Papir-stærk pulje og kun en oprykker: ”Det er nemmere sagt end gjort..”

30. juli 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Sidste års kontante udmelding om hurtig tilbagevenden til 2. division som den klare målsætning er justeret en smule, når HBI´s elitechef Asger Madsen sætter ord på forventningerne til den kommende sæson i Danmarksserien:

Hvis jeg skal sætte tal på, så har jeg en klar forventning om, at vi til sæsonen 2018/2019 kan levere det samme pointantal som i sidste sæson - og lidt til.”

Altså ikke et ord om oprykning. Manager Morten Skovby siger det sådan her:

”Sidste sæson viste os alle, at det altså er nemmere sagt end gjort at tage den eneste plads som giver oprykning. Vi blev nummer to med et antal points og en målscore som ville have givet oprykning, hvis vi havde været placeret i den anden sjællandske pulje.”

Uændret målsætning

Ifølge Asger Madsen er der dog ikke ændret på HBI´s målsætning om at rykke op i 2. division:

Men virkeligheden er jo bare også, at det bliver svært, hvis der igen i år er et hold, der laver 65 point i rækken..”.

Derfor melder HBI nu også et andet og vanskeligere målbart succes-kriterium ud, nemlig med Asger Madsens ord:

... at fortsætte den positive udvikling af spillet på banen og kulturen i omklædningsrummet og i klubhuset, at vores egenudviklede spillere tidligt kan se en mening med mange års dedikeret arbejde i talentafdelingen og hvor transaktionen til det bedste seniorhold i regionen bliver en realitet for mange af vores talentfulde spillere.”

Vores trænerteam er afstemt i forhold til, hvad vi gerne vil, og de ved hvordan tingene skal gribes an. Alt i alt står vi med en trup hvor vi både kan se spillere med stor teknisk kunnen, gennembrudsstærke spillere med fart og et par kreative spillere der altid vil være udfordrende for alle modstanderne. Sidst, men ikke mindst, har vi en homogen trup der virkelig har det godt sammen og som vil kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne for truppen og klubben”, lyder vurderingen fra Asger Madsen.

Morten Skovby vil ikke ud med, hvilke hold han ser som HBI´s formodet sværeste konkurrenter til den enlige oprykningsplads:

Jeg har da en ide om, hvilke hold som vil spille med om de øverste placeringer, men sæsonen skal lige i gang, før vi begynder at spekulere alt for meget.”

Som strukturen ser ud i Danmarksserien med ren lodtrækning til puljerne og med kun én oprykningsplads, så er det selvfølgelig meget afgørende, hvilke hold man havner i pulje med. Nogle klubber smider alt ind på at rykke op, mens andre har det fint med at forblive i Danmarksserien.”

Der kan ske meget i klubberne hen over sommerpausen, og jeg vil ikke spå om, hvilken pulje der er stærkest i år. Jeg kan bare konstatere, at vi er havnet i pulje med Greve, som er den eneste sjællandske nedrykker fra 2. division, GVI, som sluttede toer i pulje 2 sidste år med samme pointantal som Vanløse, der rykkede op, og med Herlev, som blev treer efter os og som var det eneste hold i rækken, hvor vi ikke var bedst i de indbyrdes opgør. Af de fire oprykkere fra Sjællandsserien er den ene, BSF havnet i vores pulje, mens de tre øvrige er kommet i pulje 2," konstaterer Morten Skovby.

HBI har spillet tre træningskampe og er ubesejret. Det blev 6-5 over Hillerød fra 2. division, 2-1 over Frederikssund fra Sjællandsserien og senest 1-1 mod FC Odsherred, som også spiller i Danmarksserien.

HBI´s første kamp i sæsonen 2018/2019 spilles fredag 3. august kl. 18.30 ude mod Herlev.

Foto: Asger Madsen - forventer mindst lige så mange points som sidste sæson.