Pointdeling i højintenst lokalopgør

8. april 2018 - skrevet af John Friis - kategori: Senior

Tre gange bragte Holbæk sig på sejrskurs, og hver gang svarede gæsterne fra Fårevejle igen - og til sidst måtte de lokale unge talenter forlade ”kunsten” med en følelse af at have mistet to point.

Spænding manglede den velbesøgte kamp ikke. Vejret viste sig for første i år fra sin milde side, hvilket betød, at der blandt tilskuerne kunne iagttages en del endog meget hvide arme og et par enkelte ditto ben. Det er forår og turneringen er genoptaget efter en lang vinter.

Holbæk bragte sig i spidsen efter 14 minutter, da Claes Meinert spillede Metkel Awalom, som bragte sit hold foran. Det lignede en sikker hjemmesejr, men Fårevejle ville det anderledes.

5 minutter før pausefløjt bragte Magnus Olsen igen Holbæk foran efter et godt raid på venstrekanten. Der gik denne gang kun to minutter, inden gæsterne havde svaret igen.

10 minutter før tid bragte hjemmeholdet sig foran for tredje gang. Et godt angreb blev afsluttet med en flot aflevering fra Jesper Halling til Metkel Awalom, som scorede sikkert. Igen gik der blot to minutter så havde gæsterne svaret igen – og derved blev det!

”Vi spillede generelt for langsomt og manglede kynisme i afgørende situationer”, lyder det fra en synlig skuffet cheftræner Bo Jensen.

Holbæk havde helt klart bolden mest, men havde alt for tit problemer med at få dirket gæsternes meget kompakte forsvar op. Fårevejle stod meget lavt og ventede på, at de unge holbækkere lavede fejl for derefter at sparke lange bolde op til deres angribere. Det unge hold havde rent taktisk problemer med at tackle dette.

Der var da også tydelig forskel på humøret hos de to hold, da de forlod banen. Holbækkerne hang med hovederne og følte med god grund, at de på dagen havde mistet to point, hvilket gør, at drømmen og ambitionen om en mulig oprykningsplads kom lidt længere væk.

Metkel Awalom nettede to gange (Foto: Laila Versemann)