HBI opruster på talentudvikling: Ansætter en Talentchef og en Head of Coaching

19. juli 2018 - skrevet af Asger Madsen - kategori: Klubnyt

Holbæk B&I opruster på talentudviklingen og kommer efter sommerferien ud med et væsentligt styrket set up. Det er lykkedes at hente nogle særdeles kompetente folk ind til at udvikle klubbens talentafdeling.

Ny mand i klubben er Rasmus Stenild. Han er netop er hjemvendt efter 1½ år på Cypern, hvor han har arbejdet i et stort talentprojekt i klubben AC Omonia Nicosia.

Inden Rasmus´ udlandseventyr var han ansat i AGF, hvor han var leder af talentsamarbejdet med i alt 67 samarbejdsklubber i hele Østjylland.

Rasmus er 32 år, uddannet UEFA A-licens træner og med en Diplomuddannelse i ledelse, så han kommer til HBI med en solid baggrund for at kunne accelerere klubbens samlede talent set up. Ud over ansættelsen som Talentchef i Holbæk B&I er Rasmus ansat som træner på Holbæk Sportsakademi, hvor han bliver en del af teamet sammen med Morten Rutkjær og Morten Hamm.

Morten Rutkjær har ved samme lejlighed takket ja til at gå 100% ind i talentprojektet. Det betyder, at han ved siden af arbejdet på Holbæk Sportsakademi tiltræder en nyoprettet stilling som Head of Coaching i Holbæk B&I.

Rutkjær har senest færdiggjort sin UEFA P-træner uddannelse (højeste i Europa) og ud over at være en særdeles kompetent, lokalt forankret, fodboldtosse, er han en af grundlæggerne af Holbæk Sportsakademi, der for 9 år siden så dagens lys på Stenhus Kostskole.

Klubbens overordnede spilkoncept inkl. metode og pædagogik vil herefter ligge solidt plantet i et stærkt 3-kløver som består af Manager Morten Skovby, Talentchef Rasmus Stenild og Head of Coaching Morten Rutkjær.

Farvel og goddag

Det har været en travl sommer i HB&I. Klubben har desværre sagt farvel til nogle dygtige talenttrænere, men det er lykkedes at tiltrække nye, som med deres erfaringer fra andre talentmiljøer helt sikkert kommer til at bidrage til samme positive udvikling.

Ny cheftræner til U19 1. div. holdet er en HBI-kending , Henrik Sømark, der efter en årrække i henholdsvis Brøndby IF og FC København sammen med sin familie nu er flyttet hjem til Holbæk.

Sømark er 33 år og uddannet med UEFA A-licens. Han er desuden uddannet lærer. Efter sommerferien tiltræder han en ny lærerstilling på Holbæk Private Realskole.

På U17 er det lykkedes at lave aftaler med 2 erfarne divisions-drenge, Thomas Møller og Jannick Larsen, som begge er gået med ombord i trænerteamet. De bliver begge en del af U17 divisionstruppen og vil ud over den daglige træning få ansvaret for U17 M holdet ift. kampafvikling.

På U13 er der også et nyt træneransigt. Det er blevet til et spændende bekendtskab med det unge trænertalent Frederik Mondrup på blot 19 år. Frederik er uddannet UEFA B3-træner (aug. 2018) og læser på Handelsgymnasiet i Roskilde, hvorfra han også har medtaget sin assistent Magnus Wincentz.

Børnefodbolden bliver der investeret på tilsvarende vis. Efter sommerferien er Simon Erboe, uddannet UEFA B-licens træner, ved siden af sin lærerstilling på Holbæk Private Realskole ansat på deltid med det overordnede ansvar for udvikling af klubbens børnemiljø, der planlægges i et tæt samarbejde med FC København.

Det er med stor tilfredshed, at Holbæk B&I har kunnet tiltrække så spændende kandidater. Det lover rigtig godt i forhold til at kunne indfri klubbens målsætning om at spille divisionsbold, hvor 75% af spilminutterne skal leveres af spillere fra egen talentafdeling.