Kanonstart: Fem mål i løfterig udesejr over formodet top-medbejler

3. august 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Når man sæsonstarter med en udesejr på 5-2 over et af rækkens formodet stærkeste hold er det ikke sådan ligetil at finde noget at påtale. Holbæks tilfredse manager Morten Skovby skulle da også lede lidt efter kritikpunkterne:

”Der var helt sikkert ting i præstationen, som kunne være bedre. Jeg vil for eksempel gerne se et endnu hurtigere opspil med færre berøringer. Og så synes jeg, det er irriterende, at vi lukker to mål ind, selv om det var en god modstander vi mødte ...”

Selv om Skovby kunne finde plads til forbedringer i den klare udesejr, var han naturligvis først og fremmest tilfreds med sejren og spillernes indstilling:

”Vi kom godt ud til begge halvlege, fik scoret nogle mål og satte os på spillet.”

Holbæks fem mål blev scoret af fem forskellige spillere, et af dem – til stillingen 1-3 kort efter pausen – var på hovedstød af debutanten Rasmus Suhr Petersen, som er kommet til fra Stenløse.

Malte Sjørslev - sæsonens første Holbæk-målscorer (Foto: Laila Versemann)