Fjerde sejr i træk: Den var for længe undervejs og alt for lille

1. september 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen

Det lignede, hvad det var: Top mod bund. Alligevel skulle der spilles mere end en time på SuRi Parks alt for langhårede, men nu saftiggrønne græstæppe, før et i store perioder fuldt kontrollerende og ganske velspillende Holbæk-hold lukkede kampen nær ved midtvejs i 2. halvleg med scoringerne til 2-0 og 3-0.

Holbæk dominerede på bolden og skabte oplagte scoringschancer til i hvert fald tre-fire mål, inden der var spillet en halv time. Men hverken Simon Engberg eller Rasmus Suhr Petersen havde den træfsikkerhed i deres afslutninger, som Mikkel Jensen brillerede med, da han efter 24 minutter resolut og smukt knaldede bolden i kassen med venstrebenet.

Oplægget til den flotte scoring blev leveret af Malte Sjørslev, der forinden – med god plads og fint overblik - havde været fodermester til flere andre Holbæk-chancer, som vel trods alt, herunder banens beskaffenhed, burde have været omsat til mål.

I stedet for den komfortable pause-føring til Holbæk, som antallet af åbne chancer lagde op til, blev de færre end hundrede tilskuere – alle inklusive – mindet om, hvad fodbold egentlig handler om, da Skjold Birkerøds Troels Cilius Nielsen sendte et langskud på overliggeren helt ude ved trekantsammenføjningen. Der var gæsterne mindre end fem centimeter fra en efter spil og chancer misvisende udligning.

Efter de forløsende scoringer til 2-0 (hovedstød af Marcus Carlsson Pedersen) og 3-0 (friløber, forbi målmanden, af fodrappe Mikkel Jensen) kunne og burde Holbæk havde score yderligere et par stykker, men især en ellers hårdt arbejdende Rasmus Suhr Petersen havde ikke nogen heldig dag som afslutter på en dag, hvor det heldigvis ikke viste sig nødvendigt.

Fotos: Laila Versemann, lailaversemann.com