Optimistisk manager: Vi har en fin trup til forårets kampe

21. februar 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Med en tilgang på fem nye kvalificerede førsteholdskandidater og et frafald på kun to (Kevin Nauta og Andrew Kakooza) er HBI´s manager Morten Skovby godt tilfreds med den 27 mand store spillertrup, han og det øvrige træner-team har til rådighed i forårssæsonen.

”Vi har en fin trup, som har nogenlunde samme niveau som i efteråret. Vi har hentet lidt ind til de bagerste positioner, hvor vi mistede en del spillere inden efterårssæsonen. Det giver os lidt flere muligheder i bagkæden”, vurderer Morten Skovby.

Blandt de fem nye i førsteholdstruppen er midtstopperen Emil Bjørn (foto). Han vender hjem til de kendte, slidte rammer på Borgmestergårdsvej efter kun en halv sæson i Greve. De øvrige nye er tvillingerne Lasse og Claes Meinert, henholdsvis midtbane og kantspiller, som kommer til fra FC Roskilde – men som er lokale og tidligere har spillet ungdomsfodbold i HBI. Sebastian Ellefsen, forsvarsspiller fra Tåstrup og Mikkel Kvist, målmand, er også nye førsteholdskandidater i truppen.

Som den eneste i truppen er anfører Jonas Thomsen langtidsskadet. Han skal opereres i foden og bliver derfor næppe klar til sæsonstarten på SuRi Park søndag den 25. marts mod Ledøje Smørum.

Holdets foreløbig fire træningskampe er det blevet til sejre over AB Tårnby (3-2), Nykøbing FC (4-2) og Frem (3-2) og en uafgjort mod Vanløse (2-2).

”Vi har haft 28 spillere i kamp, medregnet fem U19-spillere, så det har alt i alt været en rigtig fin opstart, siger Morten Skovby.

Han lægger ikke skjul på, hvad træner-teamet især har haft fokus på i trænings-forberedelserne:

”Hvis vi analyserer lidt på efterårssæsonen, så behøver man ikke kigge længe for at opdage, at vi har været dygtige med bolden, gode til at få flyttet bolden fra fase 1 over fase 2 til fase 3 i spillet. Vi har skabt et væld af chancer og scoret en hulens masse mål. Vores høje pres har også været rigtig godt.”

HBI var rækkens mest scorende hold med 37 mål i efterårssæsonens 14 kampe. Det er seks og ti mål flere end Slagelse og Herlev, der alligevel er henholdsvis 11 og 4 points foran Holbæk i tabellen.

”Vi har i perioder givet for meget væk defensivt. Især fasen hvor vi går fra erobringsspil til forsvarsspil har givet os udfordringer. Ligesom det deciderede forsvarsspil i eget felt i perioder ikke har været godt nok. Derfor har det været naturligt, at vi siden opstarten – udover det fysiske - især har haft fokus på disse to områder, både til træning og i træningskampene”, siger Morten Skovby.”

Emil Bjørn - tilbage i HBI efter en halv sæson i Greve (Foto: Laila Versemann)