Lyn, torden og skybrud: Holbæk må på den igen i Ledøje-Smørum

26. maj 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

DMI havde varslet risiko for uvejr – lyn, torden, regn, endda skybrud – lørdag eftermiddag i de østlige egne af Danmark.

Det kom.

 Der var spillet 33 minutter af danmarksseriekampen mellem LSF og Holbæk, da uvejret ramte Egedal Kommune i Nordsjælland med så voldsom kraft, at kampen måtte afbrydes. Efter to gange ti minutters udsættelse opgav dommeren at genoptage spillet.

”Der var ikke andet at gøre. Det var umuligt at spille videre. Nu er det så op til DBU at afgøre, om kampen skal spilles helt om eller om den skal genoptages ved stillingen 0-0 efter 33 minutter”, sagde manager Morten Skovby, da han var kommet i tørvejr.

Holbæk stillede op uden de normalt faste startere Mikkel Jensen og Sebastian Johansen. Og inden kampen blev afbrudt og udsat måtte HBI´s anfører Ferdinand Bangsgaard lade sig udskifte med en skade. Han blev erstattet af Claes Meinert Pedersen allerede efter 23 minutter.

Ferdinand Bangsgaard - måtte udgå med en skade (Foto: Laila Versemann)