Ny træner til andetholdet

27. december 2018 - skrevet af John Friis - kategori: Senior

Det er en god kending af fodbolden i Holbæk, der overtager ansvaret for klubbens unge talentfulde andethold eller reservehold, som det også tit kaldes. Som lokal med stor fodboldinteresse har Jimmi Nymann Falk af ren interesse gennem årene ofte stået på sidelinjen og fulgt mange af både de ældste ungdomshold og seniorholdene i HB&I.

Den nye cheftræner har gennem de sidste 10 år erfaring fra seriefodbolden, hvor hovedparten stammer fra serie 1 og 2. I øvrigt har han haft oprykninger i alle de klubber, han har været i, og det er da også hans ambition med andetholdet.

”Jeg vil bestræbe mig på at fortsætte det flotte arbejde, Bo har lavet med reserveholdet”, lyder det anerkendende fra Jimmi Nymann Falk, der som mange andre i klubben mener, at det afholdte trænerpar Bo Jensen og Michael Bisgaard - der nu står for klubbens U19-hold - har haft uvurderlig stor betydning for den positive udvikling, der gennem de senere år har været for klubbens næstbedste hold.

Han overtager et hold, der er på førstepladsen. Men også et hold, der har både Hvalsø og Bjæverskov lige i hælene, og netop de to hold er de første modstanderne, når turneringen genoptages i april. Så det er lige på og hårdt, når vinteren om nogle måneder forhåbentligt har sluppet sit tag i landet.

Der er ifølge den nye cheftræner ingen tvivl om, at holdet er for godt til serie 2, når det stiller op med mange spillere fra den store førsteholdstrup.

 Cheftræneren er bevidst om, at det er vigtigt at kende sin rolle og er helt afklaret med, at førsteholdet er det primære. ”Jeg er klar til at arbejde ud fra de vilkår, der er fra uge til uge. Det vigtigste for mig er, at der arbejdes ud fra en præstationskultur, og det at vinde kampe skal gå hånd i hånd med udvikling”, lyder det fra Jimmi Nymann Falk.

”Jeg glæder mig til at arbejde med Skovby og Feist og spillere, der ligger et niveau højere end de spillere, jeg hidtil har trænet”, siger træneren og ser især frem til at være en del af et miljø, hvor man giver sig 100 %.

Vi byder velkommen til en engageret og dedikeret træner, der ser frem til - med hans egne ord - at blive en del af en klub i udvikling. Han vil gøre, hvad han kan for at fastholde det gode miljø, der er omkring holdet og tilbyde dem, der ikke er på førsteholdet til weekendens kamp et godt sportsligt alternativt.

 Og så glæder han sig ellers bare til at komme i gang.