Stolt formand: Alle vi frivillige har været med til at rykke klubben

2. marts 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Klubnyt

Formand Johnny Vejlebo´s beretning på HBI´s generalforsamling 26. februar 2018:

Nu er andet år af min formandsperiode gået, og jeg står derfor nu med min anden formandsberetning og kan med stolthed se tilbage på, hvordan alle vi frivillige i HBI i fællesskab har rykket klubben.

Jeg meldte meget klart ud, at vi i Holbæk burde kunne komme op i 1 division med mindre ”man” foretog sig noget helt forkert. Den holdning har jeg ikke ændret, men jeg har måtte sande, at vejen derhen formentlig bliver lidt længere end de 3 – 5 år, vi først antog.

Udover at vi selvfølgelig bør være i 1. division, meldte jeg også ud, at vi ikke skulle blive det som købeklub. Vi skal selv udvikle vores spillere. Det vil kræve, at vi arbejder med hele klubben, uanset om det er bredde eller elite.

Vi skal fortsætte det gode arbejde med styring af økonomien, udbygge klubbens økonomiske fundament. Men samtidig skal vi også arbejde på, at det skal være sjovere og mere spændende at komme til HBI og se fodbold. Blandt andet ved at opbygge en fankultur.

Uanset hvad vi gør i klubben, er det vigtig at få det kommunikeret ud, internt som eksternt. Når der meldes så klart ud, vil det også kræve rigtig meget af os alle, så jeg vil godt benytte lejligheden til at takke for den store indsats der er gjort i og omkring klubben, som jo bliver båret af frivilligheden.

Når jeg ser tilbage på år 2017, og på hvad det er, vi som bestyrelse har udrettet, kan vi vinkle af på de fleste områder. Vi er ikke nået i mål, men vi har fundet melodien til at ændre det meste af dét, vi sammen sætter os for.

År 2017 blev året hvor:

  • Klaes blev ansat som talent koodinator. Arbejdet består i, at Klaes skal arbejde med og udvikle fodboldklubbens talenter og skabe sammenhæng mellem årgange og Stenhus.

  • BBU blev sat i søen, og initiativtageren Jacob Andersen blev valgt som BBU formand. BBU er i gang med at konstituere sig og udvalget er i samråd med bestyrelsen i gang med at finde dets rolle og ansvarsområder.

  • Der blev lavet et formelt samarbejde med FCK – omkring udvikling af børne fodbold fra 5 – 11 år. Simon Erboe er blevet ansat som børneudvikler. Et koncept til glæde for bredde og elite som vil være med til at sætte HBI på landkortet.

  • Vi overgik til Holdsport, som i dag varetager alt omkring styring af planlægning og ikke mindst styring af vores kontingent. En proces der er blevet styret og fulgt til dørs af klubbens kasserer Jacob Madsen.

  • Katrine fik ansvaret for det adm. team, som med Lotte i førerstolen består af et helt team af vennerne. Der må jeg bare sige, at det også kører i dag. De tager nye opgaver til sig som bl.a. booking af faciliteter, Facebook og hjemmeside. I den forbindelse er det også dejligt, at at der er kommet et nyt / gammelt ansigt tilbage, som gerne vil være en del af det adm. team.

  • Der blev taget hul på en ny hjemmeside, og den nye hjemmeside er kommet op at køre. Der er stadig ting der er i gang med at blive rettet og tilpasset, men i forbindelse med at der er arbejdet med den nye hjemmeside, er det blevet vedtaget, at der skal udarbejdes en kommunikations strategi for klubben. Der er blevet nedsat et hold, som vil præsentere et udkast til bestyrelsen.

  • Der er blevet arbejdet med et Kids Zone område på stadion. Tanken er, at alle de unge fodboldspillere i klubben og deres søskende og også gerne deres forældre, skal komme og se vores førsteholds kampe. Kids Zone blev startet op med popkorn og slush ice maskine og ikke mindst hoppeborg, som nu med hjælp fra Spar Nord Fonden er blevet klubbens ejendom. Tanken er, at U13skal stå for vores Kids Zone. Vi har også fået noget merchandise i form af halstørklæder, caps og huer som U11 så kan stå for salget af. Det hele for at skabe liv på stadion. Og med mulighed for at tjene lidt lommepenge til årgangskasserne.

