Skovby efter point-tab i overtiden: Tyveri ved højlys dag.

29. september 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Holbæks manager, Morten Skovby, siger om kampen mod Karlslunde

"De unge spillere leverede en flot mental præstation med et imponerende comeback efter at have oplevet et af spillets sværeste forløb, hvor modstanderen vender 0-1 til 2-1. På 5 minutter ændrede vi igen kampen, så vi førte 3-2 ved pausen. Det er stærk moral."

"Anden halvleg var Holbæk i total kontrol uden dog at få scoret på et par store chancer. Karlslunde kunne til gengæld ikke skabe noget som helst som gjorde os bekymrede."

"Dommeren havde fundet 8 minutters overtid, jeg aner ikke hvordan, og da der var spillet 51.30, skete det der ikke måtte ske. På et tilfældigt indlæg svigtede aftalerne på opdækning i feltet og en Karlslunde-spiller kunne prikke bolden i mål fra bagerste område."

"Aldeles ufortjent som Karlslunde-bænken da også havde overskud til at nævne efter kampen." "Et hårdt slag og vi er naturligvis meget skuffede. De vandt et point og vi tabte to. Vi kan dog stadig selv afgøre tingene og vi skal nok rejse os igen."