Otte sejre på stribe

29. oktober 2018 - skrevet af John Friis - kategori: Senior

Som andetholdet i serie 2 spiller i denne sæson, er de godt nok svære at stoppe. Når de sætter fart, går det lynhurtigt - og det foregår på et højt teknisk niveau. Gang på gang får de spillet deres modstandere tynde.

Et af de mange flotte angreb, de fra kampens start rullede ned mod deres gæster fra Såby, resulterede i mål sat ind af Jonas Bengtsson. Selvom de godt kæmpende gæster fik udlignet, var det dog kun et spørgsmål om tid, inden hjemmeholdet igen kom på sejrskurs.

Jesper Halling viste sin målnæse frem, da han sendte bolden ind over målmanden, der var gået for langt frem i et forsøg på at afværge et angreb. Simon Engberg hamrede lidt efter bolden i netmaskerne, og så var spændingen definitivt væk.

”Vi spiller godt især i første halvleg, hvor vi får sat nogle gode gennemspillede angreb op”, lyder det fra en stolt cheftræner Bo Jensen, og han fortsætter: ”Udgangspunktet til kampen var tålmodighed, ligesom det har været i alle de andre kampe.”

I anden halvleg snød Jesper Halling gæsternes offside-fælde og udbyggede føringen. Han gjorde det til 5-1 på endnu et af de mange møsterangreb, hjemmeholdet diskede op med på en efterårsaften, hvor de 30 tilskuere blev mindet om, hvor tæt vi er på vinteren.

Jesper Halling lavede et vaskeægte hattrick, da han headede bolden ind til slutresultatet 6-1.

Resultatet betyder, at Holbæk er på andenpladsen, men da de mangler en kamp i forhold til konkurrenterne i toppen af rækken, kan de med en sejr i den udsatte udekamp mod Tune - tirsdag d. 6.11 - for første gang i efteråret rykke op på førstepladsen og samtidig overvintre der.

Nikolaj Frandsen spillede igen en stor kamp og blev valgt til kampens spiller (foto: Laila Versemann)