Perfekt sæsonstart: Klar, men for  lille sejr - uden overanstrengelse

11. august 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

God sejr. Perfekt sæsonstart.

Det ser lovende ud.

Så meget – eller lidt, om man vil - kan i hvert fald konkluderes på Holbæks vegne efter sæsonens to første spillerunder, der har resulteret i indiskutable, ret overbevisende sejre over først Herlev og nu senest Greve, to af de hold, der på forhånd var udpeget som medbejlere til den så attråede direkte oprykning til 2. division.

I lørdagens hjemmesejr over Greve var Holbæk klart det mest boldsikre og bedste hold på SuRi Parks tørre, afsvedne græstæppe – uden i øvrigt hverken at imponere eller anstrenge sig voldsomt. Efter chancefordelingen var Holbæks sejr et mål eller to i underkanten, men holdet efterlod et indtryk af en tilstrækkelig, veldisponeret og egentlig ganske rutineret præstation.

Det er ikke så ringe.

Gæsterne fra Greve havde ikke meget at byde på i den både med hensyn til tempo og intensitet ganske moderate – højst – affære, og formåede aldrig for alvor at true den tidlige Holbæk-føring, som midterforsvareren Mikkel Adamsen stod for med sin anden sæson-scoring.

Da Birol Serinkanli kort efter pausen smukt, sikkert og lækkert plaffede et straffespark (begået mod Malte Sjørslev) op i hjørnet, var kampen reelt lukket.

 

Fotos af Laila Versemann, lailaversemann.com