Simon skal lægge linjen for HBI´s børnefodbold

27. marts 2018 - kategori: Klubnyt

HBI´s nye børnefodbold-udvikler, Simon Erboe Rasmussen, 33 år, blev uddannet som lærer i 2011 og har lige siden været ansat på Holbæk Private Realskole.

Det arbejde og den arbejdsplads holder jeg virkelig meget af, så det fortsætter jeg selvfølgelig med som mit primære job. Fra næste skoleår dog på lidt nedsat undervisningstid efter aftale med skolens ledelse.”

Et ødelagt korsbånd i 2013 satte en stopper for hans aktive fodbold-karriere, der mest på hyggeplan i barndomsklubben Jernløse IF. Til gengæld satte knæskaden gang i trænerkarrieren:

Jeg meldte mig som træner i ungdomsafdelingen i HBI, hvor jeg har trænet forskellige aldersgrupper og på forskelligt niveau. De seneste to sæsoner har jeg været U13-træner, hvilket jeg har været utrolig glad for. Det seneste år har jeg også været med-udvikler og træner på Holbæk Sportsakademi, hvor vi har lavet kombineret afslutnings- og målmandstræning specifikt for U14-årgangen”.

Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du sagde ja til jobbet?

Det var en stor og svær beslutning, at jeg med virkning fra næste sæson ikke mere kan være holdtræner. Jeg er nemlig først og fremmest fodboldtræner og finder en enorm glæde i at stå på træningsbanen. Men stillingen og projektet med udvikling af børnefodbold er også en udfordring, jeg glæder mig til. Det meste af arbejdet kommer heldigvis til at foregå ude på banerne, hvor jeg helst vil være.”

Som fodboldtræner har Simon Erboe Rasmussen en UEFA B- og en UEFA C-licens. Om et par år er det ambitionen at toppe træneruddannelsen med en A-licens.

Elitechef Asger Madsen siger om ansættelsen af Simon Erboe Rasmussen:

 ”Han kan arbejde struktureret, han kan kommunikere på mange niveauer og han kan formidle viden til klubbens medlemmer. Det er også vigtigt, at hans personprofil passer rigtig godt ind i HBI´s miljø, hvor man jo skal kunne tale med spillere, forældre, frivillige og trænere. Og, ikke mindst, vores samarbejdspartnere i FCK.”

Netop den del af jobbet, ansvarlig for samarbejdet med FCK, har Simon Erboe Rasmussen et særligt forhold til:

Jamen, det er da motiverende at skulle stå i spidsen for samarbejdet med så stor og professionel en klub som FCK. Det må jeg indrømme ...”.

Kommer det lidt tøvende fra den privat og på sociale medier mangeårige, synligt og højlydt erklærede, inkarnerede Brøndby-fan om det allerede påbegyndte samarbejde med hjerteklubbens fjende over alle, FCK?

Ha-ha-ha. Ja … altså, det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg altid har holdt med Brøndby. Men jeg lægger Brøndby-trøjen til side, når jeg holder møder med FCK. Og jeg må bare sige, at de har et fantastisk set up inden for børnefodbolden. Jeg samarbejder med et par enormt kompetente FCK-medarbejdere, der har stor erfaring og ekspertise på børnefodboldområdet, så jeg har store forventninger til de bidrag, de kan give vores børnefodboldmiljø i HBI.”

Og så kan Brøndby-trøjen jo altid komme på igen, når jeg har fri ...”