Skuffende HBI-nederlag i rodet sæsonudlæg

25. marts 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Skuffende forårsudlæg af HBI´erne, der på kunstgræsset i Tølløse tabte en chancefattig og generelt noget rodet forestilling til gæsterne fra Ledøje Smørum – som ellers heller ikke ligefrem imponerede på dagen.

En lige kamp mellem to jævnbyrdige hold fandt sin afgørelse midt i 2. halvleg, da Torbjørn Billeskov misbrugte Sebastian Ellefsens oplæg til Holbæks anden store chance i kampen og LSF i samme minut fik tilkendt et – efter manager Morten Skovbys vurdering - korrekt dømt straffespark begået af Mikkel Adamsen.

Sådan er fodbold også.

”Vi burde have scoret på de to gigantiske chancer i 2. halvleg til Jonas Bengtsson og Torbjørn Billeskov. I stedet kom vi bagud på et dumt straffespark. Det afgjorde kampen”, sukkede Morten Skovby efter kampen.

Han havde svært ved at finde lyspunkter i forårspremieren:

”Det spillemæssige var jeg ikke tilfreds med. Det var temmelig rodet og i perioder stresset og febrilsk med alt for meget sparkeri og for mange lange afleveringer. Men jeg synes egentlig, at vores hold stod godt rent defensivt. LSF scorer på et straffespark og efter en dødbold, men ellers blev der ikke givet ret mange chancer væk. Og LSF er altså et godt hold med dygtige offensiv-spillere, så den defensive del var jeg okay tilfreds med.”

Morten Skovby fremhæver de tre nye på holdet – målmand Mikkel Kvist, backen Sebastian Ellefsen og midterforsvarer Emil Bjørn for gode præstationer på en dag, hvor der ellers ikke var meget at glæde sig over.

Med nederlaget dumper HBI ned på fjerdepladsen i rækken, langt efter rækkens tophold Slagelse og førsteudfordrer Herlev, som begge vandt deres premierekampe og nu også efter LSF.

Emil Bjørn, fin kamp i Holbæks forsvar (Foto: Laila Versemann)