Hvem sagde afbuds-svækket? Flot halvleg og storsejr på Frederiksberg

31. marts 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Efter det skuffende 0-2 nederlag i sæsonpremieren mod LSF tog et defensivt påpasseligt og - i 2. halvleg - offensivt effektivt Holbæk-mandskab revanche med en flot udesejr på 4-0 over FA 2000 fra Frederiksberg, en modstander, som tidligere har voldt holbækkerne problemer.

Hatten af i respekt for den Holbæk-trup, og primært selvfølgelig de spillere, som trodsede den alt for udbredte og ret beset nedladende misforståelse, at et afbuds-ramt fodboldhold også pr. definition er et afbuds-svækket fodboldhold.

Sådan er det selvfølgelig ikke altid, slet ikke, selv om ræsonnementet bruges flittigt af folk, der følger spillet, gerne udbreder deres mening om det – og selvfølgelig derfor burde vide bedre.

Et Holbæk-hold uden normale startspillere som de skadede Jonas Thomsen og Marcus Carlsson Pedersen, de karantæneramte Frederik Parishus og Ferdinand Bangsgaard og den meget nygifte Birol Serinkanli, som i anledning af brylluppet havde kampfri påske, samt en indskiftningsbænk med fire U19-spillere uden førsteholdserfaring tvang manager Morten Skovby til at tænke nyt i forhold til startopstillingen.

Som resultatet antyder, gik det fint med ændringerne: Mikkel Adamsen blev rykket ud som venstre back, Sebastian Ellefsen ind i centerforsvaret ved siden af Emil Bjørn, start-debut til Lasse Meinert ved siden af Sebastian Johansen på den centrale midtbane.

”Vi spillede i strid modvind i 1. halvleg, der blev en rodet og chancefattig affære”, siger manager Morten Skovby. På holdets vegne følte han sig snydt for et straffespark begået mod Malte Sjørslev, men ellers har han ikke det store at berette om de første 45 minutter.

Det blev bedre efter pausen.

”Vi kom godt ud, udnyttede medvinden, lagde højt tryk på hjemmeholdet og fik spillet til at flyde. Og det blev kun bedre, da vi fik scoret det første mål. Jeg synes, holdet spillede en rigtig fin 2. halvleg”, roste Morten Skovby efter kampen.

Manageren ville ikke fremhæve enkelte spillere:

”Jeg synes, at alle - hele holdet, også de nye og de unge, der kom ind, gjorde det godt, især i 2. halvleg.”

Jonas Bengtsson, scorede Holbæks første mål. (Foto: Laila Versemann)