker sejrskurs i det længe ganske udramatiske, lavintense og egentlig småkedelige lokalopgør på SuRi Park.

Men kampen ændrede karakter, da Slagelse midtvejs i 2. halvleg fik reduceret Holbæks føring til 2-1. De mange Slagelse-tilskuere på solsiden lugtede point og lod sig høre. Intensiteten voksede og ind imellem var der endda optakt til smådramatiske episoder i den ellers fredsommelige forestilling, der bar præg af, at kampen om den ene oprykningsbillet blev afgjort til Slagelses fordel for flere kampe siden.

Tilbage er bare at konstatere, at Holbæk har været bedst indbyrdes over sæsonens tre kampe mod Slagelse (1-0, 3-3, 2-2) - og at effektive Slagelse alligevel med fire kampe tilbage har et forspring på 12 points. Klar statistik! Og med så stort et forspring efter 23 kampe er vi pænt hævet over de marginale tilfældigheder, der også kan være en del af spillet.

Mads Bobjerg Larsen - to mål mod Slagelse (Foto: Laila Versemann)