HBI forlænger aftalen med Skovby og hans træner-team

28. maj 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Succes i fodbold er en kontant og målbar størrelse, og kendsgerningen er som bekendt, at HBI´s sportslige målsætning om oprykning til 2. division ikke bliver indfriet i år. Det stod klart allerede tidligt i forårssæsonen, at det points-forspring Slagelse havde med fra efteråret ikke kunne indhentes.

Alligevel har HBI valgt at forlænge aftalen med manager Morten Skovby og det øvrige trænerteam bag klubbens førstehold. Foreløbig med et år.

Elitechef Asger Madsen godkender de resultater, Morten Skovby og hans træner-team har opnået med holdet i indeværende sæson:

Skovby har formået at skabe ro og stabilitet til hele team´et omkring holdet. Han har implementeret spillestilen, som den er beskrevet i vores spilkoncept Den blå tråd, vi oplever en god opbakning fra spillertruppen, og så tror vi selvfølgelig på, at Skovby er den rette mand til at føre os tilbage i 2. division”, begrunder Asger Madsen.

Udover manager Morten Skovby består HBI´s faste trænerteam til førsteholdet af 1. team coach Lars Feist, scout og kampanalytiker Steen Vester, fysisk træner Benjamin Leisvig og målmandstræner Muhammed ”Mumi” Malgac.

Morten Skovby kalder det ”ret enkelt” at beslutte dig for at forlænge aftalen med HBI:

”Klubbens samlede projekt er enormt spændende at være en del af. Vi har et super godt team omkring holdet, spillerne er spændende at arbejde med og så har vi fået skabt et miljø omkring truppen, som er elitært, hvor vi kan stille krav til hinanden og vil vinde fodboldkampe, men samtidig er der en rigtig god stemning i og uden for omklædningsrummet”.

”Feist og jeg har fundet en god rollefordeling omkring holdet. Vi synes, at det gode forår har vist, at holdet har lagt på i forhold til nogle af de aspekter i spillet, som vi har arbejdet med henover vinteren. Det arbejde vil vi gerne fortsætte i den kommende sæson.”

Om de resultater, træner-team´et har opnået med HBI´s førstehold, siger Morten Skovby:

”Vi ville naturligvis gerne have været tilbage i 2. division i første forsøg. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Men jeg synes, vi kan være indsatsen bekendt, når man tager forudsætningerne i betragtning.”

”Her tænker jeg især på, at ni spillere forlod klubben efter nedrykningen, og at vi kun havde tre uger til at finde nye løsninger til at få implementeret den spillestil, klubben har valgt med Den blå Tråd.”

Morten Skovby mener, at hans eget Holbæk-hold i indeværende sæson har demonstreret et spillemæssigt højere topniveau end mere stabile Slagelse, som til gengæld har haft færre udfald og derfor vundet flere points i sæsonens løb:

Når jeg ser på vores duel med Slagelse i denne sæson, så kommer jeg til at tænke på Formel 1 i 80´erne, da brasilianeren Ayrton Senna (1960-1994) og franskmanden Alain Prost (f. 1955). Dengang hed det, at Senna var den hurtigste og havde det højeste topniveau, men Prost var mere stabil, lavede færre fejl og derfor vandt de fleste mesterskaber.”

Morten Skovby, th, og Lars Feist, her fra 2-2 hjemmekampen mod Slagelse,  fortsætter deres parløb som hhv. manager og 1. team coach (Foto: Laila Versemann)