Klubmand forlænger med fire år

14. november 2018 - skrevet af John Friis - kategori: Ungdom

Talentudvikling prioriteres højt i HB&I. Seneste tiltag kommer klubbens målmænd til gode. Klubbens målmandstræner gennem flere år, Muhammed Maglac – bedre kendt som Mumi – har forlænget sin aftale med fire år, hvor han skal være med til at sikre den fortsatte udvikling af klubbens bedste senior-, U19- og U17 målmænd. Vores ældste ungdomshold får fremover glæde af ham to gange om ugen.

Målmandstræneren, der i 2016 fik den nystiftede pris ”Årets Frivillig”, er et kendt ansigt i klubben, hvor han siden 7-årsalderen har været en del af HB&I. ”Jeg er utrolig glad og stolt over den tillid, klubben har til mit arbejde med målmændene”, siger træneren, der glæder sig til arbejdet med målmændene.

”Mumi er fremfor alt en dygtig målmandstræner. Han er arbejdsom og lærevillig og meget vellidt af alle i HBI – en rigtig klubmand”, udtaler talentchef Rasmus Stenild, der glæder sig over forlængelsen, og fortsætter: ”Mumi starter efter planen på UEFA’s GK A-licens i 2020, der er den højeste træneruddannelse indenfor målmandstræning. Det kommer til at give ham en endnu stærkere faglig ballast. Den 4-årige aftale flugter godt med vores tanke om at skabe kontinuitet i ungdomsarbejdet. Alle klubber, der har haft succes med talentudvikling, er præget af en høj grad af kontinuitet.”

Fra manager Morten Skovby lyder det samstemmende: "Mumi er en dygtig og engageret målmandstræner, som samtidig er en god fyr at arbejde sammen med. Som talentudviklingsklub er det utrolig vigtigt, at der er den nødvendige kontinuitet i træningen, når vi kigger på transitionen fra ungdom til senior. Det gælder naturligvis også for vores keepere, og derfor giver det rigtig god mening, at Mumi er den gennemgående figur begge steder."