Det bliver svært og hårdt: Pokalkamp på ugens varmeste dag

6. august 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

Onsdag skulle blive ugens varmeste dag, så der er lagt op til en kamp under særdeles svære betingelser, når Holbæk onsdag aften klokken 18.00 spiller sæsonens første hjemmekamp på SuRi Park.

Manager Morten Skovby skriver om kampen:

Den første hjemmekamp i dette efterår, byder på et spændende opgør i pokalturneringen mod HIK fra 2. division.

Onsdagens modstander fra HIK er et godt spillende hold, som klarede sig rigtig flot i den seneste sæson, hvor de vandt nedrykningsspillet i 2. division. Så der venter os helt sikkert en svær opgave mod en meget velspillende modstander.

Vi kom i gang med den nye sæson i turneringen i fredags, hvor vi var på besøg i Herlev. Som træner ser man altid frem til premierekampe med en vis spænding og tænker altid over, om vi har nået alt det, vi skulle igennem i den korte opstartsperiode og fået alle aftaler på plads.

Kampen viste at der stadig er områder som vi kan forbedre, men det overordnede indtryk af præstationen var positivt og resultatet med en sejr på 5-2 var absolut godkendt.

Næste hjemmekamp i turneringen er allerede på lørdag mod Greve. Vi håber, I kommer og støtter holdet.