Hurtig pokal-exit: Farveløse HIK var mest kølig i lummervarmen

8. august 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Hvis onsdagens pokalkamp mod HIK absolut skulle give et svar på, eller i det mindste et fingerpeg om, Holbæks aktuelle styrke i forhold til et i sidste sæson jævnt 2. divisionshold som HIK, må den kedelige, men rimelige, dom lyde: Uafgjort. De to hold var så tæt på lige gode/dårlige i lummervarmen på SuRi Parks gråbrune græstæppe, at kampen sagtens kunne have haft en anden vinder.

Holbæk havde ganske få, men vel ret beset flere oplagte, scorings-muligheder end HIK i den generelt chancefattige kamp. Men boldbesiddelse og chancer og muligheder tæller ikke i fodbold. Mål tæller. Derfor vandt kølige, effektive, HIK kampen, selv om holdet i hele 2. halvleg næppe have en eneste bare nogenlunde kvalificeret afslutning på Holbæks mål – før indskiftede Jonas Hebo Rasmussen et par minutter inde i tillægstiden stod fri så kort fra mål, at han ikke kunne undgå at score.

Undgå at score kunne Holbæks nye spændende angriber, Rasmus Suhr Petersen (foto), til gengæld på besynderlig vis, da han for tomt mål fumlede med en, set udefra, endnu større chance ti minutter før tid.

I stedet for det efter spil- og chancefordeling absolut nærliggende 1-1 og dermed risiko – ja, risiko – for forlænget spilletid i aftenvarmen, gik det som det gik. Det blev et kort pokal-eventyr i denne omgang. Bonus: Fuld fokus på kampene i Danmarksserien.

Allerede lørdag eftermiddag for Holbæk-spillerne en ny mulighed for at måle niveau med et hold som så sent som i forårs-sæsonen spillede i 2. division. Det sker når nedrykkerne fra Greve kommer på besøg til en kamp mellem to hold som begge kommer med sejre fra deres første kamp – og som begge formodes at være blandt oprykningskandidaterne.

 

Fotos af Laila Versemann, lailaversemann.com