Tak for støtten i 2018 og på gensyn i Holbæk Sportsby i 2019.

12. november 2018 - skrevet af Morten Skovby - kategori: Senior

Lørdag den 10. november kl. ca. 15.50 lød det sidste fløjt nogensinde på Suri Park og satte dermed punktum for 70 års fodbold oplevelser på det gode gamle Holbæk Stadion.

Fløjten lød da top opgøret mellem Holbæk og GVI var færdigspillet og dermed blev historiens sidste kamp på Holbæk Stadion.

Rammerne omkring kampen var noget nær perfekte. Sponsorerne havde sørget for gratis entre, arrangementet for sponsorerne før kampen var velbesøgt, Vejlebo Dance Studio leverede et show med veloplagte cheerleaders og ikke mindst, så havde ca. 500 tilskuere fundet vej til stadion for at støtte holdet.

Heldigvis kvitterede holdet for den fine opbakning med en sejr på 3-0 og vi kunne vel dermed næppe – rent resultatmæssigt - have ønsket os en bedre afslutning på både halvsæsonen og vores farvel til stadion.

Selve kampen bød på både gode og mindre gode perioder for os. Vi startede godt og fik lagt et fint tryk på GVI, hvilket resulterede i et straffespark allerede efter 8 minutter, som Rasmus Suhr sikkert omsatte.

Resten af halvlegen var meget chancefattig, bortset fra en fri løber til Mads Larsen, som målmanden desværre fik skrabet til sig. Efter ca. en halv times spil måtte vi udskifte anfører Ferdinand Bangsgaard, som sparkede foden sammen med en modstander og ikke kunne fortsætte. Ferdinand måtte en tur på skadestuen efter kampen. Heldigvis er foden ikke brækket, så han skal nok blive hurtig klar igen.

De første 25 minutter af anden halvleg var GVI klart bedst på bolden og fik flyttet spillet op på vores halvdel hvor de pumpede det ene indlæg efter det andet ind i vores felt. Det var ikke nogen god periode for os og det var absolut ikke en del af planen. Set fra træner siden kan vi dog alligevel tage noget positivt med fra den periode, da vi formåede at forsvare os mod alt hvad der kom. Man skal have meget store GVI briller på, hvis man på videoen efter kampen kan finde en eneste reel farlig chance til udeholdet i hele kampen. I moderne fodbold har man taget et stort skridt, hvis man kan holde nullet i ens egne dårlige perioder.

Midt i halvlegen fik vi taget tempoet lidt ud af kampen og begynder at få nogle mere rolige perioder på bolden og flere pasninger i holdet. Det bringer os tilbage i kampen og tyve minutter før tid bliver kampen afgjort da vi på bare fire minutter scorer to mål mere – begge efter hjørnespark. Henholdsvis Mikkel Jensen og Kristian Paris havde sidste fod og hoved på de to mål.

Der er ting i præstationen i går som kunne være bedre, men resultatmæssigt var det en flot og vigtig sejr. Vi går nu til vinterpausen med 33 point på andenpladsen, bare et enkelt point efter Avedøre og med syv point ned til tredjepladsen. Det bliver et spændende forår, hvor der skal spilles 13 kampe.

Afslutningsvis kan vi opsummere vores sæson med følgende fakta og status for efteråret 2018:

Vi har arbejdet med en 1. senior trup på 28 spillere, som træner fast sammen.

Gennemsnitsalderen i truppen er på bare 21 år.

23 af spillerne har spillet ungdomsfodbold i klubben. Det svarer til 82 %, hvilket er helt unikt.

 

Spillerne fortjener stor ros for deres træningskultur, samt for stemningen og sammenholdet i omklædningsrummet. Det er en kæmpe fornøjelse at arbejde med denne gruppe.

De 28 spillere bliver hver uge udtaget til kampe på enten vores førstehold eller på vores reservehold.

De to hold har tilsammen spillet 25 turneringskampe i halvsæsonen. Der har været et nederlag i 25 kampe.

Reserveholdet overvintrer på en flot førsteplads og førsteholdet på andenpladsen i rækken.

I de 25 kampe har vi scoret 93 mål. Det er et snit på 3,72 pr. kamp

Vi har samlet indkasseret 19 mål imod. Det er et snit på 0,76 pr. kamp.

Målforskellen i de 25 kampe er altså plus 74. Det er et snit på 2,96 pr. kamp.

 

Med disse fakta kan vi vel gå nogenlunde tilfredse til vinterpausen. Vi bliver dog aldrig rigtig helt tilfredse og der er stadig elementer som kan blive endnu bedre og som vi skal arbejde med henover vinteren

Vi sender spillerne på juleferie den 6. december. Inden da supplerer vi den daglige træning med et par træningskampe.

Turneringen starter op igen den 23. marts 2019, hvor vi spiller hjemme mod BSF. Vi flytter som bekendt vores hjemmebane ud til Holbæk Sportsby, hvor vi glæder os til at blive en del af de nye flotte rammer.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at opfordre alle som holder med Holbæk B&I til at møde op til hjemme kampene på det nye stadion. Vi har brug for jeres støtte og det betyder virkelig meget for spillerne – mere end I måske tror – at der sidder mange på tilskuerpladserne og støtter holdet.

Kampen i går med 500 tilskuere var det bedste bevis på det – TAK.

Med disse ord vil jeg på vegne af spillerne og staben omkring truppen, sige tak for støtten i 2018 og samtidig ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår, når vi når dertil lige om lidt.

Morten Skovby

 

Fotos af Laila Versemann, lailaversemann.com