Et ungt homogent hold kørte en sikker sejr hjem

23. april 2018 - skrevet af John Friis - kategori: Senior

Efter et par magre resultater kom andetholdet i en meget ung udgave tilbage på sejrskurs. Med en stamme af klubbens talentfulde U19-spillere blev en stor og sikker sejr kørt i hus.

Målfesten startede i det 14. minut, da Frederik Ruhr efter en god tur sendte bolden til Mikkel Adamsen, der bugserede den det sidste stykke ind over stregen.

Frederik Ruhr gentog kunststykket blot tre minutter senere. Denne gang var det en af gæsternes spillere, der var så uheldig at have sidste fod på. Angrebene rullede i denne fase af opgøret ned mod gæsternes mål.

Fem minutter før pausefløjt blev kampen reelt afgjort. Nikolaj Frandsen, der spillede en stor kamp, blev fældet lige uden for feltet. Rødt kort for en nødbremse og frispark, som Mikkel Adamsen via en modspiller sendte i nettet. Herefter var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse.

Anden halvleg gik ned i intensitet. Hjemmeholdet havde bolden meget, og fik da også spillet sig igennem til flere store muligheder, men forsømte i andre situationer at spille chancerne større.

Kampen bød dog på to mål til. Først fik Kristian Skovby sidste fod på en ripost efter et dejligt forsøg fra Natinael Anbesse, og fem minutter før tid scorede Kristian Paris efter en god bold fra Frederik Parishus.

Resultatet gav tre tiltrængte point og viste, at klubben har et stort talentfuldt potentiale, som lover godt både for førstehold og andethold.

Næste kamp er ude mod Taastrup på lørdag, hvor der givetvis igen vil være en del af de unge talenter med.

Frederik Ruhr havde en afgørende fod med i de to første scoringer (Foto: Laila Versemann)