Skovby før nyt topopgør: En ung trup som vores vil opleve udfald undervejs

4. oktober 2018 - kategori: Senior

Som optakt til lørdagens topopgør på SuRi Park mod Herlev, skriver manager Morten Skovby:

I sidste uges uafgjorte kamp mod Karlslunde, blev vi i den grad mindet om, at en fodboldkamp ikke er slut før dommeren har fløjtet for sidste gang. Karlslunde udlignede 6.30 minutter inde i overtiden, hvilket naturligvis gjorde ondt på spillerne. Den spillemæssige præstationen i kampen indtil da var absolut godkendt og vi burde derfor have vundet den fodboldkamp.

Den slags episoder skal den unge trup tage ved lære af og bruge til at blive endnu skarpere på de små detaljer og mekanismer i en fodboldkamps forløb. Som nævnt i sæson optakten inden turneringsstarten, så vil en så ung trup som vi arbejder med i Holbæk, opleve udfald undervejs i sæsonen.

Det er i sig selv ikke så mærkeligt og absolut ingen katastrofe efter den fornemme sæsonstart. Det afgørende er, at vi formår at rejse os hurtigt igen, så det forbliver små udfald og ikke udvikler sig til længere perioder med modgang.

I lørdagens kamp skal vi møde Herlev, som er et af de absolut bedste mandskaber i rækken. Det bliver en svær opgave mod en modstander, som har nogle rigtig dygtige profiler på holdet. Vi har et par spillere som er tvivlsomme til kampen, men derudover er vi ellers helt klar til topopgøret.

Vi har brug for al den opbakning vi kan få og håber derfor på stort fremmøde på Suri Park.