Ferdinand Bangsgaard kåret til årets spiller i 2018

5. januar 2019 - skrevet af John Friis - kategori: Senior


HB&I's venner havde sædvanen tro inviteret til nytårskur, hvor de ca. 60 fremmødte havde fornøjelsen af at høre en veloplagt formand Søren Østergaards årsberetning.
Formanden kunne glædeligt berette, at klubben såvel strukturelt som sportsligt igennem de sidste par år har gennemgået en positiv udvikling. Han takkede alle de personer, der i hverdagen får tingene til at glide og samtidig bidrager til et godt miljø for alle fodboldspillere i klubben uanset niveau.
Traditionen tro er det HB&I's venner, som kårer årets spiller. I år blev det den markante profil og anfører Ferdinand Bangsgaard, der modtog trofæet med ordene: "Spilleren leverer altid en 100% indsats til kamp og træning. På banen er han utrættelig, og hans erobringsspil er i særklasse. Mentalt har han udviklet sig helt enormt i det seneste år. Tidligere kunne hans spil blive hektisk og utålmodigt - frustrationerne kunne godt tage over, når holdet mødte modstand. I år har han udviklet sig til at være rolig og tålmodig uden at fravige konceptet også i pressede situationer. Han tager det nødvendige ansvar, og det er helt på sin plads, at han også er blevet holdets anfører og dermed bindeled mellem bænk og spillere, når de taktiske informationer skal udføres på banen."
Fra klubben skal lyde et kæmpe tillykke med kåringen til Ferdinand Bangsgaard. Vi ser frem til mange flere stærke præstationer i 2019.