  • Klaes fik arrangeret yderligere fan support i forbindelse med 1. holdets pokalkampe. Her troppede U 17 op med kampsange og stortrommer lige op af Kids Zone – et område der til stadighed vil have vores fokus her i 2018.

Jeg har talt lidt om vores økonomi, og det er med stolthed jeg kan sige, at vi i år kommer ud med et præsentabelt resultat. Klubben er blevet gældfri, og det betyder, at vi fremadrettet kan tænke udvikling.

Udover indførelsen af Holdsport som har gjort, at der er kommet godt overblik over kontingentstyringen, kan jeg på stribe remse alle de arrangementer op, der gar medevirket til den gode økonomi i klubben:

  • Kick Off møde for sponsor d. 10. marts 2017 på Restaurant Linden.

  • Cykel Tour 2017 d. 2. juni 2017 i Holbæk bymidte.

  • Bier Fest d. 24. juni 2017 i Stadionhallen, med 450 Festklædte deltagere, hvor der blev indtaget 2,8 Liter øl pr. solgt billet

  • Fodbold Reality Show d. 25. August 2017 på Holbæk stadion

  • Holbæk Cuppen i September mdr. på hele HB&i anlæg.

  • Auktionsfest d. 27. oktober 2017 på Holbæk Private Realskole

  • Frivillig fest afhold d. 28. oktober 2017 i klubhuset.

  • Julefrokost d. 24. november 2017 i Stadion hallen - Holbæk, hvor 556 glade gæster, fik en rigtig dejlig aften med god underholdning, god mad fra SuRi, men ikke mindst rigtig god betjening af alle de frivillige der gjorde det til en anderledes aften for gæsterne.

  • Fyrværkerisalg fra d. 27. til d. 31. december 2017

     

     

     

  • Carsten Damgaard arrangerer 11 HBizz møder om året. Der møder mellem 70 og 100 erhvervsvirksomheder. Netværket er igen båret af frivilligheden, og kontingentet fra alle de her HBizz møder går ubeskåret til HBI. Det er Vestsjællands største og mest populære Netværk, og Carsten får ikke en krone for sin store indsats. Det er Carstens store HBI-hjerte der trækker det. Kæmpe tak til Carsten.

En anden af vores indtægter er entre-indtægterne. Med håb om mange tilskuer, besluttede sponsorudvalget, at der skulle være gratis adgang til førsteholdets kampe. Det kunne kun lade sig gøre, hvis vi kunne sælge kampene til nogle sponsorer. Det lykkedes at få solgt de fleste, og derfor kan vi så også se tilbage på, at vi nåede vores målsætning på det område også.

Men det var ikke kun det at få solgt kampene. Der kom også et forslag til, at disse kampsponsorer skulle have reklame på nogle klappere. Så ud over vi kunne tilbyde det til vores kampsponsor, var det bestemt også med til at skabe liv på stadion til vores hjemmekampe. Selv da vi var nogle få stykker i Slagelse og se kampen, der kunne vi skabe bedre stemning i vores fan-afsnit end på resten af stadion. Blot et af mange tiltag der viser, at ingen ideer er for små eller for store til at blive prøvet af. Bare der er økonomisk fundament for tiltaget.

Danmarks Serien:

2017 var også året hvor HBI skulle ned og spille i en lavere række, Danmarksserien. Hvordan hænger det så sammen med, at vi skal op og spille i 1 division? Vejen bliver ikke helt var så kort som først antaget, men det ændrer ikke på målsætningen. I denne sæson kan vi ikke selv afgøre det, så målsætningen er HBI skal vinde foråret. Så må vi se hvor langt det rækker, når sæsonen er færdigspillet. Hvis oprykning ikke lykkes denne sæson, står vi meget stærkere til at rykke op til næste år.